At spytte i kassen

Jeg forestillede mig, at jeg skulle skrive et langt indlæg om noget med små børn, der er alene i verden, og noget om verdens fattigdom, som bare bliver værre og værre. Men de små børn har jeg så svært ved at skrive om, fordi jeg synes, det er synd for ALLE, og jeg græder som pisket, bare jeg ser 5 minutter af den forfærdeligt dokumentar, som alle taler om.
Jeg kan pr definition ikke klare at se på små børn der græder, og jeg kan slet ikke holde ud at se forældre, som gerne vil hjælpe, men ikke kan finde ud af det.
Og jeg kan slet slet ikke holde ud, at et samfund som vores ikke kan magte opgaven at hjælpe de forældre og de børn, der har brug for det. Uanset om det er adopterede børn, flygtningebørn eller fattige familier, hvor forældrene ikke kan finde ud af at prioritere rigtigt.

Men hvad jeg absolut ikke kan klare er (er der mere? Ja, det er der!), at der er et tv-hold, der filmer det hele og kalder det dokumentar… Det handler om historiefortælling og er ikke virkelighed. Jeg bliver så ked af det, når folket går amok og kræver ofrer op skafottet. “Fyr den læge!” “Send børnene hjem!” “De forældre burde skydes!” – Det ødelægger så voldsomt meget for alle.
Der har siddet en instruktør og en producer (og en hel masse andre) og skåret fra og sat sammen, så historien bliver mest interessant og personerne kommer til at fremstå sådan, som de gerne vil have dem til. Ikke som de er i virkeligheden, for det er kedeligt og uspændende at kigge på. Så når vi ser en læge sige “Der er ikke mere at gøre, jeres datter er død, overvej organdonation” eller en mor sige: “Lad os bare være ærlige, min datter er en nitte” – så er der en grund til at netop de klip har fået lov til at komme med i filmen. Det er dem der skaber flest følelser hos publikum, men det er altså ikke hele sandheden. Mange tanker, handlinger og snak har gået forud, som vi ikke har indblik i. Det er en kæmpe fejl at se bort fra den effekt det har på mennesker, at der er et kamera, der følger alt hvad de gør. Ingen kan være helt sig selv, og ingen kan tåle at blive redigeret af fremmede mennesker med en historie for øje. Også selvom historien er vigtig.

Nå, men det var det, jeg forestillede mig at skrive om. Men jeg kunne ikke (?!) For hvad forskel gør det, at jeg sidder her i min varme stue (den er faktisk slet ikke så varm.. jeg ved ikke, der er vist et eller andet med radiatoren..) og peger fingre ad et system, der nogle gange ikke fungerer optimalt. Og ad nogle medier, der har et ansvar… Nææ jeg må hellere gøre noget. Hjælpe dem jeg kan se trænger, for det er jo i bund og grund det, der er det store ideologiske mål med de dokumentarfilm, der får vores hjerter til at briste. At vi skal gøre noget. Rejse os.
-Nej det er nu også så meget at forlange. Har trods alt lige skænket mig en kop kaffe. Men jeg kan da sende nogle penge via nettet til nogle, der har brug for det.
Jeg har besluttet at jeg vil donere en skærv til fattige familier i Danmark, så de kan få en dejlig jul. Julegaveregn.dk har nu fået en SMS fra mig. Og så vil jeg sende lidt afsted til nogle børn i Afrika… men hvilke??
Hvor og hvordan hjælper jeg bedst?

Im nothing special, in fact im a bit of a bore…

Det der med at være alenemor, ikk. Det er en uberegnelig kælling nogle gange.

Jeg synes generelt, jeg har megameget styr på det. Jeg klarer det fuldt ud ligeså godt, som dem der er to, og Kaisa og jeg mangler ikke noget. Når jeg tager ansvaret, går det rigtig rigtig godt. Faktisk er jeg pisse-go til det her mor-halløj. Jeg har ingen problemer med at ændre mit liv, for at være der for hende de næste mange år. Alle mine venner og veninder er søde til at hjælpe, og jeg holder gerne café-aften hjemme hos mig, når jeg nu ikke kan gå ud om aftenen.

