Overvejelser om “den nye blog”.

Opmærksomheden om mit sidste indlæg, har fået mig i tænkeboxen igen. Jeg er jo en sucker for det der ros, og når folk (ok, i sandhedens lys, det var faktisk bare et par stykker) giver udtryk for at de vil savne mine indlæg, hvis jeg stopper helt, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke lige gik i tænkebox for at finde på emner, der kan få min skrivekløe i gang igen.

Et af de overvejelser jeg har gjort mig er at skrive om livet fra rendesten. Det er en metafor. Jeg bor ikke i en rendesten og jeg er på ingen måde fattig sådan på rigtigt. Jeg har i-landsfattigdom, med en udmærket lejlighed på Vesterbro og telefon, internet og mad på bordet. Men jeg har gæld. Det er pinligt at indrømme, og hvis jeg skulle skrive om det for real, så skulle jeg offentliggøre hele min privatøkonomi, og det ved jeg ikke om jeg synes er sjovt. Altså om jeg tør. Det er pinligt. Men måske kunne jeg lære noget? Måske var der andre der kunne lære noget? Måske kunne mine i-landsproblemer, sætte fokus på verdens virkelige fattige?

Eller også kunne jeg bare lære at leve for 100kr på en uge.

Måske bliver denne blog omdøbt til fattigrøvens univers, og jeg udstiller mig selv som den pengeidiot jeg er, eller også holder jeg den fulde sandhed for mig selv og fortsætter med at skrive fra stuen hvor den treårige danser rundt med cowboyhat og paraply mens hun synger “de første kærester på månen!” Uanset. Jeg er her åbenbart endnu.

Jeg vender tilbage.

Jeg har tidligere annonceret på Facebook, at jeg vil lukke bloggen. Det er egentlig en overflødig annoncering, eftersom jeg ikke har skrevet herinde siden august. Så lukningen har ligesom udført sig selv.
Efter en sommer, hvor jeg gjorde mig en masse tanker om at skrive mere og puste nyt liv i bloggen og dyrke ambitionerne, har jeg gjort det lige præcis modsatte. Jeg skrev ikke et ord i 3 måneder. (ikke helt rigtigt, for jeg har en hel masse kladder liggende, som aldrig er blevet udgivet.)

Jeg føler mig lige nu meget medio. Jeg har ikke noget at skrive om, jeg er ikke inspireret og jeg keder mig over mine egne ord, og jeg når sjældent længere end fire linjer ned, før jeg trykker på delete. Det er alle tiders forudsætning for at skrive en bestseller roman. Eller bare en blog, som andre gider at læse.

Jeg bliver nødt til at sætte bloggen på pause, til jeg har fundet min ild igen. (min ild? really?!) Jeg vender helt sikker tilbage. På denne blog eller en anden. Jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg rykker til næste skridt. Jeg mangler en coach. Eller endnu bedre en mentor! En der kan skubbe til mig, når jeg tynges alt for meget af min kedelige hverdag, hvor kreativitet er noget de andre laver. En der ikke regner “Jamen jeg er jo enlig mor..” for gyldig undskyldning. En der kan sige; “Bull Shit! Alle kvinder er enlige mødre! Tør øjnene og rejs dig op!” Jeg trænger til en mand. En der kan ruske mig rundt. Ja i alle henseender.

GBR:  FA Respect Pr Shoot - Ray Winstone 23/02/2009