Hvem er jeg nu??

Om det der med at være Mor

Nå, men så var det jo, at det var på tide, at jeg afslørede, hvad jeg har foretaget mig i denne lille ferie, hvor jeg har været væk fra bloggen. Jeg har været selskabelig og dyrket familien. Sådan og lovely!

Kaisa havde fødselsdag i går, og er nu en stor pige på 2 år. Det er vildt og ret uforståeligt, at jeg er mor til sådan en lille selvstændig og sej pige, der ikke er spor baby mere. Faktisk kigger hun forundret op på mig, når jeg af vanvare kommer til at kalde hende “baby”. “Nej mor!? Ikke baby. Kaisa.” Okay så.

Hele familien (også dem fra Jylland) var samlet hos hendes far i torsdags, hvor vi fejrede hende med far og mor og alle bedsteforældre og kusiner og fætter. Der skal ikke mangle noget, og barnet (Og alle andre) opførte sig eksemplarisk.

fredag tog min del af familien en tur på legeplads til det, der skulle være fredelig københavnerafslapning inden de fleste rejse vestover igen. Vi voksne løber rundt og leger med børnene, og efter et stykke tid holder vi en kort konference, om hvor vi skal gå hen nu? Er der færgemæssigt tid til en kop kaffe på cafe, eller skal vi stikke hjem? Pludselig lyder der et bumb og et “Det var sgu Kaisa!” Jeg snurrer hurtigt rundt og ser en lille bylt af et barn, der roder rundt nede på jorden. Hun er faldet ca 1.70 ned på, jaja blødt underlag, men alligevel! Jeg styrter selvfølgelig derhen og samler hende op, men hun er helt krumbøjet og gisper efter vejret. Hun græder ikke rigtigt, klynker bare. Jeg bliver ved med at spørge “Hvorfor græder du så mærkeligt?? Hvorfor græder du så mærkeligt??” Vi skynder os at gå hjem, hvor hun falder i søvn med det samme. Sov næsten i mine arme på vejen. Da hun vågner igen vil hun ikke gå. Hun knækker sammen i maven og siger av, hver gang hun prøver at gå mere end et par skridt.

Nå men det hele ender med at min mor og jeg tager på skadestuen (Som nu hedder akutmodtagelsen? Why?) betaler 600 kr til taxa frem og tilbage til Herlev, sidder i venteværelset med en meget meget træt pige, der efter en times tid pludselig godt kan gå igen (!) -for at få at vide at barnet heldigvis ikke fejler noget. God dag og velkommen til livet som mor til en 2årig!

For fanden et chok jeg fik! Tænk hvis to minutters uopmærksomhed skulle betyde at mit barn ikke kan gå! Jamen jeg havde hele registret i beredskab og alle scenario fløj rundt i hovedet på mig. Det værste var at den første følelse, der meldte sig på banen var SKYLD! Dårlig mor! Jeg kunne have forhindret det. Hvis jeg bare havde stået der for at gribe. Hvis bare… Undskyld undskyld undskyld!

Det er jo fjollet at det er det, jeg fyldes af, og det tegner ikke godt for de næste mange år på legepladser! Jeg ved jo godt, at jeg er en pissego mor, og jeg kan ikke forhindre at mit barn kravler op og en gang i mellem falder ned. Jeg vil ikke være en pylremor. Og det bliver jeg heller aldrig. For de er sgu så kedelige..

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem er jeg nu??