Mor er skuffet. Og pissesur!

Jeg er så pisse eddikesur. Jeg gider ikke mere, og jeg orker ikke flere “Så var det heller ikke meningen” og “Det perfekte job venter lige rundt om hjørnet”. Fuck!! Jeg fik ikke det job. Jeg har sparket til stolene og kastet med tingene (Ok nøgler kastet ned i sofaen. Men det var hårdt kastet.) Jeg. Er. Så. Træt. Af. Det. Her!!! This is not me. JEG er ikke sådan én der ikke arbejder. Jeg er karriere-menneske. Jeg er udadvendt og fandeme ikke sådan én der sidder på bænken! PIS!

Stadig ikke bange for at jinxe. Overhovedet.

Jeg har netop taget hul på en vild uge. Det der job, som jeg overhovedet ikke er bange for at jinxe, er stadig i spil. De har netop skrevet, at jeg stadig er blandt de sidste 4 “meget lovende kandidater”, men de havde brug for lidt længere tid til at finde den rette. Ok. Helt. I. Orden. Jeg venter bare. For jeg har masser af ro og tid til, at de finder den helt rette. – Hvis det altså for hæwled bare er mig de finder!!

For det er jo nemlig bare lige sådan, at jeg om en uge ikke længere er dagpengemodtager. Eller måske er jeg. For jeg har ikke rigtig fattet de nye regler, og der er også noget med noget uddannelse, og måske kan jeg nå at kradse en indkomst til mig, før klokken ringer ind til aller aller sidste time.

Nå, men det var den crazy uge, jeg kom fra. Jeg har nemlig også nogle andre projekter i søen. Jeg tror, jeg har hintet til det før, og gør det lige igen. Jeg er ved at gøre de indledende øvelser til at arrangere en større event for mødre og babyinteresserede. (Stadig ikke bange for jinx) Det bliver stort og brand-hyggeligt! Jeg elsker at være værtinden og arrangøren, så jeg håber virkelig, at vi kan få det op at stå, men jeg må hellere lade være med at love for meget, for intet er sikkert endnu, og jeg forhandler og drømmer stadig. Meeeen det er indhold i livet og store armbevægelser. I like helt ud i fingerspidserne!

Jeg går også med tanker om nyt liv til bloggen. Jajaja, jeg har fablet om retning og mod blogwise mange mange gange, men det er som om, jeg er gået lidt i stå på det sidste, og jeg vil jo bare så gerne fylde min hverdag med ord. Nogle gode nogle, og gerne nogle som andre gider at læse. Og helst her på min blog, fordi det er min!

Jeg havde for eksempel en idé om at skrive noget mere fiktion. Små noveller, som kunne udkomme hver fredag. Så kunne I, mine læsere, sætte jer en stille stund med en god kop kaffe i løbet af weekenden og læse en lille historie udsprunget fra min kringlede hjerne (Ok, måske er min hjerne ikke særlig kringlet, men det lyder godt. Uh se mig, jeg er bare så mææærkelig, jeg finder på historier oppe i mit hoved!) Det var min ide. Og den var god. Det er bare så ærgerligt, at jeg ikke kan finde ro i min krop til at skrive noget som helst, der ikke omhandler min navle og min jobsituation. (hence de sidste million indlæg fra min hånd) Den æder mig op, for helvede! Hver gang jeg prøver at sætte Karen over i hjørnet og lade forfatteren komme til er hovedet tomt. Historierne står i kø inde bag ved praktiske ting som; find et job, find en bolig, lav noget sund mad, dyrk motion og elsk din næste.

Jeg ville også gerne lave anmeldelser af film, tv, teater og bøger. Fordi det interesserer mig, og jeg har en mening. Som er god. Det er bare ærgerligt, at jeg ikke rigtig kan finde tid til at dyrke nogle af de ting, når nu al min tid går med at; finde et job, finde en bolig, lave noget sund mad, dyrke motion og elske min næste. (de sidste to ting bruger jeg ingen tid på overhovedet. It was to make a point, allright!)

… Hvis jeg nu får styr på alle de andre ting i denne uge, så kunne jeg jo skrive en roman i næste, ikk? Go plan Karen! Mere kaffe.

Er jeg gået glip af noget?

Jeg så overhovedet ikke Melodunten i år. Altså det har jeg faktisk ikke gjort de sidste par år, for jeg synes, det er utrolig mange dårlige sange, at skulle igennem, for at se om Denmark får douze point fra Moldovia. Men når det så endelig sker, så ville man jo gerne have været der, ikk! Eiihh altså! Nu kan jeg ikke fortælle barnet om den gang Emmelie med de bare tæer vandt det hele og Danmark var i ekstase… Ekstase? Not really. Det var sjovere, da det var Brødrene Olsen. Eller da vi vandt EM i fodbold. Eller bare den gang i gamle dage. Venlig hilsen den Gamle Gnavne

Hvad dagene fyldes af

Nå men nu skal I høre hvad jeg render og laver, når jeg ikke sidder her og blogger (for noget må jeg jo lave, siden der er så langt mellem snapsene, ikk?)

