Jeg løber!

Jeg har været ude at LØBE en tur rundt om søerne i dag! … ok. Rundt om én sø i dag. Men det er så længe siden jeg har været i løbetøjet, at jeg først slet ikke vidste, hvor jeg skulle lede efter det. Helt bagerst i skabet sammen med malertøjet (ok, jeg har ikke noget løbetøj.. løbetøj og malertøj er det samme)
Jeg er fandme så sej og stolt af mig selv at jeg er ved at revne. Jeg er i gang!

Efter at have siddet alt for længe på sofaen, med vingummier og fjernbetjening inden for rækkevidde, har jeg nu rejst mig. Min plan fra i går er i gang!

Jeg har også sendt to gode ansøgninger afsted og kontaktet én af de sejeste kvinder jeg kender, for at bede om råd. Uh, det er skræmmende, men så fedt.

Se lige mig på vej ud at løbe. Man ser viljestyrken i mine øjne:

Og efter løbeturen med røde kinder! Kan I se det? De er lidt røde i den ene side, lige der under øjet. Jow jow den er god nok! Pulsen var oppe, selvom det var en meget kort tur.

.. 365.. 366… 367.. Nu kommer jeg!

Det har været en stille tid her på min blog, fordi jeg har arbejdet og plejet familie og plejet mig selv. Nu er jeg her igen, og klar til at poste på livet løs.
Jeg er inde i en lidt …øh træg periode lige nu, men det skal der laves om på starting from now!
Min plan (som altså er den, der starter lige i dette sekund) er at jeg skal gøre alt, hvad jeg finder på NU. Altså ikke sådan noget med at klø, når det klør og hoppe på et ben gennem Netto, men mere sådan noget med at ringe til en sej kvinde og fritte hende for ideer, eller dukke op med mit CV i hånden og bede om en samtale, eller skrive en novelle og sende den til nogen som kan læse den. (hov! nu fandt jeg på det.. så skal det gøres!)
Jeg er så træt af at hænge i mit eget dynd, fordi jeg ikke tør udfordre mig selv lige nu, men udsætter det hele til i morgen, for det skal jo liiige tænkes igennem hundrede gange.. Slut med det. NU.

Når jeg skal beskrive mig selv, vil jeg sige at jeg er impulsiv, positiv og ikke bange for at udfordre mig selv. Det er der nok bare ikke så mange andre, der ville beskrive mig som lige for tiden. For i lang tid har jeg ikke rigtig fulgt mig selv. Jeg har pakket mig så godt ind i “burde” og “hvad tænker de andre” at jeg slet ikke kan genkende mig selv i spejlet mere.

Nu er jeg på banen igen! Fra nu af!
-Jeg har en novelle der skal skrives, og en kvinde der skal ringes til og et CV der skal deles ud. HejHej!

kærester eller ej?

Der var en gang, hvor vi var nogle, der bare hadede dem der blev kæreste-kedelige. Vi afskrev rask væk en veninde, fordi hun var så heldig at forelske sig i en fyr, som rent faktisk tog telefonen, når hun ringede. Så blev hun jo bare ikke inviteret næste gang vi skulle spænde stiletten på og danse moderne.

Så gik der nogle år og så blev det mig der blev afskrevet, fordi jeg flyttede til det store mørke Jylland, og forsøgte at finde mig selv på en voksen og velovervejet måde (gaab, gad vide hvorfor det mislykkedes?) og alligevel altid har en unge hængende på den ene hofte. Jeg kan jo ikke komme med i bio, på bar, til yoga eller disko… eller på en cafe, der ikke ligger i gadeplan.

Og nu er vi tilbage ved dem, der er kæreste-kedelige. Endnu en bekendt har meldt sig i skilsmisse-køen, og jeg kan nu dele ud af mine dyrtkøbte erfaringer over rødvin og ostestænger en onsdag aften med afkommet pakket ned for natten.
Og sorry -jer med jeres perfekte mænd og parforhold er bare ikke velkomne.
I kan jo passende tage i biografen den dag.

En engel er landet..

Årh hvor vil jeg gerne kunne sige at nu er jeg fuld af overskud og tjuhej. Nå, men det er jeg ikke helt, men til gengæld arbejder jeg i disse uger (jep,med money and all), så min undskyldning for ikke at sprøjte inspirerende indlæg ud gennem fingrene er helt legal. Synes jeg. Og så alligevel ikke, for jeg vil jo gerne kunne begge dele, så lidt dårlig samvittighed har jeg… indtil nu, hvor jeg kan snyde og henvise til Babybusiness.dk (Verdens bedste babysite!) hvor I kan læse om, hvordan en Engel lander i mine arme.

