Børnehistorie

Blomst og Løjtnantens hjerte

Træernes kroner hvisker i vinden, og himlen er blå. En fugl sidder på en gren højt oppe og pudser sine fjer. den letter og tager et dyk ned i en stor gammel have med frugttræer. Fuglen lander tæt ved et barn, der sidder helt stille og stirre ind i en hul træstamme. Fuglen kigger på barnet, der stikker sin lille buttede arm helt ind i stammen og fisker en stor blank bille frem. Barnet lader billen kravle rundt på sin hånd.
Barnet er en lille blond pige på 5 år med store nysgerrige øjne. Hun hedder lille Blomst.
Huset, der hører til haven, er et stort gammelt hus uden tag og hvor vinduerne er helt nye. Tydeligvis et hus, der er ved at blive bygget om. Der lyder bankelyde fra taget og højt oppe ved himlen, kan vi skimte gamle far Blomst, der nynnende kravler rundt og lægger tag.

Familien Blomst er lige flyttet til et stort nyt hus, som mor og far selv vil sætte i stand. Lille Blomst synes det er mærkeligt at flyttet til et hus, hvor der ikke en gang er en seng. Hele familien sover i en campingvogn, der står i haven, fordi far helst selv vil lave taget. Lille Blomst synes det er mærkeligt, at far kravler rundt på taget hele dagen, når det stadig kun er plastik, der sørger for at gulvet inde i huset ikke bliver vådt, når det regner. Det er lidt ligesom at stå inde i et telt, når man går ind i huset. Hvad laver far på taget, og hvorfor må lille Blomst ikke komme med derop? Man kan garanteret se helt hen til børnehaven, når man sidder oppe på taget. Og man kan se fuglene helt tæt på. Også dem der flyver allerhøjest.

Om ikke så længe kommer baby Blomst ud af mors mave. Mor går rundt og er tyk om maven, og kan ikke længere hjælpe lille Blomst med at binde snørebånd. Så er det godt at lille Blomst næsten selv kan nu. Lille Blomst kan endda hjælpe mor med at binde hendes snørebånd. Det er godt at lille Blomst kan hjælpe mor.

Lille Blomst kan ikke lide det nye hus. Det ser fjollet ud at der ikke er noget tag, og der er heller ikke en seng eller et køkken, så man kan lave mad. Det havde de, der hvor de boede før. Hvis der var nogen, der spurgte lille Blomst, ville hun slet ikke flytte. Men der var ingen der spurgte.

Men lille Blomst kan godt lide den nye have. Der er masser at kigge på og lege med. Haven er fuld af blomster og træer og buske og græs. Og der bor dyr over det hele. I træet nede bagerst i haven, tæt ved der hvor campingvognen står, er der et hul ind i stammen. Derinde bor biller og edderkopper. Der er grå biller som ruller sig sammen som små fodbolde, når man trykker på dem. Der er også store sorte biller, hvis skjold kan bliver til vinger, som de flyver med. Men aldrig særlig langt væk, for de bor jo i træet sammen med alle de andre biller som de er venner med. Og selvfølgelig lille Blomst. Nogle gange tager lille Blomst billerne ud af stammen for at lege med dem. Det kilder når det kravler rundt på armen, og lille Blomst tror også de synes, det er sjovt at komme lidt ud af stammen. Men det er svært at vide, for de taler ikke så højt.

Under den gamle terrasse bor ørentvisterne. De er lidt uhyggelige, fordi de ser sure ud, og bider med halen. Men det er bare, fordi de ikke kan lide at blive rørt ved. Hvis man bare taler pænt til dem, gør de ikke noget. De gør faktisk slet ingenting. De sover hele dagen. Lille Blomst synes de er lidt kedelige, men hun går alligevel ofte hen og siger hej til dem, fordi hun gerne vil snakke med alle i haven, og de skal ikke føle sig udenfor, selvom de bor helt inde under terrassen. Men hun er holdt op med at tage dem ud på armen.

Lille Blomst er venner med alle dyrene i haven. Hun er glad for at hun har dem som venner, for de er søde og vil for det meste gerne lege. Og så er de rare at snakke med, når man for eksempel er lidt bange og skal tisse om natten. Lille Blomst synes at haven er lidt uhyggelig om natten. Det hvisker så underligt i træerne, og det er som om at alt det grønne er blevet malet sort, og der er lyde over det hele. Selvom mor går med, når lille Blomst skal tisse, er hun ikke til megen hjælp. Hun står som regel og sover op ad dørkarmen, og så må lille Blomst selv klare tisseriet. Men det hjælper at tænke på billerne og edderkopperne som sover lige ved siden af. Hvis bare de var vågne.. Lille Blomst har fundet ud af, at hvis hun synger rigtig højt, så er det slet ikke så uhyggeligt at tisse i haven. Men mor siger man skal være stille om natten. Så lille Blomst synger lige så stille, så kun musen kan høre hende.

Lille Blomst har nemlig en anden ven i haven, som hun kun har mødt om natten, og det er musen. Det er ikke så tit han er der, for han har altid så travlt med at finde mad, og så er han bange for alt muligt. Han er bange for mor og far (som jo ikke engang ser ham, fordi de altid kigger opad) og for vinden som rasler i buskene. Men mest af alt er han bange for katten. Men katten er heller ikke særlig sød ved musen, så det kan lille Blomst egentlig godt forstå. Heldigvis har katten været langt væk, når lille Blomst har mødt musen.

