Beklager, men jeg holder pause..

Jeg savner at skrive…

… Så derfor er jeg tilbage igen. Once a blogger…

Pausen er blevet brugt til at få mit liv som udearbejdende single-mor til at hænge sammen. Shit det er hårdt!! Jeg har altid svaret lidt overlegent, når folk har set med bekymrede øjne på mig, og spurgt om det ikke var hårdt at være alenemor. “Nej, jeg synes ikke det er hårdt. Jeg tror ikke, jeg har det hårdere end alle andre.” Gulp! Jeg ser lidt anderledes på det nu.

Jeg ved overhovedet ikke hvordan resten af verden får det til at hænge sammen?? Altså hvordan gør I? Hvordan skal jeg kunne nå at være på arbejde i 7,5 timer om dagen med overskud og power og “Spændende ide Keld, I’ll make it happen!”, derefter hente barn med smil og “Hvordan har hun haft det i dag og spiste hun godt til middag?”, handle og finde på en sund og varieret politisk korrekt aftensmad, lave mad, mens barnet bare helst vil være sammen med mor, så hun sidder skiftevis på hoften (15kg mine damer og herre) og køkkenbordet (begge dele temmelig uholdbart), lege med barn (skal klodserne virkelig ud over hele gulvet skat? – se nu bygger mor et hus og en hest og en politibil), putte barnet (hvornår kommer den alder, hvor de gerne vil sove, når de er trætte?), rydde op (forbandede klodser), og have overskud og se lækker ud gennem hele dagen? Jeg forstår det ikke.

Men jeg elsker det! Det hele! Jeg er vild med mit nye job, mine kolleger, min cykeltur, min datter, hendes legetøj, vores lejlighed, vores liv.

for første gang i flere år har jeg en lille smule styr på det der life. Og så overhovedet slet ikke. Der er stadig masser af ubekendte, som rasler rundt i kassen, men alt i alt; lys forude.

Jul, december, nytårsforsætter kom an. Jeg er klar. Og jeg lover at skrive om det hele igen. Jeg er tilbage på bloggen.

IMG_2211

4 kommentarer

  • Signe BN

    Altså, jeg er ikke en gang aleneforælder. Selvom jeg, i enkelte bitterfissede stunder NÆSTEN synes, det kan føles sådan. Men jeg må med gru konstatere, at det der regnestykke jo bare ikke går op. Altså alt det, man kan/skal/bør nå – som minimum. Det er jo kraftedme en uendelig strøm af cowboyløsninger, snedige hvis-katastrofen-indtræder(dvs. opkald fra Andestuen kl. 10.30 midt i vigtigt kundemøde) aftaler med familiemedlemmer, forsøg på at fikse acceptabel aftensmad med træt unge påmonteret… og alt det andet. Jeg har opgivet at se fiks ud selv. Aldrig har min garderobe været så lousy og mit hår så au naturel. Mængden af MIG-tid og MIG-aktivitet kan også ligge på et ret lille sted. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med, at livet skal se sådan ud.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen Nørøxe

      Tusind tak for din kommentar! Jeg ved godt hvordan jeg har det med at livet skal se sådan ud; Jeg synes det er bund uretfærdigt og uforsvarligt. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Udover at hænge i med neglene på kanten af stress og gråd, og sige undskyld til min datter, når hun bliver gammel nok til at bebrejde mig alle hendes lidelser. I guess det er vejen frem, og hvis alle andre forældre kan klare sig igennem de svære begynder-år, så kan jeg jo også. Og åh hvor kan jeg nikke genkendende til det med en trist garderobe! Indtil nu har jeg ikke haft råd til at forny den, og nu har jeg ikke tid. Fedt. Jeg må begynde at opprioritere det, når jeg skal ud og finde mig en ny mand… 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt du er tilbage. Jeg har savnet at følge lidt med i din hverdag. Og ja den der hverdag kan altså bare være sindssyg. Men man vænner sig heldigvis lidt til det, og så bliver det nemmere. Knus Janni

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karen Nørøxe

      Det er både beroligende og lidt bekymrende at man vænner sig til den hektiske hverdag.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Beklager, men jeg holder pause..