Im still, Im still Jenny from the block

Jeg får lige om lidt en lille pose penge. Nej nej, ikke som i “Værsgo Karen, du har da fortjent en lille bonus i hverdagen” – Nej, jeg har tjent dem. Ærligt og redeligt, med bud til både højre og venstre om, at her er lidt til fælleskassen og stop al overflødig støtte. Så den lille del, der er tilbage er mine.

Men hvordan skal jeg bruge dem? Jeg har været “fattig” så længe at hullerne begynder at blive synlige, og posen er desværre langt fra stor nok til at nå hele vejen rundt. Jeg er i syv sind.

1. Den fornuftige Jeg lapper de mest højtråbende huller og fordeler resten udover de næste måneder, hvor jeg om lidt bliver økonomisk klippet over ved knæene. Så kan jeg måske klare mig et par måneder mere, indtil jeg lander det der job.

2. Den livsnødvendige Jeg har alt for længe udskudt at få mig den der HPV-vaccine. Det er så luset af mig, og jeg får helt ondt i maven af at tænke på det. Det er kræft for helvede! Bliv dog vaccineret, når nu man kan, kvinde! (og for at det ikke skal være løgn, har jeg før haft celleforandringer og klam kønssygdom som kan forhindres af at få den vaccination.) Åh hvor er det pinligt at jeg ikke bare bestiller tid hos lægen. Men det koster 3000kr – Jeg kan godt høre det.. få det nu bare gjort.

3. Den gode mor Kaisa mangler sko. Og overtøj. Og legetøj. Hun har snart fødselsdag, men der er alligevel grænser for, hvor meget jeg kan forvente at familien stiller op med.

4. Den uansvarlige Jeg vil til New York. Jeg har aldrig været der og bedsteveninden er lige flyttet derover, og jeg vil bare SÅ gerne kaste al fornuft over bord og sætte mig på et fly over atlanten. Lad mig være uansvarlig, ufornuftig, drømmeren og teenageren der bruger alle pengene på drinks, oplevelser og nye sko. Pliiiice!

Jajajaja! Jeg ved det godt. Jeg bestiller tid hos lægen og bruger resten på bleer og hverdagscrap i Aldi. Wuhuu for this Hollywood-life!

I anledning af sådan lidt fødselsdag..

For ret præcist 3 år siden startede jeg denne blog. Ja det er vel en slags fødselsdag. Da jeg startede bloggen forestillede jeg mig, at den skulle indeholde en hel masse noveller, digte og lignende tekster, som jeg dengang gik og puslede med. Indholdet har ændret sig en del med tiden, men jeg går stadig med tanker om at indføre små historier igen. Bare for at komme i gang med at skrive fiktion igen.

Jeg lægger blødt ud med at genudgive denne lille “friske” fortælling, som jeg skrev i 2010. Den er inspireret af en engelsk kortfilm jeg engang så, der hedder “About a girl” (eller noget lignende). Ja, I kan jo også bare bladre tilbage og læse de første indlæg jeg udgav, men hvem fanden gider det.

Nå men træk vejret dybt ind for her kommer den:

Fejlen

Jeg bor i en lille landsby. Eller det vil sige den er altså ikke helt lille. Den er bare heller ikke stor. Der er mange andre byer, der er meget mindre, men, sådan på landsplan vil den nok betegnes som ret lille. Jeg går i niende klasse på den eneste skole i byen, og jeg keder mig. Sådan virkelig keder mig. Og det er ikke kun fordi, vi lige nu har dansk med Finn, og jeg for længst er blevet færdig med de opgaver om Pelle Erobreren han gav os for 20 minutter siden.

