Metallica – en metaljomfrus bekendelser

Jeg var til Metallica koncert i sidste uge. jeg går ellers aldrig til koncerter. Ikke fordi jeg er religiøst i mod det eller noget, men mest fordi jeg altid ender med at bruge mine penge og tid på andre kulturelle oplevelser end musik. Det havde jeg i mange år dårlig samvittighed over. Jeg syntes det var pinligt, så når andre talte om det fede koncerter de havde været til, lod jeg enten som om jeg også lige havde været afsted til noget sejt, eller som om jeg havde forsøgt at få billet, men ikke nåede det. Noget der selvsagt godt kunne ende i lidt pinlige samtaler.

Nu er jeg mere voksen omkring mit manglende koncert-gen. (ja det er et gen. videnskaben har talt, så shut up.) Jeg kan godt lide musik og jeg lytter næsten altid til musik. Jeg ved også hvad jeg kan lide, når jeg hører det, men jeg kan ikke huske navne på bands og numre, og jeg står helt af i forlegenhed, når musiknørderne slår til med deres årstal, lyrics, udvikling, navne på bassister og what have we not. Jeg aner ikke noget om musik. Og jeg opsøger ikke nyt musik selv. folk fortæller mig hvad jeg skal høre, og så gør jeg det.

Den værste pick up line er “Hvad for noget musik lytter du til?” I DONT KNOW!! Spil noget og måske kan jeg genkende det..

Hvordan fik jeg så forvildet mig ind i den der Metallica-koncert? Well long story;

I den by hvor jeg voksede op, var det drengene der slog tonen an. I alle mine teenageår troede jeg, at det gjaldt om at være som drengene, for at de kunne lide én. Så jeg var dark and mysterious, havde hængerøv og hår under armene. (så sindssygt charmerende) Jeg var pigen med de smadrede Dr. Martens, fedtet hår og min fars aflagte ternede skjorte. Det var ikke et kønt syn kan jeg afsløre. Men det var heller ikke meningen. For jeg skulle jo for guds skyld ikke ligne én, der gik op i sit udseende. Jeg var så pisseligeglad med alt. Med life og love og alt det i mellem.

Og jeg lyttede for guds skyld heller ikke til pop musik! Det mest poppede der kom ud af mine højtalere var Alanis Morrisette og Tracy Chapman. Og Metallicas 3 stille numre. (Officielt i hvert fald, for der var også noget med en masse musical hits og Løvernes Konge, men det er en anden historie)

Så da drengene hjemme fra min by kontaktede mig for at høre, om jeg vil med på en ekstra billet til Metallica, sagde jeg straks JA! SGU DA! Det var så fedt at være vred og rebel igen. Og øm og dyb til Nothing Else Matters.

Jeg er siden blevet lidt mere afslappet omkring musik jeg kan lide. Min smag er alsidig, for at sige det mildt. Og i sidste uge var det altså Metallica, der fik en ordentlig tur på “anlægget” (Jeg har ikke noget anlæg) herhjemme. Og på cykelturene til og fra arbejde. Og det kan sgu stadig noget det der Metallica. Også de vrede numre. Jeg er fan. Igen.

Det føltes som om vi var meget tættere på!

IMG_6709

Continue Reading

Weekend noter

Denne uge har været ret vild. Jeg har været til Metallica koncert (Meget mere om det senere), og haft rygende travlt på arbejde. Barnet og jeg har næsten ikke set hinanden, så nu kompenserer vi med en weekend, hvor vi skal hygge os ud over det hele, sidde i ske med hinanden og ikke vige fra hinandens side. Vi skal grine og fjolle, og have lange dybe samtaler om livet og drømmene. Vi (jeg, den overambitiøse mor) har planer om at bygge fastelavnskostume sammen i en glad og lykkelig symbiose, kælke og drikke varm kakao, tage i biografen og nyde hinanden helt som på film og i mine drømme om en perfekt weekend. Jeg tror endda der i baggrunden spiller noget med violin.

– Ha! Det skal nok blive godt. Jeg kan mærke, at jeg som den voksne nok skal ruste mig til at alle mine drømme bliver rystet rundt hundrede gange.

For eksempel gad ungen jo ikke lave papmache hjelm til fastelavnskostumet. Hun satte sig i 10 minutter og så gav hun op, fordi det var alt for snasket, og hun ville hellere klæde sig ud og lege frisør på sit værelse. Fedt nok. Så laver jeg bare resten.
Kælketuren sprang vi over, fordi jeg ikke orkede at købe kælk og gå med resten af vesterbros unger i Søndermarken. (Selvom vejret var perfekt!) Vi gik direkte efter kakaoen i stedet. Et godt og voksent valg, Karen.

I dag begyndte dagen med at hun ved et uheld smed min telefon i toilettet. (Jeg tror vi slap heldigt fra det!) Sååå det skal nok blive en deeeejlig weekend!

Nu laver jeg noget morgenmad til os. God søndag!

Continue Reading

Hvordan hilser man?

Jeg vil gerne skrive lidt om, hvordan man hilser på hinanden. Og hvordan man ikke gør. Mest det sidste, for det har jeg åbenbart mest erfaring med.
Det er ingen hemmelighed, at jeg har mit ophav i det jyske. Jeg har boet mange år i København, og flytter nok heller aldrig herfra. (igen. Long story, some other time) Men jeg bliver aldrig rigtig Københavner. Jeg lærer f.eks. aldrig rigtig at begå mig hjemmevant i krydsfeltet mellem knus/kram og give hånd.

I fredag gav jeg Per Fly et virkelig awkward kram. Det var han ikke lige forberedt på. Skulle nok bare have givet et fast håndtryk, som man normalt gør, men jeg synes vi kender hinanden bedre end det. Men ikke godt nok til kram, kunne jeg fornemme. Så han lænede sig ikke frem, da jeg gjorde, og jeg kunne ikke så godt stoppe bevægelsen, da jeg først havde sat i gang. Resultatet blev at jeg sådan nærmest hang lidt på ham i et sekunds tid, hvorefter jeg skyndte mig tilbage i mit eget personal space, og fór videre med rundhåndede kram til resten af gruppen. For når man først er begyndt at give kram til nogle i en gruppe, kan man jo ikke stoppe igen? Eller kan man?
Alle var enige om at det ikke var kønt. Per er heldigvis en meget rar mand, der ikke udstiller nogen unødigt, så han gjorde ikke noget væsen ud af det, men siden i fredags har vi bare nikket pænt til hinanden, når vi har ses på gangene. Vi behøver ikke flere berøringer. Vi har været der.

Og Per Fly er ikke en gang Københavner, så måske har det slet ikke noget med det at gøre alligevel? Måske er det bare en brancheting. Eller måske er det en personlighedstype-ting? I hvert fald synes jeg alt for ofte, jeg befinder mig i en situation, hvor jeg ikke ved om man lægger an til kram eller hånd eller kindkys eller et nik eller highfive eller en pegefinger i vejret. Jeg vælter rundt i gryden af hilsner og ender med at hive fat i det første det bedste, der dukker op. Jeg kan ikke tænke hurtigt nok til at bedømme relationen i forhold til hilsnens intitmitet, før jeg har kastet mig om halsen på en perifært bekendt, eller kindkysset min onkel eller nikket diskret som en velkomst til min søster.

Det er jo et handikap. Man må kunne få støtte. Både psykisk og socialt. Og Økonomisk. helt sikkert økonomisk støtte til personer med over-følsom hilsen-syndrom.

Continue Reading
1 2 3 91