Vrøvl om forventninger

Hvad kan man egentlig tillade sig at forvente af livet?

Velstand og lykke?
At blive elsket?
At blive forstået?

Der er så mange, der forventer så meget. Jeg har selv en forventning om, at ting omkring mig udvikler sig på en bestemt måde. Det betyder ikke, at tingene ikke kan ændre sig, men at der dermed opstår nye forventninger. Er det en dårlig ting at have forventninger? Man kan vel strengt taget ikke foretage sig noget uden at have en eller anden forventning om, hvad det vil medføre.
En del af det at glæde sig handler om forventninger. Jeg elsker at glæde mig til noget. Ofte mere end selve begivenheden. Jeg laver små begivenheder til mig selv i løbet af dagen, som jeg kan glæde mig til. F.eks. ligger der lige nu en kiks på mit bord, der først må spises, når jeg har sendt dette blogindlæg afsted. Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig også til at jeg i morgen skal se Smukkebarnet plaske rundt i vand, og til at jeg i næste uge tager til København og derefter på miniferie til Stockholm. Jeg glæder mig også til at alle mine møbler er samlet et sted, og jeg ikke længere skal konfronteres med knuste drømme.
Hvis man ikke forventer noget af nogen, og ingen forventer noget af én, er man et ensomt menneske. Det er dejligt, når nogle har forventninger til mig. Det viser tillid. Jeg kan leve op til dine forventninger…

Og når forventningerne ikke bliver opfyldt?
Så kan man sætte sig i sofaen og tude. Man kan skrige ned i puden og smække med døren. Man kan stirre ind i væggen, og mærke hovedet blive helt tomt for tanker.
– og når man er færdig med det, kan man bestille en flyttevogn og starte et nyt liv i Højbjerg, Valby, Hvidovre eller Tilst.

Karen og Smukkebarnet mod nye eventyr. – med store forventninger om at alt bliver bedre.

Søndagsbalancen

I dag er en god dag. En masse ting skal gøres i dag.
Things to do i dag:

– holde ild i kaminen
– lave kartoffelsuppe
– lave æblegrød/pæregrød (til at lægge i fryseren.. og om meget kort tid til at putte i baby!)
– synge sange med baby
– få bugt med forkølelse (ved hjælp af the, dyne, kiwi og “Sex and the City”)
– tage bad
– rydde op og pakke ud … og ned (naaar, det sidste kræver flyttekasser, overblik og nerver af stål – det bliver ikke i dag)

jojo, der er mange opgaver på plakaten i dag, og solen skinner, og jeg er ved godt mod, så jeg tror faktisk på, at jeg når det meste!

Jeg har brugt den seneste tid på at tænke mange store tanker, og den allerseneste tid på at lægge dem fra mig igen og ikke tænke nogle tanker overhovedet, og ved I hvad? Det er de mærkeligste stemmer, der dukker op i den proces.
Jeg kan mærke at Englebarnet og jeg nok skal klare det hele. Vi skal have ro og ild i kaminen, så går det hele nok. Og så skal jeg dyrke min kreativitet, og selv bygge mit eget job med glamour. Sætte mit lys i en stage og slå på tromme for mig selv og stille mig forrest i bussen. Alt det jeg er så bange for.
Og så skal jeg have en bil. Det siger universet til mig. Jamen tænk det var det, jeg hørte! “Karen du skal have din egen bil og et fedt job, så har du frihed til at flytte hvorhen du vil og lave alt det kreative stads du vil” – det må jeg jo efterleve. Man skal gøre hvad universet siger. Ellers kommer man ud af balance. Og fanden tage mig, om jeg vil være ude af balance! Balance er my thing! My thing!

Snot-liv

Jeg er stadig syg. Eller jeg er blevet syg igen, før den første forkølelse havde sluppet taget i næsen, buldrer den næste frem. Jeg har lige nu snot i samtlige huler i mit hoved. Bihuler, pandehuler kæbehuler… find selv på flere. Og nu sidder jeg her og kæmper for at holde ild i brændeovnen, og barnet sover, og jeg skriver blog og søger bolig.

Jeg må jo gøre noget. Jeg må væk herfra og finde min egen firkant, hvor jeg kan tænke og handle. K og jeg flytter fra hinanden, og jeg synes, det er noget forbandet lort og pis og røv. De sidste uger har jeg boet hos mine forældre, men det holder jo ikke i længden, og nu tror jeg ikke længere, at vi bare sådan finder sammen igen. Jeg forstår faktisk ikke rigtig, hvad det er, der sker i mit liv lige nu. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg lige minde mig selv om, at verden er braset sammen og jeg skal tage nogle beslutninger. Med englebarn. Fuck.

(Jeg er syg og er pyldret.. og ilden er gået ud igen.. for fanden altså)

Søndag i regnvejr

Jeg elsker regnvejr. Sådan et vejr som lige nøjagtig i dag, inviterer til at sidde inde med stearinlys og en god bog. Eller bage boller og spise dem alle sammen med kold smør, der smelter på brødet. Jeg elsker det lys en gråvejrsdag giver. Måske vil jeg male lidt i dag…
Og hvis jeg er rigtig heldig, så kommer der et ordentligt regnskyl senere i dag, hvor jeg kan gå en tur, pakket ind i regntøj og gummistøvler og tænke til melodier af dråber på hætten. Det er den bedste lyd i verden.
Der kommer altid noget godt ud af regnvejr.

En mors mareridt

Jeg har helt forfærdelig meget lyst til at shoppe. Og ikke lækre vinterstøvler til mig. Nænej. Uld til baby! Uld undertøj. Uld overtøj. Uld striktrøjer, strømper og bukser i Uld. Uld med uld på. Min baby skal ligne et lille får, før jeg bliver glad.

Sagen er nemlig den, at min lille blåøjede engel har haft sin første forkølelse. Og når englen nyser, bløder moderens hjerte. Det værste af det hele er, at det er mig, der har smittet hende! jamen hvor uretfærdig kan verden være?
Jeg sidder med snot i hele hovedet og prøver at holde bakteriefyldte host tilbage, mens jeg ammer uskyldig engel. Og til sidst må jeg helt gasblå i hovedet give efter og hive efter vejret. I samme øjeblik jeg viser tegn på svaghed springer et nys frem i næsen, og en regn af bittesmå beskidte snotperler lander på englens perfekte silkehud. Og skaden er uoprettelig. Jeg har nu påført min datter sin første forkølelse!
En fire måneder gammel baby med snot i sin lille perfekte næse, er jo faktisk truet på livet, hvis den stopper til! Barnet kan hverken sove, spise eller bruge sut, når næsen er tilstoppet. Og det er faktisk temmelig svært at pudse næse på en baby.. “pust!” “nej -ikke spise papiret..” årh glem det.

Men nu hvor begge parter overlevede forkølelsen (Jeg har kun en lille bitte “rygerhoste” tilbage – thank you for asking)skal der forebygges. Der skal hamstres og planlægges, og der skal bygges en dæmning af uld til at beskytte englen mod vinterkulde og andre folks (og hendes mors) ubehagelige bacciller.
Jeg må allerede i gang med at udtænke en detaljeret plan for, hvordan jeg får pakket hende ind til hendes første dag i vuggestuen… hvis hun nogensinde får lov at tage afsted. For slet ikke at tale om børnehaven… skolen… gyyys skoleudflugter! Den slags er jo de rene dræberlejre! Der er jo børn, der nyser og snotter over det hele. Uden at vaske hænder.
Jeg får hjertebanken. Jeg må hellere lægge mig.

Older posts