Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde…

Det eneste, der skulle til, for at jeg fik gang i drømmene og planerne igen (dem der var væk i sidste uge), var at komme tilbage til hverdagen. Bum. Så skal jeg love for, at der kom ved på det bål, der består af ting, jeg hellere vil lave end at sidde på job i 35 graders varme.

Jeg har mit overophedet kontorhoved fyldt med planer og tanker, som jeg skal gøre noget ved, når jeg endelig kan forlade det varme kontor. Meeen når det så kommer til aftenstiden, hvor der er ro og behagelig temperatur, til at få nedfældet noget af det der presser sig på… så er der altid en serie eller en bog, der hellere vil have opmærksomhed. Og det med at læse bøger om aftenen, er ellers ikke noget jeg bare skriver, fordi det lyder godt. Det gør jeg rent faktisk for tiden. Jeg er lidt inde i en dødperiode med gode serier, som jeg faktisk altid er om sommeren, mens bøger er mit nye drug. Jeg har i denne sommer læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager, Den Der Lever Stille af Leonora Christine Skov og den sidste bog i Napoli-serien, som jeg har manglet at læse færdig i flere år. Den første og den sidste er klart dem, der har sat sig mest i mig, selvom LCSs selvbiografiske bog kan helt sikkert også noget. Jeg er bare generelt ikke så meget til biografier, så jeg synes bogen lidt for ofte bliver en opremsning af tingenes gang, uden at hæve sig til et højere abstraktionsniveau. Men det er et spændende og vigtigt emne, som jeg beundrer Leonora for at tage fat i. Når mødre ikke elsker deres børn, og børn der lider i “velfungerende” familier.

Noget af det der går op for én, når man kommer tilbage til hverdagen efter ugers ferie er, at jeg er helt uvant med at være sulten. Jeg har ikke været sulten i flere uger. Lige så snart overmætheden fra forrige måltid har lagt sig, er der igen plads til at proppe noget i munden. Og intet af det, jeg har valgt at putte i munden de sidste 4 uger, har været kedeligt nok til, at jeg gad stoppe med at spise, bare fordi jeg var mæt. Deraf overmæthed. Så der har været godt gang i opfedningen og jeg skulle nu være helt klar til en lang vinter.

Nu sidder jeg her og har spist min rugbrødsmad for længst og stirre tomt på det æble, jeg har med til eftermiddagssnack. Vil det være for meget “alene-på-kontoret”-agtigt hvis jeg i stedet medbringer en lille aperol-spritz, bare til at komme igennem eftermiddagen? Jeg tror det, desværre.

 

Hverdagen kalder… men mest på mere vin og chokolade

Min ferie er ved at være til ende. Det er ok. Det har været 4 uger med masser af sol (lige som resten af Danmarks befolkning kan prale af) og masser af tid med min datter. TID. Det var det eneste jeg havde ambitioner om at suge til mig af i min ferie. Jeg plejer at være lidt for god til at have store planer og ambitioner om at skrive en roman eller ommøblere mit hjem eller lægge mit liv helt om i løbet af min sommerferie. Det resulterer ofte i, at jeg ved feriens afslutning er helt slukket og ærgerlig over, at jeg skal tilbage til det liv, jeg forlod i juni, uden at have nået mine mål for sommerferien.

I år er det lidt anderledes, fordi jeg faktisk har nået alt det jeg havde sat mig for. Jeg skulle tilbringe så meget tid som muligt sammen med mit barn og jeg skulle slappe af. Det har jeg gjort. I høj grad!

Jeg har knap nok gjort mig en eneste tanke om hvad mit efterår skal indeholde, og mine augustforsætter ligger så langt væk i min hjerne, at jeg tvivler på, om de når at komme frem inden efteråret har ramt os.

Jeg vil gerne begynde til yoga igen. Og jeg overvejer at undersøge, om jeg kan tage min datter med i træningscenteret, der ligger tæt på os, så jeg kan træne, mens hun ser youtube på min tlf. Er det good or bad parenting? Jeg er i tvivl. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg skal igang med noget træning. Min krop og min energi bærer tydelige præg af sommerens pasta, rosé, hvidt brød og sukkerfest. Det har været skønt, men jeg orker ikke engang at bøje mig efter den solcreme, der lige er trillet ud af min taske, og mit taljemål får elastikken i min nederdel til at være spændt ud til max. Det er ikke så flaterende, kan jeg godt vedkende mig. Men som altid er det et spørgsmål om at jeg ikke har ret meget tid i min hverdag til at træne i. Jeg må erkende at det der med at træne hjemme på stuegulvet, har jeg simpelthen ikke rygrad til. Og hvis jeg ikke kan tage barnet med, er eneste bud på motionstid hveranden lørdag formiddag. Det gør jo ingen hvepsetalje.

Nå men mens jeg skriver dette sidder jeg i toget på vej hjem til København, og har lige sat tænderne i en Snickers (Jeg købte to, så jeg ikke skulle dele) Måske det er tid til at walk the talk?

Det er tilbage til hverdagen på alle mulige måder!

 

 

waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

En gang bliver det sommer, og så får jeg tid…

Det er sgu lidt vildere at flytte denne gang, end det plejer at være. Måske er jeg blevet for gammel til this shit… eller også er det fordi, jeg egentlig ikke gider at flytte, men meget hellere vil blive boende i “min” lejlighed lidt endnu. “min” altan skriger på at blive plantet til og gjort hyggelig, men det må de næste ejere stå for, og jeg må vente til jeg lander det nye sted, hvor der også er mulighed for blomsterhold.

Det gode ved at flytte er dog, at jeg får ryddet op og ud i mine ting. Og jeg får mulighed for at se mine egne ting i et nyt lys. ( ok.. Det går lidt begge veje med den der med lyset, det kan jeg godt mærke; Hold da kæft, hvor har jeg gemt en masse lort i SÅ mange år?! Why?)

Jeg drømmer om, hvordan jeg i min nye lejlighed skal indrette mig sådan, at jeg får et skrivebord i stuen. Et skrivehjørne om man vil, som kun er mit, og som ikke må indeholde tegneting og malebøger og andet skrammel. Det tror jeg vil være godt for min kreativitet.  Så kan vi skille børnekrea fra voksenkrea. Altså jeg er faktisk ikke som sådan krea. Ikke i den forstand, at jeg bruger aftnerne på at filte eller male bordkort eller sy børnetøj og gardiner i hverfald. Men jeg er kreativ med ord og med ideer, når jeg har de rette rammer. Og som det kan mærkes på frekvensen af indlæg på denne blog, skal jeg vist til at have nogle bedre rammer.

Jeg håber, at når sommerferien skylder ind over os, og vi er kommet på plads i vores nye hjem, så følger overskuddet med. Men er det ikke sådan man altid har det? Lige om lidt bliver alting bedre og jeg får masser af tid. Det får man da også ik´? f.eks. tid til den her slags sommeragtige aktiviteter, som oser af bekymringsfrie nætter…

 

IMG_7498

 

 

Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)