En dag da lille Blomst er kravlet med katten ind under busken ser hun noget mærkeligt. Det er som om, der er en anden der bor der. Der står en lille gryde og en ske inde fra køkkenet. I Gryden er der græs og mudder, som er rørt sammen til en ret. Det ligner mad. Men det er jo mudder, og det smager ikke godt. Det ved lille Blomst godt, for selvom det ligner chokolade, så er det helt tørt og knasende, når man får det ind i munden. Man skal ikke spise jord, har lille Blomst hørt mor sige mange gange. Men hvorfor ser det så ud som om nogen har spist jord med græs i? Som om der er nogen, der bor her inde i busken?

Katten synes ikke det er så spændende som lille Blomst synes. Den spankulerer lige forbi den lille gryde og tilbage i haven, hvor den lægger sig i solen. Lille Blomst går efter den og lægger sig ved siden af og kigger op i himlen, mens hun prøver at følge fuglene fra træ til træ.

Da hun har ligget på græsset lidt, og måske er kommet til at falde lidt i søvn, er det som om, der er nogen der kildrer hende under tæerne. Kan det være en flue, der har sat sig på storetåen? Lille Blomst vipper med tæerne så fluen flyver sin vej. Hun gider ikke lege med fluen lige nu. Men den er tilbage igen. Det kilder stadig på tæerne. Nu kilder det også op ad benet og over hele foden. Og også på den anden fod. Lille Blomst trækker fødderne op under sig og ser ned mod, der hvor fødderne lå før. Der er en stor flot fjer. Og for enden af fjeren, sidder der en dreng. Drengen ligner at han er lige så stor som lille Blomst. Han smiler. Hvad mon han laver her i vores have, tænker lille Blomst. Men mest tænker lille Blomst på, hvor flot fjeren, som han har i hånden er.

?Hej? siger drengen. ?Det var mig som kildede dig lige før. Var det ikke sjovt? Det mærkes ligesom en flue, men det er bare den her fjer.? Drengen holder fjeren op foran øjnene, så lille Blomst kan se den og næsten ikke kan se drengen. Det er en rigtig flot fjer, som drengen siger kommer fra en påfugl. Lille Blomst ved ikke hvad en påfugl er, men hvis den har flere af sådan nogle fjer, vil lille Blomst også gerne have én.

?Jeg bor inde i den campingvogn der?, siger lille Blomst og peger. Lille Blomst vil helst ikke sige til drengen, at hun bor i det gamle hus. ?Hvor bor du henne?? Spørger lille Blomst. Drengen peger ind i busken, og lille blomst kigger på ham. Han må jo være ham som bor inde i busken og spiser jord. ?spiser du så jord og græs?? Spørger lille Blomst. Måske kender han også pindsvinet. Drengen griner og inviterer lille Blomst med ind i busken. Han viser hvordan han laver sin jord og græs-mad, men han spiser den ikke rigtigt! Han leger bare. Nå. Det synes lille Blomst var en sjov leg, og de to leger, at de spiser jord med græs i, og lille Blomst lærer drengen at suge honning ud fra syrenerne i busken. Da det pusler lidt længere inde i busken, inviterer de også pindsvinet indenfor til jordmad. Men den er alt for genert til at hilse på. Mens de sidder der og spiser fin mad, kalder mor Blomst pludselig fra campingvognen. Lille Blomst skal komme, for de skal ud at køre. Måske i supermarked. Så kan lille Blomst hjælpe mor med at køre vognen, det synes lille Blomst er sjovt. Lille Blomst siger farvel til drengen i busken og lige inden hun kravler ud, vender hun sig om og siger til drengen: ? jeg bor ikke rigtigt i campingvognen men i det store hus. Du må gerne kalde mig Blomst, hvis du vil? drengen svarer: ?Jeg bor heller ikke rigtigt i busken, men i huset derover.? Nu kalder mor igen fra huset og lille Blomst skynder sig derhen. Hvad hedder den der spørger lille Blomst og peger på busken. Mor svarer at den hedder Løjtnantens blødende hjerte. Det synes lille Blomst er et flot navn, og fra nu af vil hun kalde sin nu nye ven for løjtnant. Lille Blomst ved ikke rigtig hvad en løjtnant, er men det lyder flot. Ligesom drengen.

Familien Blomst hedder Blomst til efternavn.
Selvbygger hus, så mor og far har travlt, og lille Blomst må selv finde på sjov. Hun leger med dyrene i haven. Er bange for at gå på toilettet inde i huset, særligt om natten, hvor det er mørkt og græsset er vådt. Men dyrene og træerne hjælper hende. En dag kommer der en dreng ud af busken. Han bor derinde siger han. (men mor siger at han bor sammen med sin mor i det fine hus ved siden af.) Lille Blomst tror han bor inde i hækken, og er ven med pindsvinet. De leger sammen, og efter sommerferien, skal de gå i samme børnehave. Til den tid lover far, at der er tag på huset og lille Blomst ikke længere skal ud i haven om natten, når hun skal tisse. Men så skal de jo bo i det uhyggelige hus…

