waiting to be spotted

Jeg har et badge på mit køleskab, som jeg har haft i over 20 år, tror jeg. Det er et lille rødt ét med hvid skrift, hvor der står “Waiting to be spotted”. Det er helt afbleget og næsten ulæselig. Jeg har ikke lyst til at smide det ud, fordi jeg har haft det så længe, men jeg har alligevel taget tilløb til at smide det ud flere gange. Det er fra en musikbutik i London (fra dengang man købte musik, med hjem på sine ferier), og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad kampagnen gik ud på, men noget med at nogle cd’er var til spotpris, mens andre blev det lige om lidt – altså waiting to be spotted. Get it? Ok lige meget.

Jeg ved, hvad det betyder for mig. Det er nemlig sådan jeg på mange måder har levet mit liv. Ventende på at nogen spotter mig.

Da jeg hængte det på mit spejl efter endt ferie for 20 år siden (eller lad os da bare sige 10. Det andet lyder jo så voldsomt) så jeg det som et tegn. Hey! Du skal nok blive spotted, sagde jeg til mig selv i spejlet. Det sker lige om lidt. Og så er det DIN tur til at være stjernen.

Lige for tiden bruger jeg al min vågne tid på at pakke mine ting ud af flyttekasser. Hvis jeg nu var et andet slags menneske, så ville jeg være færdig med det for længst. Men jeg har utrolig mange papirer og notesbøger og tegninger og små dimser, som muligvis kan blive vigtige en gang, og som kræver en særlig plads, som ikke kan være nede i kælderrummet. Og når de så skal pakkes ud, så kommer jeg til at åbne kassen med noter, og SÅ tager der først rigtig lang tid. Jeg har så mange guldkorn liggende. Og SÅ meget vrøvl. Og så meget følsomt personligt materiale, som mine efterladte engang skal rydde op i. (Og forhåbentlig er de efterladte nogle der kender mig godt, så de forstår, at jeg ikke altid har levet mit liv på randen af sammenbrud. Det er kun små faser, og der hvor jeg skriver mest) Forresten kan jeg huske en gang, hvor min mor gav mig en reprimande, fordi hun havde fundet en seddel ved telefonen (Ja det var dengang, der var et sted i hjemmet, som var indrettet til telefonhjørne. Det burde man indføre igen) På sedlen stod der “I hate myself and I want to die!” Hun blev forståeligt nok temmelig forskrækket over, hvad der mon foregik inde i den mutte teenager, hun havde i huset! Hun kunne jo ikke vide, at det var en titel på et Nirvana album, og at jeg mest bare flirtede med tanken om at være destruktiv. I virkeligheden var jeg, selv som mut teenager, grundlæggende ret positiv og aldrig rigtig deprimeret.

Men tilbage til fundet at mit “Waiting to be spotted” badge. Det satte nemlig tanker igang hos mig. Tanker som falder ret godt i tråd med alt det andet, der fylder i mit hoved for tiden. Hvordan kan jeg bare sidde her og skrive vrøvletekster, og håbe på at nogen opdager mig? Det er håbløst at tro, at der sker noget i mit liv, når jeg ikke selv gør noget for det. Jeg kan da ikke vente på at blive spotted. Jeg vil hellere spotte mig selv! (Ok, det lyder lidt fjollet, men you get the point.)

Jeg gør noget for det. Jeg løber jo rundt og slår på tromme for mig selv. Jeg arbejder med mine “svage” sider, så jeg kan komme ud af den her 40års krise med hovedet højt og flyve ind i mine voksne år. Jeg gider ikke at være hende, der sidder på bænken. Jeg gider ikke at være hende, som ingen har hørt. Det værste i verden er at være overset. Jeg vil frem i køen. Jeg vil være blandt de forreste. Men gider jeg at gøre arbejdet for det?

Min fætter nævnte for nyligt, at han ikke mente, at jeg var sådan én der gik op i penge. At det ikke betød noget for mig at være rig. Og han har ret. Det gør det sådan set heller ikke, men jeg vil gerne have alt det der følger med at være rig. Jeg har endnu ikke accepteret, at jeg ikke kunne blive sådan en, der købte villa på Frederiksberg og hus i Sydfrankrig. Hvorfor kunne det ikke være mig?

