Når småkagerne ryger på gulvet…

… Må man sætte sig på gulvet og spise løs.

Min dag startede således: Efter at have afleveret Kaisa (aka Smukke Englebarn) i vugger, satte jeg mig med en kop kaffe og dagens blogroll (som jeg må finde ud af hvordan man sætter herind, så I kan se hvad jeg læser med på… det er ikke så lidt, skal jeg hilse og sige) og funderede over, om jeg skulle ignorere solskin og give min lejlighed lidt opmærksomhed. Vi lever trods alt i krummer i knæhøjde i disse dage. Eller om jeg skulle ignorere lejlighed og skride ud i byen for at sætte mig et sted i solen og skrive de artikler, jeg har i hovedet.
Inden jeg nåede så langt som til at træffe en afgørelse i dette svære valg (not), ringede de fra vuggestuen. Kaisa var faldet på legepladsen og havde slået sin læbe, så det blødte, så de havde altså give hende en is. Med sukker. Bare for at få blodet til at stoppe. Jeg elsker Østerbro’ske vuggestuer! Udover at jeg instinktivt fik tårer i øjnene, bare af at høre at min unge har blødt på en legeplads, så synes jeg, det er dejligt med omsorg i småtingsafdelingen. Drama jovist, men selvom jeg er imod sukkerfodring af min 1årig, så er jeg så meget FOR 1.hjælp, der kan ordnes med en is.

Da dette dagens første drama var modtaget og ude af verden, kunne jeg roligt vende tilbage til mit føromtalte dilemma, som naturligvis endte ud i en kombi-løsning, der bød på tæppe, notesbog og musik i ørerne ude i gården (så var planen nemlig at jeg hurtigt kunne vende tilbage til den synkende lejlighed, når jeg lige havde flyttet hvad jeg havde i hovedet ned i notesblokken..)

Men inden jeg fik pakket ud i gården ringede telefonen igen. Denne gang min mor der kunne fortælle, at hun lige havde sendt min far med ambulance til Skejby sygehus og min mormor på Hobro sygehus.

Det var så der småkagerne røg på gulvet…

Min far er hjertepatient, og jeg orker ikke at komme ind på hele hans sygdom lige nu, men han har været kronisk syg længe, og alligevel er det altid et granatchok, når sådanne opkald kommer. Alt står stille og vejrtrækningen bliver en anelse mere tung. Hvad nu..
Min mormor er gammel og ja det går jo den vej, men for fanden det er hårdt alligevel. Hun er den dejligste mormor i verden, og jeg er så stolt af hende, så når hun lider, gør jeg også.

Nu sidder jeg så her og afventer. Ingen ved, hvad der sker med hverken den eller den anden patient, så jeg må bare vente på, at nogen ringer og fortæller hvad der sker..

Hvordan reagerer jeg så i sådan en situation?
Well, når verden ramler sammen omkring mig, tyer jeg til kage. Og shopping. Ned til nærmeste cafe og bestille den største kage med mest snask og en stor kaffe Latte. på vejen når jeg at svinge dankortet gennem automaterne i et par butikker, så jeg nu er blevet en vintertrøje, et tørklæde og en bæresele til Englen rigere. En psykolog kunne sikkert sige en hel masse om det. Jeg vælger at være ligeglad.

Og hvis ikke snart telefonen ringer, går jeg på nettet med mit dankort… og spiser krummerne på gulvet…

Noget om planer

Det er mandag, solen skinner og jeg er træt på den aldeles gode måde. Jeg har haft en fantastisk weekend med sol og dejlig datter! Vi har hygget så meget, og næsten alle planer er lykkedes. Næsten. For Gudhjælpemig om jeg ikke kastede mig ud i et kamikaze-projekt, der endte helt i hegnet. Alle med små børn ved, at planer altid skal have en a, b og c version, og en ekstraplan der rydder hele bordet, hvis alt ender i skrig eller lort eller begge dele.

Kamikazeprojektet afspillede sig således; Jeg sagde ja til at komme på besøg hos single-veninde-uden-børn i hendes nye lejlighed sammen med Englebarnet. For hun er jo en engel, der er lige til at tage med under armen og kan sove hvorsomhelst, så det virkede som en pissego plan at komme til dinner & a movie og noget rødvin og snak den halve nat, mens baby sov blidt og trygt på et soveværelse et sted.
Jeg glæder mig til at være fri med barn, og gør alle de rigtige ting for at Englen skal sove trygt hele natten. Hun får bad, og yndlingsmad, og tumler rundt på gulvet, så hun er helt grydeklar, da vi sætter kurs mod Nørrebro. For at være velforberedt (jeg er vel MOR, så jeg forbereder..haha) skrev jeg allerede flere dage inden en sms til veninde som lød “Er der mulighed for at Kaisa kan sove på dit soveværelse?” … “Ja selvfølgelig!” svarer veninde. Her sker så det store kommunikationsbrud. Hvad jeg skulle have skrevet var: “Har du et soveværelse? Er der dør til dit soveværelse? Er der gardiner i dit soveværelse? Hvis du kan svare ja til ALLE tre spørgsmål, vil jeg gerne komme sammen med Kaisa, så hun kan sove derinde, mens vi hygger.”

