Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.

En kærlighedhistorie – Begyndelsen

En gang for længe siden mødte jeg en mand på Studenterbaren i Århus. Det var en tirsdag (eller onsdag?..) i januar, og det sneede og jeg havde lige afleveret en eller anden opgave på uni, og det skulle fejres med alkohol, som den slags jo sig hør og bør. Da baren lukkede (eller vi fik lyst til at danse? Jeg husker ikke detaljerne) tog vi videre på det eneste dansested, der har åbent en hverdag i januar, og dansede natten væk. Han hviskede mig beruset i øret, inden vi skiltes den aften “Vi to skal se noget mere til hinanden, for jeg er slet ikke færdig med dig”. Det grinede jeg af, for jeg var fuld og til fals for smiger. Jeg glemte i øvrigt min telefon på dansestedet, og var derfor uden for rækkevidde resten af ugen. En ikke helt uvant situation for mig dengang.

Et halvt år senere sad jeg i en rundkreds på Skanderborg festivalen med hel flok mere eller mindre nye bekendtskaber. Vi drak uspecificeret alkohol af den vamle slags, da et næsten kendt ansigt kom forbi. Jeg hidkaldte og inviterede manden med i cirklen. han tog imod invitationen og satte sig ved siden af mig. Da natten blev til morgen og rundkredsen var svundet ind til kun os to, og det grå lys over festivalpladsen begyndte at vise sig, fulgtes vi ad til vores telte, og slentrede således afsted balancerende mellem barduner, plastikkrus og efterladte enlige gummistøvler, som alt sammen kendetegner en brugt festivalplads i sensommeren. Han bad om mit telefonnummer, og jeg bad ham selv finde ud af det…  (Fuld og koket i solopgangen, var en del af min charme)

En uge efter festivalen havde han fundet frem til mit nummer, og skrev om vi skulle mødes. Det gjorde vi, og vi datede i et par måneder. Han var sød og sjov og klog, men vi havde vidt forskellige drømme og og var begge på vej nye steder hen i livet. Jeg var fascineret af hans eventyr, og hans kringlede hjerne, som jeg sjældent forstod, og måske derfor dampede interessen lige så stille af, og uden at nogen blev sårede, gik vi hver sin vej ganske udramatisk.

4 år senere skrev jeg speciale på Den Sorte Diamant i København og havde begået den studiemæssige fejl at logge mig på bibliotekets internet, og dermed sænke min skrivehastighed og koncentration i en betydelig grad. Internettet bød blandt andet på det nye og sjove Facebook, hvor man kunne finde gamle venner og flammer, og finde ud af hvad de havde fået ud af livet.

Min gamle flirt fra Århus-dagene var der minsandten også. Han rejste stadig jorden tyndt og var stadig lige klog, fascinerende og charmerende. Men nu boede han langt ude på landet, hvilket jeg på ingen måde fandt interessant, men han ville gerne invitere mig på et besøg på “gården” og en gåtur i det smukke område. Det kunne jeg alligevel ikke sige nej til, selvom jeg overhovedet ikke delte samme begejstring for den Djurske natur.

Vi mødtes og gnisten var der stadig efter så mange år. Vi lod begge alle paraderne falde og flød med kærlighedsstrømmen ind i endnu et forhold, denne gang på afstand mellem København og Djursland.

Alle de forskelligheder der før havde været åbenlyse, var ikke længere så aktuelle. Vi ville begge gerne se verden, vi stod begge et sted i livet, hvor vi trængte til noget nyt og længtes efter at springe ud fra vippen og give os i kast med helt nye territorier. Jeg arbejdede i København, men var ramt af et dårligt job, hvor jeg ikke følte mig tilstrækkelig og værdsat, og han drømte om at slippe sit studieliv og kaste sig ud i at blive selvstændig. Jeg besluttede mig for at flytte tilbage til det jyske, for at lægge mit liv helt om, og bygge noget op sammen med den mand, der fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt.

