afsnit 3: Single-city-girls

Jeg bliver simpelthen nødt til at få os ud af denne her misere.. Jeg efterlod mig selv siddende i vores fælles stue med en baby på armen og kæmpe mælkefyldt brystparti og den nye titel: enlig mor. Efter at have tilbragt to måneder på mit barndomsværelse hos mine forældre, var det tid til at se realiteterne i øjnene, og finde mig et hjem til mig og min datter. Min far tilbød generøst at vi kunne finde et lille hus til mig i nærheden af dem, så de kunne hjælpe mig med babyen og jeg ikke skulle være alene. Den tanke havde slet ikke strejfet mig. Jeg følte mig overhovedet ikke alene. Det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Dels fordi min datters far aldrig har trådt væk fra barnet (kun mig… jep. Det var en fed følelse…) men også fordi alle mine venner, straks viste at de var der for mig, og tilbød al slags hjælp. Det blev hurtigt klart for mig, at jeg skulle tilbage til København og have mit eget liv op at køre igen.

Det var den bedste beslutning, jeg har taget for mig selv og min datter. At flytte tilbage til København, hvor mine venner var og hvor byens liv, gør at jeg aldrig føler mig alene. Vi har fandeme haft et dejligt singleliv sammen min datter og jeg. Ok. Det lyder måske forkert, men jeg har i den grad nydt at være singlemor, og jeg kan tage mig selv i at savne den titel og den identitet. Jeg har skrevet om mit liv som singlemor før, ja altså faktisk det meste af bloggens indhold er om mit liv som singlemor, så det vil jeg ikke dyrke så meget her, men i stedet kigge lidt på, hvordan min single tilværelse var. Og hvad skete der egentlig med den der kærlighed.

Jeg brugte det meste af et år, måske længere på at sørge over mit forliste parforhold. På ikke at forstå. På at være vred. Jeg kan huske, at jeg havde samtaler med mine veninder, der mente at jeg burde være hævngerrig og hånlig, og i det mindste holde ham langt uden for mit liv. Men det kunne jeg ikke. Jeg vidste, at stod han en dag uden for min dør med hatten i hånden og bad om tilgivelse, ville jeg tage ham ind med det samme, uden så meget som at stille spørgsmål til, hvor han havde været, og hvorfor han gik. Jeg havde et stort behov for at vi kunne være forældre sammen. Men det gjorde han ikke. Han kom ikke med hatten i hånden, og jeg besluttede på et tidspunkt at jeg heller ikke kunne vente på, at han gjorde det. jeg måtte jo også videre med mit liv. Så jeg begyndte lige så stille at date igen. Bare sådan i det små. Takkede ja til kaffeaftaler, som blev til drinks og det der følger med. Det var fint og godt og jeg mødte en masse spændende mennesker, men der var ingen, der slog benene væk under mig. Jeg er vitterligt ikke så let at slå benene væk under, og slet ikke, når jeg har besluttet mig for, at mit liv leves bedst som singlemor.

For jeg havde det virkelig ret godt alene. Det var mig der var den voksne, og er der beslutninger der skal tages, er det mig der tager dem. uanset om det er beslutninger, der handler om blød eller hård tandbørste, eller om sengetider, sukkerpolitik, opdragelse, legeaftaler, sygdom, vurdering af eksem i knæhaserne, så var det mig der var den. Altid. Det var mig der afleverede i institution, og det var mig der hentede. Der var ingen aftensarrangementer i den periode, for det var også mig, der puttede og sad vagt hver aften. Og det var HELT ok. Jeg havde det godt og trygt i mit liv, og havde ikke lyst til at nogen anden skulle komme ind og vippe den båd.

I den periode (på ca 5-7 år) havde jeg et godt og eksemplarisk venskabsforhold til mit barns far. Jeg fulgte med i hans liv fra sidelinjen, og jeg involverede ham i mit liv med det, jeg synes han skulle være med i (I min datters liv har han selvfølgelig altid været involveret i det meste.)

