Er der flere stole i baglokalet?

Jeg glæder mig til i næste uge, hvor jeg får travlt. Jeg har ikke haft travlt i meget lang tid, og hvor bliver det skønt at mærke, at dagen er (lidt for) kort, og der er nogen, der forventer, at jeg overholder min deadline.

Det er jo ikke fordi, jeg savner stress og mavepine. Overhovedet. Jeg misunder heller ikke alle de hårdtarbejdende, der ikke kan få enderne til at hænge sammen, og konstant har dårlig samvittighed. Men det er så demotiverende og hårdt, at skulle finde på sine egne deadlines, og gang på gang få afslag fra gode ansøgninger – for jeg laver sgu gode ansøginger!

Jeg kæmper dagligt for at få min hverdag til at ligne én med løn. Jeg skriver hver dag, og jeg plejer mine kontakter til den “levende” verden. Jeg nyder, at jeg laver noget jeg elsker, at jeg har tid til at vaske tøj midt på dagen, at jeg kan smide mig på sofaen med chokolade og en god bog, og at jeg kan gå en tur ud i byen og glo, når der er en tekst, der driller eller en ansøgning, der skal lyde helt rigtigt. Det kræver knofedt og viljestyrke at bygge sit eget job, men jeg er fast besluttet på, at jeg vil gøre det. Jeg vil leve af det, jeg er god til, og jeg vil finde den stol, der passer til min røv. Fandme.

Men for hæwled jeg vil bare gerne have nogle krav og kolleger og en frokostordning! Men mest af alt en løn.
– Og det har jeg de næste to uger! Jeg kan i to uger nyde presset af en deadline og andre folks frokostordning. Og så er det endda sjovt! Jeg oversætter manuskripter og i næste uge kommer der en bunke og glæder mig.

Men lad mig lige sige: Hvis vi mødes ude i verden, så please lad være med at spørge mig, hvordan det går med jobsøgningen. Jeg gider ikke snakke om det. Jeg er SÅ træt af at være uden job, så når jeg møder folk, vil jeg gerne “være” noget andet.

Med mama i byen..

Jeg har haft single-weekend. Havde virkelig lagt i ovnen til verdens bedste af slagsen. Og det blev det (næsten) også. Altså fredag aften i byen med veninder, og lørdag med tømmermænd på den gode måde, hvor jeg gav los for pizza, slik og videofilm. Ææælsker det. Jeg tror faktisk, jeg holder mere af tømmermænd end af selve festen… undtagen, når festen har været så god at tømmermændene ikke er sjove.

Men jeg var heller ikke så god til at feste i fredags, som jeg havde troet. Jeg havde glædet mig til, at jeg kunne aflevere barnet hos faderen og drage ud i natten med veninder og stiletter, for at drikke drinks og grine natten lang. Det kunne jeg bare ikke.

Jo altså, jeg var jo ude i natten, iført stiletter og med fantastiske veninder, men der manglede ligesom noget. Jeg synes, jeg brugte uforholdsmæssigt lang tid på at tale om, hvordan jeg virkelig har det. Og på at snakke om hvordan går det med alle dem, vi ikke har set i årevis.
Åh det er så irriterende, når jeg har brugt en oplagt chance for at have det sjovt, til at tale seriøst og alvorligt om livet, arbejdslivet, kærlighedslivet, og underlivet og crap, der i alkotåger synes at kunne løses med smalle øjne og “kloge” generaliseringer. Jeg hader de typer. Jeg er de typer.

Måske er det også bare en downer, at starte festen ud med at aflevere, jeg ved det ikke. Men for faen, det skal jeg jo, så det kan vel ikke blive ved med at få skylden for mit tunge festhumør.

Men helt klassisk endte jeg jo med at møde mennesker, jeg ikke har set i en menneskealder, miste min telefon og få den retur igen (verden er et godt og trygt sted med gode mennesker), og spise natburger på McD. Kom ind i kampen, Karen – Det var en god aften!

Nu er det hverdag, og jeg kan sgu godt lide min hverdag. Jeg elsker at skrive her og her (ja altså lige her) Og hvis jeg bare kunne gøre kun det, havde jeg intet at klage over.

Things I want to do…

Det er nytår i min tidsberegning. Det er det altid i august, og jeg glæder mig til at komme i gang med det nye år!
I år vil jeg:

1. Holde ferie i New York
2. Bage/bygge et honningkagehus (jeg forestiller mig, at jeg runder dette mål omkring jul..)
3. Søge ind på en uddannelse (Jep! – og jeg siger ikke hvilken, for hvis jeg gør, Jinxer jeg det og jeg kommer aldrig ind)
4. Fortsætte med at skrive som gjaldt det livet. For det gør det.
5. Fortsætte med at lave mad hver dag, og udvide sortimentet.
6. Prøve noget nyt.