For hæwled, man opdager på den hårde måde, at man lever i to forskellige verdener, når man vader rundt på Blågårds Plads kl 21.30 fredag aften og prøver at få et barn til at sove! Jo, jeg synes da, det er en dejlig lejlighed du har fået, og sikke centralt hva, men HVORFOR HAR DU INGEN DØR TIL DIT SOVEVÆRELSE?? Skal det nu til at være smart?
Da Englebarnet endelig faldt i søvn i sin klapvogn ude i opgangen, var mor så træt at et enkelt glas vin og en halv sort/hvid film sendte hende lige lukt til drømmeland… Hulk og øv den tøseaften må gøres om en anden gang. Hos mig. Hvor døre er obligatoriske til soveværelser og toiletter.

To be vigtig or not to be

Dammit! Jeg har lige skrevet et længere indlæg omkring min Fashion show oplevelse, og nu er den væk. forsvundet ud i cyber. Øv øv. Øv.

Der var en lille snas, der dukkede frem igen efter min intense søgning, og jeg er for træt til at skrive det hele om, men Jeg bliver nødt til at dele min begejstring:

Fåååårk, det var fantastiske dage på job! Mig der tripper alene rundt blandt børnetøj og designere og semikendte. Gratis goodiebags og vand på små vinflasker! Jeg synes det var top-sjovt og ville gøre det igen anytime!
Jeg følte mig så vigtig med presseskilt og stiletter og læbestift (som jeg var så glad for, at jeg havde taget på, for inde i mit hoved var jeg fashionable fashionista) Åååhh den følelse af at være vigtig og med…. Må den vare evigt!

Men det gjorde den ikke. Jeg kom hjem til et afslag på et job jeg havde søgt, været til samtale på og virkelig gerne ville have. Åååhh så er jeg tilbage i køen igen. Nå op på hesten og ud over stepperne er det ikke sådan man siger? Men det må jo være et tegn ikk? På at der er noget bedre og større i vente for mig ikk? … ikk?

Tog forresten lige et billede af mig som er vigtig.

Copenhagen fashion week – Im yours!

Wuuhuuu! Jeg skal til modemesse! Jeg er sådan én der styrter rundt til det ene “show” efter det andet, med stilletter, solbriller og uglet hår (på den fede måde) og stiller op til foto-posering med krydsede ben og trutmund, mens jeg svarer på, hvor jeg har købt mit tøj. (Oh this old thing? Its vintage, darling.) Uh jeg glæder mig! Måske ser jeg alle de kendte? Hej Uffe Buchardt! Og nææ goddag Mary, årh tak, du ser nu også godt ud..

Ok, det er børnemode jeg skal kigge på, så jeg tvivler stærkt på at Uffe dukker op, og der er nok heller ikke så mange fotografer på lige netop min strækning, men jeg tillader mig at lege, at jeg er fashionista! Og jeg lader også som om jeg er personligt inviteret, og ikke har fået min akkreditering fra mit pseodo-arbejde (som jeg i øvrigt bare elsker!)
Haha det bliver en fest! – jeg skal helt sikkert have frisk neglelak på!

(Jeg skal nok rapportere fra (børne)modelandet)

Aer mig selv på kinden

Nå men jeg har været til Stella Polaris i dag. Ja, for jeg kan nemlig godt være hipsmart med de der Københaver-hipsters, når det lige slår mig. Og det gjorde det i dag.

Og egentlig sad jeg og blev enig med veninde-Mette om, at der da godt nok var mange arty farty peeps, der gik alt for meget op i sig selv, og hold da op hvor de smukke unge mennesker skulle se at få sig nogle børn, så de kunne ligne os andre. Men midt i det hele slog det mig; at det måske var mig, der skulle se at gå noget mere op i mig selv, og de smukke unge mennesker har måske fat i noget af det rigtige? What?!

De sidste uger er jeg på forskellig vis blevet opmærksom på, hvordan jeg alt alt for længe har proppet mig selv ned i containeren med småt brændbart. Jeg må til at tage mig selv lidt mere seriøst. Ja det lyder langhåret og Gajol-agtigt, men jeg skal elske mig selv.

Forleden dag besvimede jeg i blodbanken. Sandsynligvis fordi jeg ikke havde spist nok, inden jeg smøgede ærmet op og delte ud af mit tynde blod. Så jeg lå der på gulvet i venteværelset med kiks i mundvigen og tårene trillende ned ad kinderne, mens søde sygeplejesker hjalp mig op på en briks og fik mig i vatter igen. De ville ikke lade mig gå, før jeg havde nogen ved mig, der kunne passe på mig det næste døgn. Så begyndte jeg at tude igen, for det havde jeg ikke. Aldrig har jeg prøvet noget så ensomt og ydmygende, som at ligge med benene i vejret, og gennemgå telefonen for mennesker, der ikke enten var på ferie eller på arbejde, og ikke kunne finde nogen! Kaisa var (heldigvis) hos sin far, men ham kunne jeg heller ikke få fat i! Alene i hele verden. Da jeg endelig fik fat i en veninde, ville hun kraftedemig ikke komme. Det lød nok ikke så alvorligt, og jeg kom vel også til at grine lidt ad situationen i telefonen, men det var jo kun i forsvar. Jeg synes ikke det var sjovt.

Men jeg fandt en veninde der kunne hjælpe, og Kaisas far kom også senere, og han havde aftensmad med og alt muligt, så jeg er jo ikke det mindste ensom. Men jeg må tage vare på mig selv. På alle fronter.

Jeg må spise ordentligt, og lade være med at grine, når jeg ikke synes det er sjovt. Ellers kommer der jo ikke nogen og hjælper, vel. Og så må jeg godt tage mascara på når jeg skal til Stella Polaris. Det er der vist ingen der tager skade af!