Stikker fingeren i jorden og venter på inspiration

Det der jeg ikke er så stolt af

Jeg forsøger at være et stort menneske. Sådan én der kan glæde sig på venindens vegne, når hun fortæller, at hun har fået masser af penge tilbage i skat og vil bruge pengene på at rejse jorden rundt i 5 måneder, inden hun vender tilbage til det der nye velbetalte job, hun også lige har landet. Så er det, at jeg gerne vil være hende, der bryder ud i spontan jubel og klapper hende på skulderen og siger, at hvis nogen fortjener det, så er det da hende, og gid at det må gå hende vel i mange mange år.
-Og det gør jeg da også. Jeg kan bare ikke gøre det uden først at sluge den der klump i maven, der instinktivt giver mig lyst til at ruske hende, mens jeg skriger hende ind i hovedet; “Neeej! Det var MIG der skulle have det job, og MIG der skal rejse, og MIG der ikke skal kæmpe med latterlige restskat! Det er MIG der har fortjent det! MIG!”

Jeg har altid set det som en af mine kvaliteter, at jeg ikke dyrker misundelse og jeg brokker mig ikke og jeg klynker ikke. Jeg kan godt unde andre medgang, selvom jeg selv står i stampe. Men på det seneste er det blevet lidt svære end det plejer. Og jeg ved egentlig godt hvorfor… (Trækker vejret ind) Here goes:

Jeg har ikke kæmpet nok. Jeg gør ikke alt, hvad jeg kan for at komme i arbejde. Jeg nasser på systemet, fordi jeg ikke kan tage mig sammen.
Puha der slap den ud den grimme satan. Jeg ved det godt, og jeg er bestemt ikke stolt af det. I løbet af det sidste år har jeg brugt mine kræfter og energi på at pudse næsen og fjerene og dyrke lidt for meget at være et sølle offer for systemet og følt mig snydt over, at det der ‘fucking life’ ikke har holdt, hvad det lovede. Jeg har brokket mig over, at jeg ikke fik et job hældt ned i halsen, for det havde jeg da fortjent. Og hvis bare jeg havde det, så skulle jeg nok klare alt det andet.

Jeg vil gerne sige undskyld. Til alle de veninder, der ikke har fået en jubeldans fra hjertet, da de fik nye job, tog på rejser, fandt kærester, fik børn og penge tilbage i skat. Undskyld! I har virkelig fortjent det! Alle sammen.
Jeg vil også gerne sige undskyld til alle jer, der er i arbejde og har betalt al jeres skat, for at jeg har rodet rundt i min egen navle og ikke kæmpet med overskud og åben pande for at løfte i flok sammen med jer. Jeg lover at arbejde til jeg er 80, så jeg kan betale det jeg skylder i fælleskassen tilbage.

Nu strammer dagpengenettet til om mig og det har jeg fortjent. Det er fuld berettiget at jeg er kommet helt herud, for jeg har selv ladet det ske, og det ligner ikke mig. Jeg har ladet stå til, og krøbet sammen og ventet på at nogle andre tog affære. Jeg har søgt de job jeg skulle, men jeg har jo ikke rigtig kæmpet for det.
Det er slet ikke mig. Sådan er jeg jo ikke. Jeg plejer jo selv at tage affære.

Og det gør jeg nu. Inden måneden er omme har jeg fundet mig et job, fordi det skal jeg. Jeg er god med kniven for struben, det har jeg altid været. Det er på tide, at jeg rejser mig og finder den Karen frem, jeg altid har været. Hende der er stolt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stikker fingeren i jorden og venter på inspiration