To år er gået

I disse dage er det 2 år siden, jeg blev alene med Englebarnet. Det er meget mærkeligt at tænke tilbage på, fordi jeg ikke rigtig husker det ordentligt. Mine følelser var et kæmpe rod, og det føltes lidt som om jeg befandt mig i en bobbel, hvor jeg ikke rigtig vidste hvad der skete, og hvordan jeg skulle reagere. Jeg opdagede, hvordan jeg handler (eller i den grad ikke handler), når verden bryder sammen. (Ja, det er ikke mig, I skal sætte jeres lid til, hvis bomben falder og landet bliver indvaderet! Jeg sætter mig ned og venter på det går over.)

Nogle gange sætter jeg mig ned og læser de indlæg, jeg lavede dengang, og jeg kan genkalde mig det kæmpe kaos, jeg prøvede at navigere i. Det er som om det er en anden, jeg skriver om. Mærkeligt.

Dem der ved noget om den slags siger, at det tager 2 år at komme sig efter et brud. Nu er jeg jo en af dem, der ved noget om den slags, og jeg kan godt give de andre kloge ret. Jeg troede, at jeg efter et år var ovenpå, men jeg kan godt se nu, at det var jeg ikke. Close, but not quit there.

Jeg har brugt ret meget energi på at “finde mig selv”, men i virkeligheden er jeg jo ikke “mig selv” længere. Jeg er en ny (og bedre) udgave af mig selv, fordi jeg er blevet mor, er blevet forladt og har rejst mig igen. Det er på en måde meget godt. Se mig, jeg har lært noget.

Der er mange, der spørger mig, om det ikke er hårdt at være alene-mor. Det ved jeg ikke om det er, jeg synes ikke jeg har det hårdere, end alle de andre mødre jeg kender. Nogen gange synes jeg, at jeg har det nemmere. Andre gange kan jeg godt se, at et par ekstra hænder, en ekstra voksen til at tage beslutninger og ikke mindst en der bakker op (og tager over), når de svære beslutninger skal tages. (altså dem der afføder en skrigende unge og havregryn på gulvet) kunne være meget rart.

Men det er ikke hårdt, at være mor til et Englebarn. Jeg synes, hun har været nem hele hendes liv. Jeg har ikke svært ved at læse hende, og nu kan hun jo snakke, og fortælle hvad hun vil og mener. Jeg har været heldig på den måde. det har heller ikke været svært at dele hende. Hun er jo min det meste af tiden. Jeg har slugt mange kameler i den gode stemnings-tjeneste, og jeg har givet afkald på det meste af mit sociale liv, men gad vide om ikke det havde været det samme, hvis Kaisas far og jeg stadig var sammen. Jeg tror det.

Hjertesorgen gør ikke ondt mere, og hverdagen har sat ind. Lige nu er livet godt, og jeg har overskud til at fylde andet på min hverdag end job og barn.

Feminisme gone wrong

Jeg har været på shoppetur i Silvan. Jeg har købt en skruemaskine og en værktøjskasse. Jeg føler mig som verdens sejeste kvinde, der både kan bage, synge og sætte skruer i væggen!

IMG_2129

 

 

 

 

 

 

 

 

 

… Bortset fra at det sidste kan jeg så ikke alligevel. Man skal bruge en boremaskine til at sætte en skrue i væggen. Ikke en skruemaskine. Hvorfor helvede ved jeg ikke det?! Nu har jeg lavet et stort skævt hul i min væg, der hvor jeg gerne vil have min lampe til at sidde. (Ja det blev et ret stort hul, for jeg gav jo ikke sådan lige op, vel.)

Jeg vil jo bare sætte en lampe op over min seng. Én eneste lille lampe. Én eneste lille skrue. Det kræver så åbenbart en slagboremaskine inkl. bor i passende størelse (obviously), rawplugs og en skruemaskine til at skrue skruen ind i hullet i væggen. Slap nu af, for en udstyrspakke!

IMG_2130

 

 

 

 

 

– Og ja det blev større endnu, for jeg ville vinde..

Men jeg er fast besluttet på at gøre det selv! Hvor svært kan det være? Hvis alle mænd, selv dem med fine slanke kontorfingre går til en boremaskine med ro i sindet, så kan jeg da også. – selv om jeg i virkeligheden ikke mener, at det skal være mig, der gør den slags. – jeg vil altså hellere pynte en kage. eller strikke en sweater. Hvis jeg skal være helt ærlig.