… om det var en god ide? Hmm. Det var det nok ikke, men det er kun noget jeg kan konstatere her fra fremtiden, hvor fortiden ser så ulidelig let og klar ud. Virkeligheden dengang var, at jeg var forelsket og ikke kunne andet end at tro på det.

Fortsættelsen følger, når jeg har fundet mod til at dykke ned i den del af historien igen. Det næste kapitel kan jeg vel passende kalde De Hårde År, eller måske De Nemme? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det bliver sværere at skrive, end det første kapitel, for nu kommer smerten og alt det grimme. Lykken og kærligheden klarer sjældent sig selv.

 

Det er sådan, jeg går og har det..

Jeg har min helt egen blog. På den kan jeg skrive lige hvad jeg vil. Jeg kunne skrive om alle de irriterende ting, jeg synes verden er fuld af. Folk der  ikke kan se ud over deres egen næselængde. Folk der generaliserer på ting, de ikke ved noget om. Folk der føler sig snydt, når det går andre godt. Men det ville være en kedelig og negativ blog, og jeg ville få det virkelig dårligt over at fokusere på den slags, hver gang jeg satte mig ved computeren for at skrive. På den anden side, ville jeg også føle, at jeg skrev om noget “rigtigt”, fremfor bare at skrive om min egen uinteressante hverdag. Men det gør jeg ikke. Jeg skriver ingenting. For hver gang jeg sætter mig for at skrive, er der noget andet, jeg hellere vil skrive om. Eller også er der en stemme i mit hoved, der siger: ” Hvorfor i alverden skriver du det her? Skulle du ikke hellere skrive noget andet? Noget sjovere?” Og sådan dræber man enhver lyst til at gøre noget som helst i denne verden. Dette blogindlæg har været flere dage undervejs. Uger måske.

Åh hvor jeg trænger til forandringer. Jeg trænger til at tage skeen i egen hånd og styre mit eget skib. (med en ske… åbenbart) Jeg drømmer om at have en hverdag, hvor jeg mærker hver dag, at jeg rykker mig. At jeg LAVER noget. Noget kreativt, og udfordrende. Jeg keder mig helt enormt meget i min hverdag, men jeg er alt for bange, til at gøre noget ved det. Jeg er hundeangst for ikke at kunne kom op af den sump igen. Min hverdag er hyggelig. Det er stille og roligt, der er ingen udfordringer, der er for store, og der forventes ikke noget af mig, som jeg ikke kan indfri. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke er god nok til de opgaver, der ligger på mit bord. Det er jo sådan set godt nok, ik? Er det ikke sådan man gerne vil have det? Jeg ved det ikke. Jeg finder en god tryghed i at min løn kommer ind hver måned, og at jeg har nogenlunde overblik over, hvad jeg har til mig selv hver måned. Det er ikke meget, men det er heller ikke lidt. Fint nok.

Fint nok. Det er hele mit liv. Fint nok. Jeg er ved at kaste op over fint nok. Hvordan kommer jeg ud af Fint nok?

Mit tvivlsomme forsøg på at løfte blikket har hidtil været at svælge i de andre bloggeres chiagrød med blåbær og events for dit og dat. Jeg skæver misundeligt til journalister og forfattere, der helliger sig det skrevne ord. Jeg fascineres af skuespillere og performere og foredragsholdere, der går på scenen og brænder for deres job.  Og jeg suger til mig fra dem jeg ser i min hverdag,  der kæmper med næb og klør og liv og død for en kreativ ide. Jeg bliver inspireret af gør-det-selv kvinder, der smækker turbo på deres arbejdsliv, eller kaster sig ud i kreative eventyr. Jeg drømmer om selvstændighed og et frit arbejdsliv, men jeg frygter stress, fattigdom, ensomhed og lavt selvværd.

