Ansøgningens kunst

November-nostalgi

Jeg føler mig sådan lidt bagud for tiden. Med det hele. Med veninderne, med ansøgningerne, med oprydningen og ikke mindst med vasketøjet. Jeg løber rundt mellem det hele og lover til højre og venstre “i næste uge.. så kommer jeg op på siden af livet og får ryddet op”. Men gør jeg det? Ser det ikke sådan ud i næste uge også? Tjo måske. Men så er det nok nogle andre veninder det går ud over, nogle andre ansøgninger der skal skrives og det samme rod og vasketøj. Sådan må det jo være.

Mit overskud går for tiden til Kaisa, som bare bliver sjovere og sødere hele tiden. I mere end et år har hun og jeg været allertættest forbundne, og årsdagen for min flytning til København og dermed min første store beslutning som single-mor, nærmer sig. Jeg ved ikke om det skal fejres, men jeg ved, at det er en beslutning jeg ikke har fortrudt et eneste sekund. Det var en af de beslutninger, der kom fra hjertet, og i det øjeblik jeg havde sagt højt, at “jeg flytter tilbage til København” var det det helt rigtige. Faktisk fra det øjeblik jeg havde tænkt tanken, vidste jeg, at det gjorde jeg.

Jeg sad i en bil på en parkeringsplads og tudede til en veninde i telefonen da hun spurgte, om jeg ikke bare skulle se at flytte tilbage til København. Det kunne jeg jo ikke. Der er da ingen, der flytter VÆK fra familien, når man skal stå alene med et lille spædbarn. Og hvad med hendes far. Så ville han jo være alt for langt væk, og desuden havde jeg jo sat mig for at det Jyllands-eventyr død og pine skulle ende lykkeligt.

Men det der Jyllands-eventyr, var jo ikke noget eventyr, det var mit liv. Og jeg var egentlig ikke særlig glad i det.

Tanken om at komme til at sidde alene i en lejlighed eller et hus på landet, mens Kaisa far måske fandt en anden og flyttede sammen med hende (Jeg så de vildeste scenarier for mig med mig miserable og ulykkelig i en utæt hytte langt ude på landet, mens K fandt nye græsgange og blev lykkelig på et splitsekund. Og ja der var måske også et mord eller to med i de scenarier) Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg havde brug for at finde mig selv og jeg havde brug for en storby til at prøve kræfter med. Så jeg skulle flytte tilbage til min by.
Her bor jeg nu og jeg er glad. For det meste. Når jeg altså ikke lige søger job. Eller hænger vasketøj op. Eller er lige ved at betale 30 kr for 4 økologiske æbler fra Lillø. – Whaaat! 30 kr for 4 æbler i november! Det er der ingen, der vil betale, hvor jeg kommer fra! tsk Kjøvenhavnere!!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ansøgningens kunst