Hvorfor er det så svært at sige højt?

Tænk sig, jeg synes, det er mere grænseoverskridende at tale med fremmede mennesker, om at jeg er arbejdsløs, end at tale om fodvorter, skilsmisser og fødsler. Jeg underholder gerne et helt middagsbord om mine mest personlige problemer, og man skal ikke prikke meget til mig, før jeg malerisk fortæller intime detaljer om min fødsel og alt muligt andet. (Og det skal jeg også til at holde op med)
Men min status som arbejdsløs, det gør sgu lidt ondt. Selvom der ifølge medierne i disse tider er voldsomt mange arbejdsløse, kender jeg ikke ret mange mere. Jeg synes ærligt talt, at det er et kæmpe nederlag, og jeg undrer mig faktisk over, hvorfor det er så slemt at indrømme. Måske fordi jeg er opdraget med at ledighed er dovenskab, og dovenskab er roden til alt ondt. Måske fordi jeg inderst inde selv synes jeg kunne gøre mere. Selvom der aldrig er nogle, der har beskyldt mig for at være doven (ikke i arbejdsmæssig sammenhæng i hvert fald, i privaten er jeg fullblown luddoven!) så er det som om, jeg læser det ind i hvert eneste blik og hvert eneste velmenende ‘gode’ råd. “Har du prøvet at bruge dit netværk? Det hjalp bare mig helt vildt, da jeg var arbejdsløs” var der én, der sagde til mig i weekenden. Hvis ikke jeg var sådan en pæn pige (ja det er jeg), så havde jeg slået hende lige midt i ansigtet.

Ja, gu faen har jeg da brugt mit netværk! Hvem gør ikke det?? Men om jeg har brugt dem nok, om jeg har brugt dem for meget, eller om jeg har brugt dem på en forkert måde, det ved jeg ikke. Og jeg bliver en lille smule sindssyg af at tænke på det. man kan altid gøre mere. Jeg kan gøre mere. I dag har jeg gjort noget nyt endnu en gang.

Jeg keeeder mig..

Ja det ved jeg godt, at man ikke må sige. Og da slet ikke hvis der er en voksen, der hører det, for så kan man jo altid gå i gang med at vaske vinduer eller støvsuge på sit værelse eller noget andet kedeligt.

Min mor synes selv, hun havde fundet alle tiders gode pædagogiske ide (ja, hun læste på seminariet, da jeg var barn) “så ked dig på tid! – det kommer der altid gode ideer ud af” sagde hun, når vi helt tomme for ideer kom til hende. Så satte hun æggeuret til 15 minutter, og så måtte man absolut ikke lave noget som helst indtil uret ringede. Det var som regel så kedeligt, at vi fandt på noget at lave, inden de 15 minutter var gået. Mor havde vundet, og vi var ligeglade, for vi var allerede på vej ned i klæd-ud-kassen efter udklædning til at lege melodi grandprix eller gymnastikpiger med langt hår.

Jeg synes egentlig, jeg har travlt, selvom jeg sjældent kommer ud af lejligheden. Har konstant to tre ansøgninger i affyringsrampen og tjekker hele tiden min indbakke for svar fra kommende arbejdsgivere. Jeg arbejder gratis for dem der spørger (lad nu være med at spørge!), og har freelancejobs rundt omkring. Jeg finder på nye ideer og projekter, som jeg sætter i søen, selvom succesen ikke altid bliver som forventet.

Overhovedet ikke selvhøjtideligt efterårsbillede

I denne uge har jeg overskredet endnu en grænse, for at få et drømmejob. På den gode måde altså. Jaja ro på! Jeg har jo ikke solgt min krop eller meldt mig til Paradise eller noget i den stil, men bare udfordret mig selv på et område, som for mig er grænseoverskridende, og det tror jeg er godt at gøre en gang i mellem. Jeg tror det er det, jeg lærer af i denne her tid.
Lad være med at tage dig selv så højtideligt, at du ikke kan give af dig selv til andre. Sæt lidt af dig selv på spil, så er du tættere på at vinde det halve kongerige.
Jeg tror simpelthen, at universet prøver at lære mig noget. Måske fordi jeg altid har været heldig og forkælet og fået de jobs jeg søgte. Hvis der var noget jeg gerne ville, skulle jeg nok nå det. Lige nu virker det som længe siden, jeg fik hvad jeg pegede på.

