Hende med meninger om hashtags

Der er simpelthen så meget, jeg har lyst til at kommentere på for tiden, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte. Er verden ved at være fuldstændig bindegal, eller er det bare der, jeg kigger hen? Eller.. måske skal jeg tage det som et tegn til at jeg skal åbne munden, og fortælle alle hvor skabet skal stå. Jeg ved det nemlig.

#detkunnehaveværetmig …Næ, det kunne det så strengt taget ikke. Jeg er nemlig ikke læge, og jeg har gudskelov aldrig stået i en situation, hvor min beslutning har afgørende betydning for, om folk lever eller dør. (Udover selvfølgelig når jeg sætter mig bag rettet i en bil, men det er jo ikke det, det handler om her) Men #detkunnehaveværetmig har gået sin gang på de sociale medier blandt alle mine lægevenner de sidste uger. Et hashtag der skal skabe opmærksomhed omkring lægernes (og de andre lægefaglige folks) helt urimelige arbejdsvilkår. Og deres angst for som enkeltperson at kunne blive stillet til ansvar for et system, der ikke bakker op om deres faglighed. Jeg bliver bekymret, når lægerne råber op og fortæller om, hvad besparelser og øget pres på dokumentering og implementering af nye sundhedssystemer gør ved et menneske, der står med ansvaret for at træffe de rigtige beslutninger i afgørende situationer. Jeg har forholdsvis mange læger i min vennekreds og fælles for dem alle er, at de brokker sig ALDRIG. Og da slet ikke på de sociale medier. Når de så gør, som nu, bliver jeg bekymret.

Jeg har endnu aldrig selv været patient på et hospital (udover da jeg fødte), men har utallige gange været pårørende, og lagt al min tillid i hænderne på uddannede fagfolk. Jeg bliver NØDT til at kunne stole på, at de får de absolut bedste betingelser til at udføre deres arbejde.

#metoo er også et hashtag, der kører på fuld sving rundt på de sociale medier lige nu. Jeg har selv valgt at lægge det på min status, fordi jeg for et års tid siden var udsat for et overfald, der satte dybere spor, end jeg sådan lige ville være ved. Ja, jeg er både voksen og tækkelig klædt og intelligent og alligevel følte jeg mig skamfuld, lillebitte og tænkte over om det måske lidt var min egen skyld, selvom det absolut ikke var det.  Jeg synes, det er et fuldstændigt vanvittigt vilkår kvinder har, at det er hvad der kan ske. I mørke gyder, i nattelivet, i situationer hvor man er alene med en mand, man ikke kender. Eller med en mand man kender. Det sker. Også for de kvinder du kender. Så vi tager forholdsregler. Vi lærer det fra barnsben; gå aldrig alene hjem, lad ikke din drink ude af syne, vær opmærksom på dine omgivelser, sådan forsvarer du dig, sådan holder du dine nøgler i hånden, så de kan gøre mest skade på en eventuel overfaldsmand. osv. osv. Det er også noget jeg skrev om 8. marts her. Fordi jeg synes det er vigtigt.

… Og nu er jeg helt forpustet over at mene noget om hashtags, men også dejligt lettet over at deltage i diskussionen. Jeg er med på alt, hvad nogen nogensinde taler om!

img_5827

 

Weekend lige om lidt!

Det er fredag, det er fredag, det er fredag! Den her uge har været laaaang, synes jeg. Lang og utrolig kort. Mit daglige kalorieindtage er oppe på normalen og lidt til, efter jeg havde den der mærkelige spisevægring for et par uger siden. Jeg må konstatere, at hvis jeg nåede at tabe mig lidt på den omgang, så har jeg i hvert fald indhentet det hele igen. Jeg er glad og frisk og har maven fuld af hvidt brød. Hvilket jo er godt, når man går en weekend i møde med drinks og yoga og masser af ambitioner.

Jeg gør det altid. De weekender hvor min datter er hos sin far, har jeg altid ambitioner om at få skrevet, ryddet op, flyttet rundt på møblerne, drukket drinks, shoppet, dyrket yoga, læst romaner, lavet 5 års planer og karrierestrategier og alt muligt andet, som er helt fuldstændig urealistisk for mig at nå på en enkelt weekend. især fordi jeg også synes det hører med til weekender, at jeg skal sove længe og se underlødigt tv… Men bare jeg når lidt af det, er det også en succes. Og i denne weekend er det drinks og yoga, der ikke kan nedprioriteres. Det virker som det mest fornuftige at fokusere på.

