Rapport fra en (recovering) shopaholic…

Så så man lige mig falde helt tilbage i gryden (shopaholic-gryden that is) til mit første børnetøjslagersalg ever! My goodness, vi kan vist godt blive enige om, at jeg ikke (som i slet ikke) er gammel nok til at blive sluppet løs til sådanne arrangementer. Jeg ender jo i rendestenen, hvis jeg går til flere af den slags hovedløse fritidsbeskæftigelser.

Jeg cyklede frejdigt afsted søndag morgen, med fornemmelsen af, at jeg nok bare skulle kigge lidt, og at Englebarnet jo sådan set ikke rigtig manglede noget. To timer senere kunne jeg så køre hjem helt rød i kinderne af ophidselse over, hvor sindssygt gode handler, jeg havde gjort mig, og en stor sort plastiksæk(!) blafrende i cykelkurven! For fanden da!
Vel hjemme vender jeg bunden ud på benævnte plastiksæk og finder to ens t-shirts str. 18 måneder, en lidt for lille bluse med julemotiver på, og ikke færre end 4 basistrøjer i næsten samme nuancer!

Jeg må gentage mig selv; Jamen for fanden da!

Men tilgengæld præsenterede sækken også en masse vildt lækkert tøj, og jeg lover jer for, at Englebarnet tog kegler for bedst klædte, da jeg afleverede hende i vuggeren i morges!

Men det var faktisk også brandhyggeligt at være til sådan et arrangement(måske fordi jeg først kom på andendagen?) solen skinnede og de sædvanlige udsalgsramte kvinder var blevet hjemme. Jeg luntede faktisk rundt og hyggede mig temmelig meget. Måske lidt for meget at dømme efter udbyttet…

Men hun bliver jo også 18 måneder en dag, og til den tid kan jeg jo så spare på t-shirt budgettet… to gange.

Diversity please!

Når jeg skal aflevere Englebarnet i vuggestue om morgenen, vrimler gaderne af liv. Der er fædre og mødre med klapvogne, barnevogne, Nihola’er og almindelige cykler med børn, der skal afsted til dagens dont. Jeg er flyttet til et udpræget børnekvarter og hvem vidste, at der var SÅ meget gang i gaden kl 08.15?

Det tager ca et kvarter at gå hen til vuggestuen, og på den trækning ligger der ca 30 vuggestuer og børnehaver. I hvert fald mange. De er næsten alle sammen i gamle villaer, med have og sansegynger og fucking flag i øko-træerne.

Jeg derimod afleverer Englen i en vuggestue, der ligger i bunden af en 10 etagers høj bygning, som blev bygget i halvtredserne til hjælp for enlige mødre. Nu er lejlighederne vist mest beboet af familier “med anden etnisk baggrund”. Rummene er små og legepladsen er lille og det eneste grønt der er at se er et sølle træ plantet i en trækasse midt i gården. Ikke imponerende ydre faciliteter.
Jeg kan da godt blive lidt misundelig, når jeg går forbi de store lyse villaer med flag i træerne og store legepladser (jo det kan jeg godt)
– men når jeg så kommer ned i den gule hule med Englen, og bliver mødt af Amira på to år, der løbende råber “heii Kaisi” til os og “Kaisi” smiler over hele hovedet, så synes jeg faktisk, det er helt ligegyldigt, med alle de der sansegynger and shit, når pigen elsker at være der, og pædagogerne er hjertevarme og søde både ved hende (og ved mig).
Måske er det min fordom, men jeg tror, der er flere speltspisende Malthe, Arthur og Phillippa’er i villa-vuggestuerne, end der er Amira, Memeth og Erkan, som de (også) hedder i Kaisas vuggestue. Det kan jeg godt lide. Jeg håber, hun lærer, at verden er befolket af alle slags mennesker, og selvom vi spiser økologisk spelt og nogenlunde sukkerfrit (50% af hustanden gør i hvertfald) så er det ikke sikkert, alle skal gøre det. Lige børn leger sgu ikke altid bedst.

Ud af sumpen…

Nå jaa, men så var jeg da heller ikke mere doven, end at jeg ikke orkede at skrive bare et lille bitte blogindlæg, inden jeg gik på påske”ferie” (ja definitionen af ferie er vel relativ, når man ikke har et fuldtidsarbejde at holde fri fra)

Men jeg må jo også indrømme, at dovenskaben blev blandet op med en god portion hjerte-schmertzen. Fandens osse. Sådan en dum lille telefon med beskeder fra en anden verden, slog alligevel benene væk under mig for en stund. Mere end jeg vil indrømme hvis nogen spørger. Det er noget pis, men vel også en del af de følelser, der må frem, for at jeg kan hele helt op igen, og maybe someday leve et liv tættest på lykken. For det er for dælen da lige der jeg gerne vil være!

Jeg er generelt ret godt tilfreds med mit liv som alenemor. Jeg er tryg i rollen, og stortrives som mor, og synes, jeg klarer det hele mindst lige så godt som alle andre. Men når morrollen er lagt til side for en stund, så sidder jeg alligevel med et smadret hjerte og en følelse af ikke at være elskelig nok. Det lyder måske lidt dramatisk, men ikke desto mindre så er det tanker i den dur(mol) der trænger sig på, når overskuddet er væk og dovenskab, chokolade og gamle sms’er tager over. Det er ynkeligt I know. Det er ubrugbart I know. Det er alt det, jeg IKKE vil eller kan tage ind i mit liv. Men det er der. Og nogle gange, som i sidste uge, fylder det bare det hele, og der er ikke andet at gøre end at sidde den over på bænken, og så komme ind i kampen igen, når den sorte sky er drevet over.

Jeg er tilbage på sporet nu (øh.. i kampen… tilbage i kampen – jeg må jo blive i samme terminologi, som jeg er begyndt på)
Men det er nu ikke en kamp. I dag har det for eksempel regnet! Er der noget bedre end regnvejr? Nej det tror jeg ikke. Slet ikke når hele påsken var solrig (i hvert fald, der hvor jeg var) Og Englen næsten ikke har feber mere, og jeg har søgt et job, og har flere på vej, og har næsten (!) købt en sofa på Lauritz.com. Jep! Jeg er klar til solsiden igen!

    Newer posts