Ting jeg kunne skrive om, hvis jeg ville holde liv i bloggen

Tænk at der stadig er nogle, der læser med her, når jeg nu er så fraværende. Det er jeg nærmest stolt og rørt over. Det går tydeligvis ikke helt så godt med at tage livet af bloggen jvf. indeværende blogindlæg. Det bliver en langsom død kan jeg mærke, og det er vist helt som det skal være. Jeg mærker stille og roligt, at det faktisk er lidt vigtigt for mig, at jeg skriver. Både fordi jeg har jo en overflod af utrolig vigtige ting, jeg må læsse af et sted. Men også fordi jeg må finde mig et sted at tjene nogle ekstra penge, da jeg næsten har brugt denne måneds budget allerede, og det er jo ikke fordi det er en sparemåned, vi går ind i lige om lidt.

Skriverierne må være den eneste vej frem! Det er enten at skrive den roman færdig eller at forpuppe mig på sofaen med Netflix og en flaske billig vin, og  dermed ikke bruge penge på alverdens overflodsgoder. hvilket faktisk er en ganske fornuftig måde at tænke økonomisk på, synes jeg selv. Den strategi fungerer bare ikke i november og december, hvor de materielle overflodsgoder ikke kun tilkommer mig, men skal strøes ud over alle mine kæreste, som skal have julegaver og fødselsdagsgaver og kalendergaver og adventsgaver og mandelgaver og… Oh dear; tilbage til skriverierne!

Mine geniale ideer fra sofaen, til nye emner der skal skaffe kunder i butikken, altså læsere på bloggen og money in the bank:

Ideer til politikere. Jeg har indtil flere gode ideer til politikere, som jeg gerne vil fremføre for dem, så de kan bruge dem og gå videre med det. Gratis hygiejnebind på alle offentlige institutioner er én af dem.  Det er fandeme en god ide, altså. Drømmen: Jeg ville kunne fylde min blog med politik, og udbrede en bedre forståelse for, hvordan (jeg synes) verden hænger sammen. Skære igennem alle de falske nyheder og være en no-bull-shit-kind-a-blog. Det ville være awesome! virkelighed:  Jeg er nok egentlig ikke en no-bull-shit-kind-a-girl, når det kommer til stykket. Og det er vist nok også min eneste gode ide. Den med hygiejnebindene.

Forretningsideer. jeg har indtil flere gode ideer, som jeg gerne vil se ført ud i livet. Enten af mig selv eller af andre. Jeg kunne skrive om vejen til det selvstændige liv… som selvstændig erhvervsdrivende i rivende udvikling. Siddende på toppen i mit eget imperium. Det startede med en god ide og hårdt arbejde, og nu ejer hun hele verden! Jeg har en forretningside. Én. Den kræver indsigt i en branche, som jeg ikke aner noget som helst om.. og well kapital. Lidt mere end hvad mit rådighedsbeløb efterlader. Og jeg gider godt finde på, jeg gider ikke stå i butik eller regne på tal i plus og minus.

Digte og manuskripter. Jeg har jo en masse skuffemateriale, som jeg virkelig godt gad at sætte tid af i hverdagen til at få skrevet færdigt og sende det ud i livet. Jeg kunne jo starte med at sende det ud her og på insta, og se hvad det giver af respons. Måske ville folk sige, at jeg var en tåbe og grine højt bag min ryg, eller også ville jeg blive den nye Rupi Kaur. (Følg hende på insta, hun er yndig og poetisk.) Jeg skriver jo alligevel hele tiden, så hvorfor ikke tjene mønt på det? Okay. Ingen tjener penge på digte. Og jeg har faktisk aldrig skrevet et manuskript færdigt.

Jeg kan mærke at skrivelysten er tilbage, og de gode ideer skal nok komme. Der er nok ikke meget holdbar økonomisk fremtid i de ovenstående ideer, men der skal nok dukke noget andet op, det er jeg sikker på. Jeg beholder mit dayjob lidt endnu.

Karensnotebook lever igen!