Jeg har gang i flere spændende projekter (Er det ikke det, de alle sammen siger? Alle arbejdssøgende har sgu gang i en masse spændende projekter. Forskellige ting i støbeskeen, du ved.)

Her er mine:
-Jeg går til samtaler. Har nu været til 2. runde på det vilde nye job, som bare helst skulle blive mit. Jeg får besked efter weekenden, og jeg er dagligt ved at kaste op af spænding.

-Jeg udvikler ideer af den innovative slags. Sådan noget med store armbevægelser og rød løber og Karen med arrangør-hatten på. Jeg elsker det!

-Jeg ser Antikdysten, I hus til Halsen, “noget med nogle lebber på DR3?”, Familien fra Bryggen, Luxusfælden og Paradise. Og det er bare de faste programmer. Så kommer alt det løse oveni og Netflix, som i øjeblikket forsyner mig med Breaking Bad og Californication. Så jeg har faktisk meget at se til på den front! (Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg har kunnet have lange periode i mit liv uden fjernsyn? Måske skulle jeg vende tilbage til det? Naaa not yet!)

-Jeg stresser over at jeg om lidt skal søge om kontanthjælp eller uddannelsesydelse (hvis ikke punkt 1 går efter planen), og finde et nyt sted at bo og skrive barnet op til en børnehave. Dette sidste punkt er en smule overvældende, men mon ikke alting løser sig til sidst? Det tror jeg.

-Jeg bruger også solskinstimerne på at læse mummyporn for Babybusiness. Der kommer en anmeldelse en af dagene derover, og selvom jeg synes det er alle tiders job at læse og anmelde (især i solskin), må jeg afsløre, at jeg ikke er tændt på den her bog. Hverken på den ene eller den anden måde.

Om det der med at være Mor

Nå, men så var det jo, at det var på tide, at jeg afslørede, hvad jeg har foretaget mig i denne lille ferie, hvor jeg har været væk fra bloggen. Jeg har været selskabelig og dyrket familien. Sådan og lovely!

Kaisa havde fødselsdag i går, og er nu en stor pige på 2 år. Det er vildt og ret uforståeligt, at jeg er mor til sådan en lille selvstændig og sej pige, der ikke er spor baby mere. Faktisk kigger hun forundret op på mig, når jeg af vanvare kommer til at kalde hende “baby”. “Nej mor!? Ikke baby. Kaisa.” Okay så.

Hele familien (også dem fra Jylland) var samlet hos hendes far i torsdags, hvor vi fejrede hende med far og mor og alle bedsteforældre og kusiner og fætter. Der skal ikke mangle noget, og barnet (Og alle andre) opførte sig eksemplarisk.

fredag tog min del af familien en tur på legeplads til det, der skulle være fredelig københavnerafslapning inden de fleste rejse vestover igen. Vi voksne løber rundt og leger med børnene, og efter et stykke tid holder vi en kort konference, om hvor vi skal gå hen nu? Er der færgemæssigt tid til en kop kaffe på cafe, eller skal vi stikke hjem? Pludselig lyder der et bumb og et “Det var sgu Kaisa!” Jeg snurrer hurtigt rundt og ser en lille bylt af et barn, der roder rundt nede på jorden. Hun er faldet ca 1.70 ned på, jaja blødt underlag, men alligevel! Jeg styrter selvfølgelig derhen og samler hende op, men hun er helt krumbøjet og gisper efter vejret. Hun græder ikke rigtigt, klynker bare. Jeg bliver ved med at spørge “Hvorfor græder du så mærkeligt?? Hvorfor græder du så mærkeligt??” Vi skynder os at gå hjem, hvor hun falder i søvn med det samme. Sov næsten i mine arme på vejen. Da hun vågner igen vil hun ikke gå. Hun knækker sammen i maven og siger av, hver gang hun prøver at gå mere end et par skridt.

Nå men det hele ender med at min mor og jeg tager på skadestuen (Som nu hedder akutmodtagelsen? Why?) betaler 600 kr til taxa frem og tilbage til Herlev, sidder i venteværelset med en meget meget træt pige, der efter en times tid pludselig godt kan gå igen (!) -for at få at vide at barnet heldigvis ikke fejler noget. God dag og velkommen til livet som mor til en 2årig!

For fanden et chok jeg fik! Tænk hvis to minutters uopmærksomhed skulle betyde at mit barn ikke kan gå! Jamen jeg havde hele registret i beredskab og alle scenario fløj rundt i hovedet på mig. Det værste var at den første følelse, der meldte sig på banen var SKYLD! Dårlig mor! Jeg kunne have forhindret det. Hvis jeg bare havde stået der for at gribe. Hvis bare… Undskyld undskyld undskyld!

Det er jo fjollet at det er det, jeg fyldes af, og det tegner ikke godt for de næste mange år på legepladser! Jeg ved jo godt, at jeg er en pissego mor, og jeg kan ikke forhindre at mit barn kravler op og en gang i mellem falder ned. Jeg vil ikke være en pylremor. Og det bliver jeg heller aldrig. For de er sgu så kedelige..