 

 

Overspringshandlinger, drømme og sommerferieforventninger

Mens jeg tager tilløb til at udgive 3. del af min personlige miniserie om kærlighedens uransagelig vej, kan jeg passende fortælle om nogle af alle de andre projekter, som jeg har gang i. (Alle bloggere har gang i projekter, så det har jeg selvfølgelig også)

En stor del af mine projekter er skriveprojekter. Jeg er blandt andet ved at skrive en roman. Det er en voldsom overdrivelse, for jeg er faktisk overhovedet ikke i gang med den, men jeg skriver hele tiden på den i min hoved. Jeg har forelagt ideen for flere kloge hoveder, og jeg drømmer om at tage fri fra mit arbejde for at hellige mig tiden til at få skrevet nogle kapitler, så jeg kan sende den til et forlag, og sige mit dayjob op for at blive fuldtidsforfatter. Det har jeg overhovedet ikke råd til, så det kommer ikke til at ske, og jeg planlægger derfor i stedet nogle skriveweekender og aftner og hele dage i min sommerferie, så jeg efterhånden har et par sammenhængende kapitler, som kan vises til folk, hvis mening betyder noget. Jeg giver mig selv en deadline og laver en realistisk plan, så skal det nok ske, ik. Tro på det, Karen.

At leve som fuldtidsforfatter er faktisk ikke hele sandheden. Jeg har flere projekter. Jeg har en drøm om at åbne min egen butik. En lille slikbutik i indre København/Vesterbro/Nørrebro. Jeg vil sælge lækkert slik til kræsne købere aka børn. Det skal være farvestrålende og lækkert at se på, det skal pakkes i søde fine poser med et personligt præg, og det skal være så sundt/øko/hjemmelavet som muligt. Det er selvfølgelig ikke helt muligt, fordi livet er bedst med alt i balance, men overdrevet slik, med alt for mange e-numre får ikke adgang til min butik. Det gør til gengæld hjemmelavet limonade på flaske, håndlavede flødeboller, lækkert øko is, vingummi, lakrids, bolcher og chokolade af fineste kvalitet, lavet med kærlighed af lokale ildsjæle. Jeg tilbyder selvfølgelig at pakke små personlige slikposer til børnefødselsdagen, temaslik som Halloween, jul, påske, fastelavn og andre arrangementer. Butikken skal være indrettet som en gammeldags slikbutik, som vi kender den fra Pippi Langstrømpe og Rosa fra Rouladegade. Det lyder alt sammen meget tiltalende lige til at gå til, men igen; Det har jeg overhovedet ikke råd til, så jeg udtænker planerne og drømmer om et bedre liv hele sommerferien, og vender tilbage til trædemøllen igen, så snart klokken slår august. Same procedure as every year, James.

Et af mine mere personlige projekter for sommerferien, og livet generelt er “mere kultur”-  i mine nytårsforsætter for 2019 (og også 2018 og 2017, men hvem tæller?) lovede jeg mig selv, at jeg ville sætte tid og penge af til mere kultur, og jeg kom egentlig ret godt i gang, men er gået lidt i stå. Jeg har været i  teatret flere gange i år og har også flere gode forestillinger i kiggerten. Det er så inspirerende at gå i teatret. Der er noget helt unikt over den oplevelse, det er at skuespillere og hele scenearrangementet foregår lige for øjnene af én, og jeg føler at de optræder kun for mig. Jeg bliver ikke på sammen måde som en film, suget ind i handlingen, men jeg oplever helheden på en helt anden måde. Når jeg går i teatret starter oplevelsen allerede ude i foyeren, og ofte allerede inden, hvor jeg har taget pænt tøj på, og gjort en aften ud af det med spisning og godt selskab.

