Søndagsbalancen fejler ingenting

img_8922

 

Jeg startede på dette indlæg i fodenden af min seng sammen med barnet, der tegnede og så Sprinter Galore på Ramasjang. Thats how we roll on a sunday. Men jeg blev afbrudt i skriveriet af et spændt barn, der glææædede sig til den legeaftale, der nu er i fuld gang. Kaisa har fået en pige fra klassen på besøg i dag, som ikke har været her før. Kaisa har glædet sig heeelt vildt! Hun har ryddet op på sit værelse hele dagen igår. Ja. HELE dagen. Ikke fordi det var rodet til at starte med, men fordi det er sådan hun forbereder sig til at noget godt skal ske. SÅ skal der ryddes op. Hun elsker systemer og orden og laver planer, for hvad de skal lege og hvordan. Det er simpelthen så sødt, men også virkelig sjovt, for jeg er sådan cirka i det totalt modsatte ringhjørne. Jeg roder, har ingen systemer for noget i hvert fald ikke ret meget, og når jeg får gæster, sætter jeg i stedet nye projekter igang lige inden de kommer, så støvsugning og oprydningen bliver det jeg ikke når. Gæster hos mig må altid finde sig i at mit hjem ligner… mig.

Jeg er til gengæld helt uden kvaler ved at sætte mig midt i rodet og drikke kaffe (eller vin) uden at bekymre mig det mindste om opvask eller matchende kopper. Jeg kan huske en gang, da jeg gik på efterskole og var hjemme på weekend. Jeg havde inviteret en veninde hjem, og vi sad bogstavelig talt midt i vasketøjsbunken, som jeg havde tømt midt ud på gulvet. Jeg havde ikke skænket en tanke, at min veninde kunne have noget i mod det. Først da min mor kiggede ind til os og brød ud i et stort grin, lagde jeg mærke til at min veninden faktisk havde forsøgt at finde et sted uden beskidt tøj at sætte sig, mens jeg bare havde placeret min teen-røv midt i det hele. Men vi havde sikkert noget vigtigt, der skulle debatteres og ikke kunne vente på kedelige ting som vasketøj.

Min datter er tydeligvis mere som sin far. Hvilket nok skal blive lærerigt for os begge, og jeg gør virkelig mit bedste for at hjælpe hende med at rydde op og stille ting i orden, så hun kan glæde sig på sin egen måde. Så vi har altså ryddet op, sat påklædningsdukker i orden (efter farven på deres kjoler forstås. Blå ved siden af grøn ved siden af rød ved siden gul. Tror jeg nok.)  og støvsuget og tørret støv af både i stuen og på børneværelset, for at byde en 6 årig velkommen.

Nu leger de på værelset, og heldigvis roder det helt sindssygt lige nu. For det hører nu stadig med til god leg! Jeg har lovet højt og helligt at jeg nok skal hjælpe med at rydde det hele op inden sengetid i aften.

Imens får jeg skrevet dette indlæg færdigt og vasket tøj og måske lagt ny neglelak. Store mål for en søndag.

Ting der er købt i januar, mangler ikke på listen i februar. Det er god økonomisk sans!

Det eneste man (jeg) kan gøre i det her iskolde blæsende gråvejr, er at gå på nettet og finde noget at bruge alle mine penge på. Bum. Derfor har jeg hele januar shoppet Asos tyndt for udsalgsvarer, jeg absolut mener jeg har brug for. Så sparer jeg jo pengene i februar, right? Jeg har købt tasker, kondisko (som det hedder i min generation), lidt for korte kjoler og sexet undertøj, fordi det for nylig gik op for mig at mit undertøj ikke afspejler min nye “go out and get it”-attitude. Jeg overvejer nu at bruge de sidste sparemønter på en helt ufornuftig rejse et sted, hen jeg ikke har været før. Jeg er stor tilhænger at bruge shopping som psykolog, og det er muligvis noget jeg må tale med min rigtige psykolog om, men det må blive i næste uge, for nu skal jeg købe noget mere.

Jeg er i perioder ret god til at give pokker i vold og shoppe lige lidt over hvad fornuften egentlig burde tillade. Men jeg har også haft ret mange gode år, hvor jeg har været fattig, og derfor har sat mit forbrug ned på et minimum, og det var jeg faktisk også ret god til, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan godt se det lidt som en sport at finde ting billigt, at undvære nye ting og finde nye måder at bruge madvarer og lign. så man får mest for pengene. Det kan faktisk godt være helt sjovt, at downsize i perioder. Hvis det ikke er perioder der varer for længe, vel at mærke.

