Det er sådan, jeg går og har det..

Jeg har min helt egen blog. På den kan jeg skrive lige hvad jeg vil. Jeg kunne skrive om alle de irriterende ting, jeg synes verden er fuld af. Folk der  ikke kan se ud over deres egen næselængde. Folk der generaliserer på ting, de ikke ved noget om. Folk der føler sig snydt, når det går andre godt. Men det ville være en kedelig og negativ blog, og jeg ville få det virkelig dårligt over at fokusere på den slags, hver gang jeg satte mig ved computeren for at skrive. På den anden side, ville jeg også føle, at jeg skrev om noget “rigtigt”, fremfor bare at skrive om min egen uinteressante hverdag. Men det gør jeg ikke. Jeg skriver ingenting. For hver gang jeg sætter mig for at skrive, er der noget andet, jeg hellere vil skrive om. Eller også er der en stemme i mit hoved, der siger: ” Hvorfor i alverden skriver du det her? Skulle du ikke hellere skrive noget andet? Noget sjovere?” Og sådan dræber man enhver lyst til at gøre noget som helst i denne verden. Dette blogindlæg har været flere dage undervejs. Uger måske.

Åh hvor jeg trænger til forandringer. Jeg trænger til at tage skeen i egen hånd og styre mit eget skib. (med en ske… åbenbart) Jeg drømmer om at have en hverdag, hvor jeg mærker hver dag, at jeg rykker mig. At jeg LAVER noget. Noget kreativt, og udfordrende. Jeg keder mig helt enormt meget i min hverdag, men jeg er alt for bange, til at gøre noget ved det. Jeg er hundeangst for ikke at kunne kom op af den sump igen. Min hverdag er hyggelig. Det er stille og roligt, der er ingen udfordringer, der er for store, og der forventes ikke noget af mig, som jeg ikke kan indfri. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke er god nok til de opgaver, der ligger på mit bord. Det er jo sådan set godt nok, ik? Er det ikke sådan man gerne vil have det? Jeg ved det ikke. Jeg finder en god tryghed i at min løn kommer ind hver måned, og at jeg har nogenlunde overblik over, hvad jeg har til mig selv hver måned. Det er ikke meget, men det er heller ikke lidt. Fint nok.

Fint nok. Det er hele mit liv. Fint nok. Jeg er ved at kaste op over fint nok. Hvordan kommer jeg ud af Fint nok?

Mit tvivlsomme forsøg på at løfte blikket har hidtil været at svælge i de andre bloggeres chiagrød med blåbær og events for dit og dat. Jeg skæver misundeligt til journalister og forfattere, der helliger sig det skrevne ord. Jeg fascineres af skuespillere og performere og foredragsholdere, der går på scenen og brænder for deres job.  Og jeg suger til mig fra dem jeg ser i min hverdag,  der kæmper med næb og klør og liv og død for en kreativ ide. Jeg bliver inspireret af gør-det-selv kvinder, der smækker turbo på deres arbejdsliv, eller kaster sig ud i kreative eventyr. Jeg drømmer om selvstændighed og et frit arbejdsliv, men jeg frygter stress, fattigdom, ensomhed og lavt selvværd.

Hvad gør jeg ved det? Hvad er mit næste skridt? Well, til en start har jeg flyttet rundt i min lejlighed, for at gøre plads til at min lejlighed kan rumme en voksen mere, end blot min datter og jeg.  Ja. Det er nemlig også sådan, jeg går og har det. Parforholds-agtigt. Og det føles rigtig godt. Det at flytte rundt og rydde op og ud, gør at jeg trods alt føler, at jeg er på vej et sted hen. At beslutninger bliver taget af MIG. Omend det indtil nu er beslutninger om, hvorvidt jeg skal stille en potteplante på reolen eller på gulvet foran reolen, så gør det en forskel, og jeg kan mærke, at jeg ændrer noget. I hvert fald lidt. (ren Marie Kondo. Blogger inspiration, du ved.)

Det er små skridt. Alt for små skridt, men der er sådan, jeg går og har det lige nu.

