Feminisme gone wrong

To år er gået

I disse dage er det 2 år siden, jeg blev alene med Englebarnet. Det er meget mærkeligt at tænke tilbage på, fordi jeg ikke rigtig husker det ordentligt. Mine følelser var et kæmpe rod, og det føltes lidt som om jeg befandt mig i en bobbel, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad der skete, og hvordan jeg skulle reagere. Jeg opdagede, hvordan jeg handler (eller i den grad ikke handler), når verden bryder sammen. (Ja, det er ikke mig, I skal sætte jeres lid til, hvis bomben falder og landet bliver indvaderet! Jeg sætter mig ned og venter på det går over.)

Nogle gange sætter jeg mig ned og læser de indlæg, jeg lavede dengang, og jeg kan genkalde mig det kæmpe kaos, jeg prøvede at navigere i. Det er som om det er en anden, jeg skriver om. Mærkeligt.

Dem der ved noget om den slags siger, at det tager 2 år at komme sig efter et brud. Nu er jeg jo en af dem, der ved noget om den slags, og jeg kan godt give de andre kloge ret. Jeg troede, at jeg efter et år var ovenpå, men jeg kan godt se nu, at det var jeg ikke. Close, but not quit there.

Jeg har brugt ret meget energi på at “finde mig selv”, men i virkeligheden er jeg jo ikke “mig selv” længere. Jeg er en ny (og bedre) udgave af mig selv, fordi jeg er blevet mor, er blevet forladt og har rejst mig igen. Det er på en måde meget godt. Se mig, jeg har lært noget.

Der er mange, der spørger mig, om det ikke er hårdt at være alene-mor. Det ved jeg ikke om det er, jeg synes ikke jeg har det hårdere, end alle de andre mødre jeg kender. Nogen gange synes jeg, at jeg har det nemmere. Andre gange kan jeg godt se, at et par ekstra hænder, en ekstra voksen til at tage beslutninger og ikke mindst en der bakker op (og tager over), når de svære beslutninger skal tages. (altså dem der afføder en skrigende unge og havregryn på gulvet) kunne være meget rart.

Men det er ikke hårdt, at være mor til et Englebarn. Jeg synes, hun har været nem hele hendes liv. Jeg har ikke svært ved at læse hende, og nu kan hun jo snakke, og fortælle hvad hun vil og mener. Jeg har været heldig på den måde. det har heller ikke været svært at dele hende. Hun er jo min det meste af tiden. Jeg har slugt mange kameler i den gode stemnings-tjeneste, og jeg har givet afkald på det meste af mit sociale liv, men gad vide om ikke det havde været det samme, hvis Kaisas far og jeg stadig var sammen. Jeg tror det.

Hjertesorgen gør ikke ondt mere, og hverdagen har sat ind. Lige nu er livet godt, og jeg har overskud til at fylde andet på min hverdag end job og barn.

1 kommentar

  • Sikke et dejligt indlæg. Og som jeg ser dig og englebarnet sådan lidt fra sidelinjen, så synes jeg også at det ser ud til, at I begge to har det rigtig godt. Og nej lige meget om man er enlig mor (eller har andre udfordringer) så ændrer livet sig, når man får et barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Feminisme gone wrong