NU går jeg på ferie… og jeg mener det

I morgen tager jeg rigtigt på ferie. Ja jeg ved godt, at jeg har annonceret det op til flere gange her på bloggen,men i morgen skal jeg i sommerhus med familien i Tversted (Verdens fristed!) – Den bedste og eneste måde at feriere, når man er alene med en 1årig. Jeg ser frem til at ligge på terrassen i bikini med nyeste modeblad, solbriller og en GT ved min side, mens mormor og morfar vimser rundt og sørger for at englebarnet ikke spiser for mange grankogler og mystiske ting fundet i en sommerhussandkasse. Aaahhh.

– faktiske scenarie: vi er 5 voksne og 3 børn i et sommerhus med kun et soveværelse og et lille anneks, fyldt med myg og mug. Tanevs sommerafløser lover regn hele ugen, og jeg kan på ingen måde være i nogensomhelst bikini. Næ en fullbody Speedo badedragt er hvad jeg kommer til at hive på, hvis jeg da overhovedet når så langt. Men eftermiddagsdrinks skal der nok være.. det er mine forældre nemlig eksperter i.

Jeg har lige haft en rigtig lorteaflevering af baby til hendes far. HADER at aflevere. Og specielt når det afføder en lang snak med tårer og hårde ord mellem far og mor. Jeg tudede hele vejen hjem i toget… men da toget standsede på Østerport var jeg helt færdig med det. Jeg ved hvad mit hjerte vil, og det er faktisk på en eller anden mærkelig måde en god følelse at kunne mærke det. Også selvom det er pissehårdt. Det er et hårdført hjerte jeg har.

Ferie

Ja, jeg er gået på ferie. Altså sådan en ferie, hvor baby og jeg pisker frem og tilbage mellem Djursland og Østerbro.
Men inden jeg smækker “ferielukket”-skiltet i døren, må jeg lige følge op på den der bryllupskage, jeg kastede mig ud i. Huge succes!
Se selv;

-og hvordan gik det så med konkurrentens kage, spørger du nok… well døm selv:

Jeg vandt overlegent på smagen…

(-og det der med toastmasterrollen.. Jeg var pissego. Sådan. Nogen der har brug for en toastmaster? Call me!)

Nå men jeg skrider på ferie og vender tilbage om et par uger… med nyt om jobsituation (forhåbentlig godt nyt) og tanket op på ferieenergi.
’ses!

Et vanvittigt år…

Jeg går og øver mig i at bruge ordet alenemor om mig selv. Der er en “titel”, jeg har været lidt ked af at tage på mig. Men Who am I kidding, det er det jeg er, og om ikke så længe er der gået et år. Det vildeste år overhovedet. Lykke og sorg i en stor gryde, der truer med at koge over anytime. jeg er sgu stadig ked af at tage den titel på mig, men jeg kan ikke gøre noget ved det, så jeg må hellere vænne mig til det.

Hvis I vil følge mit vanvittige år og hvordan det hele startede, kan I begynde rejsen her.

Bryllupsbomben!

Jeg er en lille bitte tiny weenie bit travl i disse dage. Min søster skal giftes på lørdag, og jeg har kastet mig ud i en del ansvarsfulde poster.

First of all har jeg fået det ærefulde erhverv at være toastmaster. Dælme en voldsom vigtig post der! “Hej jeg er Karen, brudens søster, og jeg skal guide jer trygt og sikkert gennem et hav af taler, sange og festlige indslag… Skål!” Mareridtet går i disse dage på; Gyys tænk om der slet ikke kom nogle taler.. “Hej jeg er Karen, brudens søster og skal underholde jer i aften… kender I det, når man kommer træt hjem fra en bytur…” Åååhhh hvilket ansvar! Ikke et øjebliks ro, før middagen er fortæret og brudevalsen er danset. Men jeg er heldigvis knaldhamrende god til at winge sådan en lille festtale, og jeg vokser med rampelyset (og hvidvinen… det er i hvertfald hvad jeg siger til mig selv), så mon ikke jeg kan tale mig igennem sådan en lille bryllupsfest? I think Yes.

Som om det ikke var ansvar nok, så skrev jeg mig også lige på Bagning af Bryllupskage! WHAAAT was I thinking??! Det er jo ikke, fordi jeg kan komme anstigende med en Klassenstime Kage i en bradepande. Den skal være i lag med forskellig creme og i flere etager, den skal være hvid, den skal være fyldt med blomster og roser og fnidder… og nej det er ikke søster bridezillaen, der udsteder disse krav, det er såmænd mig selv.
– For sagen er den, at vi er to, der bager. (ja konkurrence-Karen er tændt!) En pige fra mødregruppen og undertegnede. Mødregruppepigen er sådan en “kagekursus-pige”. I ved, sådan én der har brugt sine vinter-weekender på at lære, hvordan man laver muffins om til Cupcakes og fletter en baby i marcipan, så den ser helt ægte og levende ud. Jeg synes det er makabert. Det er blevet en underlig sport (måske mest i provinsen?) at lave kager, der ikke ligner kager, men som ligner babyer i svøb, racerbiler, billeder af brudepar og alt muligt andet gejl, som ikke høre hjemme på et kagebord, hvis du spørger Bedstemor And her. Men dem der har prøvet at sætte tænderne i sådan en baby, påstår at de skulle smage fantastisk. Pttew!

Jeg vil have, at min kage skal ligne en kage. En hjemmelavet kage. Og smage af en kage. Ikke nogle billeder eller babyer eller brudepar i klam marcipan. Kun kage. Og måske chokolade.
Så derfor har jeg fundet denne her i Yndlings Kogebogen, som jeg synes ser overdrevet lækker ud! Den skal jeg lave! Om det så skal tage mig hele fredag nat. Og jeg skal nok tage billeder af mit forsøg! Det bliver et hit! Jeg fejer hende Kagekursuspigen så meget af banen! (Og jeg er jo toastmasteren, så lur mig om jeg ikke lige får flettet en lille reklame for min kage ind inden kaffen) Muahaha!

Bryllupsbomben fra Suveræne succeser af Sonja Borck & Tina Scheftelowitz

Min seje veninde!

Jeg har en virkelig sej veninde. Ok jeg har mange, men Janni er helt exceptionelt sej. Hun er mor til Aksel (og Eskild), som udover at være den smukkeste søde dreng, også er autist. At finde ud af at ens perfekte lille barn er handicappet, er en sorg som alle mødre kan sætte sig ind i. Men det bliver jo ikke ved med at være en sorg, for barnet er jo stadig det lille perfekte menneske, man har skabt, og så må man lære at indrette sig efter andre regler. Janni og Mads har være pisseseje til netop det. Hun har kæmpet mod og med systemet, og jeg har så meget respekt for, at hun og hendes mand formår at være den glade positive familie, de bare er.

Jeg er sådan en kylling, der får svedperler på overlæben bare af at tale med pladsanvisningen, men hun har kæmpet sig til en udredning og en specialplads, samtidig med at hun har haft fuldtidsarbejde og en familie at passe. Jeg er fuld af næsegrus beundring!

Nu har hun åbnet sin egen blog, hvor hun fortælle om stort og småt i en familie med et handicappet barn. Hun deler ud af sine erfaringer og skaber et forum for andre forældre med børn, der ikke falder ind i “normalgruppen”. Jamen jeg siger det lige igen: Hun er for sej!

Kig ind på siden, og send den videre til dem I kender med handicappede børn.

Older posts