Jeg overvejer i øvrigt at opsige mit fitnessabonnement. Jeg bruger det jo ikke, for faen. Men jeg kunne også begynde at bruge det i stedet for? Hvad hvis jeg nu satte alt ind på at bruge det max den næste måned, og hvis det lykkes kan jeg jo fortsætte, og måske få en flad mave (Eller møde en lækker mand på løbebåndet? Det sker da, gør det ikke?) Og hvis jeg ikke kan slæbt min krop de 500 meter ned i fitten, så må kortet ryge ad Hækkenfeldt til og jeg kan bruge pengene på smukke ting til mig selv i stedet? Var det lige en plan der udformede sig der? Jada!! (desværre for min motivation, lyder det allerede mere fristende, at klippe kortet i småstykker og bruge pengene på noget sjovere, end at knokle i et fitnesscenter. Med mindre det der med manden sker for real. Så vil jeg gerne.)

 

Når lyset bare ikke rigtig vil lyse for mig…

Jeg slår mig selv i hovedet for tiden. Det er ikke sundt, og det skal man jo generelt holde op med, for det kommer der ikke noget godt ud af, men det sker nu alligevel af og til.

Jeg slår mig selv i hovedet med alt det som jeg ikke kan, gør eller har. Og jeg kan, gør og har ellers ret meget, det er bare ikke det der overstråler lige i dag.

Her er et lille uddrag:

Jeg har ikke skrevet mit manus færdigt, som jeg ellers havde lovet nogen og mig selv.

Jeg har ikke skrevet den kronik/læsebrev/klumme, som jeg havde tænkt mig.

Jeg har ikke gjort nok for at verden er et bedre sted. (Ja, lige i dag synes jeg, at den opgave ligger på mine skuldre.)

Jeg har hul i mine sko. (og går i dem alligevel, i stedet for at få dem lavet)

Jeg har ingen kæreste.

Jeg har ingen penge til at rejse med Kaisa, sådan som jeg drømmer om.

Jeg er for dårlig til at rykke på de drømme jeg har og de muligheder jeg får.

Min tlf. er gået i stykker 2 gange inden for de seneste 14 dage. Det er 2 x 800kr for reparation. Det har jeg fandeme ikke råd til.

Der er gået hul i mine yndlings jeans, og jeg hader at shoppe jeans.

 

Det var godt! Det gør godt sådan at skrive mine slagvåben ned, for listen er faktisk ikke så lang som jeg troede. Jeg kan godt overskue de fleste af punkterne, når de sådan står der på liste. Jeg ryster det lige af mig og tager punkterne et efter et…

For eksempel har jeg jo mega succes med at læse dagbog op sammen med de andre fra En Pinlig Affære. Det giver lidt på selvtillidskontoen. 🙂 Som man kan se; lidt ængstelig inden salen fyldes, Karen 15 år blæst op på stort lærred på scenen, Karen glad og stolt lige kommet ned fra scenen! Kom og se mig næste gang!

img_8317 img_8318img_8325img_8337

Længe leve den frie tanke, kvinder på film og dagbøger!

Jeg har arbejdet på et skriv herinde om mit forhold religion og folkekirken. Det var et emne, som jeg helt genialt troede, jeg selv havde fundet på. Jeg tænkte, at jeg på forskellig vis flere gange i denne uge og ugen før havde befundet mig i situationer, hvor jeg havde tænkt over, hvordan mit forhold til folkekirken og kristendommen egentlig er. Så geniale selvstændige tanker jeg har. …Placeret i mit hoved af DR. fedt nok. Jeg er blot et offer for manipulationen fra vores alle sammens Statsradiofoni, der i sidste weekend havde premiere på efterårets søndagsserie “Herrens Veje”. Øv hvor er jeg gennemskuelig. Længe leve den frie tanke.

