Im nothing special, in fact im a bit of a bore...

At spytte i kassen

Jeg forestillede mig, at jeg skulle skrive et langt indlæg om noget med små børn, der er alene i verden, og noget om verdens fattigdom, som bare bliver værre og værre. Men de små børn har jeg så svært ved at skrive om, fordi jeg synes, det er synd for ALLE, og jeg græder som pisket, bare jeg ser 5 minutter af den forfærdeligt dokumentar, som alle taler om.
Jeg kan pr definition ikke klare at se på små børn der græder, og jeg kan slet ikke holde ud at se forældre, som gerne vil hjælpe, men ikke kan finde ud af det.
Og jeg kan slet slet ikke holde ud, at et samfund som vores ikke kan magte opgaven at hjælpe de forældre og de børn, der har brug for det. Uanset om det er adopterede børn, flygtningebørn eller fattige familier, hvor forældrene ikke kan finde ud af at prioritere rigtigt.

Men hvad jeg absolut ikke kan klare er (er der mere? Ja, det er der!), at der er et tv-hold, der filmer det hele og kalder det dokumentar… Det handler om historiefortælling og er ikke virkelighed. Jeg bliver så ked af det, når folket går amok og kræver ofrer op skafottet. “Fyr den læge!” “Send børnene hjem!” “De forældre burde skydes!” – Det ødelægger så voldsomt meget for alle.
Der har siddet en instruktør og en producer (og en hel masse andre) og skåret fra og sat sammen, så historien bliver mest interessant og personerne kommer til at fremstå sådan, som de gerne vil have dem til. Ikke som de er i virkeligheden, for det er kedeligt og uspændende at kigge på. Så når vi ser en læge sige “Der er ikke mere at gøre, jeres datter er død, overvej organdonation” eller en mor sige: “Lad os bare være ærlige, min datter er en nitte” – så er der en grund til at netop de klip har fået lov til at komme med i filmen. Det er dem der skaber flest følelser hos publikum, men det er altså ikke hele sandheden. Mange tanker, handlinger og snak har gået forud, som vi ikke har indblik i. Det er en kæmpe fejl at se bort fra den effekt det har på mennesker, at der er et kamera, der følger alt hvad de gør. Ingen kan være helt sig selv, og ingen kan tåle at blive redigeret af fremmede mennesker med en historie for øje. Også selvom historien er vigtig.

Nå, men det var det, jeg forestillede mig at skrive om. Men jeg kunne ikke (?!) For hvad forskel gør det, at jeg sidder her i min varme stue (den er faktisk slet ikke så varm.. jeg ved ikke, der er vist et eller andet med radiatoren..) og peger fingre ad et system, der nogle gange ikke fungerer optimalt. Og ad nogle medier, der har et ansvar… Nææ jeg må hellere gøre noget. Hjælpe dem jeg kan se trænger, for det er jo i bund og grund det, der er det store ideologiske mål med de dokumentarfilm, der får vores hjerter til at briste. At vi skal gøre noget. Rejse os.
-Nej det er nu også så meget at forlange. Har trods alt lige skænket mig en kop kaffe. Men jeg kan da sende nogle penge via nettet til nogle, der har brug for det.
Jeg har besluttet at jeg vil donere en skærv til fattige familier i Danmark, så de kan få en dejlig jul. Julegaveregn.dk har nu fået en SMS fra mig. Og så vil jeg sende lidt afsted til nogle børn i Afrika… men hvilke??
Hvor og hvordan hjælper jeg bedst?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

Im nothing special, in fact im a bit of a bore...