Om coach og forkølelse

Jeg er dit væsens rod

OK. Det er rigtigt, hvad de siger ude i byen. Jeg har forsømt min blog. Big Time. Jeg har været syg igen. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men pesten har lagt sig som en dyne over mit hjem, og alle der bor her (det er Englebarnet og mig) bliver syge, bare vi overvejer at gå ud med skrald uden jakke hue og tørklæde. Det er som i de der eventyr, hvor man skal sætte et kryds på døren, hvis pesten skal gå forbi… eller var det omvendt… eller et kryds på døren, hvis prinsen skulle komme forbi? Nå men either way, så er der ingen krydser på min dør! Kun pest og snottende tøser! Det kan da ikke være rigtigt, at man her i JUNI måned skal tilføje et tørklæde og en striktrøje til hvert eneste outfit?? (outfit, ja for alt mit tøj er “outfits” nu. Det siger de unge, så det gør jeg også!)

Nå, men nu er jeg så i gang med at skrive igen. Og jeg vil gerne skrive noget om oprydning, fordi det er noget, jeg har tænkt meget over på det sidste. Ja det er nok lidt mærkeligt for nogle mennesker at jeg sådan kan gå og tænke over “oprydning” i længere perioder. Men det kan jeg.  Og det gør jeg.

Det undrer mig, hvorfor jeg altid roder. Altså det gør jeg jo, fordi jeg ikke rydder op efter mig. Simpel as that. -Men også fordi jeg bare er sådan. Jeg efterlader ting omkring mig, og jeg kan egentlig godt lide, at jeg kan se og mærke, hvor jeg bor.

Hjemme hos mig, er jeg over det hele, med alle mine ting. Selv når jeg lige har ryddet op (for det gør jeg faktisk nogle gange), så nyder jeg at sætte mig i mit skinnende rene og rydelige hjem og rode lidt igen. Det er som regel lige der, at jeg synes at alle billederne fra sommerferien 2001 skal sorteres og sættes i album. Og hvis jeg ikke når at blive færdig inden klokken slår tolv og jeg bliver et sofagræskar igen, så lader jeg det ligge til i morgen, for så kan jeg jo fortsætte, hvor jeg slap! Når jeg bor alene, er det alletiders at være mig sammen med mit rod. helt seriøst, det giver mig ro at vide, at mine ting er der, hvor jeg har brugt dem sidst. Intet er pakket væk i skuffer. Alt ligger frit fremme. – Problemet opstår først rigtigt, når jeg også “bor” i svømmehallens omklædningsrum, i taxaen og i konsutationen hos lægen. Det er ikke så smart, at have pakket hele sit liv (som jeg heller ikke rigtig ved, hvorfor jeg skal have med i tasken) ud, inden der er gået et kvarter hos lægen. Og jeg opdager det først, når jeg skal sige farvel, og må rundt i alle hjørner efter cardigan, tørklæde, pung, taske … og lægen med et overbærende smil rækker mig mit sygesikringsbevis på vej ud af døren, som jeg har efterladt på briksen med stigebøjlerne. Hvordan jeg kan, nå at smide alt omkring mig er en gåde. Mine ting kravler bare ud af tasken og finder nye steder at ligge.

Og ja jeg er kommet til den erkendelse, at jeg faktisk elsker mit rod. Jeg er mit rod. Men ved Gud det kan også tage overhånd. Det er så træls at lede i hundrede år efter det der stykke papir, hvor jeg skrev ned, hvad tid jeg skulle til coach i dag. (Ja for jeg kom jo 45 minutter for sent sidst!) Og jeg bander de værste gloser, når jeg glemmer at memorere labyrinten gennem rodet på gulvet og for tusinde gang træder på en plastiktelefon, der spiller den irriterende melodi, som får Englebarnet til at vågne igen!

Og det er også virkelig dumt at styrte rundt med stress i mundvigen for at rydde klodser og sure sokker op inden Englens far kommer i ti minutter for at hente eller aflevere hende. Ja han er da helt sikkert ligeglad, men selvom jeg elsker mit rod, elsker jeg ikke at have “gæster” i det. Det er ligesom mest hyggeligt, når det bare er en lille smule rod, og der er lidt orden i det, og det bare er for mig.

Jeg bryder mig ikke om at dele mit uordentlige rod.

 

Skriv en kommentar

  • Rikke Nuja Pedersen

    Helt enig i ikke at have lyst til at dele mit/vores rod med andre. Og det paradoksale er, at der aldrig lige dumber nogen forbi når jeg selv synes her er ryddeligt og fint. Men er der lidt rodet, så dukker der altid uventet gæster op. Men hva´ faen – så byder jeg dem bare et kop Nescafé. Hurraaa

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om coach og forkølelse