Men nogle gange skal der ikke mere til end en glemt aftale eller en lidt for kort sms besked fra barnets far, før jeg sidder og tuder over livet og kigger ud på rodet og de beskidte tallerkner med indtørret æg fra aftenens spaghetti carbonara (for ja! det går faktisk rigtig godt med at lave mad til både Kaisa og mig). Så er det, at jeg opdager, at jeg har glemt, at det er mig, der har ansvaret. Jeg kommer til at regne med at nogle kommer og tager over på et tidspunkt. Det gør der ikke. Jeg har den. Altid.
Og så tuder jeg endnu mere og forbander langt væk, at jeg kunne tro andet.

Jeg ved godt at alle andre familier (og også dem uden børn) har opvask stående og rod i hjørnerne. Jeg ved også godt, at “de andre” også synes, det er røvsygt at finde flyverdragter og vinterstøvler til billige penge, og jeg ved også godt, at “de andre” heller ikke sidder og fletter fingre til “Forbrydelsen” hver søndag aften. Det ved jeg godt. Jeg er slet ikke spor speciel, og jeg gider i hvert fald heller ikke være det. Jeg har meget travlt med ikke at spille Skilsmissekortet ud til højre og venstre!

Jeg glemmer det faktisk ret ofte. Når mine gravide veninder spørger mig om, hvordan man får tiden til at gå i barslen (Ork, du kan gå til babysvømning og babybongo, og der ligger den skønneste lille cafe lige nede ved..), eller andre overvejer om de skal rejse til udlandet for at arbejde (Jamen, det ville jeg helt klart gøre, hvis jeg var dig! Faktisk så har jeg selv overvejet at søge job i…) og andre overvejer at gå hjemme med baby, mens de venter på plads i øko-steiner-naturvuggestuen, så kaster jeg mig rask ud i gode råd og “sådan gjorde jeg”-forklaringer.
Men jeg har intet at have det i. Det er ren bluf. For det er bare ikke muligheder jeg har. Jeg kan ikke rejse nogle steder hen, der ikke ligger i direkte forbindelse med Kystbanen, og at gå hjemme med barnet er jo utopi, for så er der slet ingen mulighed for at tjene penge. Og min barsel kan heldigvis ikke sammenlignes med nogen andens. Tiden gik af sig selv, mens jeg lå i fosterstilling på mine forældres sofa og kæmpede for at overleve.

Pis. Jeg er fuldstændig som alle andre. Jeg vil altså hellere være lidt bedre. Bare en anelse.

Til gengæld har jeg verdens sødeste barn.

Funny-Kaisa underholder

Jamen er hun ikke bare det sødeste i hele verden

Im nothing special, in fact im a bit of a bore…

Det der med at være alenemor, ikk. Det er en uberegnelig kælling nogle gange.

Jeg synes generelt, jeg har megameget styr på det. Jeg klarer det fuldt ud ligeså godt, som dem der er to, og Kaisa og jeg mangler ikke noget. Når jeg tager ansvaret, går det rigtig rigtig godt. Faktisk er jeg pisse-go til det her mor-halløj. Jeg har ingen problemer med at ændre mit liv, for at være der for hende de næste mange år. Alle mine venner og veninder er søde til at hjælpe, og jeg holder gerne café-aften hjemme hos mig, når jeg nu ikke kan gå ud om aftenen.

Men nogle gange skal der ikke mere til end en glemt aftale eller en lidt for kort sms besked fra barnets far, før jeg sidder og tuder over livet og kigger ud på rodet og de beskidte tallerkner med indtørret æg fra aftenens spaghetti carbonara (for ja! det går faktisk rigtig godt med at lave mad til både Kaisa og mig). Så er det, at jeg opdager, at jeg har glemt, at det er mig, der har ansvaret. Jeg kommer til at regne med at nogle kommer og tager over på et tidspunkt. Det gør der ikke. Jeg har den. Altid.
Og så tuder jeg endnu mere og forbander langt væk, at jeg kunne tro andet.

