Nå for sytten. nu ruller det. 2016 er gledet ud og 2017 vinker forude helt grøn og pivfrisk. Lidt for frisk måske. Jeg har altid været lidt nostalgisk omkring nytåret. Hvorfor skal vi nu skifte året ud. Det gamle var fint og godt. Kom ikke her med et nyt år, som vi slet ikke ved noget om. Nej du, jeg bliver i det gamle lidt endnu. I andre kan gå i forvejen, så kommer jeg, når I har gået året lidt til. Måske en gang i februar?

Men det er jo ikke en mulighed, så jeg må hellere tage mig sammen og hoppe ind i året, på samme tid som I andre. kl. 00.00 i morgen aften.
Jeg skal fejre nytåret med min veninde Karen og min datter. Det bliver en fest med bordbomber og konfetti i stride strømme. Og bobler og lækkert mad. Maden har vi købt os til, for både Karen og jeg er den type, der helst vil stå med et glas og kigge på dem, der er i køkkenet. Gider egentlig ikke lave maden, hvis jeg kan være fri. Og det kan jeg godt nytårsaften. Jeg er ret spændt på, hvordan det bliver at få en treretters menu i poser og æsker og med anvisninger. Det har jeg aldrig prøvet før.

Nytårsforsætterne begynder at tage form. Eller måske rettere at miste form, for jeg har jo besluttet, at min liste ikke skal være så lang som den plejer.

Cykle med cykelhjelm (Hjelmen er købt og afprøvet!)
Fortsætte med at gøre ting jeg ikke tør. (Udfordringer er velkomne – Jeg lover at tage i mod dem, hvis jeg (ikke) tør)
Løbe 10 km på under en time
lære at stå på hovedet (Jeg starter til yoga på lørdag)
Madpakke med på arbejde mindst 3 gange om ugen. (Det havde jeg også sidste år, men det kunne godt trænge til at blive strammet op)

Godt nytår!