En duft af barndom

I dag stak jeg næsen ned i Englebarnets nye tandbørste, som jeg stod og kogte inden den i morgen tidlig skal i barnets mund. (Ja, det er mærkeligt at stikke næsen i varme tandbørster, men det gjorde jeg altså)
Og den hvinende syntetiske duft bragte mig øjeblikkelig tilbage til min barndoms jul. Den mindede mig om duften af spritnyt Barbiehår og plastikdukker og blødt plastik fyldt med ptalater, som sikkert har gjort mig disponibel for alverdens sygdomme. Om følelsen af at eje noget helt nyt legetøj, som ingen havde leget med før. De var glatte og fine, og jeg kunne helt selv bestemme hvad dukkerne skulle hedde, og hvilke frisure de skulle have (Jep, jeg har altid været en girly-girl) Men det fik mig også til at mindes, hvor lækkert det var at bide hårdt i sådan noget blødt plastik. Lade tænderne bare fortsætte ned i plastikken og efterlade dybe grimme mærker på den fine nye glatte plastik. Og ja jeg endte med at bide krampagtigt i Kaisas nye tandbørste. Det gav slet ikke den tilfredsstillelse som jeg huskede.

I virkeligheden er det ikke så vigtigt, hvad jeg bed i og hvorfor, men mere det at jeg tillod mig selv at falde ind i min egen verden og huske tidspunkter, følelser og stemninger fra en for længst glemt tid alene på grund af en stinkende ny tandbørste. Jeg elsker de sekunder sådan en oplevelse varer! Det minder mig om, hvor sej hjerne og krop er, og hvor mange historier der er gemt i mennesker. Jeg synes det er vildt spændende, og virkelig fedt at opleve!

I know det er højtravende og uvant poetisk, men husk på det starter med at jeg snuser og bider i en børnetandbørste…

Jeg savner at skrive…

… Så derfor er jeg tilbage igen. Once a blogger…

Pausen er blevet brugt til at få mit liv som udearbejdende single-mor til at hænge sammen. Shit det er hårdt!! Jeg har altid svaret lidt overlegent, når folk har set med bekymrede øjne på mig, og spurgt om det ikke var hårdt at være alenemor. “Nej, jeg synes ikke det er hårdt. Jeg tror ikke, jeg har det hårdere end alle andre.” Gulp! Jeg ser lidt anderledes på det nu.

Jeg ved overhovedet ikke hvordan resten af verden får det til at hænge sammen?? Altså hvordan gør I? Hvordan skal jeg kunne nå at være på arbejde i 7,5 timer om dagen med overskud og power og “Spændende ide Keld, I’ll make it happen!”, derefter hente barn med smil og “Hvordan har hun haft det i dag og spiste hun godt til middag?”, handle og finde på en sund og varieret politisk korrekt aftensmad, lave mad, mens barnet bare helst vil være sammen med mor, så hun sidder skiftevis på hoften (15kg mine damer og herre) og køkkenbordet (begge dele temmelig uholdbart), lege med barn (skal klodserne virkelig ud over hele gulvet skat? – se nu bygger mor et hus og en hest og en politibil), putte barnet (hvornår kommer den alder, hvor de gerne vil sove, når de er trætte?), rydde op (forbandede klodser), og have overskud og se lækker ud gennem hele dagen? Jeg forstår det ikke.

Men jeg elsker det! Det hele! Jeg er vild med mit nye job, mine kolleger, min cykeltur, min datter, hendes legetøj, vores lejlighed, vores liv.

for første gang i flere år har jeg en lille smule styr på det der life. Og så overhovedet slet ikke. Der er stadig masser af ubekendte, som rasler rundt i kassen, men alt i alt; lys forude.

Jul, december, nytårsforsætter kom an. Jeg er klar. Og jeg lover at skrive om det hele igen. Jeg er tilbage på bloggen.

IMG_2211