Pensionisthygge

Jeg ææælsker pensionisthygge! Har lige haft en aften med bedsteveninden (ok, dem er der mange af, men én af dem) hvor vi spise middag, drak et enkelt glas rød, derefter kaffe, netto-kage, strikketøj og tv. Aaahh!
Men jeg er også ved at være klar til at komme lidt ud. For ikke så længe siden fik jeg sådan en lyst til at tage i byen! Ud at danse til tidens toner, slutte af på et brunt værtshus et sted i byen, og få en lang snak med en stamkunde over en lunken flaskeøl. DET har jeg lyst til. Jeg er støvet..

Forresten: Har lige opdaget at mine små kagetallerkner arvet fra Faster Helga bliver solgt i min lokale antikvitet til fucking 175 kr stk!! Du godeste, nu tør jeg jo ikke bruge dem mere! Nu står de der i skabet, og skaber frygt for at klodsede mig sætter mig på dem. Måske skulle jeg sælge dem? Købe nyt tøj for pengene?

Shh solen kommer..

Der er forår i luften, og det føles fantastisk.
Jeg har nu været alene med Englen i et halvt år. (Jeg har ikke nogen dato for “the big break up”, men sådan ca.) Det har været 6 fantastiske måneder. Jeg har lyst til at sparke den næste, der siger at jeg klarer mig flot. Gu fanden gør jeg da det, for det skal jeg!
Men jeg har brug for at rejse væk. Jeg har brug for at lukke helt ned for nogle ting og tvinger mig selv til kun at se én vej. Fremad. Kan jeg rejse væk fra mit barn i en måned? …. en uge? Nææ, det tror jeg sgu ikke at jeg kan.

Det er ikke første gang at foråret bringer “stikke af” tankerne frem i mig. Jeg får sådan en lyst til at stikke af fra det hele og mærke afstande igen. Dem mærker man ikke når livet strammer. Men jeg kommer jo for fanden aldrig afsted. Jeg sidder her og lever det der liv. hvorfor er det jeg vil væk? Jeg tror, jeg vil nyde at være her i stedet for.
Her tag en kiks og nyd solen for helvede!

Endnu et sygdomsindlæg

Aargghh! Nu vil jeg gerne være fri for sygdom. Jeg har aldrig været så syg, som jeg har været i det her efterår/vinter. Mit immunforsvar må være helt fucked up, efter alt det andet der er sket i de mørke måneder. Nu kommer foråret lige om lidt, så må alt gå bedre, ikk?

Mens jeg sidder og skriver det her “kravler” Smukkebarnet rundt på gulvet. Hun møver sig rundt på maven hærger alt på sin vej. Jeg orker ikke at gøre noget ved det. Alle bøger er revet ud af reolen, strikkegarnet ligger som uldne slanger rundt over stuegulvet og mit nyeste boligmagasin er drysset ovenpå det hele som konfetti. Hun spiser sgu mine mode og boligblade, den lille terrorist! Haps haps haps, så er den Wegnerstol fortæret. Nå, der er vel også en slags vitaminer i den slags 🙂

Åh mit feber ramte hoved, kan ikke skrive mere nu.

Det der med parallelle verdener

I disse tider, hvor Whitney Houston bliver hyldet alle vegne (ja, vi er nogle der er blevet hånet til mangt en privatfest de sidste ti år – men uh ha nu er alle enige! fint fint) har det bragt nogle lidt andre tanker frem i mig.
Whitney har nemlig altid kunnet få mig til at føle mig som en stram sort gospelWoman (med stort W) der bare siger Shoup Shoup til alle problemer. Det eneste jeg behøver at gøre er; at slukke for spejlet + tænder for anlægget + skrue lige nøjagtig så højt op, at jeg ikke kan høre mig selv = Im every woman!

Da jeg gik i folkeskole var jeg rystende bange for de store drenge.. og piger! uha næsten værre med pigerne. Jeg var ikke bange for, at de skulle give mig buksevand eller tage min gymnastikpose eller andre modbydeligheder, som man hører at sådan nogle kan finde på. Nææ jeg var rædselsslagen for at de ville grine ad mig. At nogen ville tage mig i at pille næse, eller at jeg ville snuble midt på gangen eller gyys! at min lynlås i bukserne stod åben!
Så når jeg skulle have gymnastik (som i forvejen var langt ude af min comfortzone) og jeg skulle gå den lange lange farlige vej gennem “de stores gang”, var mit forsvar at forvandle mig til en anden. Jeg kunne være Anne fra Grønnebakken, Kelly fra Beverly hills, min Farmor eller en indisk flygtningepige med sådan en rød dut i panden (det var mest deromkring, hvor der landede en flok tamilere i vores lille by – DET var spændende!)
Min pointe er (for der er en pointe) at jeg altid har kunnet finde ro i at være en anden. At det er nemmere at være stærk, sej eller vred, når jeg ikke er mig. Det er da noget mærkeligt noget, hva?
Måske skulle jeg overveje at prøve at være mig selv næste gang, fjenden melder sig. Nu er én af mine gode personligheder også død jo, såå tja man kan jo overveje det …

working my … off (og det er fedt)

Jeg går og brygger på et ‘længere’ indslag om at leve i min egen verden… men lige nu har jeg skrevet i 21 timer ud af det sidste døgns 24, så jeg skal lige have rettet mine fingre ud (jeg har sådan en dum vane med at stritte med tommelfingeren, når jeg skriver – hvorfor?)
Jeg vender stærkt tilbage om nogle timer… jeg skal lige have en pause…mad…søvn…zzz

Older posts