Jeg kunne godt skrive noget om, at jeg gerne vil tabe 5 kilo og dyrke sport og få mig et job og tjene nogle penge. Men det passer egentlig ikke.

Og nå ja. Der har jo været efterspørgsel på at se billeder af min datters lækre fødder i fine nye sandaler. Og hvis folket beder om billeder, så bringer hun billeder!


Det sidste billede er en træt pige, lige kommet hjem fra vugger, der gerne vil have flere vindruer. Not doing her much justice – men hun har nye sko på!

Det handler ikke altid om at være det hurtigste dyr i skoven…

Jeg har købt sko til datteren i dag. Hun er vokset ud af de sko hun har, og det inden hun rigtig er begyndt at gå i dem. Jeg har været sådan lidt konservativ mor, der ikke ville købe sko til sit barn før hun kunne gå. Men hun lærer jo aldrig at gå! Hun er nu 15 måneder gammel, og hun ser absolut ingen fordele i at gå. Hun kommer hurtigt omkring på fire ben, og hendes små knæ er konstant blå og skrammede, fordi hun frygtløst kaster sig ud over grus og brosten. Jeg synes egentlig at det er sejt, men jeg synes også det er ret usejt at være bange for at gå! For hun kan jo godt. Synes bare ikke rigtig, det er noget hun vil bruge sine kræfter på, hvis ikke hun er fuldstændig sikker på, at hun ikke falder. Altså med mig i hånden, eller en stol/sofa/gåvogn i nærheden. Det er sgu da for tøset!

Det værste er, at jeg genkender det træk. Jeg er heller ikke det hurtigste dyr i skoven. Jeg kaster mig sjældent ud i noget, jeg ikke har testet på forhånd, og jeg har det fint med at se de andre springe i fra 3 meteren hundrede gange, før jeg selv kravler derop. Og kravler ned igen med uforrettet sag. Og kravler derop igen lige inden lukketid, og springer, når ingen ser det. Og hele vejen hjem i bussen tale med om, hvor pærenemt det er at springe fra 3 meteren!

Men man kan jo ikke lade være med at købe sko til sit barn. Også selvom hun ikke har set fidusen med at gå. Når hun er klar til det, løber hun fra dem alle sammen.

-Og i dag har hun fået sine første sandaler.

Opfølgning. (Advarsel; sygdomsindlæg)

Nå, men indlægget fra i går kræver jo en opfølgning. – Jeg har bare ikke rigtig nogen endnu. Min far er stadig indlagt, og det samme er mormor. Jeg har dog talt med en glad far, der er taknemmelig for lægernes behandling.

Måske skal jeg skrive lidt mere om, hvad min far fejler? Det er så lang og udmarvende en historie, fordi han har været syg så længe. Men han er som sagt i indlægget fra i går hjertepatient. Siden sommeren 2000 har han fået en pacemaker, to nye hjerteklapper og en ballonudvidelse… og måske en bypass? det er jeg faktisk ikke helt sikker på.. Og alle mulige mindre indgreb, som jeg ikke har tal på mere. I 2004 skete der en lægefejl i én af operationerne, som resulterede i, at han gik i anafylaktisk chok og var “væk” i “temmelig lang tid” (jeg har endnu ikke været i stand til at få klarhed over hvor længe – men det står vel i en journal et sted). Han vågnede med en hjerneskade, der i dag gør, at han på mange områder ikke er den far, jeg husker fra min barndom. Jeg har skrevet om min oplevelse af den sidste store operation her.

Min far har ændret sig markant siden Operationen Der Slog Fejl. Og det er både godt og skidt. Alle de fysiske ændringer er der selvfølgelig ikke noget godt at sige om. Det er ikke noget man ønsker for nogen, det er klart, og det kræver en enorm styrke, at kunne omstille sig til at leve et helt andet liv.
Men den styrke har min far altså. Og jeg skal da love for, at den er kommet frem, efter han er tvunget til at leve helt anderledes og mere afdæmpet. Han er blevet tvunget til at tage sin livsstil og sine værdier op til revision (min far synes nok de to ord er noget opreklameret fis, men han har gjort det alligevel), og jeg tror alle der er i hans nærhed har lært noget af det også. Så på den måde kan man altså godt være taknemmelig for at man engang imellem er så heldig at man får en reminder fra Gud om, at man fandeme skal LEVE det der liv lige nu.

(Og hvis det skærer i øjnene, at jeg tror, det er Gud, der har noget at skulle have sagt her, så kan i bare indsætte noget andet i stedet for. Jeg er ligeglad)

Older posts