Jeg så den, Herrens Veje (fordi jeg er småborgerlig nok til at synes, at søndagsserier er tha’ bomb! – nej ok. Jeg er for gammel til at bruge den slags udtryk.) og var begejstret! Men også lidt irriteret. Mest begejstret dog. hr. Mikkelsen er jo fantastisk. Ikke et ondt ord om ham. Men kvinderne… hvor var de? altså de stærke af dem? Jeg mangler en kvinde, der ikke er nogens hustru. Der har et liv selv. der ikke sidder med et beundrende smil og ser på sin mand. Heldigvis har vi da nu fået en kvindelig biskop. kan man have lov at håbe på at hun rusker lidt op i det hele?

Jeg har tyvstjålet denne her fra en af mine venner på facebook, men jeg digger den, og jeg er enig. (Ok. Jeg stopper med de der ungdomsudtryk, jeg ikke rigtig kan magte alligevel)

sana

OK. Det var da godt nok et helt forfærdeligt dårligt billede, men you get the picture. Vi trenger flere jenter. Kule jenter. Sana siger det.

Nå men udover at tænke på religiøse spørgsmål og søndagsserier, så tilbringer jeg for tiden mine aftner i selskab med mit 14-15 årige jeg. Jeg arbejder nemlig på mit manus til at jeg på lørdag skal stå på scenen på Nørrebro Teater for 3. gang og læse højt af mine allerhemmeligste tanker. KOM og grin med med! Det bliver pinligt og undergravende for mit image som en af det seje kule jenter, men det bliver helt sikkert sjovt for dig at høre på!

Og jeg trænger helt sikkert til at drikke en øl med dig bagefter!

Billetter kan købes her

Presset af at være blevet skolebarnsforældre

Jeg har været syg i en uge nu. Jeg har ikke spist et rigtigt måltid i en hel uge. Det føles lidt som om, jeg har fået en akut spiseforstyrrelse, selvom jeg vist ikke tror den slags findes. Jeg må finde ud af hvad der foregår i mit system, inden jeg svinder ind til det rene ingenting.

Derfor har jeg heller ingen energi overhovedet for tiden. Jeg er helt flad og træt det meste af tiden, og hvis jeg ikke havde et liv, der forpligtede mig til som minimum at stå oprejst, havde jeg lagt mig fladt (Eller støttet op af diverse puder) på sofaen hele dagen. Det går ikke i den virkelige verden, så jeg kæmper mig igennem på bedste vis. (Jeg er i øvrigt bange for, at jeg ikke er blevet ramt af en dårlig bakterie, men af dårlig karma. Yup. Det findes. Og jeg taler aldrig aldrig aldrig mere dårligt om andre!)

Derfor har jeg haft dette indlæg liggende i mine kladder i et par uger. For der er noget jeg gerne vil snakke om…

…Legegrupper og fælles fødselsdage og arrangementer, der følger med når ens barn er startet i skole. Hvad mener vi om det??

På et tidspunkt lige efter skolestart blev Kaisa spurgt af en velmenende voksen, om hun var begyndt at få lektier for henne i skolen. Hun svarede “Nej, det er kun min mor der har det!” Og hun aner ikke hvor ret hun har!

Jeeze altså! Jeg har været til forældremøde i skolen, i fritteren, i skole igen og så meldte jeg mig gudhjælpemig også til klasserådet, som selvfølgelig også har holdt møde. Alt sammen inden for den seneste måned. Dertil kommer selvfølgelig de daglige opdateringer på forældreintra og kbh Forældre, (som er det intranet som fritteren bruger.)

Til klasserådsmødet blev der besluttet, at vi skulle have tvungen legegrupper, fælles fødselsdage, diskofest med unger, julefrokost uden unger (?!), morgenmad med klassen og lærerne mindst 2 gange inden jul, og måske en pizza aften. Jeg var lidt chokeret. Hvordan i alverden skal jeg få tid til alt det, hvis jeg også skal passe et arbejde?

Og hvad er det for noget med tvungen legegrupper? Er det bare noget alle københavnske skolebørnsforældre er blevet enige om er en god ting? Jeg har jo af gode grunde ingen erfaring med den slags, men på mig virker det lidt kaotisk og bestemmer-agtigt, at vi forældre beslutter hvilke 5 børn, der skal lege sammen på en gang, og så skal der bare leges! 5 børn! Jeg bor i en lille 2 værelses lejlighed. Det bliver kaos! kan man ikke opfordre til, at børnene selv arrangerer legeaftaler på kryds og tværs, og så se hvordan det går?