Jeg ved godt at alle andre familier (og også dem uden børn) har opvask stående og rod i hjørnerne. Jeg ved også godt, at “de andre” også synes, det er røvsygt at finde flyverdragter og vinterstøvler til billige penge, og jeg ved også godt, at “de andre” heller ikke sidder og fletter fingre til “Forbrydelsen” hver søndag aften. Det ved jeg godt. Jeg er slet ikke spor speciel, og jeg gider i hvert fald heller ikke være det. Jeg har meget travlt med ikke at spille Skilsmissekortet ud til højre og venstre!

Jeg glemmer det faktisk ret ofte. Når mine gravide veninder spørger mig om, hvordan man får tiden til at gå i barslen (Ork, du kan gå til babysvømning og babybongo, og der ligger den skønneste lille cafe lige nede ved..), eller andre overvejer om de skal rejse til udlandet for at arbejde (Jamen, det ville jeg helt klart gøre, hvis jeg var dig! Faktisk så har jeg selv overvejet at søge job i…) og andre overvejer at gå hjemme med baby, mens de venter på plads i øko-steiner-naturvuggestuen, så kaster jeg mig rask ud i gode råd og “sådan gjorde jeg”-forklaringer.
Men jeg har intet at have det i. Det er ren bluf. For det er bare ikke muligheder jeg har. Jeg kan ikke rejse nogle steder hen, der ikke ligger i direkte forbindelse med Kystbanen, og at gå hjemme med barnet er jo utopi, for så er der slet ingen mulighed for at tjene penge. Og min barsel kan heldigvis ikke sammenlignes med nogen andens. Tiden gik af sig selv, mens jeg lå i fosterstilling på mine forældres sofa og kæmpede for at overleve.

Pis. Jeg er fuldstændig som alle andre. Jeg vil altså hellere være lidt bedre. Bare en anelse.

Til gengæld har jeg verdens sødeste barn.

Funny-Kaisa underholder

Jamen er hun ikke bare det sødeste i hele verden

November-nostalgi

Jeg føler mig sådan lidt bagud for tiden. Med det hele. Med veninderne, med ansøgningerne, med oprydningen og ikke mindst med vasketøjet. Jeg løber rundt mellem det hele og lover til højre og venstre “i næste uge.. så kommer jeg op på siden af livet og får ryddet op”. Men gør jeg det? Ser det ikke sådan ud i næste uge også? Tjo måske. Men så er det nok nogle andre veninder det går ud over, nogle andre ansøgninger der skal skrives og det samme rod og vasketøj. Sådan må det jo være.

Mit overskud går for tiden til Kaisa, som bare bliver sjovere og sødere hele tiden. I mere end et år har hun og jeg været allertættest forbundne, og årsdagen for min flytning til København og dermed min første store beslutning som single-mor, nærmer sig. Jeg ved ikke om det skal fejres, men jeg ved, at det er en beslutning jeg ikke har fortrudt et eneste sekund. Det var en af de beslutninger, der kom fra hjertet, og i det øjeblik jeg havde sagt højt, at “jeg flytter tilbage til København” var det det helt rigtige. Faktisk fra det øjeblik jeg havde tænkt tanken, vidste jeg, at det gjorde jeg.

Jeg sad i en bil på en parkeringsplads og tudede til en veninde i telefonen da hun spurgte, om jeg ikke bare skulle se at flytte tilbage til København. Det kunne jeg jo ikke. Der er da ingen, der flytter VÆK fra familien, når man skal stå alene med et lille spædbarn. Og hvad med hendes far. Så ville han jo være alt for langt væk, og desuden havde jeg jo sat mig for at det Jyllands-eventyr død og pine skulle ende lykkeligt.

