Om at være en læsehest.. eller pony

Jeg læser utrolig mange bøger.

– Nej det gør jeg så ikke, men jeg vil gerne. Jeg tror ikke, der er mange singlemødre med et barn på snart to, der vil havne i kategorien “læser mange bøger” på en liste… over øh.. hvor mange bøger man læser. (Virkelig åndssvag liste)

Nå, men jeg læste ENGANG rigtig mange bøger. Jeg startede på Nordisk Sprog og Litteratur alene fordi jeg tænkte, at der måtte man læse mange gode bøger. Jeg overvejede selvfølgelig også Litteraturhistorie, men så var der én, der sagde til mig, at det var maarjet svært, og at man også skulle læse kedelige bøger på tysk, så jeg valgte Nordisk. (Ja, jeg har aldrig været én, der tog sådan en udfordring op.) Jeg ville bare læse gode bøger. Ikke svære bøger.

Da jeg var barn læste jeg rigtig meget. Jeg pløjede hver en bog på biblioteket igennem, og havde konstant 5 bøger liggende på gulvet ved min seng. (Man måtte max låne 5 bøger på skolebiblioteket, så det lånte jeg.) Og så kom bogbussen én gang om ugen, hvor jeg også kunne hente mit bogfix.

Bogbus

Jeg kunne bedst lide at læse sørgelige bøger. Noget med død og fattigdom og børn der lider var mine yndlings. Narj, ikke så meget fantasy eller krimi lit til mig. Død og tunge tårer. Why? Jeg var vel et beskyttet barn, der måtte lære om livets hårde sider gennem litteraturen. Eller også havde jeg bare en syg interesse i andres armod. Melankolsk var det i hvert fald, og jo sortere og mere trist det blev jo bedre.

Men i virkeligheden læste jeg alt. ALT. Jeg læste knaldromaner fra kiosken (min yndlings handlede om en elitesvømmer fra Midtvesten, der flyttede til Californien og forelskede sig i en handicappet footballspiller. Oh yes en handicappet!) til biografier om danske kendisser. (I en alder af 10 vidste jeg skræmmende meget om Janni Spies og Githa Nørby. Jamen Janni er i virkeligheden fra Herlev! Lidt armod lige der) Jeg læste også Anne Franks Dagbog (opfyldte til fulde mit krav om død og fattigdom) og en biografi om Peter Sabroe (Børn der lider, tjek! død, tjek!)

Åh! Der var også den om de fem fattige børn, hvis mor dør, og de bliver bortadopteret til forskellige familier rundt om i USA. “Spredt For Alle Vinde” tror jeg den hed. Nøj den var god! Jeg græd, da den sluttede og blev henrykt, da jeg fandt ud af, at det var en serie! Min mor hjalp mig med at bestille de næste bøger hjem, og jeg cyklede ned i bogbussen og hentede dem. Det var fantastisk! (Jeg cyklede ikke. Var et dovent barn)

Den glæde ved at slippe alt og glide ind i en anden verden, håber jeg at min datter får med. Jeg vil ikke bytte den for noget, og jeg finder den stadig i dag, når jeg læser, går i biografen eller ser serier. Jeg elsker det og planlægger gerne hele weekender uden barn, hvor jeg forlader denne verden til fordel for en anden, som nogen har fundet på. Og det er min plan i næste weekend.

Lige nu læser jeg Jonathan Frantzens “Corrections” (Jeg ved ikke hvorfor, jeg skriver titlen på engelsk. Jeg læse den altså bare på dansk) Jeg læste “Freedom” (også på dansk) for et par år siden, og var helt solgt. Den var så velskrevet og så letflydende at karaktererne bliver mine venner og deres problemer er mine. Jeg kender dem alle sammen, og jeg kunne rigtig godt lide, måden han vælger at beskrive en familie fra alle medlemmernes synsvinkler. En virkelig god bog, som jeg anbefaler til alle jeg kender.
Korrektioner er lidt langsommere synes jeg, men med samme dybe karakterkendskab. Det er et stort minus for en ukoncentreret læser som mig, at der ikke er nogle kapitler. Jeg kan ikke finde naturlige steder at holde pauser, så jeg bliver en lille smule stresset, når jeg læser den. Men jeg forventer mig meget af den, når jeg nu i weekenden tager et langt stræk og bliver væk i den. Uhmm jeg glæder mig til weekenden!

Planer der ikke går i vasken

Nå men så skal jeg da love for at det blev mandag, hva?! Også med et brag.

Jeg startede egentlig på et langt klage-indlæg om alle de planer, jeg går og har mig for tiden (job, nyt hjem, ny blog, nye projekter både krea og arrangementer) Men jeg slettede det hele igen, for helt ærligt så bliver det simpelthen så kedeligt at høre mig selv fortælle om planer og planer og planer. Jeg vil se resultater!

Så jeg starter forfra, og skriver om de ting som rent faktisk startede som en plan, men som nu er en realitet. Min madlavning for eksempel. Jeg laver mad hver dag. Eller næsten.. nogle gange er et spejlæg også mad. Men jeg er bedre til det, end jeg troede jeg ville være. Kaisa og jeg får varieret kost med kød og grøntsager, og jeg er pavestolt! Jeg har endda kastet mig ud i vanvittige udfordringer som en helstegt kylling, flæskesteg og Thaisuppe! Og farserede porer!! (Aner man et mormor-tema?) Nogle gange smager det også så godt, at jeg får lyst til at invitere naboen ind til middag, fordi det da er en skam, at mit eneste vidne er en unge på næsten to, der hellere vil have en bolle med ost (Det får hun altså ikke.. i hvert fald ikke hver gang).

