Dovenskab ud over det hele

Jeg er sådan lidt tung i det for tiden. Nej det er jeg ikke. Jeg er pissehamrende doven. Jeg gider ingenting. Ja det hænger jo altså ikke helt sammen med det fantastiske vejr, penge fra Skat og en baby der klarer vuggestuen i stiv arm.
Jeg er den der hænger i bremsen. Har ingen energi og har lyst til at sove dagen væk. Det må man ikke, når solen skinner! Nu har jeg fyldt fadeburet op med frugt, juice, vitaminpiller, koldskål og kammerjunker (ja det sidste ligger meget højt i behovspyramiden fra marts til september) Og egentlig ved jeg godt, at det er motion der skal til. Jeg går jo helvedes meget i løbet af en dag, men sådan rigtig puls-i-sving-motion, det bliver der ikke meget af i min hverdag. Men på den anden side så orker jeg det virkelig ikke. hmm Det er nu noget rod det der med hønen og ægget..

-Kan jeg virkelig være blevet slået ud af en stjålet telefon??
(I den gamle telefon, som fungerer som overgangshjælper til jeg får mit simkort und alles, dukkede der billeder fra en svunden tid op. Forelskelse og sommer og sms’er der hilste fra en anden virkelighed. Hmmm det har i hvert fald INGEN indflydelse på mit humør. Ingen.)

Hvornår bliver jeg en af dem?

Der findes mennesker, der altid har styr på alting. Sådan nogle der altid rejser med én lille taske, hvor alt er pakket sirligt ned med specielle poser til sko og til snavset tøj (jeg love-hater ordet ’snavset’ -det lyder sgu da bare så sippet, altså) Sådan nogle der altid har lidt mønter i pungen, som de kan give til velgørenhed, når de banker på døren søndag formiddag (feks. som Kræftens Bekæmpelse gjorde det i dag. Dammit. Hvor meget forskning kan man købe for 6kr?) Sådan nogle der aldrig har fnuller i armhulen og huller i strømperne.
Der findes også folk som aldrig får snørebåndet i cykelhjulet, fugleklatter på tøjet og aldrig aldrig smider trusser på gulvet med makronsiden opad.

Sådan en person er jeg ikke.
Jeg er sådan én, der glemmer HELE sin håndtaske i S-toget. Sådan én som får vigtige papirer og nøgler til at forsvinde som dug for solen. Sådan én som efterlader sine fine dyre skindhandsker på kioskens tyggegummehylde. (men som ironisk nok stadig hænger på de sure vanter, jeg købte for 4 år siden i H&M). Og sådan én som ALTID formår at pakke alt ud af tasken og placere det rundt i hele cafeen, inden der er gået 20 minutter.
-og som nu har fået sin telefon stjålet. Eller har tabt den ud af tasken. Jeg er ikke helt sikker faktisk. Fact is jeg er telefonløs. Det er pissebesværligt og lidt ensomt. Hvordan ringer man f.eks. til forsikringsselskabet? Og hvordan kommunikerer man til veninden, at man bliver 15 minutter forsinket?
Kunne godt bruge en service på biblioteket, hvor man kunne låne en telefon. Bare for en dag eller to.

Tror nogle gange at Gud (eller universet, hvis det er lettere) lige skal minde mig om, at jeg ikke er i nærheden af at være tjekket endnu. Overhovedet. Ligegyldigt hvor meget jeg jonglerer med vuggestue, jobsøgning, aftensmad, babybad, baby-negleklip (hade hade hade) indkøb, oprydning og fanden og hans pumpestok (?!), er jeg stadig klumpe-dumpe-Karen fra folkeskolen, der: “er så glemsom og langsom at du en dag glemmer hovedet derhjemme” hahahahaha Citat klasselærer.

Eller også vil han bare minde mig om, at jeg da også kan klare denne lille udfordring? Easy, vi er kørende på kommunikationsfronten igen by the end of the week!

Om at aflevere

Jeg hader at aflevere. Mit barn. Ikke biblioteksbøger og eksamensopgaver og den slags, selvfølgelig. Men at aflevere Smukkebarnet hos hendes far er bare pisseirriterende. Altså forstå mig ret. Jeg elsker at have “fri”, og jeg glæder mig hele ugen, til at jeg skal have en hel dag, hvor jeg kan gå rundt i byen uden barnevogn, tage lange bade, læse i sengen og mødes med veninder på cafeer, der ikke ligger i gadehøjde. Men selvom jeg glæder mig til denne ene dag om ugen, så ender det altid med, at jeg synes det er tom og trist uden hende. Hun er krøbet ind under huden på mig, den lille abe. Men det er jo selvfølgelig godt. Jeg mener ,hvor faen skulle hun ellers være?

En stille nat

Jeg ville have skrevet et lang og flot indlæg (flot indlæg??) om at aflevere mit barn hos hendes far, og komme hjem til en lejlighed, der altid er lidt tom uden hende, hvilket jo er fuldstændig fjollet, eftersom jeg ser frem til at have “friaften” hele ugen.

Men jeg er blevet for træt. Bare sådan lige pludselig. Midt i en sætning, halvvejs inde i teksten. Så jeg trykkede på delete, og vender tilbage i morgen. Med et “flot indlæg”….

Jeg lukker øjnene og blunder hen – uden søde babyåndedræt i øret.

Kaffe med skum… og frugtfad!

Nu har jeg ikke så travlt mere. Stadig lidt dog, men i dag har jeg smagt den sødmefyldte forsmag på en rigtig arbejdsdag. Sådan rigtig voksent og ja bare rigtigt. Englebarnet var hos faderen, så jeg kunne lege voksen på kontoret 9-17. Der er noget helt vildt befriende i at blive talt til som selvstændig-Karen, og ikke som Kaisas mor, selvom det også er helt vildt dejligt at blive talt til som Kaisas mor.

Men i dag havde jeg taget mit pæne arbejdstøj på, og sat håret og endda flottet mig med mascara for at gå på kontoret. At anledningen var, at jeg var faret vild i min gamle mac, og muligvis var kommet til at bruge adskillige US dollar, på noget jeg ikke var helt sikker på fandtes og i hvertfald ikke kunne få til at virke, tillægger jeg ikke så meget betydning.
Jeg synes sgu egentlig jeg passede helt godt ind i det rejsende folk på S-toget kl. 08.30 om morgenen. Hej hej her kommer jeg! Lige afleveret afkom i vugger og “haster” videre på job…
Og i eftermiddags: gudhjælpemig om der ikke var en assistent (ikke min egen dog!) der bankede på for at spørge, om jeg ville have kaffe! øøhh jotak hvis du alligevel står og skal lave.. (sådan svarer vi i Jylland) hvorefter den søde unge mand bragte mig en varm kop kaffe (med mælk i, der både var varm og havde skum på toppen) OG – et lille fad med frugt i mundrette stykker!!! For fanden jeg har savnet at arbejde på et kontor! Farvel dage i jogging med tvivlsomme pletter og sur nesskaf’, farvel leverklapper til frokost.
Fra nu af vil jeg stå i køen til lune kyllingelår og ovnbagte rodfrugter med timian og mynte sauce og dertil hjemmebagt brød. Jamen jeg sværger det var menuen! HA! Jeg MÅ bide mig fast i det kyllingelår på en eller anden måde…

Older posts