argh altså!
Jeg har ventet og ventet og ventet! Nothing happens! kom nu ud lille ven!
Jef har brugt hele min graviditet på at ønske, at jeg ikke fødte før tid, men at jeg nåede at få HELE mine fulde fire uger uden barn. Det har jeg så fået nu. Fire uger og 2 dage. Jeg er gået 2 dage over tiden, det er jo ikke engang lang tid nok til at nogle kan have ondt af mig. Jeg har det jo godt alt taget i betragtning. ingen bækkenbundsløsning, åreknuder, vandladningsproblemer eller lignende irriterende ting, som andre gravide kan lide af. Jeg er tung og træt, men det er også det.
Alligevel synes jeg bare, det er så meget på tide, at baby kommer ud! Alt er helt klart og pudset og vasket herhjemme. Jeg er topmotiveret til at kaste hele mit liv over bord for at hellige mig moderskabet og al dens væsen. Jeg har læst alle fødebøgerne, ammebøgerne og øko-slynge-hippiebøgerne. JEG ER KLAR PÅ DET HELE!

Undtagen at barnet ikke kommer ud.

Hver gang jeg så meget som nyser, starter der en tankerække hos mig, der hurtigt bladrer alle hjemmesider, bøger og ammestuesnak igennem for at undersøge, om der ikke stod noget om at et nys kunne indikere snarlig fødsel? Det er jo ikke til at holde ud.
Min familie ringer i tide og utide, for at høre hvordan jeg har det… og bliver tydeligt skuffede over, at jeg igen har sovet godt i nat.

Jeg har altid været Miss Patience. tålmodigheden selv. Helt rolig og afslappet. Nu kan jeg slet ikke holde tanken ud, om at jeg i princippet kan gå sådan her i 10 dage mere. Hvad sker der med mig?

Eller hvad sker der ikke??? Kom nu ud søde ven. jeg lover at.. at.. at jeg vil tale svensk til dig så ofte som mit ordforråd byder det, fordi det lyder så pænt! Kom bare ud.