Jeg har tænkt mig snart at træde ind i en downsizing periode igen, og jeg har tænkt mig at se på den med mulighedernes blik. Se hvordan jeg kan leve på en sten og stadig ligne en million! Det er min mission for mit forår! Jeg vil gerne spare nogle penge sammen til forestående udgifter af den halvstore slags, og så kan man jo med lidt omtanke få pengene til at strække, og lægge resten til side. Uden at være nærig! For guds skyld ingen nærighed i vores hus!

img_4776

 

Januar og lidt om de der mænd…

Jeg synes altid, at januar er en god blanding af mørke og mangel på inspiration og depri-tanker, om at lyset måske aldrig vender tilbage. Men så bliver vi begavet med dage som der har været flere af i denne uge, hvor solen skinner fra en frostklar blå himmel, og alle nytårsforsætterne og ambitionerne vokser, og fremtiden synes lys og venlig. Indtil dagen efter, hvor lyset atter er væk, og energiniveauet rammer rock bottom, og man lige så godt kan give sig hen i fosterstilling med hvede og selvynk.

Det er jo lige til at blive bipolar af! (Det er ikke med vilje, at jeg kaster om mig med diagnosticeringer som depression og bipolar, jeg kan ikke gøre for det. Måske har jeg tourette? Not. Funny. I know.)

Det er fredag og jeg er single. Begge dele er vist ingen hemmelighed. Og hvis det er, så skal jeg fandme sørge for at skrige det ud til hele verden nu, for jeg vil gerne udnytte det fact lidt mere, end hvad jeg har gjort hidtil (også fredagene!) Benene op og gang i de lagner! Ha!

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg det er langt svære at date, når man er blevet nogens mor, end det var, da jeg bare var mig selv. Ikke fordi det ikke kan lade sig gøre, for det kan det sagtens. Jeg dater, og jeg møder mænd rundt omkring, men jeg synes, det er svært at være helt afslappet og forelske mig. Det er svært ikke at blive mødt, som en der enten er ude for at finde en ny far til sit barn, eller en far til det næste barn. Mit barn har en far, så den del af dealen er jeg selv ret afklaret med. Mænd der opfører sig som om de skal “redde mig” fra singlemom tilværelsen, eller byder ind med faderlige vendinger omkring mit barn, får sparket lige med det samme. (for ja, det er der faktisk mænd der gør!?). Måske er jeg for hård, men det er jo nok også en af de mange grunde til at jeg er single.

Det andet issue, det med at lede efter mit næste barns far, kan jeg jo nok ikke sige mig helt fri for, samtidig med at “vil du have flere børn” ofte er den slags spørgsmål, der får mig til at dreje om på hælen. Jeg vil virkelig bare gerne kysse flere frøer, og se hvad der sker. Det er ikke min drøm kun at få ét barn, men hvis det er sådan det bliver, så er det sådan. Jeg oplever alt for ofte, at den slags planer kommer på bordet længe før forretten, hvilket dræber det hele for mig. Og desværre kan jeg også selv falde i fælden og bringe det på banen, selvom jeg helst ikke vil høre svaret, før vi er nået til at tale om alt muligt andet. Igen: all the reasons why i’m still single.

At have et barn, der bor 90% af tiden hos mig, sætter selvfølgelig også sine egne helt praktiske begrænsninger på datinglivet. Så alt i alt er der plads til forbedring, som man siger.

Og med den lille snak er det vist tid til at sige god weekend derude!IMG_6904

Er dit barn bange for at få vand i øjnene? Her er løsningen!

Og med sådan en overskrift kan det jo kun gå galt. Mit første sponsorerede indlæg på min blog. Næh jamen dog, Karen skal du nu til at være kommerciel og skrive om mascara og hårtørrer og den slags. Næ. Det skal jeg ikke. (Kun hvis de betaler good money for det. Mama’s gotta live.)

Men jeg vil gerne skrive lidt om Dolphineyes, som er sådan en smart brille, man kan putte på sit barn, når det ikke gider i bad, fordi det er bange for at få vand i øjnene. Sådan et barn har (havde) jeg nemlig, og det var jo en kamp af en anden verden, at få skyllet det hår. Nu er hun blevet stor nok til at det ikke er sååå slemt, som det har været. Vi har før fundet veje og løsninger, der gør badet mindre grådfremkaldende. Ikke uden forhandlinger og dybe voksne indåndinger. Før Dolphineyes brugte vi en vaskeklud for øjne og ører, der skulle være lige præcis våd nok til ikke at være for tør, og tør nok til ikke at være for våd. Virkelig er noget der kan tage meget lang tid at vride op til den rette tørhed, må den utålmodige moder berette.