Jeg synes det er lidt et pres. For mig helt klart, men også for min datter. Hun elsker at have legeaftaler med hjem, og vi kan godt have et par stykker, men 5 er mange i hendes lille værelse. Jeg kunne godt se hende blive helt rundt på gulvet, når alle ungerne river alt ned fra hendes hylder og leger med alt legetøjet på en gang. Og det kan jo altid først blive efter skole og med mindre jeg skal tage tidligt fri fra arbejde, så bliver det fra kl. 16.30 og to timer frem. Jeg gentager; 5 børn!

Til gengæld vil jeg gerne invitere hele klassen hjem til fødselsdag, når den tid kommer. (eller bare pigerne, hvis det er det der er stemning for) Men det må man ikke! Næ. Der skal vi gøre det så nemt og upersonligt som overhovedet muligt. Alle børn født i foråret skal holde fødselsdag sammen. Og endelig ikke sætte niveauet for højt. Ikke noget med hoppeborg eller klovne haha! Nå. Men jeg vil da gerne lave noget personligt og sjovt og ja så højt niveau som jeg har mulighed for. Hvis jeg kunne, ville jeg da synes en hoppeborg eller en pet zoo eller en karaoke “bar” ville være toppen! Hvorfor skal vi som forældre i en klasse ligefrem opfordre til ikke at gøre for meget ud af det? Er det ikke sjovt for alle, hvis de får muligheden for at komme til fest hos nogle, som har mulighed for rigtig at give den gas? Jeg synes det er en meget mærkelig kultur, som jeg ikke rigtig ved om jeg bifalder. Men jeg var åbenbart den eneste i klasserådet, der havde kvababbelser ved det, så jeg holdt lav profil.

Det har jeg fortrudt nu.

Skråt op med fælles fødselsdage. Fandeme om Kaisa skal få den største amerikansk inspirerede lyserøde børnefødselsdag endnu set på Vesterbro!

Jeg har helt til maj til at planlægge den.

img_7283

Om mine dagbogsskriverier

 

I sidste uge var det dagbogsdag på Nationalmuseet. (Det hedder helt sikkert noget andet end dagbogsdag?) Det betød at Nationalmuseet opfordrede alle til at skrive om vores helt almindelige hverdag, som den udfolder sig netop d. 6/9 2017, og sende det til Nationalmuseet, som så vil opbevare alle dagbøgerne, så fremtidsmenneskene (Som svæver rundt i sølvdragter, som man selvfølgelig gør ude i fremtiden) om mange år kan grine højt af, hvor fuldstændig håbløst gammeldags vores liv er i dag. Jeg synes det er en sjov ide og jeg tog også notater, så jeg regner med at indsende min dag til Nationalmuseet, og derved føle mig som noget ganske specielt.

Man kan vist også tage billeder og video, og det er jo meget 2017 agtigt og er helt sikkert også noget som fremtidsmenneskene vil grine af. Haha, se de tog billeder med deres Iphones! Hvor gammeldags!

Nu er hele dagbogsmediet ikke ligefrem en fremmed størrelse for mig. Jeg har skrevet dagbog siden jeg var teenager og jeg ser også denne blog som en form for offentlig dagbog. jeg har altid en notesbog med mig, uanset hvor jeg går hen. Også hvis jeg bare skal i Netto. Jeg kan faktisk ikke forestille mig, hvad jeg skulle gøre uden at kunne skrive. Hvor skulle jeg så gøre af alle mine tanker? Jeg husker bedst med en blyant. Jeg elsker at skrive med blyant. Det er meget bedre end at skrive med kuglepen, selvom det også er lidt mere besværligt. De skal jo spidses hele tiden. Men de glider så dejligt crispy henover papiret.

