Om at bo tilsammans

Jeg har åbenbart glemt hvordan man blogger. Not so good for a blogger like me.

Nå, men jeg vil gerne skrive lidt om det at bo i bofællesskab. Jeg har nu boet her i 2 måneder, og det går rigtig godt. Vi er gode til at være sammen og gode til at være hver for sig i hver vores stue, og får tingene til at glide uden de helt store faste regler, præcis sådan som jeg godt kan lide det. Vi har (heldig heldig heldigvis!) nogenlunde samme rode og rengøringstærskel og vi er gode til at mødes i køkkenet efter børnene er lagt og drikke en kop the, strikke og vende verdensituationen. (ok, ingen verdenssituation er blevet vendt endnu. Mest børneopdragelse, tv-serier og fashion. De vigtige ting.)

Englebarnet er ikke længere noget englebarn, men en fighsty lille dame, der snildt sætter sin nye roomie på plads med en Barbiedukke lige i knolden. Men vores nye roomie er også den første Kaisa spørger efter, når hun vågner om morgenen, og de to mødes i køkkenet med et højt og klart “Godmorgen!!” Det er så hyggeligt!! Og jeg er meget glad. Jeg tror vi er præcis, hvor vi skal være lige nu.

Faktisk vil jeg helt klart anbefale andre enlige mødre at flytte sammen i mini-kollektiver. Der er mange ting der bliver lettere, og mange ting der bliver mere besværligt, men hyggen bliver i den grad fordoblet.

Pengene flyder i gaderne..

For et par uger siden (Dengang jeg havde en masse på hjerte, men ikke kunne finde ud af, at formidle det) oplevede jeg noget skørt. Ja nærmest magisk.

Sæt dig godt til rette og hør efter, for det her bliver den vildeste historie, du har hørt i dag. Jojo! Jeg er ikke bange for at sælge historien, før pointen er fortalt…

Lige præcis i den periode af mit liv, hvor jeg efter laaaang tids stillevand, endelig oplever lidt røre, går jeg i den lave eftermiddagssol hjem fra mit arbejde, og tænker på hvor himlans taknemmelig jeg er over at få lov til at arbejde med så spændende mennesker, og hvor pissego jeg var til at forhandle en løn hjem på en opgave, som jeg egentlig er ret godt tilfreds med. Pludselig ligger der to stykker krøllet papir midt på fortovet. Krøllet på den der lidt tykke måde, som kun pengesedler er det. Men det sker jo ALDRIG, at der ligger pengesedler og flyder på gaden, og der skal jo alligevel lidt til, før man bukker sig ned for at rode ved andres krøllede sedler på gaden. Men jo minsandten om ikke der lå 150 herreløse kroner og vippede i vinden lige der på Gl. Kongevej. Jeg samlede dem op, kiggede mig omkring efter en retmæssig ejermand/kvinde, fandt ingen, og stak dem så i lommen. Finders keepers.

To dage senere kommer jeg cyklende over Langebro (Det var muligvis den anden bro, den der går til Christianshavn, men jeg kan ikke huske, hvad den hedder) og en pige overhaler mig på cykel i hujende fart. Der skal faktisk ikke så meget fart til at overhale mig på broen, så hun var meget hurtigt væk. Men lige ud for mig flyver noget krøllet papir ud af hendes taske. Samme tyngde og krøllethed, som vi kender så godt, men alligevel tog det mig nogle sekunder, før jeg opfattede hvad der skete. Og endnu et par sekunder før jeg besluttede mig for at undersøge sagen. Pigen på cyklen var selvfølgelig over alle bjerge, eller i hvert fald et eller andet sted på Amager, og jeg var også for længst godt på vej ud af Torvegade. Men nærrighed og nysgerrighed fik overtaget, og jeg vendte om og fandt den lille seddel, som ganske rigtigt var en krøllet 50’er. Well, once again; Finders Keepers.