Det er bare så røvsygt at bo i den her by. Mest fordi alle kender hinanden, og jeg har allerede været kæreste med alle de drenge, der er noget værd at kende. De fleste af dem flere gange. Og min mor har efterhånden været kæreste med alle deres fædre. I hvert fald dem, der er skilte. Og også nogle af dem, der ikke er. Det er jeg selvfølgelig den eneste der ved. Det er den slags hemmeligheder, som jeg ved, at jeg aldrig kan sige til nogen. Slet ikke Helle, som ellers skulle forestille at være min bedste veninde. Men egentlig kan jeg godt lide at vide, at jeg har set A.Ks far liste ud fra bagdøren i vores kælder sidste år efter den store byfest. Jeg havde taget noget af min mors gin og blandet det op med cola, mens de gamle havde siddet og hamret hånd og albue i bordet til tonerne fra ?VLTJ?, havde mig og Lademanns drengene drukket om kap omme bag redskabsskurene.

Hold kæft hvor er det åndssvagt. Så sad vi der bag skurene på nogle halvrådne bænke og svinede hinanden til, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at tale sammen på normal vis. Jeg tror, at hvis Anette Hansen havde set mig der, ville hun fortryde, at hun sagde, at jeg ikke udnytter mine talenter. Det er måske bare ikke lige de talenter, hun mener. Anette er skolevejlederen, som jeg har haft et utal af samtaler med, fordi ingen og slet ikke mig, ved hvad jeg skal lave efter niende, og som bliver ved med at snakke om, at det gælder om at finde sine ?spidskompetencer? og ?udnytte sine talenter?. Åndssvagt ord. Mine spidskompetencer kunne måske ikke skaffe mig ind på universiteterne, men at bunde en øl på 5 sekunder og lade den ene pat tilfældigt hoppe ud af skjorten samtidig, det er sgu da en spidskompetence, som Anette aldrig har kunnet. Garanteret ikke en gang da hun var ung og på LSD i de glade 70?ere.

Efter Michael var blevet svinet til, og de andre havde stået med et fjoget grin og kløet sig i skridtet, mens jeg pakkede patterne ind i skjorten igen, gik jeg hen for at finde de andre piger. De sad omme på bagerste fodboldbane, som i dagens anledning var blevet invaderet af Dalgaards Tivolis gøglerplads. Helle sad og flirtede med en høj tynd gøglertype med overskæg og fedtet hår, der blev ved at give hende bamser fra nederste hylde. Helt ærligt, når hun nu smider så mange 20?er på bordet, kan han sgu da godt give hende den store lyserøde Grisling, som hun tydeligvis kæmper for. Hun har helt sikkert betalt for den mange gange nu.
Ingen opdager, når Helle flirter. Slet ikke fyrene. Men jeg kan se det. Jeg kan altid se det. Hun diskuterer og argumenterer, meget mere end hun pleje.

Efter at jeg havde hængt ud med Helle og lånt hende penge til endnu fire tøsekast mod dåser, der stod som limet fast til bordpladen, gik jeg hjemad. Jeg havde det lidt dårligt efter den Gin, og jeg vidste at Melanie (min lillesøster) havde inviteret en veninde fra fritteren hjem i morgen, så jeg måtte tidligt op for at gøre rent og rydde de værste beviser på mors ligegyldighed væk.

jeg går altid ind ad kælderdøren, når jeg kommer sent hjem. Kælderdøren ligger ud mod skoven, som i virkeligheden ikke er en skov, men egentlig bare en samling træer, og er skjult af et kæmpe mirabelletræ. Så ingen af naboerne kan se mig derfra, og jeg kan se lyset fra mors soveværelse herfra. Hvis hun altså er der. Og det var så her jeg mødte A.K?s far.

A.K hedder egentlig Anne Kathrine, men det er sådan et voksent navn, som slet ikke passer til hende. Hun bor sammen med sin mor og far og to små brødre i huset skråt overfor. Vi legede meget sammen da vi var små, og jeg har tit været hjemme hos A.K. Det var sådan et hjem som man altid ser i amerikanske film med samtalekøkken og dug på bordet. A.Ks mor laver madpakker og diskuterer politik med A.Ks far. Hendes far var altid sød og gav os chokolade fra den hemmelige skuffe, og moderen lod som om hun blev sur, men endte altid med selv af spise noget og sige et eller andet fjollet som ?slankekuren kan vente til i morgen?, eller sådan noget. Måske skulle hun have tænkt lidt mere på den slankekur, så kunne det være at hendes mand ikke ville kigge sådan efter min mors røv. Og nu kom den ellers så korrekte og ordentlige far luskende med tishullet åbent ud af vores kælder kl. 23.20 og havde netop dusket min mor. Nar.