Alle min gamle dagbøger har jeg fundet frem igen ad flere omgange, fordi jeg af og til deltager i En Pinlig Affære hvor jeg stiller mig på scenen på Nørrebro teater og læse højt af dem, så fremmede mennesker kan grine af mine teenagetanker. Det er på en måde lidt dårlig stil sådan at hænge unge Karen ud for det københavnske borgerskab en lørdag aften, men på den anden side; unge Karen ville også gerne stå på scenen, og hvad gør man ikke for en klapsalve. Hun ville helt sikkert forstå!

Jeg ved ikke, hvornår jeg er på scenen næste gang, men jeg skal nok gøre opmærksom på det her og alle mulige andre steder! Sådan noget går jeg nemlig ikke stille med dørene med. Man kan selvfølgelig også holde øje med En Pinlig Affære her eller Nørrebroteaters program her

Mit liv som boheme og nomade

img_8151

 

I disse uger gør jeg tilløb til igen at bevæge mig ud i min før så elskede tilværelse om nomade. Det er en tilværelse jeg har elsket, siden jeg flyttede hjemmefra, men efterhånden er det ikke så eksotisk længere. Det er som om, det der fast bolig har en lidt større tiltrækningskraft, når man har et barn, end når man er en ensom, altid på farten, boheme, som jeg længe så mig selv i mine tyvere.

Da jeg var barn, drømte jeg om at rejse rundt i verden og aldrig stå stille (LA, New York, Paris) og være skuespiller/sanger/forfatter/talkshowvært. (Ja, jeg var en dramaqueen, længe før det blev socialt acceptabelt) Sådan lidt som det der afsnit af Beverly Hills, hvor Brenda flytter over i en venindes lejlighed, forsøger sig med stand up og skifter tøjet ud med lange boheme-gevandter og overvejer at droppe ud af high school. Well that would be me!

Jeg drømte i hvert fald IKKE om at bo i et hus med have i en lille by, som var det jeg kom fra. Jeg syntes det var SÅ eksotisk, når jeg i fjernsynet så, at der i byerne fandtes folk der boede i lejligheder! Tænk at have en baggård! og overboer! wow!

Nu har jeg boet i den samme lejlighed i snart 4 år, hvilket er det længste jeg har boet noget sted, siden jeg flyttede hjemmefra som 20 årig. I henved 20 år har jeg rakket rundt og  ikke boet mere end et års tid hvert sted, før jeg fandt græsset grønnere et andet sted. Jeg ved præcis hvordan mine ting bedst pakkes ned, og hvad der kan være i hvilke kasser. Jeg ejer ikke meget gods jeg ikke bruger, fordi jeg årligt har skulle tage stilling til, om det var vigtigt nok til at komme med i det nye bo. Det har været med fuldt overlæg, at jeg flyttede hele tiden og aldrig slog mig rigtigt ned noget sted. Og det har fandme også været den dårligste økonomiske beslutning nogensinde. Mens andre gik rundt og købte lejligheder flyttede jeg ind i et nyt fremleje. Og når de samme mennesker så senere solgte deres studenterhybler og slog profitten sammen med kærestens og købte hus i Vanløse eller Hjortshøj, fortsatte jeg mit fremlejeshow. God beslutning, Karen. Wise.

Efter forælderrollen har sat sig på min hofte, er jeg blevet lidt mere kræsen. Jeg kan jo ikke bo i en utæt kælderlejlighed mere, og det gør faktisk en ret stor forskel, hvis vi skal flytte for langt væk fra Vesterbro. Og to separate soveværelser er (næsten) et krav.

Snart må jeg desværre op på boligsøgningshesten igen (what horse? hvad snakker hun om?), hvor jeg klynker om hjælp på Facebook, kigger lidt for interesseret på samtlige af Kaisas legekammeraters adresser, for at lure om der er en liste, man kan blive skrevet op på, eller om en nabo skal rejse væk i lang tid og mangler én til at betale huslejen. (hej fremleje,  min gamle ven) Det er ikke fordi jeg ikke ønsker at finde en mere permanent løsning, men hence mit tidligere rakkerliv, har jeg ikke nogen opsparing at tage med ind i et boligkøb. Så jeg tror på karma og gode venner med forbindelser i stedet. Det sker da nogen gange, gør det ikke?