-Fordi jeg ikke arbejder for det. Jeg arbejder for at få mere fritid og nyde solen og mit barn og mine venner. Og jeg glemmer at bekymre mig om fremtiden. Det kan jeg gøre i morgen eller til efteråret, eller når jeg bliver gammel.

img_9809

En gang bliver det sommer, og så får jeg tid…

Det er sgu lidt vildere at flytte denne gang, end det plejer at være. Måske er jeg blevet for gammel til this shit… eller også er det fordi, jeg egentlig ikke gider at flytte, men meget hellere vil blive boende i “min” lejlighed lidt endnu. “min” altan skriger på at blive plantet til og gjort hyggelig, men det må de næste ejere stå for, og jeg må vente til jeg lander det nye sted, hvor der også er mulighed for blomsterhold.

Det gode ved at flytte er dog, at jeg får ryddet op og ud i mine ting. Og jeg får mulighed for at se mine egne ting i et nyt lys. ( ok.. Det går lidt begge veje med den der med lyset, det kan jeg godt mærke; Hold da kæft, hvor har jeg gemt en masse lort i SÅ mange år?! Why?)

Jeg drømmer om, hvordan jeg i min nye lejlighed skal indrette mig sådan, at jeg får et skrivebord i stuen. Et skrivehjørne om man vil, som kun er mit, og som ikke må indeholde tegneting og malebøger og andet skrammel. Det tror jeg vil være godt for min kreativitet.  Så kan vi skille børnekrea fra voksenkrea. Altså jeg er faktisk ikke som sådan krea. Ikke i den forstand, at jeg bruger aftnerne på at filte eller male bordkort eller sy børnetøj og gardiner i hverfald. Men jeg er kreativ med ord og med ideer, når jeg har de rette rammer. Og som det kan mærkes på frekvensen af indlæg på denne blog, skal jeg vist til at have nogle bedre rammer.

Jeg håber, at når sommerferien skylder ind over os, og vi er kommet på plads i vores nye hjem, så følger overskuddet med. Men er det ikke sådan man altid har det? Lige om lidt bliver alting bedre og jeg får masser af tid. Det får man da også ik´? f.eks. tid til den her slags sommeragtige aktiviteter, som oser af bekymringsfrie nætter…

 

IMG_7498

 

 

Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)

 

 

… Jeg troede jo bare vi gik og hyggede os?

Da jeg var barn og gik til gymnastik eller havde idræt i skolen, var jeg altid den sidste til at blive færdig i omklædningsrummet. Jeg gik og hyggede mig og lavede sjov med de andre og fortalte historier og lavede alt muligt andet end at skifte tøj og gå i bad og komme i tøjet igen. Jeg opdagede ikke rigtigt, at det var det de andre brugte tiden på. Inden jeg var dryppet af, var de andre på vej ud af døren, og jeg anede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for vi gik jo lige og hyggede os?

Sådan har jeg det også nu. Det er som om, at jeg har gået og hygget mig de seneste mange år og drukket vin og grinet med mine venner. Brugt mine penge på cafe latte og nyt tøj (lige som alle de andre), og mens jeg ikke har skænket en tanke, at jeg måske burde planlægge mit liv bedre, har alle mine venner sparet op til pension, investeret og købt lejlighed, sommerhus og bil nr. 2. Men hvordan kan det lade sig gøre, for vi gik jo lige og hyggede os?

Nu runder jeg snart mit første skarpe hjørne (jeg regner ikke 30 for noget som helst) og  jeg synes, jeg bliver nødt til at tage lidt alvorligt, at jeg jo ikke er 25 mere, sådan som jeg går rundt og tror. Der er intet fedt ved at være bagud på voksenpoint, når det betyder, at jeg kan blive hjemløs med 3 måneders varsel, at jeg ikke selv er kvinde over de ydre rammer for mit liv og stadig er afhængig af, at min mor gider hente mig ved toget, fordi jeg interesserer mig forsvindende lidt for at få en bil, et hus, en mand, en hund og en charterferie. Jeg gider det ikke. Jeg vil hellere drikke billig vin og gå og hygge mig. Kan man godt være sådan en voksen?

