Smælder med pisken og de røde strømper!

Om at tale med mænd

Min radiator opførte sig igen mærkeligt og jeg kapitulerede og ringede til blikkenslageren (Eller vvs’eren? Er det der samme nu til dags?). først fik jeg beskeden; “Vi kan komme forbi på mandag, hvis du er hjemme?” Øøh der har været sne og polarkulde siden lørdag. 5 dage mere i indendørspolarkulde var mere, end hvad mit lugne temperament kunne klare, så jeg satte klynke-stemmen på og peb: “jeg fryyyser!” ned i røret. “Ok. Vi skriver dig i bogen, og så ringer vi, hvis vi har en halv time et sted.” – Uhh jeg er skrevet i bogen. Det er lidt som at være skrevet i døren på Crazy Dazy i Randers. Man ved aldrig rigtig, hvor mange der er i den bog, og om det overhovedet er en fordel at være der. Men det var det! (Ikke i Randers, der var jeg skredet og gået på Tante Olga i stedet)

Torsdag morgen ringede blikkenslageren. “Vi sender en mand over, hvis du er hjemme nu”
Yes! Jeg får varme! Der kommer en mand over nu… Uhh skal jeg rydde op? Lave kaffe? Støve af bag radiatoren? Sætte håret? Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til at have en håndværker til at gå rundt i mit hjem. Han er her jo ikke på høflighedsvisit, men er kun interesseret i radiatoren. Men derfor kan jeg jo godt være høflig.

Jeg synes ikke, at jeg bare kan smække røven i sofaen med kaffe og computer helt tavs, så jeg sætter i stedet hårdt ind med lidt small talk. “Nå men sikke da et vejr, hva? I må have travlt i disse dage, nu hvor folk rigtig har brug for varme? Ja jeg ved altså ikke hvad der er med den radiator, for nogle gange virker den, men det er mest når vejret er godt udenfor, så jeg synes, det er som om den bliver genert, når det virkelig er koldt og den skal præstere noget hahah…” Tavshed. … “Jeg havde ellers besøg her forleden dag, og da måtte alle gæsterne beholde skitøjet på under middagen, men det er der jo også en slags charme i. Afterskiing i stuen hahahah…” Tavshed.

“Nå, men sig endelig til, hvis der er noget, jeg skal hjælpe med. Jeg har godt nok ingen anelse om, hvordan en radiator fungerer, eller hvor rørene fører hen, men ned i kælderen vil jeg tro?.. eller nej ok, det ved du nok bedre end mig. Men du siger bare til ikk. Jeg sidder lige her.”
Bum bum.
Jeg sværger, manden sagde ingenting, fra han kom til han gik. Jeg har ham mistænkt for at få en anden til at sige “det’ blikkenslageren” i dørtelefonen, da han kom. Jeg bliver så febrilsk og pinlig, når jeg taler med tavse mænd. så bliver jeg komikeren der kommer til snakke alt for højt og detaljeret om mærkelige ting, der bare gør dem endnu mere tavse. Jeg snakkede den arme blikkenslager et øre af, og da han gik derfra, fik jeg ikke engang fat i hvor meget eller hvor jeg skal betale.

I den helt helt anden grøft er de mænd, der ringer op og for at hjælpe med for eksempel en ansøgning (nej nej, det er et helt tilfældigt eksempel), og taler så meget, så hurtigt og så længe at jeg bliver hende, der bare skynder sig at pibe ja tilfældige steder, og håber på at det passer ind. Jeg kommer sandsynligvis til at svare ja til de mærkeligste ting, og er hele tiden halvandet sekund bagud i samtalen, så når der pludselig bliver stillet et spørgsmål, står jeg med et blankt Ulla Therkelsen-smil, hægtet af i Kabul. Mænd der er lidt for fremme i skoen, gør mig også febrilsk, fordi jeg konstant prøver at fange et strå, jeg kan hægte mig på, så jeg kan komme ind i samtalen. Men det ender som regel med underlige grynt, der aldrig kommer længere end til halsen.

Ahrjmen! Jeg er så meget bedre til at tale med kvinder. Vi forstår at afbryde hinanden på de rigtige steder, så det ikke stikker af til hverken højre eller venstre. Eller måske er jeg bare ude af træning?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smælder med pisken og de røde strømper!