Længere tekst – Minus-ansøgning

MINUS-ansøgning

Jeg glemmer ting, der er vigtige at huske. Jeg husker datoen på fødselsdagen, men glemmer gaven hjemme på køkkenbordet. Jeg roder alt ud af skuffen for at finde kuglepennen, og lægger kun kuglepennen tilbage igen.
Jeg keder mig, når hverdagen bliver forudsigelig, og sjusker med trivielle opgaver, og vil sandsynligvis forlade et job igen efter mindre end et år. Jeg har altid masser af drømme om ting, der skal ske og hvordan det skal blive, så et enkelt job kan aldrig udfylde alle mine krav til det perfekte job. Når jeg fokuserer på én ting, glemmer jeg alt andet omkring mig, og jeg kommer kun til tiden, de første dage, derefter kommer jeg konsekvent 10 minutter for sent. Jeg føler selv jeg kommer lige til tiden. Jeg er rodet og meget lidt struktureret.

Jeg har ikke én hobby eller sport jeg er god til eller brænder for. Jeg har aldrig været den bedste til noget som helst, men jeg klarer mig middelgodt og det synes jeg er godt nok. Jeg tager gerne til takke med en 2.plads, og hvis jeg taber gør det ikke noget. Jeg har alligevel ofte været med på det vindende hold, men kun fordi jeg er god til at bakke op om de andre, og tale andres sag og få dem til at yde deres bedste.

Når jeg skriver mine historier eller tænker dem glemmer jeg tid og sted. Som barn kunne jeg gå alene i timevis og drømme. Min mor blev bekymret, når hun fandt mig sidde og stirre ud i luften længe efter båndet med ?Lone og Løven? var stoppet. Men inde i mit hovedet fortsatte historien. Jeg var Lone, der havde en løve boende i en hule i haven, og vi var på polarudforskning i de sibiriske snelandskaber, eller jeg var en indisk pige med langt hår og fem søskende, der alle havde eksotiske navne, som jeg selv fandt på. Jeg drømmer stadig, og verden gennem mine øjne er ikke altid, som den ser ud i virkeligheden. Når jeg skræller kartofler kæmper jeg i virkeligheden som fredsaktivist på Vestbredden, med kuglerne flyvende om ørene og en sag, der er vigtig. Hvad der adskiller min virkelighed fra de andres er, at andre kun ser kartoffelskrællerne flyve og fem kilo kartofler forsvinde til ingenting, men ingen ser, at jeg lige har reddet en mand fra at blive skudt, så han kan komme hjem til sin kone og børn. Hvad betyder det, når jeg bare sidder her og skriver. Når jeg skriver kan andre se en lille flig af, hvad der sker i mig. Hvis det da er vigtigt.

Jeg er ikke arbejdsløs og fattig, men boheme og fri. Jeg er ikke en forkælet pige, der ikke kan tjene sine egne penge, men intellektuel forfatterspire, der bare lige mangler sit store gennembrud .Jeg skriver selvom ingen ser det, og bruger sjældent ret lang tid i den virkelige verden. Alt afhænger af øjnene der ser og hænderne der skriver.

novelle; Fejlen

Jeg bor i en lille landsby. Eller det vil sige den er altså ikke helt lille. Den er bare heller ikke stor. Der er mange andre byer, der er meget mindre, men, sådan på landsplan vil den nok betegnes som ret lille. Jeg går i niende klasse på den eneste skole i byen, og jeg keder mig. Sådan virkelig keder mig. Og det er ikke kun fordi, vi lige nu har dansk med Finn, og jeg for længst er blevet færdig med de opgaver om Pelle Erobreren han gav os for 20 minutter siden.

Det er bare så røvsygt at bo i den her by. Mest fordi alle kender hinanden, og jeg har allerede været kæreste med alle de drenge, der er noget værd at kende. De fleste af dem flere gange. Og min mor har efterhånden været kæreste med alle deres fædre. I hvert fald dem, der er skilte. Og også nogle af dem, der ikke er. Det er jeg selvfølgelig den eneste der ved. Det er den slags hemmeligheder, som jeg ved, at jeg aldrig kan sige til nogen. Slet ikke Helle, som ellers skulle forestille at være min bedste veninde. Men egentlig kan jeg godt lide at vide, at jeg har set A.Ks far liste ud fra bagdøren i vores kælder sidste år efter den store byfest. Jeg havde taget noget af min mors gin og blandet det op med cola, mens de gamle havde siddet og hamret hånd og albue i bordet til tonerne fra ?VLTJ?, havde mig og Lademanns drengene drukket om kap omme bag redskabsskurene.

Hold kæft hvor er det åndssvagt. Så sad vi der bag skurene på nogle halvrådne bænke og svinede hinanden til, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at tale sammen på normal vis. Jeg tror, at hvis Anette Hansen havde set mig der, ville hun fortryde, at hun sagde, at jeg ikke udnytter mine talenter. Det er måske bare ikke lige de talenter, hun mener. Anette er skolevejlederen, som jeg har haft et utal af samtaler med, fordi ingen og slet ikke mig, ved hvad jeg skal lave efter niende, og som bliver ved med at snakke om, at det gælder om at finde sine ?spidskompetencer? og ?udnytte sine talenter?. Åndssvagt ord. Mine spidskompetencer kunne måske ikke skaffe mig ind på universiteterne, men at bunde en øl på 5 sekunder og lade den ene pat tilfældigt hoppe ud af skjorten samtidig, det er sgu da en spidskompetence, som Anette aldrig har kunnet. Garanteret ikke en gang da hun var ung og på LSD i de glade 70?ere.