Succeserne jeg samler på og tager med mig ind i det nye år…

Nå, men jeg har jeans på i dag. Træerne vokser jo ikke ind i himlen, og mit klædeskab er bare mest gearet til jeans, så jeg kan ikke helt droppe dem endnu, sådan som et af mine nytårsforsætter ellers foreskriver. Til gengæld skriver jeg nu på mit andet blogindlæg på tre dage, så på den måde går det jo meget godt med nytårsforsætterne. OG jeg spiste rester i går både til frokost og aftensmad, så ingenting blev smidt ud. Det går da egentlig meget godt, synes jeg.

Jeg synes tit det går meget godt, og faktisk vil jeg gå så langt som at dedikere et helt indlæg til dette. Succeserne. Det jeg er stolt af, og det jeg gerne vil have mere af i det nye år.

Jeg nævnte forleden, at jeg har gået hos en psykolog i det meste af 2018, og det har haft samme virkning på mig, som hvis jeg havde brugt året i et træningscenter eller hos massøren. (årh tænk lige! Et år hos massøren!) Jeg har taget mig selv alvorligt. Det har været rigtig godt for mig .. og kun for mig. Men det er ikke kun det, jeg er stolt af i 2018.

I 2018 har jeg stået på scenen hele 4 gange med min dagbog, og hver gang er det noget helt specielt. Jeg synes det er så sjovt,  og håber at få lov at gøre mere af det. Enten med dagbogen eller noget helt andet. Uanset så har det været en udfordring, jeg har elsket, og jeg er blevet mindet om, at jeg altid gerne har villet optræde og “gøre mig til”, så jeg må finde mig noget mere af den slags i det nye år.

Jeg har også fejret min fødselsdag med gæster fra nær og fjern. Jeg fik taget mig sammen til at holde den store fest, som jeg drømte om, og selvom pengene og tiden og alt det andet gjorde, at planerne blev ændret en del gange undervejs, blev det alligevel helt som jeg havde håbet. jeg fik mærket, hvor skønt det er at samle gode folk omkring sig, og lade alle bekymringer forsvinde i snak og dans og musik og grin. Det vil jeg gøre mere af i 2019! Invitere gæster! Arrangere.

I forbindelse med at jeg i foråret stod overfor endnu en flytning, har jeg skullet kigge dybt og længe på mine drømme, og på hvordan jeg har tænkt mig at nå derhen.  Det har været sundt for mig, og jeg forudser, at jeg i 2019 kommer til at drømme endnu mere og komme op med nogle helt nye drømme for mit liv og fremtid. Jeg skal jo temmelig sikkert flytte igen, inden vi rammer nytåret nok engang, og denne gang håber jeg på at finde noget, der kan være mit eget.

Jeg glæder mig til det nye år, og nu skal jeg nok stoppe med flere nytårsindlæg. Altså indtil næste år, hvor mine nytårforsætter helst skulle ændre sig en del. Det håber jeg. Og jeg ser frem til at blive overrasket over hvad 2019 har i posen til mig.

Godt nytår!

Nytår! Tid til at blive et bedre menneske… næsten helt til februar

3. januar. Dagen hvor der ikke er nogen som helst undskyldning, for ikke at tage fat på de der nytårsforsætter. Så det gør jeg nu.

I 2018 har jeg fået en anelse (bare en anelse!)  mere styr på mit liv. Jeg fyldte 40 i 2018, og det var ikke et nemt hjørne at runde, kan jeg godt afsløre. Jeg synes overhovedet ikke det var fedt eller ligetil, og selvom jeg fejrede det med verdens bedste fest, var det en dag jeg så frem til med benægtelse og begyndende dødsangst. Jeg er så småt begyndt at vænne mig til at sige det højt (Jeg er 40 år!) og jeg er også ved at vænne mig til, at jeg snart skal lægge et år mere til det tal. Det kan jeg takke min psykolog for. Jeg begyndte nemlig i terapi i 2018 (Egentlig var det i 2017, men hvem tæller) for at rydde lidt op i de der mønstre der gjorde, at jeg gik og spændte ben for mig selv. Min psykolog har givet mig et sprog, og et blik for nogle ting som går igen i mit liv, og som jeg gerne vil lave om på. Det har været rasende godt, og jeg er vildt glad for at jeg tog den beslutning, og jeg er ikke helt færdig med den slags endnu. Lige så stille får jeg vendt livet derhen, hvor jeg gerne vil være, og det vil jeg fortsætte med i 2019. Det handler om kærlighed, drømme, økonomi og karriere. Jeg er for eksempel overbevist om at mine timer hos psykologen har hjulpet mig til at finde kærligheden igen, og det er jeg så sindsygt glad for! blandt andet derfor ved jeg, at 2019 bliver et helt andet og spændende år end 2018 var det.