Nå, men nu sidder jeg altså her i dansktimen og røvkeder mig. Hvorfor er Dansklærer altid så dumme. De tror de har fundet livets gyldne sætning, fordi de har læst alle fire bind af Pelle Erobreren. Fuck det. Jeg har set filmen og det er den kedeligste film, der findes om gamle bønder på Bornholm. Og ærlig talt, så er ham der faren sgu da os alt for gammel til den lille unge. Det er for klamt. Jeg gider ikke en gang at prøve at diskutere det med Finn, vores dansklærer, for jeg ved allerede, at han vil sige, at det er en useriøs kommentar, og at jeg skal tage mig sammen. Der er så meget man ikke må sige. Jeg begynder at synes, at jeg slet ikke gider sige noget mere, hvis jeg ikke må sige det jeg vil. Man må heller ikke sige, at man hader sin mor. Eller at man ikke synes, det er verdens undergang, at der er børn, der sulter i Afrika. Hvis jeg boede i Afrika med min mor og min lillesøster, ville jeg sgu ikke have noget imod, at hun knaldede med en neger og fik Aids og døde. Og så kunne Melanie og jeg tegne nogle tegninger til overskudskvinder som A.Ks mor. Så kunne vi hænge der på køleskabsdøren og se sultne ud. Så kunne det jo være, der var nogle, der ville interessere sig for, om jeg fik noget at spise eller fik mig en uddannelse. Jeg mærker sgu ikke noget til, at vi åbenbart skulle leve i et af de rigeste lande i verden. Ikke i mit hus.

Men når jeg siger det til hippie-Finn, bliver han helt paf og mumler noget med, at han gerne vil kontakte socialforsorgen, som vil sørge for en plejefamilie, hvis jeg er interesseret. Jeg skal sgu ikke bo hos en eller anden dødssyg plejefamilie, som så kan se mig som deres redningsprojekt for samfundet, og overhovedet ikke fatter hvad det hele drejer sig om. Han vil bare så gerne være helten på lærerværelset, der har fået sin snottede niende klasse ud med raslebøssen på Røde Kors dagen. Fandme nej. Det bliver uden mig.

Jeg har dem alle sammen i min hule hånd. Selv lærerne. De ved ikke, hvad de skal stille op med mig, siger de. De skal slet ikke stille noget op. Det gør jeg selv.

Den eneste jeg ikke har i min hule hånd er min mor. Hun gør, hvad der passer hende og det passer hende åbenbart ikke lige at tage sig af min søster og mig. Ja mig behøver hun sgu egentlig ikke at tage sig af. Jeg klarer mig selv tak. Det løb er ligesom kørt, men min søster kunne hun altså godt tænke lidt mere på, end de par gange om måneden, hvor hun er åndsnærværende nok til at hente pizza hos paki-grillen eller købe en overdyr kjole hos ?Annelises Trendy Modetøj?, fordi hun lige skal vise sig som månedens mor i skysovs. Fint. Det havde været en smuk ting at gøre, hvis det da ikke bare strålede langt væk af, at hun ikke aner hvad størrelse en syvårig bruger. Og hvilken slags tøj man går i som syvårig.

Nå, men mit liv ser altså således ud lige nu. Jeg er 15 år, bor sammen med min mor (som jeg hader) og min syvårige lillesøster, Melanie (som jeg elsker). Indimellem har min mor forskellige kærester, som bor hos os i kortere eller længere perioder. Jeg kender dem ikke og gider heller ikke at lære dem at kende, fordi jeg ved de er væk igen, så snart de finder ud af, hvor fucked up min mor i virkeligheden er. Hun kan ikke gøre for det siger psykologen, men hun har et problem med at knytte sig til andre mennesker. Ja tak, det tror jeg.