Men NU mine damer og herre, er alle sorger forsvundet ud med badevandet. For nu er jeg blevet introduceret for Dolphineyes! Yes. Det er simpelthen et stykke “plastik” man med en lille klister strip sætter fast på barnets pande og vupti, så er der afskærmning fra det uhyggelige ækle vand man kan få i øjnene. Eneste minus er at de efter brug, eller egentlig bare efter de er blevet våde falder af. Og da de skal sættes på en tør pande, gør det det lidt besværligt, hvis man gerne vil lade barnet sidde lidt i badekarret inden man hælder vand i håret.

Så jeg tænker, at sidder der nogle derude, der har vandskrække badebørn, så kan Dolphineyes altså være et godt bud på en løsning. Vi havde en fest med dem og husk I så dem først her hos mig! Den kommercielle reklame-blogger! Mascha Vang – jeg vipper dig snart af tronen som blogger-millionøse number one!

 

Dolphineyes kan købes her http://dolphineyes.dk/ og hos matas.dk står der på deres hjemmeside. Jeg har ikke fået en rød reje for at skrive dette, men jeg har fået tilsendt 4 stk badebriller og blev begejstret.

EDIT: Jamen altså! Bloggerlivet vil ingen ende tage. Nu er der dælme også rabatkode til alle mine læsere! Se Emilies kommentar, og hent jer selv et par badebriller. Hell, jeg tror sgu selv jeg vil tage et par på, næste gang jeg er i bad 🙂

img_8795

Nu skal I høre, hvad mit nye år skal indeholde! (…eller det der med nytårsforsætter)

jpjj5907

 

Lige midt i julemaden og konfekten og de tunge (lår) øjenlåg, melder begyndelsen til dette års nytårsforsætter sig på banen. Så bruger jeg en uges tid til at mærke efter og rette til og bum, så ligger den her. Dette års nytårsforsætter! Jeg er stor fan af lister og forsætter og ønsker og drømme. Alt sammen i en stor pærevælling. Jeg har i år ikke i sinde at forsætte noget, som jeg ikke vil arbejde hårdt for går i opfyldelse. Det er nemlig det første der står på listen:

 

Færdiggør ting. Jeg har altid været en opstarter. Jeg er god til at begynde på ting, men knap så god til at afslutte. Faktisk har jeg indtil flere professionelle papirer på, at jeg ikke er en afslutter. Det skal jeg lige arbejde med. Jeg skal i år afslutte de projekter jeg har hængende. Afslutte mine noveller, lave en realistisk plan for den roman jeg truer med, afslutte mine gamle nytårsforsætter og mine gamle drømme. Lige kigge på dem en ekstra gang, nåede jeg det? vil jeg stadig gerne nå det? Så gør det. Hvis ikke. Smid det væk. Afslutte alt hvad jeg begynder på, og ikke starte på noget der ikke kan afsluttes.

Jeg skal løbe igen. Jeg kan mærke at beslutsomheden og ambitionerne er høje, og jeg har derfor tilmeldt mig et 10 km løb i juni. Women 10k i juni med min søster! Ja sgu. Vi var pissegode sidste gang, og det bliver vi helt sikkert igen! Jeg løb for første gang i mit liv 10 km for to år siden. Derefter løb jeg stort set ikke igen. Hvad faanden?! Nu løber jeg igen, og jeg tænker at hvis jeg kan løbe 10K i juni, kan jeg også løbe 21 komma et eller andet i september. Waaart?! Ja. Jeg siger hermed højt til jer der tjekker ind her: Jeg løber et halvmarathon i 2018. (…wow)

Jeg skal date noget mere. Ja det er nu 6 år siden jeg var i et forhold. Jeg vil gerne have en kæreste. Tinder fungerer overhovedet ikke for mig, der er simpelthen for mange freaks og frøer derinde, og jeg bliver et koldt løg, der afviser mænd, fordi de har en grim sofa stående i baggrunden, eller har taget profilbilledet ude på badeværelset. Jeg er bedst in real life. Så ud på dates med mig. Jeg er sikker på at mit gamle forhold også vil nyde godt af, at jeg får en hobby, der får mig til at glemme, hvad der foregår på den anden side af hegnet.

Skriv! Det hænger lidt sammen med første punkt på listen. Det har stået på samtlige lister siden jeg var 14 og i år står det der igen. Jeg skriver jo hver dag, hele tiden, så det er ikke fordi jeg ikke skriver, i år skal I andre også bare læse det. Og jeg skal gøre det til mit job. Men det er sådan set også et “let” nytårsforsæt, for det er jeg i fuld gang med, så jeg fortsætter med det forsæt.