 

to blogge og not to blogge..

Jeg er altså ikke holdt op med at blogge med vilje. Det er bare som om, at hver gang jeg sætter mig for at skrive, bliver mit hoved tomt. Det roder i maskinrummet på bloggen, og jeg kan ikke rigtig finde ud af at rydde op i det. Så når jeg endelig har en ide til et brandhamrende godt indlæg, så bliver det dræbt i opløbet, når jeg ser at skriften er mærkelig, billederne er grimme og alle mine plugins (eller hvad fanden sådan noget hedder) er forsvundet. Jamen jeg kan ikke tænke i det rod.

Og jeg plejer nu altså at være ret god til at navigere i rod. Det er kind of my speciality, faktisk. Men jeg må finde nogle, der kan hjælpe mig med at rydde op, så jeg kan tænke kreativt igen.

Og nå ja, så kunne det jo også være at min manglende kreative hjerne hang sammen med, at jeg er flyttet, har fået nyt (midlertidigt) job og passer mit barn. Det kræver lidt mere hverdags-praktisk tænkning, fremfor “kan jeg mon finde en sjov og spændende måde at beskrive mit besøg hos Waxing-Belinda?” – Som faktisk havde potentiale til at blive et rigtig godt indlæg, hvis altså ikke jeg var så helvedes praktisk for tiden. (Hun hedder Belinda!- Og vokser damers kønsbehåring for a living! – Der burde være stof nok at smide på bloggen lige der!)

Men det gode ved at mit job kun er midlertidigt, er at jeg snart sidder i rendesten igen, fattig og modløs og fuld af gode blogindlæg. Hep hep så positiv jeg er!

Se mig! Jeg er spontan til marts!

Her sidder jeg på Humlebæk bibliotek i et hjørne, de kalder IT-cafeen (Er det bare mig eller har de brug for at ryste posen i biblioteksbranchen?). Forventer at blive smidt væk any moment af Ældre Sagens EDB-hold for begyndere.

Englebarnet har fået skoldkopper, og jeg har afleveret hende hos hendes far så han kan underholde hende i et par timer, mens jeg sender mails og arbejder fra Humlebæk Bibliotek. Jeg har været lidt presset siden første “kop”, men ikke så presset som jeg havde frygtet. Fik lidt koldsved da lægen sagde “regne med ca 14 dage, før hun kan komme i vuggestue” Øøøh Skal JEG så underholde hende i lejligheden i to stive uger?? Jamen nu er jeg jo blevet sådan én der går på arbejde! (Og jeg skal jo vise hvad jeg kan, inden opgaven slutter, og jeg er tilbage som Askepot igen) Det viser sig at som alt andet, tager den 2 årige sin første børnesygdom som en leg. Hun er ikke det mindste påvirket af en smule kløende prikker på lårene, og hun styrter rundt og viser dem stolt frem til alle, der gider se. (Jeg tror, de er væk i næste uge… -siger moderen, der gerne vil gå på arbejde igen.)

Alt den sygdom og job/no job har jeg kastet hen i et hjørne og indfriet min vildeste drøm. Jeg har købt et billet til en uges ferie i New York! (Ja jeg er et beskedent menneske. Mine vildeste drømme kan købes for 3800kr)

Jamen solen skinner i dag, og ligegyldigt hvor fattig jeg bliver på det næste halve år, har jeg købt mig en billet til NY! Nu skal der puttes i sparegrisen til alle de ting, der skal shoppes, og alle de restauranter der skal besøges, og museer og steder der skal ses! Jeg skal opleve det hele!!

Jeg er bogstavligt talt ved at lægge mit liv totalt om, og lige om lidt springer jeg ud med en 1 års plan, en fem års plan, en indtægt, et fitnesskort og en øjenoperation.

Ok, de sidste to ting falder udenfor kategori, og kommer nok ikke til at ske. Jeg kunne også lægge de 250 kr om måneden et kort til “fitten” koster i sparegrisen, og brænde dem af i NY. Og øjenoperationen tror jeg aldrig, jeg får mod til. Selvom jeg godt kan se fidusen, når man er så kontaktlinse/brilleafhængig som jeg er.
Det er mine øjne vi taler om! Hvis det går galt bliver jeg blind! Og min eneste indtægtskilde må blive at sidde og tegne blomster med tæerne på Humlebæk Bibliotek!! – Jeg kan muligvis godt bruge mine hænder selvom jeg er blind, men jeg tror der er flere cash i fodmaling?