Attju! – er mit mellemnavn

Jeg vil gerne skrive noget om næser og snot. Jeg synes min næse har fået uforholdsmæssigt meget opmærksomhed de sidste mange uger. Det er ikke en lille forsigtig én, jeg er udstyret med, så når den gør væsen af sig (som at lyse rød og afgive mængder af væske) kan det mærkes og ses. Der er ingen andre dele af min krop, der i den grad er blevet pudset, skyllet, sprayet og pudret, som min næse. Og hvad er takken for alt denne opmærksomhed? Mere snot! I store tykke gule mængder. Jamen det er da voldsomt provokerende!

Min næse har altid været sådan lidt diva-agtig. Jeg har, siden jeg var barn, været allergiker. Et af den slags børn, der nyser hver morgen og altid var forkølet om sommeren, og for hvem lejrtur i sovepose på gamle madrasser i sovesale i spejderhytter rundt om i det østjyske, betød løbende næse og respirationsbesvær. Jeg havde (og har) en lidet flaterende evne til at spotte ethvert forsøg på at skulke fra rengøringen. Og endda spotte, når rengøringen netop har fundet sted, inden jeg træder ind ad døren, fordi støvet så er blevet hvirvlet op og ligger tykt i luften. Dyner, gamle møbler, katte, cigaretrøg, halm, græs og gulvtæpper er stensikre tegn på, at næsen begynder at kildre og nysene er på vej. Men selvom det har været mit lod at være “forkølet” det meste af min barndom, har det ikke givet mig rengøringsvanvid. Tværtimod. Der findes udemærkede præparater på markedet, der fixer den slags. Og gamle møbler at altså bare pænest.

Man skulle jo tro at med al den øvelse i at pudse næse og camouflere en nasaludtale, skulle jeg være ekspert. Men det er jeg ikke. Overhovedet ikke. For jeg har stadig ikke fattet, hvordan man er forkølet med ynde. Og jeg har også opgivet for længe siden at fidne ud af det. Det er mig en gåde, hvordan man kan nyse som et lille fnis, og ikke pudse næsen, men bare tørre forsigtigt under den. Hvordan gør man det? Og ikke mindst; Hvorfor??!

Jeg er nok mere bare sådan en “klø når det klør-kinda girl”. Altså det kan virkelig høres, når jeg sætter i med en nysekaskade, og jeg blæser til, når jeg pudser næse. Højt og længe. Sådan kan jeg lide det, og alt andet hjælper jo ingenting, eller hvad? Er der virkelig nogen, der synes, det hjælper at gnide lidt på næsetippen? I dont get it. Men jeg er selvfølgelig også vokset op i en familie af højlydte nysere og næsepudsere. Hvis du synes, jeg er højlydt i næseregionen, så skulle du bare møde min far…

Tænk sig så voksen… Er der mere kage?

Jeg har lavet sådan en fin liste i dag. Der er 8 punkter med ting, jeg skal nå inden klokken bliver 15.30 og det er tid til engleafhentning. Jeg har allerede sat flueben ud for tre af dem. Fan hvor det føles godt, med sådan nogle flueben! Et af punkterne, som nu har et flueben, var at ringe til tandlægen og bestille tid til at få rykket en visdomstand ud. Det punkt har stået på alle lister i et helt år… Det er kombinationen af massiv fysisk smerte i flere dage og økonomisk ruin, der lissom har forhalet processen lidt. Det er virkelig fristende at udsætte det punkt, til jeg bliver millionær eller bare 90 år, og tænderne falder ud af sig selv… Men nu har jeg gjort det! Det er så voksent, at jeg slet ikke kan være i mig selv for bare ansvar og fornuft. (Ok, det er et år siden, at min forrige tandlæge sagde, at jeg skulle bestille en tid til tandudtrækning, hos Camilla ude ved skranken… Jeg listede forbi og ventede et år. Voksen, not so much)