Måske har jeg samme problem. Jeg har aldrig været forelsket og bliver det heller aldrig. Jeg er klart den bedste i klassen og lærerne beundrer alt hvad jeg gør. Jeg har ingen veninder, men mange der tror, de er det. Jeg er ekspert i at lade som om. Jeg fortæller mine inderste hemmeligheder til de folk, der tror de endelig har fundet ind til den ?rigtige? mig, men i virkeligheden siger jeg bare, hvad folk gerne vil høre. Der er ingen der kan tåle mine inderste hemmeligheder.

Det bedste der er sket i mit liv (udover at min søster blev født) er Ingemann-brødrene. De er tvillinger og bor på en gård langt ude på landet. De er røv-naive og har røven fuld af penge. Det startede med, at de var forelskede i mig begge to. De er også med i toppen af intelligens-klassen, og vi begyndte første gang at snakke sammen efter en prøve i færdighedsregning i syvende klasse. Man måtte gå ud, når man var færdig, og vi blev færdige langt tid før de andre. Det startede meget nemt med, at jeg skulle lære dem at kysse. De havde playstation derhjemme, og handlen blev, at hvis jeg kyssede dem begge, kunne jeg få lov at spille en time. Det var faktisk helt hyggeligt at sidde der i Ingemanns stue og kysse. De var generte og uerfarne, så det var mig der bestemte farten og havde kontrol over situationen. Dengang.

Siden er det blevet til meget mere playstation og meget mere end kys. Og mange flere mænd. Jeg er femten år, og jeg har allerede været sammen med flere mænd, end de fleste voksne har. Men det gør ikke noget, for det er jo mig, der bestemmer. Det er kun, når det er flere fulde fyre, der ikke forstår, når det gør ondt, eller når jeg ikke gider mere, at det er lidt noget lort at være kendt som byens billigste tøs. Men jeg klarer mig. Jeg er stærk, og jeg er ikke bange for at bruge de tricks, der har hjulpet mig gennem hele min barndom. Det er måske ikke så fint, men det bliver jeg nødt til, for at bevare kontrollen. De skal helst være lidt bange for mig, så det er mig der bestemmer. Jeg kan klare mig selv. Og heldigvis er der ingen der ved, hvad jeg laver, og ingen der bekymrer sig om det.

Udover at være 15 år og gå i niende klasse, er jeg så også hende, der tjener lidt ekstra penge ved at knalde stamgæsterne på byens værste værtshus. Jeg lokker dem med sex, og ender med at tage deres penge, når de, helt flove over det de har gjort, lusker ud fra busken, cykelskuret eller hvor vi nu er endt henne. Det kan godt være det lyder hårdt, men det er slet ikke så slemt. Desuden er min mor meget værre.

Allerhelst vil jeg ruske min mor vågen, så hun kunne nå at redde Melanie, inden hun bliver lige så rådden indeni, som jeg er. Men det sker aldrig, så nu beskytter jeg Melanie, og så hjælper jeg bare min mor med at flygte fra virkeligheden og rydder op efter hendes fejl.

Den seneste fejl har dog været den sværeste at rydde op efter. Jeg plejer bare at skulle hente hende, når de ringer eller hjælpe med at sparke den sidste kæreste ud. Det sidste er jeg ret god til, og det har som sagt lært mig nogle ret brugbare tricks, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. Ja, jeg ser sådan på det, at der er mit liv og min mors. Nu er det hele rodet helt sammen.

Denne her fejl er helt anderledes, og pisse svær at rydde op efter. Det vidste jeg allerede, da hun lå og brækkede sig ude i lokummet kl seks om morgenen. Jeg gemte hende indenfor i ni fucking måneder, og fyldte hende med piller og alkohol, for at hun ikke skulle gå ud, mens jeg var i skole. Jeg købte ind og overholdt alle Melaines børnefødselsdage og gymnastikopvisninger. Og i morges kom fejlen endelig ud, og jeg tog jeg den med ned til åen, hvor jeg smed posen ud og løb herop i skolen. Den var helt stille og ulækker. Med alle de piller og sprut som mor havde indtaget, mens den var inde i hende, var det nok meget godt, at den slet ikke rørte sig, da den endelig lå på tæppet.

