Hvorfor jeg ikke kan skrive...

We will always have New York…

I dag er min søde veninde kommet hjem fra New York. Min New York tur. Jeg kunne ikke tage af sted alligevel. på grund af arbejde, på grund af flytning, på grund af det afkom jeg har sat i verden, på grund af hverdags-sammenbrændthed og på grund af det hele til sammen. Jeg havde et liv der krævede min tilstedeværelse i den forgangne uge og det liv foregik på Vesterbro og ikke Manhattan. Det blev ikke denne gang, jeg skulle vise mine lækre ben ude i den store verden. Jeg håber det bliver snart.

Til gengæld har jeg haft den udsøgte fornøjelse at give den fedeste og største gave til den sødeste veninde, der virkelig fortjener at få noget igen for alle de gange, hun har passet Englebarnet. Det er helt vildt stort at ringe til nogen og sige: “Du skal til New York om en uge!” Vildt og stort og helt fantastisk! Det giver kriller i maven på den gode måde at gøre andre glade.

Siden sidst kan jeg opdatere, at jeg nu er blevet Vesterbro-mor og kollektivets “glæder” er nu en saga blot… Det var ikke lige sådan vores liv skulle strikkes sammen. Nu er vi tilbage i egen lejlighed, med vores helt egne ting, og Englebarnet går rundt og spørger om det alt sammen er vores? Er det kun os der bor her? Dig og mig mor? Er det her også vores? Ja skat det er vores køkkenrulle. Du må gerne tage et stykke og tørre dig om munden.

I aften skal jeg installere en vaskemaskine og få internettet til at fungere. Jeg savner en mand.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvorfor jeg ikke kan skrive...