Hvad gør jeg ved det? Hvad er mit næste skridt? Well, til en start har jeg flyttet rundt i min lejlighed, for at gøre plads til at min lejlighed kan rumme en voksen mere, end blot min datter og jeg.  Ja. Det er nemlig også sådan, jeg går og har det. Parforholds-agtigt. Og det føles rigtig godt. Det at flytte rundt og rydde op og ud, gør at jeg trods alt føler, at jeg er på vej et sted hen. At beslutninger bliver taget af MIG. Omend det indtil nu er beslutninger om, hvorvidt jeg skal stille en potteplante på reolen eller på gulvet foran reolen, så gør det en forskel, og jeg kan mærke, at jeg ændrer noget. I hvert fald lidt. (ren Marie Kondo. Blogger inspiration, du ved.)

Det er små skridt. Alt for små skridt, men der er sådan, jeg går og har det lige nu.

Succeserne jeg samler på og tager med mig ind i det nye år…

Nå, men jeg har jeans på i dag. Træerne vokser jo ikke ind i himlen, og mit klædeskab er bare mest gearet til jeans, så jeg kan ikke helt droppe dem endnu, sådan som et af mine nytårsforsætter ellers foreskriver. Til gengæld skriver jeg nu på mit andet blogindlæg på tre dage, så på den måde går det jo meget godt med nytårsforsætterne. OG jeg spiste rester i går både til frokost og aftensmad, så ingenting blev smidt ud. Det går da egentlig meget godt, synes jeg.

Jeg synes tit det går meget godt, og faktisk vil jeg gå så langt som at dedikere et helt indlæg til dette. Succeserne. Det jeg er stolt af, og det jeg gerne vil have mere af i det nye år.

Jeg nævnte forleden, at jeg har gået hos en psykolog i det meste af 2018, og det har haft samme virkning på mig, som hvis jeg havde brugt året i et træningscenter eller hos massøren. (årh tænk lige! Et år hos massøren!) Jeg har taget mig selv alvorligt. Det har været rigtig godt for mig .. og kun for mig. Men det er ikke kun det, jeg er stolt af i 2018.

I 2018 har jeg stået på scenen hele 4 gange med min dagbog, og hver gang er det noget helt specielt. Jeg synes det er så sjovt,  og håber at få lov at gøre mere af det. Enten med dagbogen eller noget helt andet. Uanset så har det været en udfordring, jeg har elsket, og jeg er blevet mindet om, at jeg altid gerne har villet optræde og “gøre mig til”, så jeg må finde mig noget mere af den slags i det nye år.

Jeg har også fejret min fødselsdag med gæster fra nær og fjern. Jeg fik taget mig sammen til at holde den store fest, som jeg drømte om, og selvom pengene og tiden og alt det andet gjorde, at planerne blev ændret en del gange undervejs, blev det alligevel helt som jeg havde håbet. jeg fik mærket, hvor skønt det er at samle gode folk omkring sig, og lade alle bekymringer forsvinde i snak og dans og musik og grin. Det vil jeg gøre mere af i 2019! Invitere gæster! Arrangere.

I forbindelse med at jeg i foråret stod overfor endnu en flytning, har jeg skullet kigge dybt og længe på mine drømme, og på hvordan jeg har tænkt mig at nå derhen.  Det har været sundt for mig, og jeg forudser, at jeg i 2019 kommer til at drømme endnu mere og komme op med nogle helt nye drømme for mit liv og fremtid. Jeg skal jo temmelig sikkert flytte igen, inden vi rammer nytåret nok engang, og denne gang håber jeg på at finde noget, der kan være mit eget.

Jeg glæder mig til det nye år, og nu skal jeg nok stoppe med flere nytårsindlæg. Altså indtil næste år, hvor mine nytårforsætter helst skulle ændre sig en del. Det håber jeg. Og jeg ser frem til at blive overrasket over hvad 2019 har i posen til mig.

Godt nytår!