Min mor skal være glad for, at jeg ordner problemerne for hende. Nu skal jeg bare slippe af med den her forbandede kvalme. Bare det snart ringer til frikvarter.

Om at tale med mænd

Min radiator opførte sig igen mærkeligt og jeg kapitulerede og ringede til blikkenslageren (Eller vvs’eren? Er det der samme nu til dags?). først fik jeg beskeden; “Vi kan komme forbi på mandag, hvis du er hjemme?” Øøh der har været sne og polarkulde siden lørdag. 5 dage mere i indendørspolarkulde var mere, end hvad mit lugne temperament kunne klare, så jeg satte klynke-stemmen på og peb: “jeg fryyyser!” ned i røret. “Ok. Vi skriver dig i bogen, og så ringer vi, hvis vi har en halv time et sted.” – Uhh jeg er skrevet i bogen. Det er lidt som at være skrevet i døren på Crazy Dazy i Randers. Man ved aldrig rigtig, hvor mange der er i den bog, og om det overhovedet er en fordel at være der. Men det var det! (Ikke i Randers, der var jeg skredet og gået på Tante Olga i stedet)

Torsdag morgen ringede blikkenslageren. “Vi sender en mand over, hvis du er hjemme nu”
Yes! Jeg får varme! Der kommer en mand over nu… Uhh skal jeg rydde op? Lave kaffe? Støve af bag radiatoren? Sætte håret? Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forholde mig til at have en håndværker til at gå rundt i mit hjem. Han er her jo ikke på høflighedsvisit, men er kun interesseret i radiatoren. Men derfor kan jeg jo godt være høflig.

Jeg synes ikke, at jeg bare kan smække røven i sofaen med kaffe og computer helt tavs, så jeg sætter i stedet hårdt ind med lidt small talk. “Nå men sikke da et vejr, hva? I må have travlt i disse dage, nu hvor folk rigtig har brug for varme? Ja jeg ved altså ikke hvad der er med den radiator, for nogle gange virker den, men det er mest når vejret er godt udenfor, så jeg synes, det er som om den bliver genert, når det virkelig er koldt og den skal præstere noget hahah…” Tavshed. … “Jeg havde ellers besøg her forleden dag, og da måtte alle gæsterne beholde skitøjet på under middagen, men det er der jo også en slags charme i. Afterskiing i stuen hahahah…” Tavshed.

“Nå, men sig endelig til, hvis der er noget, jeg skal hjælpe med. Jeg har godt nok ingen anelse om, hvordan en radiator fungerer, eller hvor rørene fører hen, men ned i kælderen vil jeg tro?.. eller nej ok, det ved du nok bedre end mig. Men du siger bare til ikk. Jeg sidder lige her.”
Bum bum.
Jeg sværger, manden sagde ingenting, fra han kom til han gik. Jeg har ham mistænkt for at få en anden til at sige “det’ blikkenslageren” i dørtelefonen, da han kom. Jeg bliver så febrilsk og pinlig, når jeg taler med tavse mænd. så bliver jeg komikeren der kommer til snakke alt for højt og detaljeret om mærkelige ting, der bare gør dem endnu mere tavse. Jeg snakkede den arme blikkenslager et øre af, og da han gik derfra, fik jeg ikke engang fat i hvor meget eller hvor jeg skal betale.

I den helt helt anden grøft er de mænd, der ringer op og for at hjælpe med for eksempel en ansøgning (nej nej, det er et helt tilfældigt eksempel), og taler så meget, så hurtigt og så længe at jeg bliver hende, der bare skynder sig at pibe ja tilfældige steder, og håber på at det passer ind. Jeg kommer sandsynligvis til at svare ja til de mærkeligste ting, og er hele tiden halvandet sekund bagud i samtalen, så når der pludselig bliver stillet et spørgsmål, står jeg med et blankt Ulla Therkelsen-smil, hægtet af i Kabul. Mænd der er lidt for fremme i skoen, gør mig også febrilsk, fordi jeg konstant prøver at fange et strå, jeg kan hægte mig på, så jeg kan komme ind i samtalen. Men det ender som regel med underlige grynt, der aldrig kommer længere end til halsen.