Mindre skærm. Åh. Det punkt er såå svært at skrive på en liste, hvor jeg ikke må skrive noget, jeg ikke har tænkt mig at gennemføre, for jeg kan jo så forbandet godt lide mine skærme. Det kan jeg altså. Men jeg kan også mærke, at det måske vil være smart, hvis jeg drosler lidt ned på skærmtid, når jeg er sammen med mit barn. Jeg kan godt være slem til liiige at snige mig til at tjekke FB, insta, mail, sms, nyheder eller what ever jeg synes er så vigtigt, når hun alligevel sidder og tegner, ser tv, leger eller noget andet. Vi kunne jo også lave noget sammen, faktisk. Jeg vil forsøge at holde skærmfri, når jeg er sammen med hende.

Det var dette års forsætter som de udformede sig henover julemaden og portvinen i juledagene. Nu er det januar, jeg er tilbage på job, og solen har på mystisk vis og helt uden sans for timing valgt at vise sig fra sin bedste side i dag. Alle de dage jeg havde mulighed for at nyde den ved stranden eller i skoven i Jylland, var den væk. men allerførste kontordag; hej blå himmel og sol. Tak for den vejrgud. Det er alletiders.

Godt nytår!

 

img_8953

Anbefalinger til de mørke decemberdage

Decembermorgener er super stressede hjemme hos os. Der er alt for mange julekalendere der skal åbnes, lys der skal brændes, og ting der skal dimses og dulles med. Det er til at blive vanvittig over. MEN løsningen mine damer (og herre) ligger lige for. Julemusik! Det er simpelthen så hyggeligt og beroligende at høre musik om morgenen, ok indrømmet, julemusik er måske ikke ligefrem beroligende, men det er hyggeligt og det skaber gode muligheder for samsang i stuen, på toilettet og mens strømpebukserne matcher de rigtige  ben og fødder. Jeg forudser at vi fortsætter med musikken langt ind i det nye år. (dog ikke juleversionen, -det er jo ikke til at holde ud)

Noget af det, der en gang i mellem popper op, som noget jeg bare MÅ dele med andre, er anbefalinger til podcasts, insta og tv.

Jeg har en række ting, jeg gerne vil anbefale andre at se nærmere på, fordi jeg er begejstret, og ikke taler nær nok om det med andre folk.

The Moth: Jeg bruger mine cykelture til og fra arbejde til at høre podcasts. det er den mest geniale “opfindelse” siden tandpastaen. Jeg kommer gennem byen let og smertefrit med gode historier i ørerne. The Moth er liveoptagelser af helt almindelige menneskers virkelige historier, fortalt på en scenen et sted i USA (eller alle mulige andre engelsktalende lande) Hvert afsnit har et tema og tre til fire historier. De er alle vidt forskellige og som regel virkelig godt fortalt. Jeg både tuder og griner højt, der mellem de andre morgentravle cykelister i Københavns gader. Hvis du er til gode hverdags historier, kan denne podcast varmt anbefales!

The Vulva Gallery: Ja, jeg bruger min insta tid på at kigge på tissekoner. Det er pæne akvarelmalede tissekoner i alle afskygninger, og med til hver “kone” hører en lille historie om ejerkvinden. Jeg synes det er så fint, og jeg kan godt lide tanken bag, at vi skal være stolte af hvordan vi ser ud, for det er det fineste vi har. Jeg har personligt aldrig været ked af min egen. Jeg har faktisk aldrig spekuleret på om den var “pæn”, eller hvordan den så ud i det hele taget. Og jeg har ved gud heller aldrig været i en situation, hvor det har været vigtigt, hvordan så ud. Men på den anden side, så har jeg heller ikke beskæftiget mig så meget med det område af min krop. Den er der bare, den fungerer fint til alle de formål den skal, og den kræver ikke yderligere opmærksomhed. Derfor synes jeg også, det er overraskende og nedslående at rigtig mange kvinder er flove, kede af og ligefrem hæmmede af udseendet på deres “Punani”. Hvis du har bare den mindste tvivl, om du ser “anderledes ud”, så kan jeg anbefale at følge The Vulva Gallery. jeg lover dig, der er sikkert også én der ligner dig.