.. Eller er i hvert fald ikke helt død endnu…

Noter fra min “rigtige” notesbog…

På en måde er det vigtigste i verden

at jeg brænder for noget, men

der må for alt i verden ikke gå ild i noget

i håret eller i lortet

det brænder og

det brænder ikke

 

Jeg har altid en notesbog på mig. Og altid en kuglepen eller en blyant. Allerhelst en blyant, fordi de glider så godt henover papiret. (ønskes sponsorsamarbejde med Viking blyanter?)  Problemet med at have en notesbog OG en blog, som i mit tilfælde egentlig er tænkt som en notesbog, er at de to ting ikke er så nemme at få til at tale sammen. Det vil jeg forsøge at gøre noget ved over det næste stykke tid. Nogle af de tekster, jeg skriver til mig selv på mine rejser, mens jeg venter på bussen, mens jeg lader som om jeg ser The Next Step for 120’ende gang, mens jeg sidder til et vigtigt møde og foregiver at skrive vigtige noter, er måske nogle tekster som kan bruges til noget andet en dag. Som ovenstående. Måske kan den bruges, måske kan den ikke.

Jeg har jo i øvrigt stakkevis af notesbøger og dagbøger, og nogle af dem (de mest pinlige!) læser jeg op af fra tid til anden på Nørrebro Teater i den forestilling, der hedder En Pinlig Affære. Det gør jeg igen lørdag d. 29. september kl 20. Kom og grin ad og med mig, for det bliver sjovt og pinagtigt og jeg plejer at have SÅ meget lyst til en drink, når jeg først kommer ned fra den scene!

Køb dine billetter lige her

Mit nye jeg…

Mød den nye Karen. Den nye Karen gør ting. Hun venter ikke til i morgen, med hvad hun kan gøre idag. Hun smeder, mens jernet er varmt (som man si’r), hun rider den dag hun sadler, og hun ser sig ikke tilbage.

Det er den nye Karen.

Gad vide hvornår hun kommer på banen? Hun venter sgu nok til i morgen…

Jeg har længe gået med tanker om at skifte platform til denne blog. Jeg gider ikke rigtig mere. Jeg elsker at skrive til nogen. Jeg elsker at nogle reagerer på det, jeg har skrevet (undtagen når reaktionen er, at det er noget bras, det jeg har lavet. Så elsker jeg det selvsagt ikke) Jeg vil gerne skrive til et større publikum end til min mor og mine nærmeste venner (Jeg er SÅ glad for, at I læser med!) men når jeg kigger mig om i det her blogland og på Bloggersdelight i særdeleshed, så ser jeg nærmest kun unge piger, der skriver om deres “nyeste fund”, og “10 ting du ikke vidste om mig”, og jeg synes det er lidt kedeligt, for at være ærlig.

Jeg ser ingen som mig.

Hvor og hvordan jeg finder min platform, ved jeg ikke, men jeg må se mig om et andet sted. Jeg er glad for mit dayjob, og har de dejligste kolleger og arbejdsforhold i verden, men jeg drømmer også om at have et job, som giver mig kriller i maven, på samme måde som mit nuværende job gjorde det i starten. og på samme måde som et nyudgivet blogindlæg gav mig for kort tid siden. Jeg vil gerne kunne bidrage med lige netop det som jeg kan. Og det er blandt andet at skrive røven ud af bukserne.

Jeg drømmer også om at lave noget hvor jeg står på en scene. f.eks. stand up. (Shiit. Det sagde jeg bare ikke) det er nok det, jeg frygter allermest i hele verden. At skulle stå på en scene med det erklærede mål at få folk til at grine, men samtidig er det også noget jeg drages af. Hvor ville det være FEDT at lave et show, som folk gad at se, og som jeg helt selv havde lavet. Jeg så en gang en pige lave et one woman show i Århus, hvor hun gennemgik sin smertefulde ansøgningsproces til at komme ind på teaterskolen. Jeg var vildt imponeret, og dødmisundelig. Jeg er i øvrigt altid misundelig, når jeg ser teater. Jeg vil også gerne stå på den scene, og jeg vil også gerne tages alvorligt, når jeg er kreativ.

Men det kræver jo nok at jeg tager mig selv alvorligt.

Det jeg tænker på i varmen i stedet for at arbejde…

Det eneste, der skulle til, for at jeg fik gang i drømmene og planerne igen (dem der var væk i sidste uge), var at komme tilbage til hverdagen. Bum. Så skal jeg love for, at der kom ved på det bål, der består af ting, jeg hellere vil lave end at sidde på job i 35 graders varme.