Noget andet virkelig voksent er, at jeg skal til forældremøde i vuggeren i aften. Jeg har aldrig været til forældremøde før. Jeg synes, det er sejt at være forældre sammen med alle de andre, og jeg glæder mig, fordi jeg regner med, at det er ligesom mødregruppe bare med fædre også. Kage og kaffe og “hvor er vores børn bare dejlige”. Måske siger pædagogerne noget a la “Vi synger Bjørnen Sover lige nu, og om lidt er det sommer, så husk solhat.” – Og så kan det jo være, de fremhæver, at Kaisa er forbilledlig dygtig til at sige som en bjørn… og er meget rundhåndet med at give en klapsalve til de andre børn. “gav du mig lige den klods? Det klapper jeg af! Jeg sætter lige den her ring på pinden, og klapper af mig selv for veludført arbejde! Det højner arbejdsmiljøet for både børn og pædagoger, vil de sige. Så vil jeg smile og nikke og lægge kagen fra mig (for en kort stund) for at sige,  at jeg er sikker på, at de andre børn også er rigtig gode. Måske til noget andet? Skal vi lige tage en runde?

Det er sådan jeg forestiller mig at mødet går. Men det er kun halvanden time? Vi kan da knap nok nå at hælde kaffen op, før vi skal rydde op igen? Jeg håber, vi bliver hængede lidt længere… for jeg er sådan én, der ææælsker møder med kaffe og kage! Mødregruppe, personalemøder, spejdermøde (jeg gik til spejder mest for kagen), lejrskole eller forældremøde, same shit different cake! …-Åh hvor bliver jeg skuffet, hvis der ikke er kage.

 

Jeg er dit væsens rod

OK. Det er rigtigt, hvad de siger ude i byen. Jeg har forsømt min blog. Big Time. Jeg har været syg igen. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men pesten har lagt sig som en dyne over mit hjem, og alle der bor her (det er Englebarnet og mig) bliver syge, bare vi overvejer at gå ud med skrald uden jakke hue og tørklæde. Det er som i de der eventyr, hvor man skal sætte et kryds på døren, hvis pesten skal gå forbi… eller var det omvendt… eller et kryds på døren, hvis prinsen skulle komme forbi? Nå men either way, så er der ingen krydser på min dør! Kun pest og snottende tøser! Det kan da ikke være rigtigt, at man her i JUNI måned skal tilføje et tørklæde og en striktrøje til hvert eneste outfit?? (outfit, ja for alt mit tøj er “outfits” nu. Det siger de unge, så det gør jeg også!)

Nå, men nu er jeg så i gang med at skrive igen. Og jeg vil gerne skrive noget om oprydning, fordi det er noget, jeg har tænkt meget over på det sidste. Ja det er nok lidt mærkeligt for nogle mennesker at jeg sådan kan gå og tænke over “oprydning” i længere perioder. Men det kan jeg.  Og det gør jeg.

Det undrer mig, hvorfor jeg altid roder. Altså det gør jeg jo, fordi jeg ikke rydder op efter mig. Simpel as that. -Men også fordi jeg bare er sådan. Jeg efterlader ting omkring mig, og jeg kan egentlig godt lide, at jeg kan se og mærke, hvor jeg bor.

Hjemme hos mig, er jeg over det hele, med alle mine ting. Selv når jeg lige har ryddet op (for det gør jeg faktisk nogle gange), så nyder jeg at sætte mig i mit skinnende rene og rydelige hjem og rode lidt igen. Det er som regel lige der, at jeg synes at alle billederne fra sommerferien 2001 skal sorteres og sættes i album. Og hvis jeg ikke når at blive færdig inden klokken slår tolv og jeg bliver et sofagræskar igen, så lader jeg det ligge til i morgen, for så kan jeg jo fortsætte, hvor jeg slap! Når jeg bor alene, er det alletiders at være mig sammen med mit rod. helt seriøst, det giver mig ro at vide, at mine ting er der, hvor jeg har brugt dem sidst. Intet er pakket væk i skuffer. Alt ligger frit fremme. – Problemet opstår først rigtigt, når jeg også “bor” i svømmehallens omklædningsrum, i taxaen og i konsutationen hos lægen. Det er ikke så smart, at have pakket hele sit liv (som jeg heller ikke rigtig ved, hvorfor jeg skal have med i tasken) ud, inden der er gået et kvarter hos lægen. Og jeg opdager det først, når jeg skal sige farvel, og må rundt i alle hjørner efter cardigan, tørklæde, pung, taske … og lægen med et overbærende smil rækker mig mit sygesikringsbevis på vej ud af døren, som jeg har efterladt på briksen med stigebøjlerne. Hvordan jeg kan, nå at smide alt omkring mig er en gåde. Mine ting kravler bare ud af tasken og finder nye steder at ligge.