Biografen derimod klarer jeg fint alene, og jeg har heller ikke et dogme om at tage pænt tøj på eller nødvendigvis købe popkorn og snacks. Men mine bioture i sommerferien er forholdsvis begrænsede, lige som resten af landet, da jeg hellere vil bruge mine aftner på at drikke kølig hvidvin og se solen gå ned.

Min dårlige samvittighed ligger altid på musikken. Jeg går næsten aldrig til koncerter. Jeg er ikke ret god til at huske at følge med i, hvad der foregår på spillestederne, og jeg opdager først på dagen at en kunstner kommer til landet, og da er de bedste billetter jo som regel solgt. Jeg skal altid have nogle til at hive mig med til nyt musik. Så det er hermed en opfordring. HIV MIG MED TIL MUSIK! Festivalerne er selvfølgelig udsolgte, og det er ikke mig, der har stået i kø til billet. Jeg gider ikke bruge pengene på det, når jeg står der i kulden og skal forestille mig en sommer med lunkne øl og svedent græs, men når alle de andre er afsted, får jeg utrolig ondt af mig selv og føler mig snydt og holdt udenfor det gode selskab. Sådan forbeholder jeg mig hvert år retten til at være en forkælet teenager, de uger hvor landet største festivaller kører.

Opvarmningen til sommeren er gået i gang, og jeg kan ikke vente! Alt bliver bedre, når ferien rammer lige om lidt!

God sommer!

 

Årene der formede (og ødelagde) “os”

Åh hvor har dette indlæg været længe undervejs! Det har ligget helt klar i flere uger, men jeg har ikke rigtig haft lyst til at trykke på udgiv, fordi det virker forkert at lade det stå alene uden forklaringer, forsvar og undskyldninger. Det føles forkert at efterlade “os” der helt i bunden, når det nu ikke er sådan længere. Men jeg har begivet mig ud i denne fortælling, fordi jeg gerne vil fortælle den rigtigt, som det er, og som jeg oplevede det. Derfor kommer den til at stå her, indtil jeg får skrevet næste etape. Måske går der ikke så lang tid, når nu jeg gerne vil videre til de lysere tider. Dette er altså næste del af min beretning om den lange snørklede vej til kærligheden:

 

Jeg slap sidst “Kærlighedshistorien”, da jeg lige var flytte tilbage til Jylland for at være tættere på manden, der fik mit hjerte til at banke hurtigt, og mine drømme til at flyve. Jeg tog beslutningen, da det virkede som om hele universet ville have mig i den retning. Jeg kunne faktisk ikke andet. Mit “drømmejob” i København efter eksamen var i hus, var ingen drøm, men et arbejde der tog mere luft ud af mig, end hvad jeg kunne undvære. Jeg blev opsagt fra min lejlighed, og alle mine penge og frie weekender blev brugt på 888’eren, så det virkede som et oplagt valg at søge mit næste job og lejlighed i gode gamle Århus igen. Så kunne jeg jo finde mig selv der, samtidig med at jeg ville være tæt på min kæreste. Alt det bedste tænkte jeg.

Jeg kan huske, da jeg præsenterede min nye plan for min bedste veninde. Hun kiggede vantro på mig og udbrød “så kommer du til at gå i crocs resten af dit liv!”. Jeg var lige ved at begynde at græde. Ikke kun fordi det var en temmelig streng kommentar at servere for en forelsket veninde, men fordi jeg var bange for, hun havde ret. Jeg blev lige pludselig bange for, at jeg ville miste mig selv i det her. Min nye kæreste var så stærk i hvad han ville, og jeg var så forgabt, at jeg glemte at mærke, hvad det var der havde holdt mig til København de sidste mange år. Hvad var det nu, jeg havde bygget op, mens jeg havde boet her. Jeg elsker bylivet. Jeg elsker, at jeg spontant kan drikke drinks med en veninde en onsdag aften. Jeg elsker kulturlivet og at have mine venner omkring mig. Det er dem der inspirerer mig. Jeg har brug for mennesker omkring mig, og jeg bliver inspireret af folk på gaden. Natur, stilhed, fordybelse og dyreliv siger mig groft sagt ikke en skid.

