Skidtmas med ynkeligt på

Ååååååhhhh…. Jeg har været et ynkeligt lille væsen siden i aftes kl 19.30, hvor den første maverumlen og kvalme advarede om en meget lang og hård nat. Og for at det ikke skal være løgn (og det skal det gudhjælpemig ikke), vågnede englebarnet første gang kl 01.05 med en kaskade af opkast ud i hele sengen. My goodness!
Godt man tog tidligt hjem på juleferie, og nu kan overlade Englen til mormor og morfar, mens undertegnede ligger på sofaen og stønner. Jeg er en firmbeliever af stønneterapi. (ikke den frække… Den hjælper på så meget andet, men det er jo et helt andet blogindlæg)
Stønneterapi går ud på at sygdom, hjertekvaler, overspisning, hjerneoverophedning og selv begyndende stress kan afhjælpes, eller i hvert fald mildnes, ved at ligge i fosterstilling og stønne rytmisk ud i rummet. Det skal helst lyde, så ynkeligt som muligt, så virker det bedst.
Det var et lille råd givet videre, og nu vil jeg tilbage til stønneriet, for jeg er slet ikke færdig.

(Englen vælger en helt anden strategi. Hun griner og pludrer helt frem til opkast, og lige efter stiller hun op med et stort grin igen. – Nå, så kan man jo selv vurdere, hvem der er den sejeste syge)

Julehjælp, min bare…

Jeg har fået ordnet alle julegaverne. Og jeg er ret glad for dem. Jeg tror de alle vil blive vel modtaget. Det er så dejligt at give gaver. Nej, det siger jeg ikke for at fremstå som englen på jord, men fordi jeg virkelig godt kan lide det. Jeg elsker at gå og tænke over, hvad der skal gives, og hvor glad vedkommende bliver. Den der reklame som kører for tiden (ja, jeg ser virkelig meget tv, og det skal også stoppe nu) for Inspiration, tror jeg, med en pige der bare ÆÆÆlsker at give gaver. Det er mig.

Jeg bliver så også nødt til at komme med et surt opstød. For hvad fanden sker der for at ingen butikker pakker gaver ind mere?? én eneste lille Matas gave er blevet pakket ind, resten har jeg enten helt flabet fået indpakningen med ved siden af(??!) Eller som en dårlig Magasin-joke, efter at have brugt tre kvarter på at vente på elevator og kører op og køre ned, før jeg endelig havnede på den rette etage, fik at vide at “gaveindpakningen foregår ved et andet bord “så skal du ned igen, og helt hen til højre for….blabla” WTF? Nej, lille du. Der står julehjælp på dit skilt, og der ligger et barn med alt for meget tøj på i min kurv, så du skal pakke ind skal du. (altså gaverne ikke barnet) Basta. Nå, men så gør jeg det da bare selv så. Derhjemme.

Og det er jo alt sammen meget godt, taget i betragtning at jeg egentlig også godt kan lide at pakke ind og lave sløjfer og skrive små kort. MEN med baby og given the fact at K fik alt gavepapiret ved skilsmissen (tilgengæld fik jeg tv’et) gør det hele meget mere besværligt.
Det korte af det lange er bare, at jeg godt kunne bruge at julehjælpen rent faktisk hjalp. Mig.