Vil I med? Så springer vi ud i det sammen!

Jeg elsker dem, forsætterne. Jeg elsker at lave lister over ting, jeg godt kunne tænke mig. At være filosofisk og ambitiøs på mit livs vegne, og hive alle de gode intentioner op af hatten.

Således har jeg igen i år brugt mine decemberdage på at gruble over, hvad jeg vil gøre bedre i 2019. I virkeligheden kan jeg i store træk bare genbruge dem fra sidste år, men det er jo ikke særlig sjovt, ej heller motiverende, da det jo så ville udstille, hvor meget af det jeg troede, jeg ville opnå ved indgangen til 2018, jeg ikke har gennemført. Så det gider jeg ikke.

Min nye forsætter lyder:

  1. Skriv! (Genganger, men ikke desto mindre lige aktuel)
  2. undgå madspild (jeg smider alt for meget ud fra mit køleskab, som skulle være spist i stedet for. Det er fordi jeg er lidt for ambitiøs, når jeg går nede i Netto og tænker “uh Fennikel! Det kan jeg da godt bruge til noget!” Det kan jeg som regel ikke)
  3. Tænke mere grønt i hverdagen (Mere fennikel? eller mindre fennikel?). Både i form af flere grøntsager/mindre (bedre) kød, men også i form af mindre unødvendigt plast og “grønne” løsninger. Med måde som altid selvfølgelig, for jeg gider ikke være fanatisk med noget som helst, men en tanke på det i hverdagen, vil kun gavne verdenshavene, tænker jeg.
  4. Gå mere i bukser, som ikke er jeans. (Jeg er træt af hverdagsjeans-looket. Det trænger til et løft)
  5. Prioritere meget mere kultur i hverdagen. Kunst, teater, film, litteratur – alt det jeg elsker!
  6. Rejse. Åh! Hvor vil jeg gerne rejse meget mere i 2019. Jeg ved godt at CO2 og Indlandsisen og mit punkt 3 ikke ville juble over dette punkt, men jeg er ikke den der vipper CO2 regnskabet med mine flyrejser, så den del har jeg slet ikke dårlig samvittighed over. Jeg vil hellere have lidt mere dårlig samvittighed over det i 2020 faktisk.

Lad os blive bedre mennesker i det nye år! … i hvert fald bare næsten helt til februar..

 

Ting jeg kunne skrive om, hvis jeg ville holde liv i bloggen

Tænk at der stadig er nogle, der læser med her, når jeg nu er så fraværende. Det er jeg nærmest stolt og rørt over. Det går tydeligvis ikke helt så godt med at tage livet af bloggen jvf. indeværende blogindlæg. Det bliver en langsom død kan jeg mærke, og det er vist helt som det skal være. Jeg mærker stille og roligt, at det faktisk er lidt vigtigt for mig, at jeg skriver. Både fordi jeg har jo en overflod af utrolig vigtige ting, jeg må læsse af et sted. Men også fordi jeg må finde mig et sted at tjene nogle ekstra penge, da jeg næsten har brugt denne måneds budget allerede, og det er jo ikke fordi det er en sparemåned, vi går ind i lige om lidt.

Skriverierne må være den eneste vej frem! Det er enten at skrive den roman færdig eller at forpuppe mig på sofaen med Netflix og en flaske billig vin, og  dermed ikke bruge penge på alverdens overflodsgoder. hvilket faktisk er en ganske fornuftig måde at tænke økonomisk på, synes jeg selv. Den strategi fungerer bare ikke i november og december, hvor de materielle overflodsgoder ikke kun tilkommer mig, men skal strøes ud over alle mine kæreste, som skal have julegaver og fødselsdagsgaver og kalendergaver og adventsgaver og mandelgaver og… Oh dear; tilbage til skriverierne!