Og ja jeg er kommet til den erkendelse, at jeg faktisk elsker mit rod. Jeg er mit rod. Men ved Gud det kan også tage overhånd. Det er så træls at lede i hundrede år efter det der stykke papir, hvor jeg skrev ned, hvad tid jeg skulle til coach i dag. (Ja for jeg kom jo 45 minutter for sent sidst!) Og jeg bander de værste gloser, når jeg glemmer at memorere labyrinten gennem rodet på gulvet og for tusinde gang træder på en plastiktelefon, der spiller den irriterende melodi, som får Englebarnet til at vågne igen!

Og det er også virkelig dumt at styrte rundt med stress i mundvigen for at rydde klodser og sure sokker op inden Englens far kommer i ti minutter for at hente eller aflevere hende. Ja han er da helt sikkert ligeglad, men selvom jeg elsker mit rod, elsker jeg ikke at have “gæster” i det. Det er ligesom mest hyggeligt, når det bare er en lille smule rod, og der er lidt orden i det, og det bare er for mig.

Jeg bryder mig ikke om at dele mit uordentlige rod.

 

Om coach og forkølelse

Solen skinner og jeg har været til min første coachingsession i mit nye liv. Jeg har været til coaching før, men ikke så åbenlyst målrettet som denne gang, hvor målet uden tvivl er at finde et job. Nej faktisk drømmejobbet. Men det må gerne være ad omveje, det gør ikke noget. Jeg skal bare ud og bruge mig selv, og mærke at jeg godt kan få hverdagen til at hænge sammen med job og barn og aftensmad og veninder og tjulla hop og tjulla hej.

Jeg begynder første session med at tage fejl af tiderne, og komme ca 45 minutter for sent. Det var flot, Karen. Nu har du lagt stærkt ud. Desuden tropper jeg op med forkølelsesstemmen fra helvede, der får mig til at lyde som en fodboldfan, der efter for mange øl har skrålet lålålålå hele natten. Jeg er bare forkølet og drak drinks i lørdags og sang lidt for meget med på Anne Linnet. Jeg behøver vel ikke at nævne, at jeg virkelig signalerer seriøsitet og arbejdsglæde overfor karrierecoachen med plisseret nederdel. tsk tsk.

MEN som sagt: solen skinner, og jeg har fået lektier for, og i morgen skal jeg lave interview igen (which I love!) og jeg har købt knækbrød med kanel, som pt er det store hit her i huset! Det er jo kage uden at være kage! Looove!

At lære nye ting

Single-mom- on wellfare har sagt farvel til formiddags-tv og smidt dagpengeuniformen for at trække i kontortøjet! I dag har jeg været ude i byen. Ikke for at shoppe eller slentre rundt i gaderne, som så mange andre dage, men for at arbejde. På kontor. Sammen med andre voksne mennesker. Jeg elsker det! Og jeg har lært noget nyt i dag. Faktisk mange nye ting.

Jeg har lært:

-at selv når jeg pseudo-arbejder, bliver jeg SÅÅÅ glad og fuld af energi! (pseudo-arbejde; you know, det der arbejde, som ikke giver nogle penge, men som jeg bare er taknemmelig for, at jeg må have lov til at udføre)

-at jeg synes marketing er pissesjovt (who knew?)

-at redigere og sætte artikler op (uh uh se hvad jeg kan!)

-at jeg ikke skal sætte mig i et møde uden adgang til ur

-at jeg rent faktisk kan være så stresset over at hente barn til tiden i vugger, at jeg ikke engang har overskud til at tigge de sidste 3 cupcakes. (de var fra Agnes, og de var små og top-lækre!)

-At man kan kende de stressede mødre i overhalingsbanen på cykelstierne kvart i fire med tomt bagsæde. – Træk venligst ind til siden!!

-At jeg har verdens sejeste Englebarn med bule i panden og blodtud efter at have banket de store drenge på plads. Sådan min tøs! (who am I kiddin’: hun styrtede fra sandkassen)

Jeg er stolt af mine nye iagtagelser!