SMILF: serie på HBO.. Jamen det er jo mig! Jeg kan genkende alt. Altså bortset fra at jeg ikke er én, der som sådan går under betegnelsen “ung mor”… og jeg er heller ikke særlig god til basket…  og jeg er heller ikke nær så white-trash som de er i serien. Jeg er vel lidt mere sådan provins-middelklasse-single-gammel-mor. Men BORTSET fra det, så er Bridgette og jeg som to dråber vand! To dråber vand, siger jeg jer. SE den!

Hemmeligheder fra Nuuk: Jeg har siden barns ben haft et soft spot for Grønland. Det storslåede og forslåede land, som jeg aldrig har været i, men som på så mange områder har haft en stor betydning i min opvækst. Jeg drømmer om at kunne tage Kaisa med der til en gang. Jeg er vild med at høre de unge stemmer fra et land, som jeg synes sjældent bliver præsenteret ligeværdigt i danske medier. Tak for det DR.

lidt (mere) om at dele sit barn

Jeg tænker at køre et lille tema her på bloggen. Erfaringer fra en skilsmisse. Det er klart de indlæg jeg får størst respons på, og det er noget jeg har tænkt meget over. Særligt på det seneste.

Man lærer aldrig at holde af afleveringsdagene. De er hæslige uanset hvor mange år der er gået. Men man lærer at leve med dem, og man lærer at savne uden at blive ædt op, og man lærer at nyde sine “fridage”.  Der er fordele og ulemper ved at have delebørn (eller et delebarn, som det er tilfældet her hos mig), og ulemperne er selvklart størst, fordi man inderst inde ved, at man er skyld i sit barns største sorg (at mor og far ikke bor sammen),  men jeg ved også inderst inde, at jeg er voksen nok til at tage det ansvar på mig. At gøre det så nemt for hende som muligt, og tage alt ansvar på mig. Alt.

I vores tilfælde gik vi fra hinanden, da vores datter var 3 måneder gammel (ja, den historie er et andet indlæg. Eller måske er det ikke.) så hun husker ikke, at vi nogensinde har boet sammen. Hun har aldrig set sine forældre være kærester. Alligevel ved jeg, at hun ønsker at vi bare kunne bo sammen. Vi har samtaler, som regel ved sengetid, hvor følsomheden er størst, om hvorfor far ikke bare kan bo her hos os? Hvorfor kan hun ikke få en lillesøster eller lillebror med både far og mor? Og så sent som i søndags, da vi havde vinket farvel til far, og hun var træt efter en begivenhedsrig weekend, brød hun helt sammen og hulkede at hun IKKE ville være skilt, for hun savnede altid én af os.

Man skulle da være en iskold starut, hvis ikke det gjorde ondt i et voksenhjerte at se sit barn ulykkelig over omstændigheder, som jeg har pålagt hende. (frivilligt eller ej)  men jeg ved også, at jeg er den voksne, og jeg kan og skal hjælpe hende til at mærke kærligheden fra både hendes far og hendes mor. Hun må gerne være ked af det. Og hun må også være sur på sine forældre over, at de har bestemt at hun altid må undvære en af dem. Sådan er det. Og vi tager ansvaret.

Jeg savner hende altid, når hun ikke er hos mig. Men jeg har også lært at leve med det. Jeg nyder den frihed jeg har på mine “fridage”, og jeg glæder mig til hun kommer hjem igen. Og så samler jeg al min voksne styrke til at glæde mig over, at hun har et sæt forældre, der elsker hende så himmelhøjt, at vi begge vil slå knuder på os selv for hendes lykke.

IMG_6565

Ting jeg drømmer om…

Nå men, mens jeg stadig går og bøvler lidt med det der selvværd og drømmen om at være det storslåede og gode menneske, som kan rumme min datters far og hans nye lykkelige liv, synes jeg vi skal fordrive tiden med et godt ofte brugt liste-indlæg. Det er så dejligt overskueligt, og så er det så skønt at få ud af fingrene, når overskrifterne presser sig på, men indholdet ikke rigtig fylder mere, end hvad der kan stå på et par linje. Så here goes:

Ting jeg drømmer om:

-En villa lejlighed på Frederiksberg. – Jamen heeelt ærligt! Hvorfor fanden skal det være så sindssygt dyrt? Jeg går ofte ture på Frederiksberg bare for at drømme og sukke og glo på hyggelige boliger. Kan det virkelig passe, at jeg aldrig skal kunne få råd til at bo der? Kan det virkelig være rigtigt?? På det seneste har det snurret rundt i mit hoved at en lejlighed med brændeovn og have og store gamle vinduer, ville være per-fucking-fekt for barnet om mig. Hun har længe haft på sin ønskeseddel at et hjem med trampolin i haven og trapper indenfor er hendes eneste krav til en ny bolig. Jeg vil ikke ud af byen endnu, og spritnye huse i provinsen gør mig bange, så Frederiksberg ville bare være ganske udmærket. Humlebyen har jeg også kigget på. Det kunne også gå an.