Kaiserinden og jeg laver begge lister over, hvad vi drømmer om. Kaisas ønskeliste til et perfekt bo, som hun kalder det, og som jeg synes er det hyggeligste ord: Trapper! En gård. flere rum. en trampolin og gymnastikringe i loftet. Faktisk har hun bemærket at samtlige af alle hendes venner bor større og flottere end vi gør. Og hun har ret. Av. Hvilket får mig til at spørge; Hvor fanden er de små Vesterbro lejligheder, og de “fattige” Vesterbro-beboere??

Jeg er med på at en god gård står højt på vores ønskelisten. Og som sagt mulighed for at vi får separate soveværelser. Lige nu sover jeg i stue/køkkenet, og det er ikke helt så fedt, som det lyder. (Lyder det fedt? Jeg tror det ikke.) Vi har ikke baggård der hvor vi bor nu, og det savner vi begge to. Til gengæld har vi altan, og den vil jeg savne helt vanvittigt, hvis den luksus ryger ved en flytning. Og tjoo, trapper kunne da være meget fint, hvis de var så pæne som dem her:

img_80761

I virkeligheden tror jeg, at Kaisa ville vælge et stort hus i provinsen, hvis hun fik lov at bestemme. Men det gør hun ikke, for hun skal have mig med, og jeg er slet ikke voksen nok til at flytte fra byen og dens muligheder. Så hvis vi ser lidt nøgternt på det, så ender det sgu nok med at generationerne springer et led over, og voksen-Kaisa ender i en lille by på Djursland, hvor jeg kan komme på besøg med rute 888 og hjemmebag. Hvis hun da vil hente mig i Randers.

 

En gammel blog får nye venner

img_8156

 

Måske ser min notebook lidt anderledes ud nu, end sidst du kiggede forbi? Der er kommet reklamer i siden og ny font og en masse jeg ikke har rettet til endnu. Jeg har skiftet side og er flyttet ind hos Bloggers Delight. Det er nye toner fra mig, og jeg blev selv så benovet over den beslutning (og over at det faktisk ikke var så svært, som jeg troede) at jeg straks satte mig på mine hænder og skrev intet i 2 uger.

Jeg er åbenbart den der stiller mig på stolen, slår på glasset, venter på stilhed – og skynder mig så at sætte mig ned igen og kigge rundt, som om det ikke var mig der gjorde det. Det er et interessant reaktionsmønster, som jeg ved lejlighed må bore lidt mere i.

Min tavshed hænger muligvis også sammen med det føromtalte lille bitte menneske, der har lidt svært ved at rumme lykke på den anden side af hegnet, og lige skal finde ud af at være stor og rummelig igen. Men det gider jeg til gengæld ikke at bore for meget i.

Tilbage til det der med bloggen. Jeg har virkelig længe gerne villet være en del af det fine selskab, hvor lækkert tøj og perfekte hjem bliver vist frem i en uendelighed. Men ærlig talt. Mit tøj er ikke dyrt og fint og lækkert (Men det er dog stadig flot, synes jeg selv! Bare i den billige ende…) og mit hjem er på ingen måde til at vise frem i design øjemed. Jeg er nok mere en såkaldt livsstilsblogger? Eller en mommyblogger? nej, ved nærmere eftertanke vil jeg vente lidt med at definere, hvilken slags blogger jeg er.

jeg bevæger mig ret meget i kredse hvor det altid er kunstnere eller kreative eller folk, der bruger deres sparsomme fritid på ting, de inderst inde håber på kan blive en karriere, så de kan droppe deres dayjob og springe ud som sanger, skuespiller, forfatter, kunstner eller lign. Jeg har for nyligt været til en fest, som var uden for mit sædvalige segment. Med Læger og advokater så langt øjet rakte. Og JEG var hende den kreative. Det var befriende og sjovt.

Hej jeg arbejder med film og skriver blog. wauw. Men altså er der penge i den slags? Kan du leve af det? Og mig: Der er masser af penge i filmbranchen og bloggerlivet. Masser! Bare ikke til mig. Endnu! For jeg giver aldrig op på at finde den måde, hvor jeg kan leve af det, jeg er bedst til og tjene skovlfulde guldmønter samtidig. Og et lille spædt skridt i den retning er nu taget med mine nye venner hos Bloggers Delight. Så tag vel i mod mit nye site. Og link, like, kommenter og del med jeres venner og jeres venners venner, så jeg kan få læsere og opgaver og money in my pocket!