Men det havde jeg glemt, da vi brugte foråret på at lede efter gamle hyggelige bondehuse langt ude på landet, som vi kunne leje sammen. Vi fandt et rigtigt pandekagehus langt ude på Mols, som vi måtte droppe, fordi den af os, der er over 190 ikke kunne stå oprejst i køkkenet. Det siger lidt om hvilke slags huse, vi var på udkig efter.

Vi fandt huset. En gammel rødmalet vandmølle med et ordentlig stort spisekøkken og (forholdsvist) lavt til loftet. Jeg var aldrig helt glad for det hus. Men det sagde jeg ikke højt. Det skal jeg nok blive, tænkte jeg. Jeg fandt også et job, som jeg blev glad for, men jeg savnede stadig byen helt vildt. Det sagde jeg heller ikke højt. For jeg bliver nødt til at give det en chance, tænkte jeg.

Jeg var i det hele taget ikke ret god til at sige højt, hvad jeg følte, for jeg kunne godt se, at jeg selv havde sat mig i denne her situation. jeg havde selv valgt at flytte, jeg havde selv drømt om landsbyidyl, men jeg turde ikke indrømme, at jeg havde taget fejl. At jeg fortrød.

Og så blev jeg gravid.

Det kom sådan lidt pludseligt og alligevel fuldstændig planlagt. Det nemme ved det var, at jeg nu kunne fokusere på graviditetslykken fremfor mit skrantende forhold om mine uforløste drømme. Jeg kunne vende mig væk fra alt det der gjorde ondt og krævede handling, og i stedet kigge ned på maven, på det der bare voksede af sig selv og på at min livshistorie var igang med at skrive et nyt kapitel, uden at jeg behøvede at gøre noget som helst andet end at spise kiks og drikke juice for at holde kvalmen nede og stavre rundt med vand i kroppen. Nemt og lige til.

Men over i virkeligheden, hvor parforholdets anden part befandt sig, var det ikke så nemt og lige til. Vi var ikke rigtig to i det parforhold, vi var knap en halv. Udefra så idyllen ud til at være intakt, men inde i stuerne, blev der ikke talt mange ord sammen. Vi var blinde for hinanden.

Så da Lykkebarnet kom til verden og min forelskelse i barnet steg i dimensioner som ikke kan beskrives, og min interesse og evne til at samle to sammenhængende tanker om andet en mælkebetændte bryster og soverytmer forsvandt fuldstændig, meddelte barnets far at han ikke kunne være med mere. Elastikken var spændt helt derud, hvor den begyndte at knække, og han så ingen anden udvej, end at vi gik hver til sit.

Jeg sad i en sofa med ammepude og blødt tøj med mælkepletter og fedtet hår og en eksemplarisk baby, der ikke anede at hun i dette øjeblik skulle indgå i statistikken som skilsmissebarn, og jeg blev enlig mor.

En kærlighedhistorie – Begyndelsen

En gang for længe siden mødte jeg en mand på Studenterbaren i Århus. Det var en tirsdag (eller onsdag?..) i januar, og det sneede og jeg havde lige afleveret en eller anden opgave på uni, og det skulle fejres med alkohol, som den slags jo sig hør og bør. Da baren lukkede (eller vi fik lyst til at danse? Jeg husker ikke detaljerne) tog vi videre på det eneste dansested, der har åbent en hverdag i januar, og dansede natten væk. Han hviskede mig beruset i øret, inden vi skiltes den aften “Vi to skal se noget mere til hinanden, for jeg er slet ikke færdig med dig”. Det grinede jeg af, for jeg var fuld og til fals for smiger. Jeg glemte i øvrigt min telefon på dansestedet, og var derfor uden for rækkevidde resten af ugen. En ikke helt uvant situation for mig dengang.