-En hund. Ja det hører med til billedet ovenfor. En sød labrador eller en lidt mindre hund, ville være så fantastisk. Men det skal jo være i en villa, ellers har jeg ikke lyst. Jeg bliver helt stresset ved tanken om at skulle underholde en hund i en lille københavner-lejlighed.

-En god løbeform. Jeg melder mig sgu til et løb igen i år. 10 km. (og muligvis også et længere løb?!) Jeg drømmer om at komme i løbeform igen, for det var sgu ret lækkert sidst jeg var det, og jeg kan godt lide tanken om at jeg passer på mig selv. Jeg er jo for helvede ved at blive gammel, og jeg er jo alt for god til sådan at lade det hele stå til. På med løbeskoen og så afsted! (Det er meget nemt at skrive her fra sofaen, med småkager inden for rækkevidde, haha)

-En rejse med Kaisa. Det er så vigtigt for mig, at vi kommer ud at rejse sammen inden for det næste år. Jeg savner at opleve sammen med hende, og jeg vil gerne vise hende hele verden. Det kommer vi sgu nok ikke til, men noget af den er helt sikkert et must.

Hov nu bliver listen vist mere en liste med nytårsforsætter, og ikke en drømmeliste. Den kan jo fortsætte ud i det uendelige, med punkter jeg drømmer om. Kolonihave, en smuk bil, en mand, flere børn, udgive en bog, genopfriske nogle af de sprog jeg lærte en gang (fransk? tysk? hvor blev I af?) et lederjob (!), en vintage Chanel taske, et sommerhus i Tversted… Jeg er fuld af gode drømme!

Det er dem jeg varmer mig ved, og finder tilbage til, når jeg føler jorden under mig bliver lidt shaken. Kender I det? Hvis ikke, kan det varmt anbefales i denne kolde juletid. Drøm derud af!

Voksne beslutninger og juleopstart

Jeg skrev for et par dage siden, at jeg ikke ville have at mit liv stod stille, og det må man så sandelig sige, at det heller ikke gør. Jeg står lige nu med nogle vigtige beslutninger og satsninger og kaster mig ud i det ene nye efter det andet. I går var jeg ude at se på en ny lejlighed, jeg står på vippen til nogle store forandringer i mit arbejdsliv, og jeg siger JA til alt der kommer min vej, uden at tænke mig om, fordi det aldrig fører andet en tvivl med sig, hvis jeg tænker mig om.

Lejligheden har jeg dog takket nej til. (Jah ok. Jeg siger så ikke JA til alting. Jeg tænker mig faktisk om. Jeg er kedelig.) Selvom det var en svær beslutning, fordi lejligheden var hyggelig og helt perfekt, men jeg orker ikke mere fremleje. Når jeg flytter igen, skal det været til mit eget. Eje/leje/andel anything bare det er mig, der står på kontrakten. Og jeg har tid nok endnu til at være lidt kræsen.

På hjemmefronten startede vi julen op med fuld honnør tidligt i morges. For dæwlen hvor har vi glædet os til denne sæson! jeg har for første gang nogensinde købt et juletræ, som er blevet pyntet med alt muligt, bare fordi man kan. Jeg nyder så meget den her tid med et barn, der helt ned i store tæerne giver udtryk for sin glæde. Det er skønt. Jeg selv glæder mig ikke så voldsomt til den her jul, men det skal nok blive rigtig hyggeligt. Som sagt er vi jo ret gode til at lukke hele verdens problemer ude og bare hygge os i min familie.

Jeg kunne godt drømme om en lidt mere “ordentlig” julepynt hjemme hos mig. Men jeg elsker altså også de der børneting, og der kommer flere og flere af dem, så lige så stille bliver lejligheden fyldt med ragelse fra år til år. Og det er selvfølgelig ikke kun barnet der laver børnejulepynt. Jeg fletter også, når først glöggen flyder. Åh glögg! Jeg får for lidt glögg, kan jeg mærke.

Jeg tror jeg vil købe lidt mere voksen julepynt i år.

 

Tak d’damer!