Ahrjmen! Jeg er så meget bedre til at tale med kvinder. Vi forstår at afbryde hinanden på de rigtige steder, så det ikke stikker af til hverken højre eller venstre. Eller måske er jeg bare ude af træning?

Smælder med pisken og de røde strømper!

Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke får skrevet så ofte herinde for tiden. Årsagen skal findes i mit sidste indlæg, der proklamerede, at jeg nu er voldsomt aktivt jobsøgende og samtidig ramt lige i fjæset af job. Det er et paradoks, der levner lidet tid til blogskrivning.

Men alt det vil jeg lade ligge et øjeblik, for jeg er nemlig blevet indigneret, og det må jeg hellere komme ud med inden det forsvinder igen. Ja, jeg jo som bekendt ikke så vanvittig god til det der med vredesudbrud.

Men det, der har gjort mig indigneret, er den der kampdag, der lige har passeret. Eller faktisk er det ikke kampdagen i sig selv, men det der er at kæmpe for.

Jeg er TRÆT af (Så nu ruller den!) at de emner, der af den ene eller anden grund ligger lige udenfor de fleste mænds interessefelt bliver pakket ind i undskyldninger og latterliggørelse, bare fordi mænd ikke kan se mening i det.
Ja, jeg blev lige lidt rød i strømpen der.
Forleden så jeg i Go’aften Danmarks daglige paneldiskussion at tre kloge kendisser blev rørerende enige om, at det værste man kunne læse på Facebook, var opdateringer fra mødre, der skrev om deres børn. Og puha tænk sig de kvinder der overlod deres profilbillede til de børn der!
Og når seje kvinder i muntert lag en sjælden gang indrømmer, at de faktisk læser artikler med overskriften “Sådan får du forårsklare ben” eller “10 tips til at få sommerhår som Jennifer Aniston”, skal det ironiseres og pakkes ind, hvis der er mænd til stede. For Gud forbyde at vi nogen tror vi er tøsede og useriøse.

Men jeg hører altså ingen mænd undskylde, at deres seneste statusopdatering lød “Så skal der hentes 3 point i weekenden. Kom så Arsenaaaaaal!” Eller komme med pinlige bortforklaringer over at EB.dk og Bold.dk dukker frem som senest besøgte sider på arbejdscomputeren.

Folk benytter rask væk billeder af solnedgange i Thailand, selvportrætter taget i strakt arm og grynet kvalitet, kaffekopper i modlys og andre madvarer som profilbilleder, men et billede af afkom i fastelavnstøj er useriøst. Hvorfor? Fordi det mest er kvinder, der poster den slags billeder. Det er mødrene der skriver om børnenes influenza, tabte tænder og første skoledag. Hvorfor spørger jeg lige igen? (For jeg var jo indigneret, husk det) -Fordi det fylder så satans meget i vores liv, og det skal vi da være stolte af!

Vi kan jo bare slette eller sige net tak til opdateringerne, hvis vi synes at andres børn er kedelige. Det gør jeg selv uden at blinke, og jeg forventer at andre gør det samme, hvis de ikke gider mine opdateringer. Men jeg vil altså ikke skjule at det at være nogens mor fylder temmelig meget i mit liv, for det er det vildeste jeg har gjort i mit liv. Men jeg mistede ikke hjernen ved at blive mor.

Jeg foreslår at kvinder der ikke synes de har andet at kæmpe for (for det der med ligestilling og kvindekamp er jo noget, der hører til nede i 70erne, som en veninde skrev i fredags (?!)) begynder at tale sig selv lidt mere op i stedet for ned. Også når der er mænd til stede.
Man kan jo altså godt være både sej, intelligent og samfundskritisk OG se genudsendelser af Sex and the City, døje med tørre hårspidser og vise billeder af barn på slæde på sociale medier. Det er i mine øjne det, der definerer en sej kvinde.

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Tal nu pænt om dig selv, dame!

Older posts