Ja. Det kan man jo strengt taget godt. Men vil jeg være sådan en voksen? Vil jeg være sådan en mor? Jeg tror nu jeg er en ok mor. Jeg står ikke forrest blandt de strålende overskudsmødre, men jeg står bestemt heller ikke bagerst. Min datter kan helt sikkert finde en masse ting at bebrejde mig, når hun rammer teenagealderen, og jeg giver hende sikkert også ret i det meste. Jeg påtager mig gerne skylden og betaler regningen til psykologen (hvis jeg har råd). Men jeg har ret godt styr på det meste og vis mig bare den teenager, der ikke bebrejder sine forældre noget som helst.

Jeg ER glad for at hygge mig. Og jeg ER ikke specielt interesseret i at tjene mange penge og køre i dyre biler. Men jeg vil faktisk godt tjene flere penge end jeg gør nu. Og jeg vil faktisk også godt være med i den leg, som alle de andre leger med egen bolig, bil, opsparing og rejser. Det var jo heller ikke fordi, jeg egentlig syntes det var særlig fedt at stå alene tilbage i omklædningsrummet, efter alle de andre var gået ud til frikvarter. Jeg glemte bare hvad det var vi var i gang med.

Det er nu jeg skal til at komme i tøjet og komme ud til de andre…

img_8568

Dette er et fotobevis på, at jeg hygger mig mere end jeg planlægger min fremtid og min nutid.

Mangel på skrivemotivation og boligjagt med en snigende angst for hjemløshed.

Det er simpelthen så de-motiverende at logge ind på min blog, og se hvor få læsere jeg har for tiden. Ja, det er jo fordi jeg ikke skriver noget, og den slags ting har det med at hænge sammen, men alligevel…

Jeg har hovedet fyldt med flyttetanker. Det vil sige at tankerne mest af alt går i retning af at finde et sted at flytte hen. Jeg kan erfare, at jeg er for fattig til Vesterbro. Faktisk nok til det meste af byen. Men hvad gør jeg så? Når man har et barn der går i skole, har venner og er glad for sit liv i byen (og man selv i den grad også trives bedst i byen) er det ikke sådan lige til at træffe den beslutning, det er at flytte ud, fordi man ikke har råd til at betale huslejen. Og jeg er altså ikke fattig. Jeg har et udmærket job, med en ganske normal løn, men jeg har kun én indkomst i min husstand og det er nu ikke kun min jyske bankrådgiver, der håner mig for at være single, men hele København. Så jeg må på real estate-dating. Cruise lidt op ad Strandvejen, og se om jeg kan gafle en succesfuld mand, der kan forsørge en stakkels veluddannet akademiker og hendes barn. Life is good her i 2018.

Nå men det er da ikke fordi, der ikke sker andet i mit liv end at lede efter bolig… bum bum… næ, der sker faktisk ikke andet. Det er også derfor, jeg ikke får blogget for tiden. Jeg bruger alle mine aftner på at søge lejlighed, og mine frokostpauser ligeså. Det er ellers i de tidsrum jeg plejer at blogge. men pausen har også (igen) fået mig til at overveje om ikke jeg kan finde en anden måde at få min skrivekriller forløst på. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skriver om på bloggen, Jeg tjener ikke en krone på den og jeg kigger mig om i blogland og kan efterhånden ikke finde de gode i skoven for bare unge helse mommybloggere. Jeg kan ikke rigtig finde “mine”folk. Hvor er de henne? Hvis I vil anbefale mig nogle gode blogs jeg skal følge, så sig til, for jeg er kørt lidt træt i det.

Påsken bliver brugt på at tage hele mit liv op til overvejelse, og i særdeleshed mit bloggerliv.

img_5817