Men det der Jyllands-eventyr, var jo ikke noget eventyr, det var mit liv. Og jeg var egentlig ikke særlig glad i det.

Tanken om at komme til at sidde alene i en lejlighed eller et hus på landet, mens Kaisa far måske fandt en anden og flyttede sammen med hende (Jeg så de vildeste scenarier for mig med mig miserable og ulykkelig i en utæt hytte langt ude på landet, mens K fandt nye græsgange og blev lykkelig på et splitsekund. Og ja der var måske også et mord eller to med i de scenarier) Det ville jeg ikke kunne bære. Jeg havde brug for at finde mig selv og jeg havde brug for en storby til at prøve kræfter med. Så jeg skulle flytte tilbage til min by.
Her bor jeg nu og jeg er glad. For det meste. Når jeg altså ikke lige søger job. Eller hænger vasketøj op. Eller er lige ved at betale 30 kr for 4 økologiske æbler fra Lillø. – Whaaat! 30 kr for 4 æbler i november! Det er der ingen, der vil betale, hvor jeg kommer fra! tsk Kjøvenhavnere!!

Ansøgningens kunst

Jeg ligger vandret i jobsøgerland. I denne uge har jeg været til to samtaler samtidig med, at jeg skriver på det, der skal blive Verdens Bedste Ansøgning til Verdens Bedste Job. Og med sådan en titel skal det jo nok gå godt.

Jeg sad en uge og stirrede ind i det tomme hvide dokument. Skrev: “Til rette vedkommende.” Nej, slettede det igen. “Kære…”. Slettede det igen. “Jeg tillader mig hermed at rette henvendelse angående den opslåede stilling …” SLEEET! “Jeg hedder Karen Nørøxe, jeg er din nye medarbejder…Baaah”. Slettede det igen. “Hyr mig!” – Hey! Det ser godt ud! … slettede det igen.

Jamen for hæwled! Når nu stillingsopslaget endelig er der, og jeg bare ved at jeg vil have det job, hvordan kan det så være så svært at skrive den ansøgning?

I mandags havde jeg den så. Endelig. Nu sad den hvor den skulle. Så skulle den bare lige rettes igennem af Et Par Friske (og altid kritiske) Øjne, inden den blev skippet afsted. (…) -Jeg fik den tilbage helt overstreget af rødt. Verdens kedeligste ansøgning, som intet siger om, hvem jeg er, og hvorfor jeg skal have det job.
Buhu. Virkelig? Kan jeg skrive så dårlig en ansøgning, at kun to (to?) linjer siger “hyr mig”?
Tirsdag startede jeg så helt forfra. Gik i en helt anden retning, kreativ og spillevende. Her kommer jeg, og jeg skal vise dig, hvem jeg er-agtig. De Friske Øjne jublede. Nu begynder det at ligne noget. Nye øjne kiggede med, og de mente, at jeg måske var gået lige lovlig vidt i kreativ-ansøgningen.

Så nu sidder jeg her torsdag eftermiddag med en tredje ansøgning, som er blevet en blanding af de to. Jeg er ret godt tilfreds. Jeg er jo after all den evige mægler, vægelsindet over dem alle, miss Radikal, der aldrig kan tage et konsekvent valg, ikke den røde og ikke den blå tale, men en blandning af dem begge: Den lilla!

Og nu skal min lilla ansøgning (Og nej, den er altså ikke lilla i virkeligheden, så frisk-fyr har jeg ingen ambition om at udgive mig for) sendes afsted til rette modtager med krydsede fingre og hviskende bønner, for please, hvor vil jeg gerne det her. -Jeg overvejer at droppe De Friske Øjne der skal finde fejl, fordi jeg ikke orker mere kritik. Men det tror jeg også er en dårlig idé. Sidder trods alt med en engelsk autocorrect og trætte øjne, der har kigget på dette dokument i 14 dage.

Hvis nogle skulle være i tvivl: Its a tough job, not having a job!

Older posts