Når verden bare suser af sted, og det nogle gange føles som om man har for få timer i døgnet til at få det til at hænge sammen, kan man miste gejsten på det der er aller-sjovest – Det er uretfærdigt. (Og det er mig der er “man” i denne sammenhæng) Jeg ville så gerne være en super-bloggende-jeg-har-en-mening-om-alt-og-kan-formulere-det-skarpt-kinda-girl, men det er jeg ikke. Ikke lige nu. For når klokken slår 20.00 og jeg har fået Englebarnet til at sove, kan jeg kun tænke på det næste afsnit af Homeland/Breaking Bad/New Girl eller hvad jeg nu ser for tiden. Jeg er ikke en fuldtidsarbejde blogger. Men jeg ser mange tv-serier!

Siden sidst kan jeg fortælle, at jeg er meget glad for mit job, og bruger al min energi på lige så stille at blive tjekket til alt, så jeg kan få tid til andet også. Jeg SØGER alt hvad jeg kan for at finde en ny bolig, fordi det der med at bo i fællesskab med en anden mor/barn slet ikke var så lykkelig en alliance som først antaget. Jeg vil finde noget som Kaisa og jeg kan bo i sammen, kun os 2, i lang tid. Det er åbenbart svært!

Jeg plejer at være sådan en, der har masser af nytårsforsætter, men i år har det bare handlet om at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg kan ikke rigtig drømme om at dyrke mere motion, se flere film, lave mere god mad, se flere venner, gå mere i byen, rejse mere, møde flere mænd, når jeg ikke en gang kan finde en løsning på, hvordan jeg får hentet Kaisa inden vuggestuen lukker OG lavet (sund) aftensmad inden aftenen er slut og hun skal sove, og jeg bliver til et græskar igen.

Jeg ved ikke rigtig, hvad der skal ske med bloggen, for jeg elsker at skrive og få tankerne formuleret, men jeg kan også mærke, at jeg ikke gider at stresse over ikke at have skrevet noget som helst i mange uger. Det duer ikke. Jeg lukker ikke bloggen. Jeg skriver bare kun når jeg kan. Så alt er som det plejer.