Det var en meget mærkelig og fantastisk følelse, at sende et så personligt indlæg afsted i tirsdags, for derefter at mærke at forståelsen vælter ind fra seje mennesker (Det er åbenbart mest kvinder er læser med her) som også kender de der grimme følelser, man helst så sig for god til. Jeg er faktisk helt på røven over det. Både over at det er et af mine mest læste indlæg (Men har I læst det her? det er altså meget sjovere ;)) men også over at selv folk, der har styr på deres liv, og ikke hænger fast i en gammel tør skilsmisse, kan mærke det der sting af jalousi, når en anden kvinde skal flette barnets hår. Jeg hader det. Jeg skal nok arbejde med at komme derhen, hvor det ikke rører mig, men indtil da forbeholder jeg mig ret til at være helt urimelig.

Tak fordi I viser, at vi er mange, der synes det er lidt svært. jeg sender jer et vidende smil, når jeg ser jer næste gang.

Alt denne luren over skilsmissehegnet har medført, at jeg har en ekstrem lyst til at gøre noget vildt. Sådan noget som ingen havde forestillet sig. Kunne jeg hive ungen ud af skolen og flytte til Sydspanien? Kunne jeg begynde til Japansk eller flytte i villa i Dragør? Eller måske begynde til kampsport? Måske kunne jeg åbne en lille cafe, hvor jeg kunne sidde og læse digte op hver dag? Eller købe en veteranbil? Eller løbe et marathon? Bare alt andet end at lade mit liv stå stille. Jeg vil ikke stå stille.

Og når jeg så er færdig med at have ondt af mig selv og klamre mig til min “familie”, så er jeg lidt lykkelig over at det nu er weekend, hvor jeg skal drikke sjusser med søde mennesker og på søndag bage julekager med mit barn og mine fætre og kusiner. Det glæder jeg mig til. For jeg er ud af en ret stor familie. Både min mor og far har mange søskende og de har fået mange børn (som så har fået mange kærester, som de har fået mange børn med, og sådan fortsætter historien ud i det uendelige!) Fælles for hele denne herlighed af fantastiske og meget forskellige familier, er at vi alle er eminente til at hygge os. Både på min mors og min fars side er der sjældent en grund, der er for lille til at mødes. Så i weekenden skal jeg være blandt gode mennesker.

 

Om at dele sit barn…

Jeg har haft mange lange overvejelser, om jeg skulle udgive dette indlæg. Skal jeg virkelig udstille denne usikre og ucharmerende side af mig selv? Nej, jeg skal jo ingenting, det ved jeg godt. Som blogger på Karen-måden, udstiller jeg selvfølgelig kun det, jeg synes, jeg har lyst til. Men jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der skal tage en vældig stor dyb indånding og tage det brede falske smil frem, når familien udvides med nye kærester. (please sig at jeg ikke er den eneste?!)  Og måske kan vi hjælpe hinanden, os der deler vores børn med flere, end dem der har lagt i genpuljen. Vi behøver ikke at tale åbent om det, for det er forbudte følelser, men vi kan sende hinanden et vidende kærligt blik, når vi spotter det falske smil.

Jeg har igen været i kontakt med det lille bitte menneske, som åbenbart kommer frem, når jeg bliver jaloux og såret og bange for at miste. Det er alle de grimme følelser og det er ikke kønt, det kan jeg roligt indrømme. Jeg har denne weekend udspillet lange scener med mig selv i spejlet, hvor jeg har fået sagt alt det, jeg ville sige, hvis jeg var hovedrollen i en amerikansk film. hvis jeg var iskold og bomstærk. Hvis jeg var en nederdrægtig og hævngerrig teenager. Det har været SÅ godt at få ud. For så er det meget nemmere at finde tilbage til hvem jeg i virkeligheden er, og mærke efter at jeg faktisk ikke bliver rystet så let. Jeg kan godt klare hele verden, og jeg behøver bare at være den jeg er, og ikke falde ind i en anden rolle, sådan som jeg gør til mig selv i spejlet.

Det der tricker mit lille bitte menneske for tiden, er lykken på den anden side af skilsmisse-hegnet. Vi har været “skilt” i mange år, og det er meget lang tid siden det var hårdt og sørgeligt alt sammen. Vi har været meget bedre sammen hver for sig, end vi nogensinde var det sammen sammen. Og vi har indtil nu nydt godt af, at vi begge ingen seriøse kærester har haft i den tid, og derfor heller ikke har skulle tage hensyn til andre end os selv. Det har været rigtig rigtig godt. Men nu har situationen ændret sig på den anden side af skilsmissehegnet, hvilket jo er både naturligt og (sikkert også) godt. Men inden i mig lyder det:

Fuck fuck fuck … Jeg skal dele mit barn med en anden. Det. Kan. Jeg. Ikke.