Efter Michael var blevet svinet til, og de andre havde stået med et fjoget grin og kløet sig i skridtet, mens jeg pakkede patterne ind i skjorten igen, gik jeg hen for at finde de andre piger. De sad omme på bagerste fodboldbane, som i dagens anledning var blevet invaderet af Dalgaards Tivolis gøglerplads. Helle sad og flirtede med en høj tynd gøglertype med overskæg og fedtet hår, der blev ved at give hende bamser fra nederste hylde. Helt ærligt, når hun nu smider så mange 20?er på bordet, kan han sgu da godt give hende den store lyserøde Grisling, som hun tydeligvis kæmper for. Hun har helt sikkert betalt for den mange gange nu.
Ingen opdager, når Helle flirter. Slet ikke fyrene. Men jeg kan se det. Jeg kan altid se det. Hun diskuterer og argumenterer, meget mere end hun pleje.

Efter at jeg havde hængt ud med Helle og lånt hende penge til endnu fire tøsekast mod dåser, der stod som limet fast til bordpladen, gik jeg hjemad. Jeg havde det lidt dårligt efter den Gin, og jeg vidste at Melanie (min lillesøster) havde inviteret en veninde fra fritteren hjem i morgen, så jeg måtte tidligt op for at gøre rent og rydde de værste beviser på mors ligegyldighed væk.

jeg går altid ind ad kælderdøren, når jeg kommer sent hjem. Kælderdøren ligger ud mod skoven, som i virkeligheden ikke er en skov, men egentlig bare en samling træer, og er skjult af et kæmpe mirabelletræ. Så ingen af naboerne kan se mig derfra, og jeg kan se lyset fra mors soveværelse herfra. Hvis hun altså er der. Og det var så her jeg mødte A.K?s far.

A.K hedder egentlig Anne Kathrine, men det er sådan et voksent navn, som slet ikke passer til hende. Hun bor sammen med sin mor og far og to små brødre i huset skråt overfor. Vi legede meget sammen da vi var små, og jeg har tit været hjemme hos A.K. Det var sådan et hjem som man altid ser i amerikanske film med samtalekøkken og dug på bordet. A.Ks mor laver madpakker og diskuterer politik med A.Ks far. Hendes far var altid sød og gav os chokolade fra den hemmelige skuffe, og moderen lod som om hun blev sur, men endte altid med selv af spise noget og sige et eller andet fjollet som ?slankekuren kan vente til i morgen?, eller sådan noget. Måske skulle hun have tænkt lidt mere på den slankekur, så kunne det være at hendes mand ikke ville kigge sådan efter min mors røv. Og nu kom den ellers så korrekte og ordentlige far luskende med tishullet åbent ud af vores kælder kl. 23.20 og havde netop dusket min mor. Nar.

Nå, men nu sidder jeg altså her i dansktimen og røvkeder mig. Hvorfor er Dansklærer altid så dumme. De tror de har fundet livets gyldne sætning, fordi de har læst alle fire bind af Pelle Erobreren. Fuck det. Jeg har set filmen og det er den kedeligste film, der findes om gamle bønder på Bornholm. Og ærlig talt, så er ham der faren sgu da os alt for gammel til den lille unge. Det er for klamt. Jeg gider ikke en gang at prøve at diskutere det med Finn, vores dansklærer, for jeg ved allerede, at han vil sige, at det er en useriøs kommentar, og at jeg skal tage mig sammen. Der er så meget man ikke må sige. Jeg begynder at synes, at jeg slet ikke gider sige noget mere, hvis jeg ikke må sige det jeg vil. Man må heller ikke sige, at man hader sin mor. Eller at man ikke synes, det er verdens undergang, at der er børn, der sulter i Afrika. Hvis jeg boede i Afrika med min mor og min lillesøster, ville jeg sgu ikke have noget imod, at hun knaldede med en neger og fik Aids og døde. Og så kunne Melanie og jeg tegne nogle tegninger til overskudskvinder som A.Ks mor. Så kunne vi hænge der på køleskabsdøren og se sultne ud. Så kunne det jo være, der var nogle, der ville interessere sig for, om jeg fik noget at spise eller fik mig en uddannelse. Jeg mærker sgu ikke noget til, at vi åbenbart skulle leve i et af de rigeste lande i verden. Ikke i mit hus.

Men når jeg siger det til hippie-Finn, bliver han helt paf og mumler noget med, at han gerne vil kontakte socialforsorgen, som vil sørge for en plejefamilie, hvis jeg er interesseret. Jeg skal sgu ikke bo hos en eller anden dødssyg plejefamilie, som så kan se mig som deres redningsprojekt for samfundet, og overhovedet ikke fatter hvad det hele drejer sig om. Han vil bare så gerne være helten på lærerværelset, der har fået sin snottede niende klasse ud med raslebøssen på Røde Kors dagen. Fandme nej. Det bliver uden mig.

Jeg har dem alle sammen i min hule hånd. Selv lærerne. De ved ikke, hvad de skal stille op med mig, siger de. De skal slet ikke stille noget op. Det gør jeg selv.

