Ebbe i kassen! -igen!

Eii altså! Nu er vi fattige igen. Det har vi jo sådan set været hele tiden, men nogle gange mærkes det bare mere end andre. Lige nu mærkes det meget. Vi har f.eks. lige brugt alle “vores” børnepenge på olie! Altså hvor usexet er det lige? og det betyder sådan set bare at vi, hvis vi spare på det varme vand, kan holde os kørende til ca midt på efteråret. for fanden. skal jeg virkelig sælge ud af stilletterne bare for at familien ikke får lungebetændelse i vinter? Jeg er på barsel og kan jo ikke så godt stampe millionerne op ad jorden, så nu er manden sendt i marken for at skaffe føde til arvingen og jeg. Den kreative klasse har det hårdt.

menmenmen intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg har aldrig været så glad for genbrugsbutikkerne som nu og jeg har aldrig været så krea med de gamle møbler og klude jeg finder i mine forældres kælder og andre steder.

Gratis glæder som blogging, læsning af gamle bøger på reolen, oprydning i forældres kælder (som medfører læsestof af den pinlige og sjove art i form af gamle dagbøger og breve, og underligt tøj, som måske kan blive fedt i den rigtige sammensætning) og ikke mindst fotoshoot med baby, er mine nye hobbyer. Det har alle dage været godt for kreativiteten at være fattig!

artikel: en dag i mit liv

Klokken er 07.55. Jeg har været vågen mindst en time. Om lidt kommer min mor ind og vækker mig, og jeg ved hun allerede har læbestift på, og klar til at tage af sted, selvom der er mindst 2 timer til vi skal køre. Vi skal hente min søster først. Det er en underlig dag.
I radioen er de allerede i gang med forberedelserne. Det har de været i flere måneder, men nu går det løs med alt, hvad de har sparet sammen. På denne tid af dagen, er der ikke rigtig sket noget, så de gætter på hvad der kunne ske og genudsender de interviews, de har lavet tidligere, og analyserer dem på en ny måde. I fjernsynet viser de billeder af kirken, af blomsterne, af København der er renskuret og flagklædt i dagens anledning. Hele landet vågner til en festdag, der har været forberedt i flere år.
Jeg har fået flere invitationer til fester, jeg kunne være til. Tøsedag foran tv i fine kjoler og med bryllupskage. Fredagsbar i hjerter og champagne og med Zulus bryllupsdækning i baggrunden.
Jeg skal ingen af delene. Vi taler og griner lidt hysterisk i bilen hele vejen derind. Det er 45 minutters tom snak, men ingen af os har lyst til at være tavse. Faktisk er det helt rart at høre min mor og søsters stemmer. Så er det næsten, som om vi bare er en helt almindelig familie, der er på tur. Min søster er træt. Hun sms?er med sin nye kæreste. Han er endnu hemmelig, så mor tror det er Trine, hendes veninde, hun sms?er med. ?spørg hende hvor hun skal se det henne?? ?..Nå, det kan selvfølgelig også være, hun er på arbejde, men de må da have en skærm tændt der også?? ?Tror I de viser det i venteværelset?? ?Jeg vil nu gerne se hendes kjole. Når bare jeg har set den, så behøver jeg ikke mere. Eller måske også lige, når de siger ja. Men så behøver jeg heller ikke mere… udover talen selvfølgelig. Den skal man næsten have med?.
Jeg drejer ind på parkeringspladsen. Det er altid mig der kører, når vi skal herud. Mor er simpelthen så fraværende, at jeg ikke tør lade hende køre. Der er en plads lige udenfor døren. Det er underligt. Der er ellers aldrig pladser her. Jeg plejer at køre rundt i lang tid for at finde en plads, og jeg kørte kun herhen for at sætte min søster og mor af, så de kunne gå op, mens jeg ledte efter en plads. Men her var den. Den perfekte plads. Lige ved siden af springvandet.
Mor har lagt sin taske på skødet, mens vi kørte, og i det hun træder ud af bilen, vælter tasken og al indhold ud på asfalten og ned i springvandet. Mobiltelefonen ligger på bundne af bassinet og lyser. ?Indbakke?. Vi griner. Lidt hysterisk. Det er typisk min mor. Sammen får vi samlet alle de våde ting tilbage i tasken. Vi har ikke tid nu, men senere på dagen skal vi nok få tid til at redde, hvad reddes kan.
Far ligger i sin seng med lukkede øjne. Han sover. De har givet ham noget beroligende, men han vågner da vi kommer ind. Vi taler lidt om ingenting, holder hans hånd og kysser ham på panden. Han viser os sit bryst. De har barberet al håret af. Det ser mærkeligt ud. Det er slet ikke min fars bryst. Helt nøgent og sårbart. Der er et langt ar fra en tidligere operation. Om få timer får han et magen til ved siden af. Han komme til at ligne en flæskesteg på brystet, smiler han. Jeg siger, han kommer til at ligne en sej rocker. Det bliver flot på stranden til sommer.
Da de henter ham, vinker han og smiler til os. Han siger, vi skal passe på at ham i nabosengen ikke stjæler hans hjemmesko.
Vi har fået at vide at operationen tager ca. 4 timer. Efter én time ringer de til os. Der er gået noget galt. Min far kunne ikke tåle den medicin, de gav ham inden operationen, og han holdt op med at trække vejret. De genoplivede ham i 40 minutter. De fik kontakt med ham, og han ligger nu på intensiv. De kender ikke konsekvenserne af forløbet endnu. Hjernen har højst sandsynligt taget skade, men hvor meget må tiden vise. Vi har naturligvis ret til at klage.
På skærmen fælder Frederik en tåre. Det gør jeg også.

