Hej hej verden!

Det er en af de dage i dag, hvor jeg trænger til at gøre noget nyt. Jeg kigger på bloggen og synes den roder. Jeg ser mig om i lejligheden, og synes der roder big time! Jeg har lige modtaget en opsigelse fra min udlejer, så jeg skal finde et nyt sted at bo inden tre måneder. (Ikke på grund af rod, bevares, jeg er civiliseret under al rodet. Fordi hun gerne vil flytte tilbage i lejligheden selv. Men alligevel, det føles som et tegn)

Så jeg har besluttet mig for at rydde op (!) – big surprise, og tage mit pæne tøj på og gå ud og finde mig et job. I dag. Med mit CV under armen og min pæne kjole på skal verden indtages. Og nu har jeg sagt det her, så er der ingen vej udenom. (Har nemlig taget tilløb, så længe at det er til at grine/græde over)

Hej Hej!

It has been brought to my attention…

Jeg har gået og ruget over mit sidste indlæg om polterabend. Jeg har ruget og læst det igen og ruget lidt mere.

Sagen er den, at jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg ved at udtale “Jeg kan ikke lide polterabend”, lyder som om det er alle andres polterabend, jeg ikke har kunnet lide. DET UNDSKYLDER JEG! For det var ABSOLUT ikke min mening. Jeg har aldrig været til et polterabend, hvor jeg ikke hyggede mig. Jeg ved at alle brude har elsket deres dag, og jeg ved hvor meget tid og energi, der er lagt i hver eneste fest (hell, jeg har selv arrangeret flere af dem), så mit lille outburst handlede mere om form og koncept og traditioner, som jeg har svært ved at finde mig tilrette i.

Jeg bryder mig ikke om konceptet og formen ved polterabend. Og jeg drømmer ikke om at få mit eget. Men jeg drømmer heller ikke om at blive gift, så det hele kommer nok af sig selv.

-Måske skal indlægget læses som en opfordring til at ryste posen. Måske skal det læses som en single kvindes sure opstød. Måske skal det læses som en kærlig albue i siden til de kedelige kvinder, der glemmer at give sig selv fri fra børn og “burde”. Måske skal det læses som en guide til mine veninder, om hvordan de skal arrangere mit polterabend (!) – Men det skal i hvert fald ikke læses som et personligt angreb på nogen!

Og så er det slut med at forklare og undskylde egne indlæg.

Men det er jo bare min mening…

I sidste uge var jeg til polterabend. Det var en sjov og hyggelig dag, hvor alle og ikke mindst bruden hyggede sig gevaldigt. Jeg er fattig, så jeg vidste på forhånd, at jeg ikke tog med i byen efter middagen, så jeg gav den maxgas fra tidlig morgen. Skålede, skænkede op og deltog i første række i alle aktiviteterne. Skal jeg sige det selv, var jeg en primagæst til det polter. (Og ja, jeg skal sige det selv, for det er min blog.) Jeg havde en fest hele dagen, men den fik mig alligevel til at tænke over konceptet. (Og nu håber jeg ikke, at jeg træder nogen over tæerne her.)

Jeg kan ikke lide polterabender. Og skal heller aldrig selv have et. Tak, men nejtak. Jeg har aldrig været til et polterabend, som jeg ønskede var mit eget, og hele konceptet med at fejre dagen før dagen med kun sine kvindelige gæster, synes jeg er lidt… fjollet for at sige det mildt.

Dont get me wrong. Jeg elsker bryllupper! Elsker at to mennesker gerne vil råbe ud til hele verden, at de vil elske hinanden for livet (Eller i hvert fald har ambitioner derom) Jeg elsker fester, hvor jeg får lov at tage min fineste kjole på, spise god mad, drikke champagne og danse til stilletterne ikke længere kan holde og pinsesolen danser og alt det der. DET elsker jeg! Og jeg har aldrig været til et bryllup, der ikke var FANTASTISK!

Men polterabend kan jeg godt være foruden. Voksne kvinder er efter min mening ikke ret gode til at feste en hel dag. Vi er til gengæld pissegode til rødvinsaftner, shoppeture, sjusaftner, sommerhusture og charterferie! Men heldagsdruk generelt not so much.

Der er for det første altid en vis procentdel af selskabet, der er gravide eller ammer, så de drikker ikke, og tager muligvis også tidligt hjem. (Hey, jeg har selv været der, så jeg må godt dizze) For det andet er der altid nogle “kedelige” veninder. Dem der siger nej tak til Asti til morgenmaden, fordi de ikke kan lide alkohol om morgenen. Ved du hvad Snuske, Det er der sgu ingen der kan, men det er The Name Of The Game, so suck it up! Det er de samme piger, der ikke kan lide øl, og som hellere vil slukke tørsten i en sodavand (allerhelst i den kildevand, der er med i tasken) efter cykelturen end at drikke hvidvin af flasken. Igen; Der er INGEN, der har lyst til at slukke tørsten i varm hvidvin, men det er præmissen. Vi er her ikke, for at gøre det vi plejer, men for at drikke os fulde slå os løs! Ikke for at sidde og snakke om institutionspladser og ferieplaner og holde tilbage på alkoholen, fordi ungerne vågner tidligt i morgen!
Jeg bliver SÅ træt på mit køns vegne, når jeg hører om mændenes polterabend. De laver sjove ting og INGEN af dem tænker på, hvornår ungerne vågner i morgen.
Sir det bare.

Så søstre! Jeg stemmer for, at vi dropper de der polterabend, og gør det vi er bedst til; A little shoe-shopping og middag med vino og sandhederne på bordet! Eller endnu bedre pakker pas og bikini og drager sydpå, hvor drinksne er billige og ungerne er langt væk!
Who’s with me?! …. Anyone??

Nå. Ok, så ring da til ham croquis-modellen fra Husum. Jeg skal nok tegne fuld-frontal delen.

Op på hesten som man siger

Jamen jeg er da i gang igen! Jeg har rystet pelsen og stukket næsen i sky. (… rystet pelsen?! Really?? Er det bare mig, der er dirty? Nevermind, jeg lader den stå. hehe)

Jeg brugte dagen i går på at ligge på sofaen og se Breaking Bad og forbande alle, der har et job, og alle der ser lykkelige ud. Også dem der ikke er det. Jeg er pisseligeglad. ALLE er idioter.

Men så var det jo regnvejr, hvilket er mit yndlingsvejr, og som jeg jo elsker at gå tur i. Så jeg overvejede, om jeg skulle straffe mig selv og mit tudefjæs, og derfor nægte at gå ud i det. Eller om jeg skulle tage imod invitationen fra Moder Natur og gå ud og blive våd. Jeg gjorde det sidste. Travede rundt i regnen, med mit grimme regntøj og sure fjæs. Øv det var fantastisk. Melankoli er SÅ godt i regnvejr. Desværre så godt, at jeg glemte at være sur på verden. Kom endda til at smile til en ekspedient i Aldi (Ellers et super godt sted at gå hen med selvmedlidenhed og tudefjæs) Og sørme om ikke også det var den pæne mand, der stod bag disken på mit nye lokale yndlingskaffested. Jamen så var det som om, tudefjæset kunne gå hjem igen med nyt mod på tilværelsen.

Im back! Med de samme planer som før, men ikke til at slå af pinden. Fandeme så.

Older posts