Den eneste jeg ikke har i min hule hånd er min mor. Hun gør, hvad der passer hende og det passer hende åbenbart ikke lige at tage sig af min søster og mig. Ja mig behøver hun sgu egentlig ikke at tage sig af. Jeg klarer mig selv tak. Det løb er ligesom kørt, men min søster kunne hun altså godt tænke lidt mere på, end de par gange om måneden, hvor hun er åndsnærværende nok til at hente pizza hos paki-grillen eller købe en overdyr kjole hos ?Annelises Trendy Modetøj?, fordi hun lige skal vise sig som månedens mor i skysovs. Fint. Det havde været en smuk ting at gøre, hvis det da ikke bare strålede langt væk af, at hun ikke aner hvad størrelse en syvårig bruger. Og hvilken slags tøj man går i som syvårig.

Nå, men mit liv ser altså således ud lige nu. Jeg er 15 år, bor sammen med min mor (som jeg hader) og min syvårige lillesøster, Melanie (som jeg elsker). Indimellem har min mor forskellige kærester, som bor hos os i kortere eller længere perioder. Jeg kender dem ikke og gider heller ikke at lære dem at kende, fordi jeg ved de er væk igen, så snart de finder ud af, hvor fucked up min mor i virkeligheden er. Hun kan ikke gøre for det siger psykologen, men hun har et problem med at knytte sig til andre mennesker. Ja tak, det tror jeg.

Måske har jeg samme problem. Jeg har aldrig været forelsket og bliver det heller aldrig. Jeg er klart den bedste i klassen og lærerne beundrer alt hvad jeg gør. Jeg har ingen veninder, men mange der tror, de er det. Jeg er ekspert i at lade som om. Jeg fortæller mine inderste hemmeligheder til de folk, der tror de endelig har fundet ind til den ?rigtige? mig, men i virkeligheden siger jeg bare, hvad folk gerne vil høre. Der er ingen der kan tåle mine inderste hemmeligheder.

Det bedste der er sket i mit liv (udover at min søster blev født) er Ingemann-brødrene. De er tvillinger og bor på en gård langt ude på landet. De er røv-naive og har røven fuld af penge. Det startede med, at de var forelskede i mig begge to. De er også med i toppen af intelligens-klassen, og vi begyndte første gang at snakke sammen efter en prøve i færdighedsregning i syvende klasse. Man måtte gå ud, når man var færdig, og vi blev færdige langt tid før de andre. Det startede meget nemt med, at jeg skulle lære dem at kysse. De havde playstation derhjemme, og handlen blev, at hvis jeg kyssede dem begge, kunne jeg få lov at spille en time. Det var faktisk helt hyggeligt at sidde der i Ingemanns stue og kysse. De var generte og uerfarne, så det var mig der bestemte farten og havde kontrol over situationen. Dengang.

Siden er det blevet til meget mere playstation og meget mere end kys. Og mange flere mænd. Jeg er femten år, og jeg har allerede været sammen med flere mænd, end de fleste voksne har. Men det gør ikke noget, for det er jo mig, der bestemmer. Det er kun, når det er flere fulde fyre, der ikke forstår, når det gør ondt, eller når jeg ikke gider mere, at det er lidt noget lort at være kendt som byens billigste tøs. Men jeg klarer mig. Jeg er stærk, og jeg er ikke bange for at bruge de tricks, der har hjulpet mig gennem hele min barndom. Det er måske ikke så fint, men det bliver jeg nødt til, for at bevare kontrollen. De skal helst være lidt bange for mig, så det er mig der bestemmer. Jeg kan klare mig selv. Og heldigvis er der ingen der ved, hvad jeg laver, og ingen der bekymrer sig om det.

Udover at være 15 år og gå i niende klasse, er jeg så også hende, der tjener lidt ekstra penge ved at knalde stamgæsterne på byens værste værtshus. Jeg lokker dem med sex, og ender med at tage deres penge, når de, helt flove over det de har gjort, lusker ud fra busken, cykelskuret eller hvor vi nu er endt henne. Det kan godt være det lyder hårdt, men det er slet ikke så slemt. Desuden er min mor meget værre.

Allerhelst vil jeg ruske min mor vågen, så hun kunne nå at redde Melanie, inden hun bliver lige så rådden indeni, som jeg er. Men det sker aldrig, så nu beskytter jeg Melanie, og så hjælper jeg bare min mor med at flygte fra virkeligheden og rydder op efter hendes fejl.

Den seneste fejl har dog været den sværeste at rydde op efter. Jeg plejer bare at skulle hente hende, når de ringer eller hjælpe med at sparke den sidste kæreste ud. Det sidste er jeg ret god til, og det har som sagt lært mig nogle ret brugbare tricks, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. Ja, jeg ser sådan på det, at der er mit liv og min mors. Nu er det hele rodet helt sammen.

Denne her fejl er helt anderledes, og pisse svær at rydde op efter. Det vidste jeg allerede, da hun lå og brækkede sig ude i lokummet kl seks om morgenen. Jeg gemte hende indenfor i ni fucking måneder, og fyldte hende med piller og alkohol, for at hun ikke skulle gå ud, mens jeg var i skole. Jeg købte ind og overholdt alle Melaines børnefødselsdage og gymnastikopvisninger. Og i morges kom fejlen endelig ud, og jeg tog jeg den med ned til åen, hvor jeg smed posen ud og løb herop i skolen. Den var helt stille og ulækker. Med alle de piller og sprut som mor havde indtaget, mens den var inde i hende, var det nok meget godt, at den slet ikke rørte sig, da den endelig lå på tæppet.

