V for (h)Vaffor noget??

Well well, den V-dag kom og gik igen uden så meget som et lille strejf af lyserødt. Men skidt os’ med det, for jeg havde en alletiders 14. februar med dans i stuen og zoobesøg og ægte niece/søster hygge! Bedre februarhygge findes ikke!

Nu er jeg så tilbage i hverdagen. Jeg er begyndt at arbejde lidt igen. Jeg synes, der er en masse praktisk-Tetris, der skal gå op. Barnet har ikke nogen pasning endnu, jeg har halve jobs og ikke flere “klip” i dagpengekortet, faderen begynder også at arbejde nu, ansøgninger og cv og al mulig bøvl, som jeg egentlg har lidt svært ved at overskue. Hvordan får man det til at hænge sammen? Det sætter virkelig mine organiseringsevner på prøve! Hvis bare jeg kunne fortsætte på barsel og arbejde om aftenen og i weekenden lidt endnu… men jeg har en lille plan. som er hemmelig lidt endnu. fordi ellers er jeg bange for at jinxe den.

MEN ladies and gentlemen; De siger at pollentallene allerede er ved at stige! Det betyder forår! Det betyder optur og solskin, og kolde drinks i kongens København. Mmmmm!

V for Valentine

Februar er pr definition en skod-måned. der er mørkt, koldt, vådt og aldrig penge nok. Januar står skræmmende frisk i erindringen med dens “NU skal jeg dælme tabe 20 kg, spise sundt og blive et bedre menneske”-attitude. I februar har vi derimod indset, at it aint gonna fucking happen, så tag bare et ekstra stykke kage og vent på foråret.

Men så har nogen indlagt en lille lyserød surprise. En lille varm kop kakao til at lune sig på; Valentines day!

Jeg ved godt, det er en meget udskældt fejringsdag, og alle der har bare en lille smule omløb i hovedet, argumenterer med at amerikanske blomsterhandlere og choko forretninger hjernevasker os forsvarsløse februar-ofre til at tro, at livet er lettere med en rose og et hjerteformet kort.
Well min hjerne er vasket! Jeg vil saftsusemig gerne have en hemmelig beundrer, der sender mig chokolade og blomster (jada begge dele!) Og endnu bedre, hvis han eller hun (for fanden, jeg er da ikke i en position, hvor jeg kan være køns-kræsen) oven i købet erklærer mig sin store kærlighed.
Blomster, kage og chokolade kan man slet ikke få nok af, og så er jeg egentlig ikke så kaje med anledningen. Jeg har tænkt mig at tjekke postkasse og være hjemme hele dagen d. 14 februar, så buddet ikke går forgæves. Bare så I ved det…

Tvivl!

Jeg er simpelthen så meget i tvivl.
Jeg er i tvivl om, hvad der skal blive af denne blog. Jeg elsker at skrive, og jeg elsker at få mine tanker ud gennem fingrene, sådan som jeg gør det her. Men jeg bliver jævnligt meget bevidst om mig selv, og det jeg skriver (og dem der læser.. eller ikke læser), på en uhensigtsmæssig måde, fordi det bremser mig i at skrive frit. Jeg føler ikke rigtig, at jeg skriver OM NOGET. Jeg har udtrykt det før her på siden, overvejelserne omkring et EMNE. Noget der ikke er så navlebeskuende og til tider klynkende som nu. Heller ikke så meta-overvejende som i dette sekund.

Men tvivlen går også på, om jeg er personen der deler mine samfundskritiske røster eller madopskrifter, strikkeopskrifter eller børneopdragelse. Jeg har så skide svært ved at hidse mig op over noget, skælde ud eller bare formulere en lille bitte mening, at det virker helt ironisk, at jeg kaster mine skriblerier ud i offentlig forum. Jeg vil jo bare gerne have at vi alle sammen er venner.

Min første plan med denne blog var jo at offentliggøre nogle af de historier og kreative tekster, jeg har skrevet. Men problemet er helt konkret, at der ikke er nogle tekster at offentliggøre lige nu. Jeg har jo for hewled ikke tid til at skrive tekster for tiden! Så nu er det bare blevet en ammeblog. Gaaab!!

Jeg tvivler og tænker og mærker tvivlen igen. Jeg håber der kommer noget godt ud af det, og at jeg bliver klogere og modigere hen ad vejen.
Tak fordi du læser med..

noget om målstreger…

“Hvad har jeg gjort i dag, som har bragt mig tættere på mit mål?” – En god ven spurgte mig i weekenden om noget lignende, og jeg havde ærlig talt lidt svært ved at svare. Måske mest fordi jeg ikke ved hvad mit mål er. Jeg er ikke sådan én der sætter mål og når det. Jeg er nok mere sådan én go-with-the-flow-kinda-girl. Sådan én der flytter målstregen efterhånden, og derfor altid når i mål. Skal jeg sætte barren højere?
Naaj, jeg kan nu godt lide at være en succes. Også selvom den er lidt søgt.
Er det i virkeligheden det, der gør mig til lidt af en jubelidiot? At se sig selv som en succes, selvom man aldrig nåede i mål, men bare flyttede målstregen tættere på og kravlede over. Well så er det jo det jeg er…

Mere “forandring”

Jeg fortsætter lidt i samme dur (eller mol), for som jeg nævnte i går, så har jeg hovedet fuld af spørgsmålstegn, omkring hvad fremtiden bringer. Jeg tror, det er en øvelse i at være helt i nuet, og ikke forsøge at tyde, hvad der står derude i den mørke fremtid (mørk, fordi den er uvis.. du ved, tåget… mystisk.. argh det er da et godt malerisk sprog jeg har!)

Nå, men måske er det også en del af at blive voksen. Altså det med forandringer. Jeg tror for første gang, at jeg et øjeblik mærkede, at jeg faktisk var klar til at bo i et hus, med mand og børn. At jeg også gerne ville have hele pakken. Det ville jeg aldrig have indrømmet for få år siden, og faktisk nok heller ikke, mens det hele kom til mig (altså huset, manden og barnet) Ironisk nok, var det først lige inden “bruddet” (uuuh), at jeg tog mig selv i at føle mig voksen og glad for det. Helt uden at være fuld af distance og “årh hvad, jeg er slet ikke gammel nok til at købe bil (what stationcar!), bo i et HUS og købe brænde og autostol”- agtig.

Følelsen er der stadig. Følelsen af, at jeg er klar til at blive voksen. Ikke nødvendigvis på den borgerlige måde, men bare sådan på tage-ansvar-måden. Og det er nok meget godt, eftersom det er, hvad der behøves.
Måske er det der forandringen ligger gemt?