Måske skulle jeg gøre det. Invitere naboen ind. Han virker lidt ensom og huleboer-agtig. hmm måske var det en ny plan at føje til listen. Socialisere mere med naboerne inden jeg skal flytte igen. Måske er der nogle af dem som kan hjælpe med at finde et sted at bo. Åhh nu kommer de snigende igen, planerne..

Det er ikke viljen, der mangler

Jeg ved det godt. Jeg skriver for lidt herinde, og det er slet ikke med vilje. Jeg havde planlagt, at jeg i aften skulle skrive et langt velovervejet indlæg, men så faldt jeg i søvn under putningen. Det er jo simpelthen så klassisk og nærmest pinligt.

Efter en hel dag med “moar!” – Englebarnet er inde i en periode, hvor hun går rundt som en sonar og siger moar? hvert andet øjeblik. Ikke fordi hun vil mig noget, bare for lige at bekræfte at jeg er der. Og det er jeg. Lige bag hende, foran hende, ved siden af hende, hoppende, dansende, kravlende rundt på diverse klatrestativer. Efter sådan en dag, har jeg glædet mig så meget til min lange aften, med blogskrivning, serier, rødvin og enetid.

-I stedet vågner jeg kl 22.10 med tørre kontaktlinser og ondt i nakken. Pis. Jeg prøver igen i morgen.

Bzzz… at træffe beslutninger

Årh havde verdens bedste dag i går! Fødselsdag ud over hele pladen og jobsamtale om formiddagen (Krydser fingrene hårdt for, at jeg får alle tiders gave lige dér) og både sol og regn på vejrpalletten. Smil fra øre til øre i mit lille ansigt!

Jeg er SÅ vild med den højlydte summen, der udgør 8 af mine nærmeste venner i snak og grin over rødvin og god mad. Lige det kan jeg aldrig få for meget af! Heller ikke selvom det betyder, at jeg står i køkkenet en hel dag, planlægger i hundrede år og min menu helt sikkert ikke kan gå i gennem et kokketjek (Der er sgu altid et eller andet der bliver sort i kanten? – Denne gang var det kagen..) Jeg NYDER det! Hvis jeg havde råd inviterede jeg en gang om ugen. Mindst!

Lige for tiden sker der en hel masse i mit liv. Det er som om, jeg sidder der på Casinoet og skal tage de rigtige beslutninger lige nu, for at jeg ikke ender med Sorteper og taber spillet… Eller trækker et kort for meget, så jeg ikke rammer Black Jack… Eller hvad fanden man gør på et casino lige inden man taber millionen. -Jeg er ret sikker på, at man ikke spiller Sorteper på casinoerne! (Fed referenceramme, Karen. Så street.)

Nå, men glem det der casinosnak. Det viser bare, at der altså er travlt oppe i mit lille hoved. Det summer. Måske fordi det er forår, måske fordi der er store ting under opsejling. Måske bare fordi jeg er ved at brænde sammen inden i ved udsigten til endnu et møde med Jobcenteret i morgen.

Hvad synes I forresten om mit nye look? Jeg prøver lidt forskelligt af, for at finde noget, der kunne være Notebookens udseende.

Jeg tror ikke på jinx

Jeg sidder lige nu i min vindueskarm med vinduerne på vid gab, solen i ansigtet og computeren lidt akavet drejet ind mod skyggen, så jeg kan se skærmen – det er aldrig så behageligt, som det ser ud til på film, at flytte kontorhjørnet op i vindueskarmen.

Hvorfor sidder jeg her? (Så gå dog ud i solen kvinde!) Fordi solen skinner! Det er søndag, jeg spiser pizza fra i går og drikker resten af den sodavand, der på magisk vis havnede i mit køleskab, mens jeg forbereder mig på næste uges udfordringer.

Udover et frygtet og hadet møde med min ellers så søde jobcenterfyr, en forberedelse til en fødselsdagsfest og nogle af de ting fra listen, som bliver flyttet over fra sidste uge. Så skal jeg til samtale.
Uuhhh. How utterly exiting that is! Ja, korrespondancen indtil nu har været på engelsk, hvilket i sig selv mystificerer mig lidt. Ikke fordi jeg ikke kan tale engelsk, men mere hvorfor? Skal jeg mon bevise mine sprogkundskaber? Eller kommer jeg til at sidde med anvaret for Kina? (I så fald indebærer det så en rejse der til? For det kan jeg godt.) Eller hedder hende jeg skal tale med ikke Irene, men i virkeligheden Aireeene? (Det gør hun ikke, for jeg har selvfølgelig googlet og lavet min research)

Samtalen finder sted på tirsdag (Ja I må meget gerne krydse, hvad krydses kan) og det er også er min fødselsdag. Det må betyde noget. Altså held. Noget med at 35 betyder lykke og velstand oll over the place, ikk? Det tror jeg helt bestemt. Jeg glæder mig.
Vil det mon være et godt træk at tage kage med? Her kommer jeg med lagkage med 35 lys i.. lige et øjeblik jeg skal lige finde en lighter.. Vil det være ok for jer,- hvis jeg puster nu? – Og jeg hedder Karen for øvrigt.
Måske bare et lille flag så. eller ingenting.

Older posts