mere leverpostej på nettet!

Uh jeg har lige haft en af de der inspirerende samtaler med en veninde, der gør at jeg føler mig lidt mere mig en ellers. Jeg bliver bekræftet i at jeg er som jeg er og det er godt. Rigtig godt.

Jeg lovede jo billeder af mine loppefund i tirsdags. Men nu er jeg kommet i tvivl. Jeg ved ikke rigtig om denne blog er en blog med billeder på? Og det bringer mig videre til mit evige spørgsmål; hvad er denne blog egentlig for en blog? Mest dagbog. Og lidt skriblerier. Skulle man fylde noget mode på? boligindretning? (Det sidste mest for at få nogle prøver fra nogle, der vil have at jeg skriver om dem) Jeg kunne helt bestemt fylde nogle artikler på. Så andre kan se at det kan jeg (også) skrive. Men men men det vigtigste er dog, at jeg finder ud af, hvordan dette blogliv virker. og til det har jeg hentet hjælp fra Julia Lahme, som har lavet sådan en fin guide til bloglife (for kvinder??) Nu har jeg ikke læst hele guiden igennem endnu, men jeg regner med at hun (og sikkert en masse andre) skal inspirere mig til at få styr på det her blog-halløj, for det er dælme lige noget for mig! Jeg vil leve af at sidde her og blogge! – Derfor slår jeg et slag for mere leverpostej på nettet, for det kan jeg nemlig levere!

Og jo. Min eneste bekymring omkring billeder på denne blog, udspringer af at jeg ikke ved hvordan man lægger billeder ind. øv. så er det afsløret; jeg er total tumpe til alt med knapper. incl. computeren. og dermed nettet. og dermed bloggen. min egen blog. fuck.
Jeg finder ud af det. Lige nu!

to-do liste

Jeg er, måske afledt af min nye rolle som mor, ved at blive et bedre menneske. Altså sådan et menneske, der har styr på tingene, og er rummelig og rolig og giver plads til andre og sig selv. Der er dog lige et par småting, som mangler før jeg helt er der.

Jeg skal
– være mere til stede, når nogle taler til mig. (ikke bare svare “ja, sådan er det jo” og nikke bekræftende, mens jeg stirre og smiler overdrevet til mit barn, når nogle fortæller mig, hvad der sker i deres liv)
– Lytte til mig selv og give min mening til kende, så min datter har noget at se op til
– drikke mere vand – fordi det er jeg virkelig dårlig til.
– bruge tandtråd – fordi det er jeg virkelig dårlig til. (selvom de 17 sekunder det tager, kan spare mig for 2000 kr hos tandlægen, så er jg simpelthen så dårlig til at få det gjort.)
– rydde op efter mig selv, herunder stille støvsuger og brugt service på plads efter brug. (det vil redde meget i parforholdet, og på elsk-dit-hjem barometeret)
– Bruge ansigtsrens hver aften. Eller i hvert fald de aftner, hvor jeg har haft make up på. (mascara gælder ikke som make up)
– lave god mad.. hver anden dag. -træerne vokser jo ikke ind i himlen.
– nyde mine tæer og give dem kærlighed (det lader til at min datter har arvet de lange krogede sataner, så jeg kan lige så godt lære hende først som sidst, at der ikke findes kosmetiske behandlinger, der klipper lidt af tæerne.)