Nytår! Tid til at blive et bedre menneske… næsten helt til februar

3. januar. Dagen hvor der ikke er nogen som helst undskyldning, for ikke at tage fat på de der nytårsforsætter. Så det gør jeg nu.

I 2018 har jeg fået en anelse (bare en anelse!)  mere styr på mit liv. Jeg fyldte 40 i 2018, og det var ikke et nemt hjørne at runde, kan jeg godt afsløre. Jeg synes overhovedet ikke det var fedt eller ligetil, og selvom jeg fejrede det med verdens bedste fest, var det en dag jeg så frem til med benægtelse og begyndende dødsangst. Jeg er så småt begyndt at vænne mig til at sige det højt (Jeg er 40 år!) og jeg er også ved at vænne mig til, at jeg snart skal lægge et år mere til det tal. Det kan jeg takke min psykolog for. Jeg begyndte nemlig i terapi i 2018 (Egentlig var det i 2017, men hvem tæller) for at rydde lidt op i de der mønstre der gjorde, at jeg gik og spændte ben for mig selv. Min psykolog har givet mig et sprog, og et blik for nogle ting som går igen i mit liv, og som jeg gerne vil lave om på. Det har været rasende godt, og jeg er vildt glad for at jeg tog den beslutning, og jeg er ikke helt færdig med den slags endnu. Lige så stille får jeg vendt livet derhen, hvor jeg gerne vil være, og det vil jeg fortsætte med i 2019. Det handler om kærlighed, drømme, økonomi og karriere. Jeg er for eksempel overbevist om at mine timer hos psykologen har hjulpet mig til at finde kærligheden igen, og det er jeg så sindsygt glad for! blandt andet derfor ved jeg, at 2019 bliver et helt andet og spændende år end 2018 var det.

Vil I med? Så springer vi ud i det sammen!

Jeg elsker dem, forsætterne. Jeg elsker at lave lister over ting, jeg godt kunne tænke mig. At være filosofisk og ambitiøs på mit livs vegne, og hive alle de gode intentioner op af hatten.

Således har jeg igen i år brugt mine decemberdage på at gruble over, hvad jeg vil gøre bedre i 2019. I virkeligheden kan jeg i store træk bare genbruge dem fra sidste år, men det er jo ikke særlig sjovt, ej heller motiverende, da det jo så ville udstille, hvor meget af det jeg troede, jeg ville opnå ved indgangen til 2018, jeg ikke har gennemført. Så det gider jeg ikke.

Min nye forsætter lyder:

  1. Skriv! (Genganger, men ikke desto mindre lige aktuel)
  2. undgå madspild (jeg smider alt for meget ud fra mit køleskab, som skulle være spist i stedet for. Det er fordi jeg er lidt for ambitiøs, når jeg går nede i Netto og tænker “uh Fennikel! Det kan jeg da godt bruge til noget!” Det kan jeg som regel ikke)
  3. Tænke mere grønt i hverdagen (Mere fennikel? eller mindre fennikel?). Både i form af flere grøntsager/mindre (bedre) kød, men også i form af mindre unødvendigt plast og “grønne” løsninger. Med måde som altid selvfølgelig, for jeg gider ikke være fanatisk med noget som helst, men en tanke på det i hverdagen, vil kun gavne verdenshavene, tænker jeg.
  4. Gå mere i bukser, som ikke er jeans. (Jeg er træt af hverdagsjeans-looket. Det trænger til et løft)
  5. Prioritere meget mere kultur i hverdagen. Kunst, teater, film, litteratur – alt det jeg elsker!
  6. Rejse. Åh! Hvor vil jeg gerne rejse meget mere i 2019. Jeg ved godt at CO2 og Indlandsisen og mit punkt 3 ikke ville juble over dette punkt, men jeg er ikke den der vipper CO2 regnskabet med mine flyrejser, så den del har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Jeg vil hellere have lidt mere dårlig samvittighed over det i 2020 faktisk.

Lad os blive bedre mennesker i det nye år! … i hvert fald bare næsten helt til februar..