.. Og selvfølgelig kan jeg det. People do it all the time, og jeg skal nok komme derhen, hvor jeg åbner mit hjem og min rummelighed for hele den sammenbragte, og bager kager og holder jul i en uendelighed. Jeg kommer derhen. Det ved jeg.

Udover at bruge weekenden på at tale med mig selv i spejlet, har jeg kysset og leget og hygget med mit barn i en sådan grad, at hun sikkert kommer til at bebrejde mig som voksen at hun fik for meget kærlighed fra sin omklamrende mor. So be it. Jeg knuselsker den unge, og jeg lader hende aldrig tvivle på det!

(Disclamer: Jeg er helt sikker på at det er ligeså svært at stå på den anden side, med en andens børn og en ex familie, og det har jeg fuld forståelse for. Det har jeg bare ikke prøvet endnu, så det lader jeg en anden skrive om.)

 

Sur på systemet…

Nå, men Karen, hvordan går det så med planlægningen af den der forældreorlov, du fandt ud af du havde tilbage? Har du fundet et spændende sted, hvor du og Englebarnet skal rejse hen i 8,3 uger?

Shut the F… up og spørg aldrig igen. Den er aflyst. Det hele er aflyst. Jeg blev snydt og jeg er sur og indigneret på samfundet. Ja, på HELE samfundet og på vegne af mig selv, og mødre og fædre i det ganske land, og når jeg finder et parti jeg kan stå inde for, melder jeg mig ind i politik med det formål at få lavet systemet om.

Forklaring til de af jer, der sidder helt blanke og tænker hvad snakker hun om?:

På min side hos Borger.dk, I ved den der side, som man aldrig kigger på, men som indeholder alle mulige oplysninger om én, som f.eks. bolig, børn, institutioner, og ja barsel, der opdagede jeg ved en tilfældighed for et par uger siden at jeg havde 8,3 ugers forældreorlov, som jeg ikke havde brugt. Whaart! Jeg havde 8,3 uger! Som jeg kunne bruge sammen med mit nu 6 årige barn til lige hvad jeg vil! De skal bruges inden barnet er fyldt 9 år, men jeg ville bruge dem NU. Straks fløj mine drømme afsted til de varme lande, og jeg talte med barnets far, som var helt indforstået med, at jeg tog den orlov, da det jo var mig, der i sin tid havde prioriteret at gemme barsel. (Jeg var selvfølgelig storsindet og lovede ham, at han kunne få et par uger, hvis det passede ind. Stor i slaget er man, når (dag)pengene ruller ind)

Men jeg skulle blive slemt skuffet, skulle jeg. For en  flink dame hos Udbetaling Danmark kunne fortælle mig, at når man går fra barselsdagpenge til dagpenge som jeg gjorde, kan man ikke gemme sin barsel. Det var der bare ingen, der fortalte mig dengang i 2012!

Og lad mig lige fortælle lidt om mit liv i 2012. Jeg var nemlig lige blevet mor (obviously) og 3 måneder derefter alene-mor, var flyttet tilbage til København, og var så opsat på at få mit liv til at ligne normalen som muligt, at jeg valgte at træde ud i jobsøgningen, selvom jeg havde 2 måneder tilbage af min barsel. Jeg håbede dengang, at jeg ude i fremtiden ville kunne bruge de resterende uger lidt mere overskudsagtigt, end hvad der var tilfældet for mit liv i 2012.

DERFOR er det simpelthen så provokerende, at der på min borger.dk side står med store grønne tal, at jeg har 8,3 uger tilbage af min orlov, men jeg kan åbenbart ikke bruge dem! Men det kan faderen!! Whaaart!?? Det er jo mig, det har “sparet” dem! Det er jo mig, der havde (og har) barnet boende! Det er jo mig, der ifølge systemet råder over orloven! Jeg fatter det ikke.

Der står nemlig ikke noget på faderens borger.dk. Så han er altså i princippet fuldstændig uvidende om, at der er noget forældreorlov at tage, medmindre jeg fortæller ham det. Det er sgu da på alle måder uretfærdigt. For ham, fordi han skal gå til mig, for at få overblik over den barsel,  han har ret til med vores barn, og for mig fordi systemet har bestemt at jeg skal stå med familie-chefkasketten på og fordele orloven, selvom vi gik fra hinanden da barnet var 3 måneder.

Så ja, jeg er sur på systemet! Også selvom jeg for kort tid siden ikke vidste, at jeg havde noget orlov og slet ikke følte at jeg havde krav på noget. Det har jeg nu, og jeg er blevet snydt.

Vietnam, du og jeg må vente nogle år på at møde hinanden!

img_7545