Jeg har mit overophedet kontorhoved fyldt med planer og tanker, som jeg skal gøre noget ved, når jeg endelig kan forlade det varme kontor. Meeen når det så kommer til aftenstiden, hvor der er ro og behagelig temperatur, til at få nedfældet noget af det der presser sig på… så er der altid en serie eller en bog, der hellere vil have opmærksomhed. Og det med at læse bøger om aftenen, er ellers ikke noget jeg bare skriver, fordi det lyder godt. Det gør jeg rent faktisk for tiden. Jeg er lidt inde i en dødperiode med gode serier, som jeg faktisk altid er om sommeren, mens bøger er mit nye drug. Jeg har i denne sommer læst Bjørnen af Katrine Marie Guldager, Den Der Lever Stille af Leonora Christine Skov og den sidste bog i Napoli-serien, som jeg har manglet at læse færdig i flere år. Den første og den sidste er klart dem, der har sat sig mest i mig, selvom LCSs selvbiografiske bog kan helt sikkert også noget. Jeg er bare generelt ikke så meget til biografier, så jeg synes bogen lidt for ofte bliver en opremsning af tingenes gang, uden at hæve sig til et højere abstraktionsniveau. Men det er et spændende og vigtigt emne, som jeg beundrer Leonora for at tage fat i. Når mødre ikke elsker deres børn, og børn der lider i “velfungerende” familier.

Noget af det der går op for én, når man kommer tilbage til hverdagen efter ugers ferie er, at jeg er helt uvant med at være sulten. Jeg har ikke været sulten i flere uger. Lige så snart overmætheden fra forrige måltid har lagt sig, er der igen plads til at proppe noget i munden. Og intet af det, jeg har valgt at putte i munden de sidste 4 uger, har været kedeligt nok til, at jeg gad stoppe med at spise, bare fordi jeg var mæt. Deraf overmæthed. Så der har været godt gang i opfedningen og jeg skulle nu være helt klar til en lang vinter.

Nu sidder jeg her og har spist min rugbrødsmad for længst og stirre tomt på det æble, jeg har med til eftermiddagssnack. Vil det være for meget “alene-på-kontoret”-agtigt hvis jeg i stedet medbringer en lille aperol-spritz, bare til at komme igennem eftermiddagen? Jeg tror det, desværre.

 

Hverdagen kalder… men mest på mere vin og chokolade

Min ferie er ved at være til ende. Det er ok. Det har været 4 uger med masser af sol (lige som resten af Danmarks befolkning kan prale af) og masser af tid med min datter. TID. Det var det eneste jeg havde ambitioner om at suge til mig af i min ferie. Jeg plejer at være lidt for god til at have store planer og ambitioner om at skrive en roman eller ommøblere mit hjem eller lægge mit liv helt om i løbet af min sommerferie. Det resulterer ofte i, at jeg ved feriens afslutning er helt slukket og ærgerlig over, at jeg skal tilbage til det liv, jeg forlod i juni, uden at have nået mine mål for sommerferien.

I år er det lidt anderledes, fordi jeg faktisk har nået alt det jeg havde sat mig for. Jeg skulle tilbringe så meget tid som muligt sammen med mit barn og jeg skulle slappe af. Det har jeg gjort. I høj grad!

Jeg har knap nok gjort mig en eneste tanke om hvad mit efterår skal indeholde, og mine augustforsætter ligger så langt væk i min hjerne, at jeg tvivler på, om de når at komme frem inden efteråret har ramt os.

Jeg vil gerne begynde til yoga igen. Og jeg overvejer at undersøge, om jeg kan tage min datter med i træningscenteret, der ligger tæt på os, så jeg kan træne, mens hun ser youtube på min tlf. Er det good or bad parenting? Jeg er i tvivl. Jeg er dog ikke i tvivl om at jeg skal igang med noget træning. Min krop og min energi bærer tydelige præg af sommerens pasta, rosé, hvidt brød og sukkerfest. Det har været skønt, men jeg orker ikke engang at bøje mig efter den solcreme, der lige er trillet ud af min taske, og mit taljemål får elastikken i min nederdel til at være spændt ud til max. Det er ikke så flaterende, kan jeg godt vedkende mig. Men som altid er det et spørgsmål om at jeg ikke har ret meget tid i min hverdag til at træne i. Jeg må erkende at det der med at træne hjemme på stuegulvet, har jeg simpelthen ikke rygrad til. Og hvis jeg ikke kan tage barnet med, er eneste bud på motionstid hveranden lørdag formiddag. Det gør jo ingen hvepsetalje.

Nå men mens jeg skriver dette sidder jeg i toget på vej hjem til København, og har lige sat tænderne i en Snickers (Jeg købte to, så jeg ikke skulle dele) Måske det er tid til at walk the talk?

Det er tilbage til hverdagen på alle mulige måder!