Forventningernes åg

Så så man lige mig sidde her på pinden og rent faktisk have noget at lave, men ikke kunne tage mig sammen til at lave det, fordi maven krøller og kilder. Jeg overspringer på kryds og tværs, til jeg er helt skæv i hovedet. Diagnose; præstationsangst. Jeg skal færdiggøre den der artikel, som jeg havde så store forventninger til. Det skal man aldrig have. Store forventninger og slet ikke til sig selv. For den værste at skuffe er jo mig selv, der aldrig tilgiver. Aldrig.

Jeg tilgiver rask væk alle mulige andre for alverdens forseelser, men når det kommer til mig selv, så har jeg et særligt sted i kroppen, hvor jeg gemmer hvert et lille nederlag og skuffelse. Dem kan jeg så hive frem og kigge på på en regnvejrsdag (eller i mit tilfælde en solskinsdag) Det er hverken sundt eller brugbart, men ikke desto mindre et latterligt mønster jeg virkelig arbejder på at bryde. Det der sted i kroppen, skal tømmes og renses. Renses med dybe vejrtrækninger og større skridt i livet. Jeg er begyndt at have sådan nogle mantraer, som jeg siger for mig selv, når der er brug for det. De er for patetiske og navlepillende (ja, det kan det nemlig godt blive)  til at skrive her, men jeg synes faktisk det hjælper, når jeg siger dem for mig selv. Åh jeg kan godt høre at det lyder fjollet. Men what the f… hvis det hjælper mig til at tage større skridt, then so be it!

For retfærdighedens skyld skal jeg også nævne, at jeg har et sted i hjertet, hvor jeg gemmer komplimenter og succeser. Og dem er der dælme også mange af!

Nå, nu skal forventningerne indfries! Skriv for hulan!

At lære nye ting… er my thing!

I går var jeg i byen. For fanden hvor var det tiltrængt og SÅ hyggeligt. Jeg var ude med en veninde, og jeg drak gode drinks, og talte med mænd. Altså helt nye mænd som selv kom hen og talte med mig. Jamen jeg havde helt glemt, at jeg kunne det.

Jeg er tror sgu jeg er ved at have kæmpet mig ud af den forårsdepri, der ramte mig i sidste uge. I morgen skal jeg interviewe en parterapeut, om hvad man skal gøre for at holde ild i kærligheden, når baby ankommer og soveværelset bliver overfyldt af vasketøj og blearrangementer. Muahaha!! Det er jo absurd. Men også lidt komisk. At det lige netop blev det interview, der skulle blive mit første i hele verden. Men who knows I might learn something. Og læring er dælendunsemig my new thing!

Ok jeg overgiver mig… sommersind kom ind!

Jeg været sur i en uge… nu gider jeg ikke mere. Det er jo også så skide besværligt at være sur, når solen skinner og alle andre er så vanvittig glade. Så står man der og skal sige nej tak til at drikke rosévin i solen, fordi man hellere vil sidde inde i sin mørke stue og snerre ad  Michelle Bellaiche (?) i fjernsynet. Øv hvor har det været surt at være sur. DET kan man fandeme godt blive sur over!

Men nu er det slut med at være sur. Færdig med det. Jeg trækker vejret helt ned i maven og vender blikket lidt ud ad. Jeg har jo mest været sur, fordi jeg ikke har noget job, og savner så meget at bruge mig selv og være uafhængig af offentlige midler. Men jeg kan ikke vifte med tryllestaven og finde mig et job, og jeg kan ikke gøre ret meget mere end jeg gør lige nu for at være mig selv. Så slap af, Karen og nyd solen… sammen med alle de andre.

Jeg fortsætter derfor succesen med et lille modebillede, fordi jeg er sikker på, at alle mine mange læsere sidder og tripper på stolen, for at se hvad jeg dog tager ud af skabet  denne søde sommertid. Jamen I skal da ikke vente mere!

Jeg har en nederdel på, som jeg har plukket ud af min mors aflagte  80’er skab, sammen med en hvid t-shirt fra en genner hjemme i Allingåbro. T-shirten er en af mine absolutte yndlings om sommeren, fordi den kan bruges til alt. Jeg kan rigtig godt lide det her outfit, fordi det minde mig om min mor på en sommerdag i min barndom. Det er noget tøj, som min mor kunne have haft på (og ja nederdelen er jo hendes aflagte, sååå det er vel ikke så mærkeligt.) Jeg kan genkalde mig hendes duft af frisk cykelluft og sommervarmt hår. Jeg mangler bare den runde flettede taske med læderstropper. Sådan én må jeg anskaffe mig. -øh så jeg kan blive min mor?? Hvad fanden har jeg gang i?!

 

 

Det der solskin ik… tag det bare.

Argh men… tiden løber så stærkt lige nu, og jeg er ved at blive forpustet af at skrive ansøgninger, være opsøgende, lave nye interviews til min “plan”, lave frivillige arrangementer og før alt det andet passe på min datter. I dag har jeg været dagens super østerbro-mor rullet i overskud. Har kraftedeme lavet små frugtbokse med flag i til 14 små unger, som var pisseligeglade. Fødselsdagsbarnet var i hvertfald. Hun vil hellere have koldskål. tak skat.

Englen har været så syg så syg de sidste uger, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind for at hjælpe hende. Jeg prøver at følge min intuition og min mavefornemmelse for at gøre alt det bedste for hende. Men det er hårdt, og jeg føler mig sgu ret alene i det. Jeg har lidt svært ved at finde mig selv i solskinnet og er ikke helt på toppen. Jeg forsøger ihærdigt at arbejde mig ud af det, hvilket er stressende. simpelt. tough.

kom til karensnotebook.dk

Its been quiet, I know. MEN det er kun fordi jeg flytter. Jeg har langt om længe fået det dersens WordPress til at fungere, og har nu fået mig en rigtig blog. Så mød mig på Karensnotebook.dk fra nu af. Det er ikke helt oppe at køre endnu, for der er en masse nørderi som solen og jobsøgningen ikke tillader lige nu, men den er i gang, og det vil være derover, jeg poster fra nu. Uhh spændende, sådan at holde flytte dag 🙂

Older posts