Et halvt år senere sad jeg i en rundkreds på Skanderborg festivalen med hel flok mere eller mindre nye bekendtskaber. Vi drak uspecificeret alkohol af den vamle slags, da et næsten kendt ansigt kom forbi. Jeg hidkaldte og inviterede manden med i cirklen. han tog imod invitationen og satte sig ved siden af mig. Da natten blev til morgen og rundkredsen var svundet ind til kun os to, og det grå lys over festivalpladsen begyndte at vise sig, fulgtes vi ad til vores telte, og slentrede således afsted balancerende mellem barduner, plastikkrus og efterladte enlige gummistøvler, som alt sammen kendetegner en brugt festivalplads i sensommeren. Han bad om mit telefonnummer, og jeg bad ham selv finde ud af det…  (Fuld og koket i solopgangen, var en del af min charme)

En uge efter festivalen havde han fundet frem til mit nummer, og skrev om vi skulle mødes. Det gjorde vi, og vi datede i et par måneder. Han var sød og sjov og klog, men vi havde vidt forskellige drømme og og var begge på vej nye steder hen i livet. Jeg var fascineret af hans eventyr, og hans kringlede hjerne, som jeg sjældent forstod, og måske derfor dampede interessen lige så stille af, og uden at nogen blev sårede, gik vi hver sin vej ganske udramatisk.

4 år senere skrev jeg speciale på Den Sorte Diamant i København og havde begået den studiemæssige fejl at logge mig på bibliotekets internet, og dermed sænke min skrivehastighed og koncentration i en betydelig grad. Internettet bød blandt andet på det nye og sjove Facebook, hvor man kunne finde gamle venner og flammer, og finde ud af hvad de havde fået ud af livet.

Min gamle flirt fra Århus-dagene var der minsandten også. Han rejste stadig jorden tyndt og var stadig lige klog, fascinerende og charmerende. Men nu boede han langt ude på landet, hvilket jeg på ingen måde fandt interessant, men han ville gerne invitere mig på et besøg på “gården” og en gåtur i det smukke område. Det kunne jeg alligevel ikke sige nej til, selvom jeg overhovedet ikke delte samme begejstring for den Djurske natur.

Vi mødtes og gnisten var der stadig efter så mange år. Vi lod begge alle paraderne falde og flød med kærlighedsstrømmen ind i endnu et forhold, denne gang på afstand mellem København og Djursland.

Alle de forskelligheder der før havde været åbenlyse, var ikke længere så aktuelle. Vi ville begge gerne se verden, vi stod begge et sted i livet, hvor vi trængte til noget nyt og længtes efter at springe ud fra vippen og give os i kast med helt nye territorier. Jeg arbejdede i København, men var ramt af et dårligt job, hvor jeg ikke følte mig tilstrækkelig og værdsat, og han drømte om at slippe sit studieliv og kaste sig ud i at blive selvstændig. Jeg besluttede mig for at flytte tilbage til det jyske, for at lægge mit liv helt om, og bygge noget op sammen med den mand, der fik mit hjerte til at banke ekstra hurtigt.

… om det var en god ide? Hmm. Det var det nok ikke, men det er kun noget jeg kan konstatere her fra fremtiden, hvor fortiden ser så ulidelig let og klar ud. Virkeligheden dengang var, at jeg var forelsket og ikke kunne andet end at tro på det.

Fortsættelsen følger, når jeg har fundet mod til at dykke ned i den del af historien igen. Det næste kapitel kan jeg vel passende kalde De Hårde År, eller måske De Nemme? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det bliver sværere at skrive, end det første kapitel, for nu kommer smerten og alt det grimme. Lykken og kærligheden klarer sjældent sig selv.

 

Det er sådan, jeg går og har det..