Om at være både et stort og et lille bitte menneske

Follow my blog with Bloglovin

Hverdagen er i sandhed værd at holde af. Selvom jeg har hundrede skænderier med min 6 årige, er vi også gode til at hygge os og heldigvis er hun lige så social og oplevelsessyg som sin mor. (Godt hun ikke har arvet sin fars introverte sind. Host host)

Vi har hygget os umådeligt i denne weekend, hvor Copenhagen Pride var dagens absolutte højdepunkt. At stå med sit barn og se festlige glade mennesker danse forbi med deres glæde og seksualitet synligt og stolt fremme i solen. (Nogle mere børnevenligt udklædte end andre, skulle jeg mene, men så fik vi da alle sammen én på opleveren.) Det er en fest!! Kaisa spurgte mig, hvorfor der egentlig var fest og hvad regnbueflagene betød? Jeg svarede, at det var for at vise at vi synes, at alle mennesker skal have lov til at være kærester med dem de har lyst til, og gå i det tøj de har lyst til. Hun kiggede på mig som om jeg havde fortalt hende, at det var fordi himlen er blå. Ja SELVFØLGELIG må man være kærester med dem man vil?! Jeg nænnede ikke at fortælle hende, at der faktisk er nogen der mener, at det er meget vigtigt at kærestepar ikke er af samme køn, og at de visse steder i verden kan blive slået ihjel for det. Jeg håber at hun vokser op i en verden, hvor det er helt utænkeligt at et menneskes seksualitet kan være afgørende for hvilke job det besidder, hvor det må bo og hvem det må bo sammen med. I hendes (og mine) øjne er kærlighed heldigvis kærlighed.

På det punkt er det meget nemt for mig at være overskudsmenneske og politisk korrekt. I andre situationer er jeg knap så “hellig”. Jeg vil så gerne være et stort og overskudsagtigt menneske. Sådan én der under andre det bedste og aldrig mærker jalousi, grådighed, frygt, vrede og smålighed. Tænk hvis man bare kunne danse gennem livet blandt regnbuer og morgenfruer og solsikker. Voksen og fornuftig og tolerant – altid.

Sådan kan jeg godt være. Sådan er jeg tit. Bare ikke altid.

Nogle gange rammes jeg også af de der grimme følelser, som jeg ikke vil stå ved. Dem der får det værste op i mig. Jeg har behov for en gang i mellem i lukkede rum, eller til mig selv i spejlet, at hvisle det der lille bitte menneske som bor inden i mig, ud gennem sammenbidte tænder. Nå de grimme ting er sagt og kigget på og grinet af, kan jeg igen vende tilbage til at være voksen og glad og velovervejet.

Så jeg ville sådan ønske, at folk der bliver stødt og vrede over andres seksualitet, også ville lade det lille bitte menneske få taletid til spejlbilledet på toilettet, for derefter at forsvinde. Så kan man nemlig meget bedre møde verden med smil.

For vi ved jo alle sammen godt at der ikke er nogen, der ikke rummer både det store favnende menneske og det lille bitte grimme menneske. Lad det store vinde mest.

Jeg arbejder i toget…

2 dage. Kaisa har gået i skole i 2 dage, og vi er ikke kommet for sent endnu. Jeg er meget stolt. Det har altid været en del af min identitet at være hende, der kommer for sent til alting. Det er ikke noget jeg er stolt af, men på den anden side er det heller ikke noget, jeg kan blive ved med at slå mig i hovedet med. Jeg undskylder 800 gange om måneden over at folk må vente på mig, og jeg ved godt at folk med vilje giver mig et andet tidspunkt en resten af flokken, for at vi alle kan nå toget samlet. Og det virker!
Jeg har derfor også sat et andet tidspunkt inde i mit hoved til Kaisas mødetidspunkt om morgenen. Så er jeg sikker på at vi når det. (Altså indtil det går op for mig, at jeg har snydt mig selv, og derfor begynder at snyde tilbage igen. Its a never ending life scam, der kan drive enhver crazy)

I dette sekund sidder jeg i en togvogn på vej til Århus. Jeg skal nemlig på kursus, og jeg glæder mig. Ikke fordi kurset er særlig spændende, for det er det egentlig ikke, men fordi det at skulle tidlig afsted til en anden by for at arbejde, simpelthen bare føles så eksotisk. Se mig, jeg er businesswoman. Pendler-Karen. Tidlig kaffe på hovedbanen og susende gennem landet. Det er noget helt andet end mine sædvanlige ture til Jylland, med barn og oppakning og ramasjang.