Min mor skal være glad for, at jeg ordner problemerne for hende. Nu skal jeg bare slippe af med den her forbandede kvalme. Bare det snart ringer til frikvarter.

novelle

Fejlen.

Jeg bor i en lille landsby. Eller det vil sige den er altså ikke helt lille. Den er bare heller ikke stor. Der er mange andre byer, der er meget mindre, men, sådan på landsplan, der vil den nok betegnes som ret lille. Jeg går i niende klasse på den eneste skole i byen, og jeg keder mig. Sådan virkelig keder mig. Og det er ikke kun fordi vi lige nu har dansk med Finn, og jeg for længst er blevet færdig med de opgaver om Pelle Erobreren han gav os for 20 minutter siden. Det er bare så røvsygt at bo i den her by. Mest fordi alle kender hinanden, og jeg har allerede været kæreste med alle de drenge, der er noget værd at kende. De fleste af dem flere gange. Og min mor har efterhånden været kæreste med alle deres fædre. I hvert fald dem, der er skilte. Og også nogle af dem, der ikke er. Det er jeg selvfølgelig den eneste der ved. Det er den slags hemmeligheder, som jeg ved, at jeg aldrig kan sige til nogen. Slet ikke Helle, som ellers skulle forestille at være min bedste veninde. Men egentlig kan jeg godt lide at vide, at jeg har set A.Ks far liste ud fra gildesalen i vores kælder sidste år til byfesten. Jeg havde taget noget af min mors gin og blandet det op med cola. Mens de gamle havde siddet og hamret hånd og albue i bordet til tonerne fra ?turen fra Harboøre til Thyborøn?, havde mig og Lademanns drengene drukket om kap omme bag redskabsskurene. Hold kæft hvor er det åndssvagt. Så sad vi der bag skurene på nogle halvrådne bænke og svinede hinanden til, fordi vi åbenbart ikke kunne finde ud af at tale sammen på normal vis. Jeg tror, at hvis Anette Hansen havde set mig der, ville hun fortryde, at hun sagde, at jeg ikke udnytter mine talenter. Det er måske bare ikke lige de talenter, hun mener. Anette er skolevejlederen, som jeg har haft et utal af samtaler med, fordi ingen og slet ikke mig, ved hvad jeg skal lave efter niende, og som bliver ved med at snakke om, at det gælder om at finde sine ?spidskompetencer? og ?udnytte sine talenter?. Åndssvagt ord. Mine spidskompetencer kunne måske ikke skaffe mig ind på universiteterne, men at bunde en øl på 5 sekunder og lade den ene pat tilfældigt hoppe ud af skjorten samtidig, det er sgu da en spidskompetence, som Anette aldrig har kunnet. Garanteret ikke en gang da hun var ung og på LSD i de glade 70?ere. Efter Michael var blevet svinet til, og de andre havde stået med et fjoget grin og kløet sig i skridtet, mens jeg pakkede patterne ind i skjorten igen, gik jeg hen for at finde de andre piger. De sad omme på bagerste fodboldbane, som i dagens anledning var blevet invaderet af Dalgaards Tivolis gøglerplads. Helle sad og flirtede med en høj tynd gøglertype med overskæg og fedtet hår, der blev ved at give hende bamser fra nederste hylde. Helt ærligt, når hun nu smider så mange 20?er på bordet, kan han sgu da godt give hende den store lyserøde Grisling, som hun tydeligvis kæmper for. Hun har helt sikkert betalt for den mange gange nu. Helles problem er, at ingen opdager, når hun flirter. Slet ikke fyrene. Men jeg kan se det. Jeg kan altid se det. Hun bliver meget argumenterende og mere hård, end hun plejer at være. Efter at jeg havde hængt ud med Helle og lånt hende til endnu fire tøsekast mod dåser, der stod som limet fast til bordpladen, gik jeg hjemad. Jeg havde det lidt dårligt efter den Gin, og jeg vidste at Mel (min lillesøster) havde inviteret en veninde fra fritteren hjem i morgen, så jeg måtte tidligt op for at gøre rent og rydde de værste beviser på mors ligegyldighed væk. jeg går altid ind ad kælderdøren, når jeg kommer sent hjem. Kælderdøren ligger ud mod skoven, som i virkeligheden ikke er en skov, men egentlig bare en samling træer, og er skjult af et kæmpe mirabelletræ. Så ingen af naboerne kan se mig derfra, og jeg kan se lyset fra mors soveværelse herfra. Hvis hun altså er der. Og det var så her jeg mødte A.K?s far. A.K hedder egentlig Anne Kathrine, men det er sådan et voksent navn, som slet ikke passer til hende. Hun bor sammen med sin mor og far og to små brødre i huset skråt overfor. Vi legede meget sammen da de var små, og jeg har tit været hjemme hos A.K. Det var sådan et hjem som man altid ser i amerikanske film med samtalekøkken og dug på bordet. A.Ks mor laver madpakker og diskuterer politik med A.Ks far. Hendes far var altid sød og gav os chokolade fra den hemmelige skuffe, og moderen lod som om hun blev sur, men endte altid med selv af spise noget og sige et eller andet fjollet som ?slankekuren kan vente til i morgen?, eller sådan noget. Måske skulle hun have tænkt lidt mere på den slankekur, så kunne det være at hendes mand ikke ville kigge sådan efter min mors røv. Og nu kom den ellers så korrekte og ordentlige far luskende med tishullet åbent ud af vores kælder kl. 23.20 og havde netop dusket min mor. Nar.