og så skal jeg glæde mig over at bo på landet! Det er den vigtigste. Jeg er allerede godt i gang med den. Et stort plus ved at bo hvor jeg gør er, at der er gode genbrugsbutikker og loppemarkeder lige i området. I aften skal jeg til loppemarked med min mor og søster (som også rangerer højt på listen over plusser ved at bo på Djursland) og ih hvor jeg glæder mig – til loppemarkedet altså. Det kan kun blive en succes, også selvom det utænkelige skulle ske, at der ikke var en eneste lille dims jeg synes passer lige ind hos mig. – Meen det skulle nu være svært uheldigt. En lille vase eller et par gamle solbriller skal det nu nok kunne blive til.
Det kan være, at jeg tager nogle billeder af mine “fund” i morgen, og lægger dem ud på bloggen. (så finder jeg også ud af hvordan det gøres)

Nu vil jeg kigge lidt på mine tæer..

Denne lille begyndelse til en historie har jeg oprindeligt skrevet på min skrivemaskine. Det giver noget lækkert til kreativiteten at skrive på maskine. Det lyder godt.
Historien skal handle om det at blive arbejdsløs. Jeg mødte “Helle” på et jobkursus, og syntes hendes historie var interessant. Der kommer meget mere, men dette er en begyndelse.
– jeg overvejer desuden at få min mor til at skrive med på denne her. Hvis hun har tid. Og hvis det er en god idé… at skrive med sin mor… jeg har vist aldrig hørt om nogle, der har gjort det før. Vi får se hvad det bliver til. Jeg vender tilbage med mere nyt (mere teaser, for teaser, for teaser..Gaaab)

Hovedperson: Helle Gylden Kristensen. Gylden blev oprindeligt staves med to “ll”, men det har Helle aldrig brudt sig om. Det lyder som Gylle, synes hun, Så da hun fik mulighed for det ændrede hun det straks til Gylden. Det lyder bedre, synes hun. Og det ser bestemt pænere ud. Kristensen bruger hun aldrig. Helle Gylden. SAS Stewardesse.
Hun har altid elsket sig job, men da hun mødte Paul i Madrid, valgte hun at sige op hos SAS for at tage job hos et af lavprisselskaberne. Det var spændende i begyndelsen, men efter et stykke tid blev hun træt af at alt skulle være så billigt. Der var ikke samme klasse over de billige flyselskaber. Der er ingen luksus på de små ture fra København til Madrid. De lander altid på de yderste pladser i lufthavnen, og hendes kolleger fra SAS hilser ikke mere. Hun forstår dem faktisk godt. Da hun arbejdede hos SAS følte hun sig også hævet over dem fra lavprisselskaberne. De billige stewardesser. men da Paul havde foreslået hende at flytte selskab, havde han fået det til at lyde så tiltalende. Bedre løn, bedre arbejdstider, og så kunne de ses meget oftere, fordi Paul jo arbejdede i Madrid.
Alt så lysere ud dengang.
Helle har ingen børn. Det er der ikke plads til som stewardesse. Hun har været kæreste med Paul i 5 år. Han forlod hende for to år siden for en anden. Hun var ked af det i begyndelsen , men overraskende hurtigt kom hun over det. Hun savnede ham egentlig ikke. Kun når hun duftede til den specielle Hugo Boss deodorant som han altid brugte. mest fordi den mindede hende om alle de gange hun havde taget den med hjem fra hvor hun nu havde været. de sås næsten aldrig til sidst.
Helle så det i fjernsynet først. I Nyhederne. Og lige efter hun havde tændt for telefonen ringede den. Hun skulle komme til møde på kontoret i lufthavnen. Da hun lagde på kunne hun se at der var 11 ulæste beskeder. Flyselskabet var gået konkurs og Helle havde ikke noget job. Det havde hun aldrig prøvet før.

Older posts