Jeg keeeder mig..

Hvorfor er det så svært at sige højt?

Tænk sig, jeg synes, det er mere grænseoverskridende at tale med fremmede mennesker, om at jeg er arbejdsløs, end at tale om fodvorter, skilsmisser og fødsler. Jeg underholder gerne et helt middagsbord om mine mest personlige problemer, og man skal ikke prikke meget til mig, før jeg malerisk fortæller intime detaljer om min fødsel og alt muligt andet. (Og det skal jeg også til at holde op med)
Men min status som arbejdsløs, det gør sgu lidt ondt. Selvom der ifølge medierne i disse tider er voldsomt mange arbejdsløse, kender jeg ikke ret mange mere. Jeg synes ærligt talt, at det er et kæmpe nederlag, og jeg undrer mig faktisk over, hvorfor det er så slemt at indrømme. Måske fordi jeg er opdraget med at ledighed er dovenskab, og dovenskab er roden til alt ondt. Måske fordi jeg inderst inde selv synes jeg kunne gøre mere. Selvom der aldrig er nogle, der har beskyldt mig for at være doven (ikke i arbejdsmæssig sammenhæng i hvert fald, i privaten er jeg fullblown luddoven!) så er det som om, jeg læser det ind i hvert eneste blik og hvert eneste velmenende ‘gode’ råd. “Har du prøvet at bruge dit netværk? Det hjalp bare mig helt vildt, da jeg var arbejdsløs” var der én, der sagde til mig i weekenden. Hvis ikke jeg var sådan en pæn pige (ja det er jeg), så havde jeg slået hende lige midt i ansigtet.

Ja, gu faen har jeg da brugt mit netværk! Hvem gør ikke det?? Men om jeg har brugt dem nok, om jeg har brugt dem for meget, eller om jeg har brugt dem på en forkert måde, det ved jeg ikke. Og jeg bliver en lille smule sindssyg af at tænke på det. man kan altid gøre mere. Jeg kan gøre mere. I dag har jeg gjort noget nyt endnu en gang.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg keeeder mig..