November-nostalgi

Im nothing special, in fact im a bit of a bore…

Det der med at være alenemor, ikk. Det er en uberegnelig kælling nogle gange.

Jeg synes generelt, jeg har megameget styr på det. Jeg klarer det fuldt ud ligeså godt, som dem der er to, og Kaisa og jeg mangler ikke noget. Når jeg tager ansvaret, går det rigtig rigtig godt. Faktisk er jeg pisse-go til det her mor-halløj. Jeg har ingen problemer med at ændre mit liv, for at være der for hende de næste mange år. Alle mine venner og veninder er søde til at hjælpe, og jeg holder gerne café-aften hjemme hos mig, når jeg nu ikke kan gå ud om aftenen.

Men nogle gange skal der ikke mere til end en glemt aftale eller en lidt for kort sms besked fra barnets far, før jeg sidder og tuder over livet og kigger ud på rodet og de beskidte tallerkner med indtørret æg fra aftenens spaghetti carbonara (for ja! det går faktisk rigtig godt med at lave mad til både Kaisa og mig). Så er det, at jeg opdager, at jeg har glemt, at det er mig, der har ansvaret. Jeg kommer til at regne med at nogle kommer og tager over på et tidspunkt. Det gør der ikke. Jeg har den. Altid.
Og så tuder jeg endnu mere og forbander langt væk, at jeg kunne tro andet.

Jeg ved godt at alle andre familier (og også dem uden børn) har opvask stående og rod i hjørnerne. Jeg ved også godt, at “de andre” også synes, det er røvsygt at finde flyverdragter og vinterstøvler til billige penge, og jeg ved også godt, at “de andre” heller ikke sidder og fletter fingre til “Forbrydelsen” hver søndag aften. Det ved jeg godt. Jeg er slet ikke spor speciel, og jeg gider i hvert fald heller ikke være det. Jeg har meget travlt med ikke at spille Skilsmissekortet ud til højre og venstre!

Jeg glemmer det faktisk ret ofte. Når mine gravide veninder spørger mig om, hvordan man får tiden til at gå i barslen (Ork, du kan gå til babysvømning og babybongo, og der ligger den skønneste lille cafe lige nede ved..), eller andre overvejer om de skal rejse til udlandet for at arbejde (Jamen, det ville jeg helt klart gøre, hvis jeg var dig! Faktisk så har jeg selv overvejet at søge job i…) og andre overvejer at gå hjemme med baby, mens de venter på plads i øko-steiner-naturvuggestuen, så kaster jeg mig rask ud i gode råd og “sådan gjorde jeg”-forklaringer.
Men jeg har intet at have det i. Det er ren bluf. For det er bare ikke muligheder jeg har. Jeg kan ikke rejse nogle steder hen, der ikke ligger i direkte forbindelse med Kystbanen, og at gå hjemme med barnet er jo utopi, for så er der slet ingen mulighed for at tjene penge. Og min barsel kan heldigvis ikke sammenlignes med nogen andens. Tiden gik af sig selv, mens jeg lå i fosterstilling på mine forældres sofa og kæmpede for at overleve.

Pis. Jeg er fuldstændig som alle andre. Jeg vil altså hellere være lidt bedre. Bare en anelse.

Til gengæld har jeg verdens sødeste barn.

Funny-Kaisa underholder

Jamen er hun ikke bare det sødeste i hele verden

11 kommentarer

  • Bjarne Danielsen

    Hej sweet Karen.
    Min ældste datter gjorde mig opmærksom på din notebook. Spændende at læse den. Men Karen, udtrykket alenemor skurer i mine ører. Det er jo ikke dig der er alene , men Kaisa´s far.
    Kærlig hilsen Friherren fra Hashlund

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karennoroxe

      Jeg er heller ikke selv helt tilfreds med udtrykket “alenemor”, men jeg mangler faktisk et bedre udtryk. “Delemor” er i mit tilfælde misvisende. Jeg deler ikke, men låner ud en gang i mellem 🙂 -og “Singlemor” synes jeg er lidt for øh … Søgende?
      Så “alenemor” er det der passer mindst dårligt. Men jeg er bestemt ikke alene! Heldigvis!

      Psst det er en klog ældste-datter du har, der sådan sender dig videre til min blog 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • HemmeLine

    Det er klædeligt at svare på sine “breve”. Især emnet taget i betragtning. Og nej, jeg har ikke skrevet, men andre har skrevet søde ting til dig.

    Kram

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karennoroxe

      Det har du fuldstændig ret i! Jeg bliver helt forskrækket, når jeg får sådan en irettesættelse, men den er jo helt på sin plads. Jeg beklager og får svaret de andre med det samme, for det er jo faktisk sådan, at jeg bliver helt vildt glad, hver gang nogen lægger en kommentar, og da specielt hvis de er søde.
      Tak fordi du prikker til mig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • HemmeLine

      🙂

      Det er bare super fedt du tog det pænt! Tak

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hold kæft hvor er Kaisa bare en charmetrold. Og det kan godt være, at du har helt almindelige udfordringer, men du er ihvertfald ualmindeligt god til at formidle det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise P

    Hvor er hun bare skøn.. Og hvor er du bare sej…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karennoroxe

      Tak tak tak! Det varmer at nogen synes jeg er sej, også selvom det ikke altid føles sådan.
      Men så er der jo de andre dage hvor jeg, i det rigtige lys og lidt fra siden, faktisk også selv kan se det!
      Tak fordi du læser med.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Karen – du er helt almindelig ualmindelig sej. Punktum. Og du har helt sikkert verdens skønneste unge. Jeg ved, hvordan det er, når det hele sejler, men jeg ved ikke, hvordan det er at være alene om det. Men jeg ved nogle andre ting om svære sager, som jeg har oplevet i min barsel, da jeg var tæt på at dø i forbindelse med fødslen af mit andet barn. Der røg 15 liter blod den dag og en livmoder. Så jeg kender følelsen af, når intet er, som man havde forestillet sig med den barsel. Og det, jeg er kommet frem til, er: Smerte giver livet dybde og mere smag. Kriser er frygtelige og forfærdelige at være i, men de er også en proces, som kan give ufattelig styrke og anledning til stor taknemmelighed over det, der er – efterhånden. Mon du har læst Den nødvendige smerte? Hvis ikke, kan den anbefales. Og så sender jeg lige en meget meget stor portion god karma til dig her i novembermørket. Håber du får sat en masse gode lyse ting ind på kontoen, så der er noget at stå imod med. Men jeg kan jo se, at dit barn lyser så fint for dig.
    Kh Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • karennoroxe

      Kæreste Maria! For dælen da. Det der med at give liv, kan altså også være temmelig meget en bitch! Det er netop det, jeg mener, med at jeg sidder her og klynker over, hvor synd det er for mig. Og buhu jeg fik ikke den barsel, jeg havde håbet på. Og buhu jeg er alenemor. Så smider du nærdødsfødslen og jeg får røde ører. Men det handler jo heldigvis ikke om, at overgå hinanden i forfærdeligheder, men om at blive klogere og netop fokusere på den styrke, man også får med, livet lige vender sig en omgang. Jeg vil prøve at få fat i den bog du anbefaler, for det lyder som noget jeg kunne bruge.
      Tak for karma 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

November-nostalgi