Nå men nu sidder jeg altså her i dansktimen og røvkeder mig. Hvorfor er Dansklærer altid så dumme. De tror de har fundet livets gyldne sætning, fordi de har læst alle fire bind af Pelle Erobreren. Fuck det. Jeg har set filmen og det er nok den kedeligste film, der findes om gamle bønder på Bornholm. Jeg kan sgu ikke lige se mesterværket i det. ham der Pelle er bare endnu en hipsmart Hellerup dreng, der tror han kan leve højt på den fantastiske skuespillerpræstation han gjorde som 7årig. Og ærlig talt så er ham der faren sgu da os alt for gammel til den lille unge. Det er for klamt. Jeg gider ikke en gang at prøve at diskutere det med Finn, vores dansklærer, for jeg ved allerede, at han vil sige, at det er en useriøs kommentar, og at jeg skal tage mig sammen. Der er så meget man ikke må sige. Jeg begynder at synes, at jeg slet ikke gider sige noget mere, hvis jeg ikke må sige det jeg vil. Man må heller ikke sige, at man hader sin mor. Eller at man ikke synes, det er verdens undergang, at der er børn der sulter i Afrika. Hvis jeg boede i Afrika med min mor og min lillesøster, ville jeg sgu ikke have noget imod, at hun knaldede med en neger og fik Aids og døde. Og så kunne Melanie og jeg tegne nogle tegninger til overskudskvinder som A.Ks mor. Så kunne vi hænge der på køleskabsdøren og se sultne ud. Så kunne det jo være, der var nogle, der ville interessere sig for, om jeg fik noget at spise eller fik mig en uddannelse. Jeg mærker sgu ikke noget til, at vi åbenbart skulle leve i et af de rigeste lande i verden. Ikke i mit hus. Men når jeg siger det til hippie-Finn bliver han helt paf og mumler noget med at han gerne vil kontakte socialforsorgen som vil sørge for en plejefamilie, hvis jeg er interesseret. Jeg skal sgu ikke bo hos en eller anden dødssyg plejefamilie, som så kan se mig som deres redningsprojekt for samfundet, og overhovedet ikke fatter hvad det hele drejer sig om. Han vil bare så gerne være helten på lærerværelset, der har fået sin snottede niende klasse ud med raslebøssen på Røde Kors dagen. Fandme nej, du. Det bliver uden mig.
Jeg har dem alle sammen i min hule hånd. Selv lærerne. De ved ikke hvad de skal stille op med mig, siger de. De skal slet ikke stille noget op. Det gør jeg selv.
Den eneste jeg ikke har i min hule hånd er min mor. Hun gør, hvad der passer hende og det passer hende åbenbart ikke lige at tage sig af min søster og mig. Ja mig behøver hun sgu egentlig ikke at tage sig af. Jeg klarer mig selv tak. Det løb er ligesom kørt, men min søster kunne hun altså godt tænke lidt mere på, end de par gange om måneden, hvor hun er åndsnærværende nok til at hente pizza hos paki-grillen eller købe en overdyr kjole hos ?Annelises Trendy Modetøj?, fordi hun lige skal vise sig som månedens mor i skysovs. Fint. Det havde været en smuk ting at gøre, hvis det da ikke bare strålede langt væk af, at hun ikke aner hvad størrelse en syvårig bruger. Og hvilken slags tøj man går i som syvårig.

