Må man det?

Må man have en dårlig dag på årets første solskinsdag? Må man synes alle andre er grimme, når man selv ikke har vasket hår i alt for lang tid? Må man snerre ad sin cykel, fordi den ikke længere kan stå sikkert på støttefoden efter der er kommet barnesæde på? Må skrive sit første indlæg på sin nye blog som en sur mokke?

Jeg er så eddike sur i dag, og det er mest fordi jeg ikke har fundet det der job, som jeg så gerne vil have og ikke gider at leder efter længere. Jeg er træt af ansøgninger, af møder med A-kasse og anden aktør, af happy happy mails til potentielle job-pushere. Jeg er så træt af det hele lige nu, at dette indlæg hellere må afsluttes inden jeg mod min vilje skulle skrive mig i godt humør igen. For det gider jeg ikke.

 

Jeg fatter det ikke!

I aftes brugte jeg lidt tid (ca 2 timer) på at surfe rundt i forskellige blogs og ramte blandt andet en hel stime af modeblogs. Altså jeg synes lissom jeg måtte se hvordan de gør det. Dem med mange læsere og gaverne smidt i nakken… Og hvad jeg kan forstå, så er hovedparten gymnasieelever eller studerende på noget design-agtig uddannelse og indtil flere af dem, hvis ikke alle, har helt klart modeldrømme. Men jeg forstår simpelthen ikke at man som studerende kan vise sine nye Isabel Marant til bloody 3500 danske kroner!! Det er jo en formue! Som studerende?? Jeg ryster på mit hoved… Jeg er helt klart ikke født med en lommeregner i hånden, og min økonomiske sans kan der ikke skrives mange bøger om, men jeg arbejder på det, og har de seneste år tvunget mig selv til at tænke voksent om penge og betale af på gæld og holde øje

5 minutter.. HA!

Jeg går og pønser på at flytte bloggen over i wordpress, og lave en hjemmeside der er helt professionel og sårn.. men for fanden, jeg er faret vild i installationsguiden, og kan ikke rigtig finde hjem igen. Altså det er jo ikke særlig professionelt, vel. “Den berømte 5 minutters installering” – 5 minutter. 5 minutter, står der gudhjælemig! Det er sgu da en flabet overskrift. Det skal man nok ikke gå rundt og love til højre og venstre, når der er sådan nogle som mig, der kan kaste sig ud i det helt frejdigt gå-på-agtigt. Bang! flere timer senere sidder jeg her stadig. Nu med telefonen klar til at ringe til en ven. PHP og små popup-bokse med tal og stjerner og bogstaver i uforståelige rækkerfølger.. Det forvirre mig, og gør mig så lille bitte. Jeg ringer til en ven! Bum! problem solved.

buhu!

Godt så. Nu har vi et styks mellemørebetændelse og et styks lungebetændelse proppet ind i én lille bitte 1årig krop. Det er så synd for hende, og hun kæmper og kæmper, og jeg synes hun er så tapper. Moderen derimod er knap så tapper. For fanden jeg synes det er synd for mig. Jeg føler mig helt alene og fuldstændig drænet for energi. Jeg har også sygdommen bankende på døren, men der er alt for meget ansvar, til at jeg kan lægge mig under dynen og aldrig vågne op… altså selvfølgelig ikke “aldrig”, men bare sove i et par dage ikk. Åh det kunne jeg godt trænge til. Jeg har ikke tid til at være syg, men i stedet for at stresse over det, som jeg brugte både søndag og mandag på vælger jeg nu at lægge mig i sengen ved siden af sovende, klynkende datter med computer, kaffe og skrive mails, søge job og se tv-serier. og sove, når det er muligt. Og tude lidt over hvor synd det er for mig. Over and out herfra…

Rapport fra en hårdtarbejdende arbejdsløs i feberland

Selv en engel kan få feber og grøn snot. Jeg sidder her på 5. dagen, med en Engel, der næsten ikke orker at åbne sine øjne, fordi feberen raser og den lille krop kæmper for at slå den ned. Jeg ved det er normalt for små børn at have feber. Og snotten, ja den kommer og går vel, men for fanden det gør ondt i mit hjerte at se hende ligge og klynke sig i søvn, efter at have drukket vand af sutteflaske og sagt nej til al mad. Jeg savner glansen i de blå øjne. Og selv om mit hjerte bløder (og snotter) med hende, så synes jeg også, det er lidt synd for mig. Jeg skulle jo have påbegyndt den der plan i dag. Min skriveplan. Som skulle udvikle sig til en virksomhedspraktik. Som skulle udvikle sig til et løntilskudsjob. Som skulle udvikle sig til et rigtigt job med løn und alles. Ja, the chain of commands er fucking lang i den her dagpengeverden! – og jeg er allerede bagud. I dag skulle jeg kontakte og interviewe kloge mennesker, der ved alt muligt om børn og babyer, og derefter lave det om til min første rigtige hjemmebryggede artikel, som skulle publiceres og læses af rigtige fremmede mennesker. Som jeg jo havde glædet mig til. Øv altså. Men med én hånd sidder jeg nu og skriver mails til folk, som enten kan give mig en hånd op ad dagpengesumpen, eller kan agere ekspert i min artikel, for Gud forbyde at jeg spilder tiden i feberdagene med tant og pjank som at duppe koldt vand på et brændende lille hoved. Nææh nej, nu sidder jeg her med den ene hånd om en engle-arm og den anden på tastaturet, mens jeg prøver at nynne Elefantens vuggevise, helt lige så stille..sshhyy…