Jeg har min helt egen blog. På den kan jeg skrive lige hvad jeg vil. Jeg kunne skrive om alle de irriterende ting, jeg synes verden er fuld af. Folk der  ikke kan se ud over deres egen næselængde. Folk der generaliserer på ting, de ikke ved noget om. Folk der føler sig snydt, når det går andre godt. Men det ville være en kedelig og negativ blog, og jeg ville få det virkelig dårligt over at fokusere på den slags, hver gang jeg satte mig ved computeren for at skrive. På den anden side, ville jeg også føle, at jeg skrev om noget “rigtigt”, fremfor bare at skrive om min egen uinteressante hverdag. Men det gør jeg ikke. Jeg skriver ingenting. For hver gang jeg sætter mig for at skrive, er der noget andet, jeg hellere vil skrive om. Eller også er der en stemme i mit hoved, der siger: ” Hvorfor i alverden skriver du det her? Skulle du ikke hellere skrive noget andet? Noget sjovere?” Og sådan dræber man enhver lyst til at gøre noget som helst i denne verden. Dette blogindlæg har været flere dage undervejs. Uger måske.

Åh hvor jeg trænger til forandringer. Jeg trænger til at tage skeen i egen hånd og styre mit eget skib. (med en ske… åbenbart) Jeg drømmer om at have en hverdag, hvor jeg mærker hver dag, at jeg rykker mig. At jeg LAVER noget. Noget kreativt, og udfordrende. Jeg keder mig helt enormt meget i min hverdag, men jeg er alt for bange, til at gøre noget ved det. Jeg er hundeangst for ikke at kunne kom op af den sump igen. Min hverdag er hyggelig. Det er stille og roligt, der er ingen udfordringer, der er for store, og der forventes ikke noget af mig, som jeg ikke kan indfri. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke er god nok til de opgaver, der ligger på mit bord. Det er jo sådan set godt nok, ik? Er det ikke sådan man gerne vil have det? Jeg ved det ikke. Jeg finder en god tryghed i at min løn kommer ind hver måned, og at jeg har nogenlunde overblik over, hvad jeg har til mig selv hver måned. Det er ikke meget, men det er heller ikke lidt. Fint nok.

Fint nok. Det er hele mit liv. Fint nok. Jeg er ved at kaste op over fint nok. Hvordan kommer jeg ud af Fint nok?

Mit tvivlsomme forsøg på at løfte blikket har hidtil været at svælge i de andre bloggeres chiagrød med blåbær og events for dit og dat. Jeg skæver misundeligt til journalister og forfattere, der helliger sig det skrevne ord. Jeg fascineres af skuespillere og performere og foredragsholdere, der går på scenen og brænder for deres job.  Og jeg suger til mig fra dem jeg ser i min hverdag,  der kæmper med næb og klør og liv og død for en kreativ ide. Jeg bliver inspireret af gør-det-selv kvinder, der smækker turbo på deres arbejdsliv, eller kaster sig ud i kreative eventyr. Jeg drømmer om selvstændighed og et frit arbejdsliv, men jeg frygter stress, fattigdom, ensomhed og lavt selvværd.

Hvad gør jeg ved det? Hvad er mit næste skridt? Well, til en start har jeg flyttet rundt i min lejlighed, for at gøre plads til at min lejlighed kan rumme en voksen mere, end blot min datter og jeg.  Ja. Det er nemlig også sådan, jeg går og har det. Parforholds-agtigt. Og det føles rigtig godt. Det at flytte rundt og rydde op og ud, gør at jeg trods alt føler, at jeg er på vej et sted hen. At beslutninger bliver taget af MIG. Omend det indtil nu er beslutninger om, hvorvidt jeg skal stille en potteplante på reolen eller på gulvet foran reolen, så gør det en forskel, og jeg kan mærke, at jeg ændrer noget. I hvert fald lidt. (ren Marie Kondo. Blogger inspiration, du ved.)

Det er små skridt. Alt for små skridt, men der er sådan, jeg går og har det lige nu.