Nå, men mit liv ser altså således ud lige nu. Jeg er 15 år, bor sammen med min mor (som jeg hader) og min syvårige lillesøster, Melanie (som jeg elsker). Indimellem har min mor forskellige kærester, som bor hos os i kortere eller længere perioder. Jeg kender dem ikke og gider heller ikke at lære dem at kende, fordi jeg ved de er væk igen, så snart de finder ud af hvor fucked up min mor i virkeligheden er. Hun kan ikke gøre for det siger psykologen, men hun har et problem med at knytte sig til andre mennesker. Ja tak, det tror jeg.
Måske har jeg samme problem. Jeg har aldrig været forelsket og bliver det heller aldrig. Jeg er klart den bedste i klassen og lærerne beundrer alt hvad jeg gør. Jeg har ingen veninder, men mange der tror, de er det. Jeg er ekspert i at lade som om. Jeg fortæller mine inderste hemmeligheder til de folk, der tror de endelig har fundet ind til den ?rigtige? mig, men i virkeligheden siger jeg bare, hvad folk gerne vil høre. Der er ingen der kan tåle mine inderste hemmeligheder.
Det bedste der er sket i mit liv (udover at min søster blev født) er Ingemann-brødrene. De er tvillinger og bor på en gård langt ude på landet. De er røv-naive og har røven fuld af penge. Det startede med at de var forelskede i mig begge to. De er også med i toppen af intelligens-klassen, og vi begyndte første gang at snakke sammen efter en prøve i færdighedsregning i syvende klasse. Man måtte gå ud, når man var færdig, og vi blev færdige langt tid før de andre. Det startede meget nemt med at jeg skulle lære dem at kysse. De havde playstation derhjemme, og handlen blev at hvis jeg kyssede dem begge, kunne jeg få lov at spille en time. Det var faktisk helt hyggeligt at sidde der i Ingemanns stue og kysse. De var generte og uerfarne, så det var mig der bestemte farten og havde kontrol over situationen. Dengang. Siden er det blevet til meget mere playstation og meget mere end kys. Og mange flere mænd. Jeg er femten år, og jeg har allerede været sammen med flere mænd, end de fleste voksne har. Men det gør ikke noget, for det er jo mig der bestemmer. Det er kun, når det er flere fulde fyre, der ikke forstår, når det gør ondt, eller når jeg ikke gider mere, at det er lidt noget lort at være kendt som byens billigste tøs. Men jeg klarer mig. Jeg er stærk og jeg er ikke bange for at bruge de tricks, der har hjulpet mig gennem hele min barndom. Det er måske ikke så fint, men det bliver jeg nødt til, for at bevare kontrollen. De skal helst være lidt bange for mig, så det er mig der bestemmer. Jeg kan klare mig selv. Og heldigvis er der ingen der ved, hvad jeg laver, og ingen der bekymrer sig om det. Udover at være 15 år og gå i niende klasse, er jeg så også hende, der tjener lidt ekstra penge ved at knalde stamgæsterne på byens værste værtshus. Jeg lokker dem med sex, og ender med at tage deres penge, når de helt flove over hvad de har gjort, lusker ud fra busken, cykelskuret eller hvor vi nu er endt henne. Det kan godt være det lyder hårdt, men det er slet ikke så slemt. Desuden er min mor meget værre.
Allerhelst vil jeg ruske min mor vågen, så hun kunne nå at redde Melanie, inden hun bliver lige så rådden indeni, som jeg er. Men det sker aldrig, så nu beskytter jeg Melanie og så hjælper jeg bare min mor med at flygte fra virkeligheden og rydder op efter hendes fejl.
Den seneste fejl har dog været den sværeste at rydde op efter. Jeg plejer bare at skulle hente hende, når de ringer eller hjælpe med at sparke den sidste kæreste ud. Det sidste er jeg ret god til, og det har som sagt lært mig nogle ret brugbare tricks, som jeg har kunnet bruge i mit eget liv. Ja, jeg ser sådan på det, at der er mit liv og min mors. Nu er det hele rodet helt sammen.
Denne her fejl var helt anderledes, og pisse svær at rydde op efter. Det vidste jeg allerede, da hun lå og brækkede sig ude i lokummet kl seks om morgenen. Jeg gemte hende indenfor i ni fucking måneder, og fyldte hende med piller og alkohol, for at hun ikke skulle gå ud, mens jeg var i skole. Jeg købte ind og overholdt alle Melaines børnefødselsdage og gymnastikopvisninger. Og i morges kom fejlen endelig ud og jeg tog jeg den med ned til åen, hvor jeg smed posen ud og løb herop i skolen. Den var helt stille og ulækker. Med alle de piller og sprut som mor havde indtaget, mens den var inde i hende, var det nok meget godt, at den slet ikke rørte sig, da den endelig lå på tæppet.
Mor skal være glad for, at jeg ordner problemerne for hende. Nu skal jeg bare slippe af med den her forbandede kvalme. Bare det snart ringer til frikvarter.

digte/små tekster

At være alene ? at være ensom
At kysse ? at smaske
At forkæle ? at have kvalme
At leve ? at drømme
At hoppe fra venstre mod højre og tilbage til venstre igen.

SLUT med at gøre det rigtige
Fra nu af skal alt gøres FORKERT
-Er det rigtigt?

At springe ud på de 70.000 favne vand. Sådan siger Kierkegaard.
Siger han det?
Så vil jeg gøre som Kierkegaard siger..

Det er let at se, hvordan andre skal leve deres liv.
Jeg kan ikke se mit eget klart.
Fokus, Karen. Fokus.
Du mister fokus…

Der er ingen der kan få dig til at føle dig mindre værd uden din accept!

Jeg giver dig ikke mit hjerte
Jeg giver dig ikke min tillid
Jeg giver dig ikke min passion
Hvis jeg ikke giver dig noget, kan du kan intet tage fra mig

Always keep an angel in the room you sleep…

Jeg har fundet ud af, at jeg er gladest, når jeg gør noget.
Aktivitet gør mig glad.
Jeg må derfor holde mig konstant aktiveret.

Der findes hajer, der er er fuldstændig glade og tilfredse med at ligge på bunden af havet. Bare ligge. Er der noget galt i det? Nogle gange er jeg sådan en haj.

At være en flue på en væg er den mest oversete position.
Og lidt kedelig.
Flyv dog! -Fordi du kan.

Regnvejr på altanen varsler om bedre tider
I regnsæsonen varsler den ene regnbyge om endnu smukkere dråber
i den næste
Dråberne der falder lige inden solen bryder frem
er de smukkeste himlen kan skabe. I dem forenes fremtidens glæder og fortidens sorger.

Older posts