Nu er det A-kassen der leger “Ked dig på tid”. De har sat æggeuret, og til maj 2013 ringer det. Jeg gider simpelthen ikke kede mig så længe, så jo nærmere vi kommer sidste salgsdato jo dybere graver jeg i klæd-ud-kassen. Måske skulle jeg melde mig til Melodi grandprix? -Gymnastikpige med langt hår er nok for risikabelt i min alder.

Jeg keeeder mig..

Ja det ved jeg godt, at man ikke må sige. Og da slet ikke hvis der er en voksen, der hører det, for så kan man jo altid gå i gang med at vaske vinduer eller støvsuge på sit værelse eller noget andet kedeligt.

Min mor synes selv, hun havde fundet alle tiders gode pædagogiske ide (ja, hun læste på seminariet, da jeg var barn) “så ked dig på tid! – det kommer der altid gode ideer ud af” sagde hun, når vi helt tomme for ideer kom til hende. Så satte hun æggeuret til 15 minutter, og så måtte man absolut ikke lave noget som helst indtil uret ringede. Det var som regel så kedeligt, at vi fandt på noget at lave, inden de 15 minutter var gået. Mor havde vundet, og vi var ligeglade, for vi var allerede på vej ned i klæd-ud-kassen efter udklædning til at lege melodi grandprix eller gymnastikpiger med langt hår.

Jeg synes egentlig, jeg har travlt, selvom jeg sjældent kommer ud af lejligheden. Har konstant to tre ansøgninger i affyringsrampen og tjekker hele tiden min indbakke for svar fra kommende arbejdsgivere. Jeg arbejder gratis for dem der spørger (lad nu være med at spørge!), og har freelancejobs rundt omkring. Jeg finder på nye ideer og projekter, som jeg sætter i søen, selvom succesen ikke altid bliver som forventet.

Overhovedet ikke selvhøjtideligt efterårsbillede

I denne uge har jeg overskredet endnu en grænse, for at få et drømmejob. På den gode måde altså. Jaja ro på! Jeg har jo ikke solgt min krop eller meldt mig til Paradise eller noget i den stil, men bare udfordret mig selv på et område, som for mig er grænseoverskridende, og det tror jeg er godt at gøre en gang i mellem. Jeg tror det er det, jeg lærer af i denne her tid.
Lad være med at tage dig selv så højtideligt, at du ikke kan give af dig selv til andre. Sæt lidt af dig selv på spil, så er du tættere på at vinde det halve kongerige.
Jeg tror simpelthen, at universet prøver at lære mig noget. Måske fordi jeg altid har været heldig og forkælet og fået de jobs jeg søgte. Hvis der var noget jeg gerne ville, skulle jeg nok nå det. Lige nu virker det som længe siden, jeg fik hvad jeg pegede på.

Nu er det A-kassen der leger “Ked dig på tid”. De har sat æggeuret, og til maj 2013 ringer det. Jeg gider simpelthen ikke kede mig så længe, så jo nærmere vi kommer sidste salgsdato jo dybere graver jeg i klæd-ud-kassen. Måske skulle jeg melde mig til Melodi grandprix? -Gymnastikpige med langt hår er nok for risikabelt i min alder.

Så er der rundvisning. Kender du typen..

Fik jeg nogen sinde pralet med min nye sofa? Altså med billede og alting. Nej det gjorde jeg vist ikke, og nu er der nemlig også kommet puder i, og jeg synes, det er blevet lige præcis så hyggeligt, som jeg gerne vil have det. Se selv:

Nu der endelig var ryddet op, og jeg alligevel var i gang med at tage billeder, kunne jeg jo lige så godt vise et frem af spisebordet også. Det er noget helt nyt for mig at have møbler, jeg selv har valgt, og som jeg synes er flotte.