Jeg har i øvrigt for nylig meldt mig under fanerne hos Bloggers Delight, og vil inden længe træde ind i kampen med clickbaits, reklamekampagner og samarbejder med diverse modehuse. forvent en masse “se hvad jeg vil købe på Asos” “20 lækre sommerkjoler på bud” og lignende indlæg. Jeg drømmer om at få flere læsere til at droppe modebloggerne på 25, til fordel for hverdagsbloggere på snart 40 som mig selv. Det skal nok gå godt. Ha!

I hvert fald flytter jeg om lidt bloggen derover (til Bloggers Delight) og regner med at det også gør, at jeg er lettere at finde på Bloglovin, og at jeg får flere læsere. Det betyder også at jeg kommer til at lave flere indlæg end hidtil – SÅ hvis du kan lide hvad du læser, så sig det endelig til din ven.

Min første uge efter ferien

… jeg kom til at skrive ‘ferine’ i stedet for ferien i overskriften og fik en øjeblikkelig sukkertrang. Uhm brun farin!??

Nå, men jeg har været på job i fem dage. Nej faktisk kun fire, for jeg havde fri i tirsdags. Da var det nemlig første dag i SFO for yndlingsbarnet. Det var SÅ stort! Hun har glædet sig hele sommerferien, og havde lagt tøj frem og bestilt at få krøller, så vi flettede håret aftenen inden, så det kunne krølle på den store dag. Jeg må indrømme at jeg også glædede mig ret meget. Det er da stort, når ens barn ikke længere går i børnehave, men lige om lidt er et ægte skolebarn. Shit jeg kan tage mig selv i at savne den lille vuggestue trut, der var så nuttet. Hun er stadig nuttet, men nu også med himmelvendte øjne, og meget selvstændige meninger om det meste. Og de der meninger, der udvikler sig til raserianfald af vulkan-karakter, og som kan vælte hele huset, skal jeg virkelig tage mig sammen til at håndtere på en voksen og pædagogisk rigtig måde. Det kommer ikke let, men vi øver os, og jeg håber vi får lidt mere styr på det inden skolestart på fredag. Bare morgnerne kan køre rimelig smooth, så er vi nået langt.

Sidste uge har altså stået i begyndelsernes tegn. Jeg begyndte på arbejde, og Kaisa begyndte i SFO og i næste uge skal hun begynde i skole. Buhu… Kan vi slukke for tiden et øjeblik?

Denne weekend var barnefri for mit vedkommende, og jeg har nydt det til fulde. Fredag hentede jeg en pakke hos Zara, som jeg havde bestilt hjem en sen aftentime i løbet af ugen, efter at være startet på arbejde og følte jeg trængte til NYT. Det var ikke helt spot on, må jeg sige. Jeg sender ca. halvdelen tilbage igen, fordi det var i mærkelige størrelser eller underlige snit. blandt andet en ultrakort denimkjole med flæser ved halsen? Hvad jeg lige havde forestillet mig med den, er jeg ikke helt klar over? Kønt var det i hvert fald ikke, så jeg må fluks sende det tilbage, sammen med et par sko i str 41, som også lige er det største for mig. (Jeg plejer at ligge mellem 40 og 41, og jeg køber ALDRIG sko der er for store. Så hellere et nr. for små. klip en hæl og hug en tå, er mit mantra udi skokøb.)

Udover netshopping var weekenden fyldt med underlødigt aftensmad, Netflix, HBO og DR, yoga opstart, drinks med veninder (begge dele virkelig tiltrængt) og sol på altanen. Alt det man skal lave, når man er alene hjemme i 1,5 døgn. 🙂

Mandagen er i gang, og jeg må hellere følge med!