Dagen efter sidder jeg i toget på vej til arbejde tidlig morgen, og en midaldrende mand rejser sig fra sædet overfor mig for at gå mod døren, så han kan komme af på Sjælør station. Og (trommehvirvel…) Ud af hans lomme falde en krøllet seddel, med tyngde og krøl, som de foregående. Jamen hvad sker der for folk og deres penge! Denne gang reagerer jeg selvfølgelig hurtigt og får anråbt manden, og givet ham de 100 kroner, der faldt ud af hans lomme tilbage. (Jeg er jo ikke ude på at rage folks penge til mig, bevares så grelt står det heller ikke til med min moral)

Men hvorfor er der 3 dage på én uge, hvor jeg finder penge, der ligger og flyder rundt omkring?? Prøver Universet at fortælle mig noget ved at kaste penge efter mig? For hvis det er sandt, må Universet gerne blive ved. Flyder pengene rundt i gaderne altid, det gælder bare om at have øje for det? Jeg synes det både er mystisk og lidt magisk. Lidt uhyggeligt faktisk. Men på en god måde.. måske er det mig, der taber penge næste gang, og så kan det være, at det er dig, der kommer forbi og finder dem… tænk lige over det…

Modekaffe-fælden

…Og så var det, at jeg igen ikke havde så meget at skrive, og jeg pludselig begyndte at overveje om jeg skulle fortsætte med at blogge, når jeg nu ikke kunne komme op med daglige indlæg…

Men så rystede jeg på hovedet og virrede de onde tanker væk, for i stedet med tilfredse nik at bekræfte mig selv i, at dette er min blog, som jeg kan skrive på, lige præcis når jeg vil og om lige præcis hvad jeg vil.

I dag vil jeg for eksempel skrive om at købe kaffe.

For jeg har været i Nespresso-butikken for at købe kaffe. My goodness! Jeg er virkelig ALT alt for jysk til ikke at føle mig totalt til grin, når jeg kommer ud af butikken med en pose med for 500kr blandet kaffe i pæne æsker! Christ! Det er jo kaffe, ikke guldbarre, de sælger! (Sælges der guldbarre nogen steder? Og kommer de i æsker? næppe)

Pæne små petit-piger i pæne stramtsiddende sorte dresses går rundt på små stilletter som stewardesser, og spørger om man har lyst til at smage en variant, mens man venter. (Nej de kan ikke engang bare spørge, om man har lyst til en kop kaffe, men “har du lyst til at smage en variant?” En variant?! Igen: DET ER KAFFE!!)

Der står en pige ved indgangen, hvis eneste job er, at uddele et nummer og sige “velkommen, skal du handle i dag?” og “på gensyn”, når man går ud. Hvis nu alle butikker indførte det system, så kunne man lige overveje, om ikke alle de langtidsledige kunne komme i arbejde lige med det samme? Tror jeg nok lige! Hovedet lidt på skrå og luft på stemmen og “Hej og velkommen på apoteket/I Føtex/H&M/7-Elleven. Skal du handle i dag? Værsgo, du er nummer 335, og dit nummer vil blive vist på tavlen der. Du er velkommen til at se dig omkring mens du venter.” Jøsses.

Og for det ikke skal være løgn blev jeg medlem af sekten, og har nu et kaffekort, som sikrer mig 24 timers support til min kaffemaskine (som ikke er min, men min roomates. Jeg er steget adskillige grader på porcelæns og køkkengearfronten, siden jeg flyttede)
24 timers support! Intet mindre. Så hvis kaffemaskinen pludselig sætter ud kl 3 om natten, så behøver jeg ikke en gang vente til næste morgen med at få hjælp. Jeg kan ringe right away, og få support. Wow! Jeg ved ikke, hvad den support egentlig går ud på? Kommer der nogen og hjælper mig? Guider de mig telefonisk igennem den svære tid? eller får man en stang kaffe på huset, næste gang man besøger butikken? Det må afprøves en dag.

… Men ja. Jeg købte for 500kr blandet kaffe. Fordi det smager godt. Og ser lækkert ud. Pis. Jeg er til grin og jeg ved det.