Jeg var så glad for min cykel...

Om at bære brunt

Jeg går på kursus i denne måned. Online marketing. Jeg har aldrig set mig selv som hende fra marketingafdelingen. Det lyder så struktureret, og salgsagtigt. Det er vist ikke noget for mig. Eller hvad? For jeg har overrasket mig selv før.

Hvorfor i himlens navn har jeg dog ikke har gjort mig i det der med kurser før? Det er jo ganske fantastisk, at komme ud af dagpengehabitten og tage ud i verden hver eneste dag. Jeg føler mig meget mere fri, end jeg har gjort alle de dage, hvor jeg har siddet derhjemme og haft fuldstændig fri.

Til gengæld har jeg så på forbavsende vis gen opfundet mig selv som en anden Anne fra Grønnebakken.
Jeg cykler glad af sted hver morgen efter at have afleveret Kaisa-barnet i vugger og kommer kun en lille bitte smule for sent (det ville Anne Shirley selvfølgelig aldrig have gjort) til at sætte mig på forreste række med spidset blyant og læsebrillen på klar til at være mønstereleven fra helvede. Jeg har lavet alle mine lektier, svarer på alle spørgsmål, deler vindruer ud til klassen, og lur mig om jeg ikke en skønne dag kommer med kage eller inviterer til fødselsdag, selvom der er flere måneder til min fødselsdag, bare for at være little miss goodie goodie. Jeg elsker det.
Hvis det havde været folkeskolen, var der helt sikkert en af de andre i klassen, der havde taget sagen i egen hånd og hældt mælk i min skoletaske. (Måske skal jeg alligevel lige holde lidt øje med tasken fremover..)

Jeg fatter intet når jeg kommer, men føler mig som en verdenskvinde, når jeg går. Eller i hvert fald som én der ved mere, end da hun kom. Men det er faktisk ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg har rigtigt tøj på, har sat håret og kan smile til folk jeg møder på gaden. Jeg glemmer (meget bevidst) at det er et kursus på en måned, og mit “arbejde” er mere eller mindre tvunget af A-kassen og Jobcenterfyren. Jeg er ude i verden, som alle andre. Åh hvilken frihed!

Og ja, jeg prøver hele garderoben af. Office-clothes er min nye hobby… Nej det er det så ikke, for jeg har ikke midlerne til at være så smart, som jeg gerne ville, men jeg har fundet ud af, at neglelak redder det meste, og at jeg kan bære brunt, når jeg er glad. Det er en god ting at vide. Og at kunne!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Jeg var så glad for min cykel...