Det er jo et helt liv siden.

Ingen penge har vi nok af…

Ingen penge. Igen. jeg startede denne måned i minus. På en normal måned har jeg lidt mere end 1000 kr til mad, bleer, klippekort og toiletpapir, når budgetkontoen har ædt, hvad den har krav på. Jeg har brugt børnepengene allerede, og der er lang tid til oktober, hvor næste portion kommer. Bare der ikke bliver koldt inden da, for Englebarnet har ingen vinterstøvler. Jeg har ingen lys på mit badeværelse, ingen vinterjakke, og min cykel kan kun køre i 1.gear. Har ikke råd til at få nogle af tingene fixet. Voksent that is.

How did I get here?
For ca 3 år siden fik jeg en ny bankrådgiver, fordi ham jeg havde var rykket videre i systemet. Det virker som om bankverdenens karrierestige starter med, at man kan øve sig på sådan nogle som mig, inden man rykker op til rigtige voksne bankkunder. Det er dem man kan tale investeringer og realkredit og friværdig med uden at skulle forklare på sjetteklasses niveau. I hvert fald har jeg nu været igennem fire unge bankrådgivere i min voksne tid i banken. Jeg har også været kunde i den samme bank hele mit liv. Mine forældre og min søster og hendes mand er også kunder i samme bank. Jep, Vi er loyale, hvor jeg kommer fra, sådan er det.

Nå, men det var nok også en god ide, at jeg fik ny bankrådgiver, for ham jeg havde, har jeg gået i folkeskole med (og måske kysset med på en sofa, hos én der hed Mette i Vivild i 1994), og det er ikke et godt udgangspunkt for en seriøs samtale om kassekreditter. i hvert fald endte jeg med verdens største studiegæld uden at rødme det mindste. Not my problem, for min bankmand grinede jo bare lidt ad mig, når jeg ringede og skulle have forhøjet kreditten. Igen. Jeg levede et skønt studieliv, med konstant minus på kontoen, og når jeg manglede en computer, et studieophold, et indskud, et indskud.. endnu et indskud (når man har boet et sted i et år, skal der ske noget nyt), så ringede jeg til Bankmand og vupti, så var der penge på kontoen igen. Måske var det tiderne, måske var det mig, der ikke var voksen nok, eller måske var det virkelig ikke en særlig god konstellation med et så hmmm “personligt” forhold til sin bankrådgiver, jeg ved det ikke. Jeg ved kun, at jeg boede i crappy lejligheder med gamle arvede møbler og aldrig har rejst længere væk end Kreta, men byture, taxa hjem, tøj og cafeliv var essentials.

For tre år siden fik jeg et brev fra Bankfyr, hvor han meddelte at havde fået nyt arbejde, så en kollega overtog mine finanser. Så skal jeg love for, at der blev sat system i rodet, og lille Karen fik lov at se sig selv efter i sømmene og redegøre for, hvor alle pengene blev af. Ny Bankdame truede med den store grumme Electron, og jeg lovede bod og bedring.

Og jeg vågnede op og tog mig sammen! For hvis der er noget, jeg er bange for her i verden, så er det penge-autoriteter. Jeg fik budgetkonto, forsikringer, pensionsopsparing og rådighedsbeløb. Alt sammen noget jeg slet ikke kendte til i en alder af 31.

Nu tre år senere lever jeg stadig på røven. Men jeg betaler mine regninger, betaler af på lån og har gudhjælpemig også en børneopsparing, men jeg har INGEN penge til noget sjov til mig. Overhovedet. Jeg kæmper med shoppetrangen og lysten til at slukke for fornuften og lade dankortet smelte i Østerbros butikker.
-Og den sidste måned har jeg givet efter og ladet det glide lidt for meget. Jeg har lukket øjnene og nynnet højt for mig selv, når fornuften bankede på. Shut up! Det er min tur! Jeg fortjener det!

Det er sjovt at spare i en måned. Uh se hvor meget mad, jeg kan få ud af det her kålhoved! – Men i 3 år. Not fun.
Så hvis jeg næste gang vi ses, har neskaffe med i termoen i stedet for at hente den i fancy coffeeshop, you now know why..