Mine geniale ideer fra sofaen, til nye emner der skal skaffe kunder i butikken, altså læsere på bloggen og money in the bank:

Ideer til politikere. Jeg har indtil flere gode ideer til politikere, som jeg gerne vil fremføre for dem, så de kan bruge dem og gå videre med det. Gratis hygiejnebind på alle offentlige institutioner er én af dem.  Det er fandeme en god ide, altså. Drømmen: Jeg ville kunne fylde min blog med politik, og udbrede en bedre forståelse for, hvordan (jeg synes) verden hænger sammen. Skære igennem alle de falske nyheder og være en no-bull-shit-kind-a-blog. Det ville være awesome! virkelighed:  Jeg er nok egentlig ikke en no-bull-shit-kind-a-girl, når det kommer til stykket. Og det er vist nok også min eneste gode ide. Den med hygiejnebindene.

Forretningsideer. jeg har indtil flere gode ideer, som jeg gerne vil se ført ud i livet. Enten af mig selv eller af andre. Jeg kunne skrive om vejen til det selvstændige liv… som selvstændig erhvervsdrivende i rivende udvikling. Siddende på toppen i mit eget imperium. Det startede med en god ide og hårdt arbejde, og nu ejer hun hele verden! Jeg har en forretningside. Én. Den kræver indsigt i en branche, som jeg ikke aner noget som helst om.. og well kapital. Lidt mere end hvad mit rådighedsbeløb efterlader. Og jeg gider godt finde på, jeg gider ikke stå i butik eller regne på tal i plus og minus.

Digte og manuskripter. Jeg har jo en masse skuffemateriale, som jeg virkelig godt gad at sætte tid af i hverdagen til at få skrevet færdigt og sende det ud i livet. Jeg kunne jo starte med at sende det ud her og på insta, og se hvad det giver af respons. Måske ville folk sige, at jeg var en tåbe og grine højt bag min ryg, eller også ville jeg blive den nye Rupi Kaur. (Følg hende på insta, hun er yndig og poetisk.) Jeg skriver jo alligevel hele tiden, så hvorfor ikke tjene mønt på det? Okay. Ingen tjener penge på digte. Og jeg har faktisk aldrig skrevet et manuskript færdigt.

Jeg kan mærke at skrivelysten er tilbage, og de gode ideer skal nok komme. Der er nok ikke meget holdbar økonomisk fremtid i de ovenstående ideer, men der skal nok dukke noget andet op, det er jeg sikker på. Jeg beholder mit dayjob lidt endnu.

Karensnotebook lever igen!

.. Eller er i hvert fald ikke helt død endnu…

Noter fra min “rigtige” notesbog…

På en måde er det vigtigste i verden

at jeg brænder for noget, men

der må for alt i verden ikke gå ild i noget

i håret eller i lortet

det brænder og

det brænder ikke

 

Jeg har altid en notesbog på mig. Og altid en kuglepen eller en blyant. Allerhelst en blyant, fordi de glider så godt henover papiret. (ønskes sponsorsamarbejde med Viking blyanter?)  Problemet med at have en notesbog OG en blog, som i mit tilfælde egentlig er tænkt som en notesbog, er at de to ting ikke er så nemme at få til at tale sammen. Det vil jeg forsøge at gøre noget ved over det næste stykke tid. Nogle af de tekster, jeg skriver til mig selv på mine rejser, mens jeg venter på bussen, mens jeg lader som om jeg ser The Next Step for 120’ende gang, mens jeg sidder til et vigtigt møde og foregiver at skrive vigtige noter, er måske nogle tekster som kan bruges til noget andet en dag. Som ovenstående. Måske kan den bruges, måske kan den ikke.

Jeg har jo i øvrigt stakkevis af notesbøger og dagbøger, og nogle af dem (de mest pinlige!) læser jeg op af fra tid til anden på Nørrebro Teater i den forestilling, der hedder En Pinlig Affære. Det gør jeg igen lørdag d. 29. september kl 20. Kom og grin ad og med mig, for det bliver sjovt og pinagtigt og jeg plejer at have SÅ meget lyst til en drink, når jeg først kommer ned fra den scene!

Køb dine billetter lige her