En weekend uden pligter…

Oh Yes! Det er weekend lige om lidt, og jeg skal for første gang siden vi flyttede være alene hjemme! Jeg har ingen planer i aften, og jeg glæder mig til at slentre lige så stille hjem fra arbejde, spise aftensmad i sofaen, når det passer mig og slappe totalt af uden pligter hele aftenen!

Min hverdag er lige så stille ved at være oppe at køre i de store træk. (Hej jinx!) Jeg har fundet en bolig, et job og en børnehave til Englebarnet. Men mine eftermiddage halter. Fra kl 16, hvor jeg i huj og hast forlader arbejdspladsen og pisker gennem byen, for at ankomme til vuggestuen inden de lukker, og derefter sætte barnet bag på cyklen for at forcere den halve by (Ih hvor jeg glæder mig til børnehavestart!) til barnet ligger i sin seng og den sidste godnatsang er sunget færdig, har jeg simpelthen ikke tid nok. Jeg vil gerne lave lækkert mad, og opdrage mit barn til at spise varieret og sundt, sidde ved bordet med et varmt hjemmelavet (og økologisk, biodynamisk, low-carb, farvekoordineret, halal) måltid, mens vi grinende og smilende fortæller hinanden, hvad vi har lavet i dag. Men det sker ikke.

Jeg har styr på morgenen og på morgenmaden. Men aftensmaden kommer bag på mig gang på gang.
Jeg har nu lavet en aftale med barnets far, om ikke at give barnet havregryn med mælk på til aftensmad, fordi det for nylig førte til en pinlig hændelse hos farmor, da barnet hellere ville have morgenmad end farmors hjemmelavede børnevenlige mad. OK. Point taken. Ikke mere morgenmad til aften. Nu skal der andre boller på suppen! Hjemmelavede boller that is. Som jeg lige skal finde en god opskrift på… og koge en høne i weekenden…
Pyh.. Jeg går lige ud i solen og nyder den lidt, inden jeg laver mad, rydder op, gør rent og NYDER stilheden!

Velkommen til børnehaveræset på Vesterbro

Solen skinner og jeg er ved at finde til rette i mit nye element. Vesterbro elementet. Det’ sgu meget lækkert. Jeg har ikke rigtig haft tid til at se mig om i mit nye hood, og alle anbefalingerne til steder, jeg bare MÅ drikke min kaffe, er skrevet bag øret og husket til den dag jeg stille og roligt kan defilere omkring og føle summen af at være Vesterbro-beboer. Med eller uden afkom.

Englebarnet har fået børnehaveplads i en institution, som jeg bogstavligt talt kan se fra mit soveværelsesvindue. (Jeg har så også kun set den fra mit soveværelsesvindue, men fra den vinkel ser det hyggeligt ud.) Det er en kærkommen forandring til at piske på cykel fra Vesterbro til Østerbro for at aflevere barnet i vuggestue og derfra videre på job på Holmen. Inden dagen er begyndt, har jeg noget, der ligner 10 km i ballerne, og samme rute forceres i eftermiddagstravlheden. I love it. Jo jeg gør. Motionen er nemlig meget god for en motionsangst dovenlars som mig. Men tiden det tager og alle de steder på ruten, hvor tidsplanen kan skride, er ikke så god for sådan en som mig. Jeg kæmper for at stå fast på, at Kaisa og jeg skal have en rolig morgen, hvilket i realiteten betyder, at jeg sætter vækkeuret 3 timer før jeg skal møde på arbejde, og alligevel ender med at småløbe ud ad døren, med barnet halsende efter. -og så ind ad døren igen fordi jeg har glemt cykelhjelm/regnbuks/vanter/nøgle/barn.

apropos børnehaveplads. jeg lærer aldrig at forstå at navigere i systemet, de kalder pladsanvisningen. For det første bliver jeg aldrig sådan en mor, der gider at bruge tid på at besøge institutioner, og mærke hvordan mavefornemmelsen er de forskellige steder, og spørge ind til lærerplaner, madplaner og forældreengagement. Jeg orker det ikke. Det tager jo hundrede år, og er virkelig kedeligt. Så jeg spørger mine veninder, hvor deres børn går, og hvor de godt kunne tænke sig de gik, og vælger efter det. Denne gang fik jeg tre pladser tilbudt af pladsanvisningen. 3 pladser? Den ene af dem sagde jeg nej til, hvorefter jeg fik to tilbudt med 5 dages mellemrum. Jeg forstår det ikke? Så jeg tog den, der ligger tættest på vores nye hjem, og som flest mennesker sagde noget godt om. Sådan gik det til at Kaisa, som en anden Svinedreng, steg fra Hestestalden til Kongerosen. (hvad sker der for navnene på institutioner i København?! – det er famer Københavneragtigt at sende sit barn i Hestestalden hver dag!)

Englebarnet er SÅ klar til børnehave, og keder sig lidt blandt alle babyerne i vuggeren. Men jeg ved ikke, om jeg er klar. Jeg kan godt blive lidt nervøs ved tanken om, at hun nu kastes for de store og farlige 6årige, der kan trampe hende ned hvert øjeblik det skal være. Det er jo jungleloven, der hersker i sådan en børnehave. Det ved alle. Skulle man lære hende noget asiatisk kampsport inden hun starter? (As if jeg kunne lære hende andet end at stikke i et vræl, så der kommer en voksen)

We will always have New York…

I dag er min søde veninde kommet hjem fra New York. Min New York tur. Jeg kunne ikke tage af sted alligevel. på grund af arbejde, på grund af flytning, på grund af det afkom jeg har sat i verden, på grund af hverdags-sammenbrændthed og på grund af det hele til sammen. Jeg havde et liv der krævede min tilstedeværelse i den forgangne uge og det liv foregik på Vesterbro og ikke Manhattan. Det blev ikke denne gang, jeg skulle vise mine lækre ben ude i den store verden. Jeg håber det bliver snart.

Til gengæld har jeg haft den udsøgte fornøjelse at give den fedeste og største gave til den sødeste veninde, der virkelig fortjener at få noget igen for alle de gange, hun har passet Englebarnet. Det er helt vildt stort at ringe til nogen og sige: “Du skal til New York om en uge!” Vildt og stort og helt fantastisk! Det giver kriller i maven på den gode måde at gøre andre glade.

Siden sidst kan jeg opdatere, at jeg nu er blevet Vesterbro-mor og kollektivets “glæder” er nu en saga blot… Det var ikke lige sådan vores liv skulle strikkes sammen. Nu er vi tilbage i egen lejlighed, med vores helt egne ting, og Englebarnet går rundt og spørger om det alt sammen er vores? Er det kun os der bor her? Dig og mig mor? Er det her også vores? Ja skat det er vores køkkenrulle. Du må gerne tage et stykke og tørre dig om munden.

I aften skal jeg installere en vaskemaskine og få internettet til at fungere. Jeg savner en mand.