Jeg købte sofaen på Lauritz.com og havde en fest med at byde til højre og venstre (Det kan klart anbefales som aftenunderholdning, når vinteren begynder at ruske i ruderne og andre steder – man skal bare passe på med ikke at ende med sidste bud på den der hæslige ternede sag, som man kom til at byde lidt for meget på, da der gik sport i det. Jeg taler ikke af erfaring. Det gør jeg ikke.)
Sofaen er en Wegner, som højst sandsynligt har stået på et kollegieværelse eller en kaserne et sted en gang. Der er lavet masser af dem, så de er ikke dyre, men kvaliteten er god og så er de så pæne. Synes jeg.
Bordet er et jeg fik i julegave af mine forældre sidste år. De har en ven, der er møbelpolstrer og han er altid god for en god snak om møbler, og har et mindre lager af fine gamle møbler, som han sætter i stand. Jeg er meget meget glad for mit bord.

Ja, efter sådan en lille rundtur i det Karen’ske hjem skulle man jo tro, at jeg var gået hen og blevet huslig. Nææ jeg har såmænd bare ryddet lidt op, og pludselig ser her så hyggeligt ud, at jeg ville vise lidt frem.
Jeg er dog blevet lidt mormor-huslig, for fik jeg fortalt at englebarnet og jeg forleden fik farserede porer med persillesovs og kartofler?? Det gjorde vi! Hjemmelavet af den fineste slags af denne her mama selv. Og sørme om jeg ikke også stoppede op og dokumenterede det hele, som enhver blogger bør gøre…
Og JA, jeg kan godt lide mange kartofler. Mange.
(Jajaja.. En gang skal jeg nok vise billeder af sund mad.)

Så er der rundvisning. Kender du typen..

Fik jeg nogen sinde pralet med min nye sofa? Altså med billede og alting. Nej det gjorde jeg vist ikke, og nu er der nemlig også kommet puder i, og jeg synes, det er blevet lige præcis så hyggeligt, som jeg gerne vil have det. Se selv:

Nu der endelig var ryddet op, og jeg alligevel var i gang med at tage billeder, kunne jeg jo lige så godt vise et frem af spisebordet også. Det er noget helt nyt for mig at have møbler, jeg selv har valgt, og som jeg synes er flotte.

Jeg købte sofaen på Lauritz.com og havde en fest med at byde til højre og venstre (Det kan klart anbefales som aftenunderholdning, når vinteren begynder at ruske i ruderne og andre steder – man skal bare passe på med ikke at ende med sidste bud på den der hæslige ternede sag, som man kom til at byde lidt for meget på, da der gik sport i det. Jeg taler ikke af erfaring. Det gør jeg ikke.)
Sofaen er en Wegner, som højst sandsynligt har stået på et kollegieværelse eller en kaserne et sted en gang. Der er lavet masser af dem, så de er ikke dyre, men kvaliteten er god og så er de så pæne. Synes jeg.
Bordet er et jeg fik i julegave af mine forældre sidste år. De har en ven, der er møbelpolstrer og han er altid god for en god snak om møbler, og har et mindre lager af fine gamle møbler, som han sætter i stand. Jeg er meget meget glad for mit bord.

Ja, efter sådan en lille rundtur i det Karen’ske hjem skulle man jo tro, at jeg var gået hen og blevet huslig. Nææ jeg har såmænd bare ryddet lidt op, og pludselig ser her så hyggeligt ud, at jeg ville vise lidt frem.
Jeg er dog blevet lidt mormor-huslig, for fik jeg fortalt at englebarnet og jeg forleden fik farserede porer med persillesovs og kartofler?? Det gjorde vi! Hjemmelavet af den fineste slags af denne her mama selv. Og sørme om jeg ikke også stoppede op og dokumenterede det hele, som enhver blogger bør gøre…
Og JA, jeg kan godt lide mange kartofler. Mange.
(Jajaja.. En gang skal jeg nok vise billeder af sund mad.)

Older posts