Drømmen om at kunne skrive mig til leverpostej med agurk

Nogle gange, og kun nogle gange,  går det sådan, at når man sætter alt hårdt ind på at noget skal lykkes, så lykkes det fandeme også. Således har jeg nu fundet mig et sted at bo. En firkant der kan være vores, indtil et mere permanent sted kommer under mine negle. For det er nemlig sådan, at jeg ikke fandt et sted på Vesterbro sådan som jeg drømte om. Og i min søgen gik det for alvor op for mig, hvor dyrt alting er på broerne, og hvor fuldstændig urealistisk det er, at jeg nogensinde med min løn alene vil kunne komme i nærheden af at købe noget, der er større end en 2 værelses. Sååå måske skal jeg flytte udenfor byen?? Måske er jeg voksen nok til det? Jeg prøver det på i mine tanker og ser det lidt fra alle vinkler. For helt ærligt, så er det ikke der mine dømme ligger, men kunne det blive det?? I min drømmeverden bor Kaisa og jeg  (og hvem ved med tiden måske en mand!) sammen på Vesterbro, med et kolonihavehus i cykelafstand og grillaftner med naboerne i gården. Men måske er det på tide at drømmene skifter farve…

Jeg ved ikke, hvad der rent kemisk sker i hjernen på mig, når foråret rammer, men drømmene får i hvert fald frit løb. Jeg er fuld af nye ideer, og hver gang jeg kigger et nyt sted hen, får jeg en ny ide til, hvordan jeg drejer mit liv i en helt ny retning. Jeg har rigeligt på min tallerken de kommende måneder, med flytning og fødselsdag, så i virkeligheden tror jeg ikke, jeg skal fylde mere på i det retning. Meeen foråret bobler i mig!

Derfor er det også tanker i retning af bloggens fremtid, der flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har skrevet på dette domæne i snart 8 år! Jeg gør det udelukkende for min egen skyld og tjener ikke en rød reje på det. Jeg kan ikke undvære at skrive mine tanker ned, men måske skal det fremover være på en anden platform? Jeg kan mærke at inspirationen mangler nogle gange, og jeg føler mig ikke rigtig hjemme i blogverden længere. Måske er det på tide at finde en anden måde at skrive på? Noget der måske også kunne give smør på brødet? (Eller bare lidt leverpostej? Det ville også være rart. med agurk. Eller uden, jeg er ikke så krævende)

 

 

… Jeg troede jo bare vi gik og hyggede os?

Da jeg var barn og gik til gymnastik eller havde idræt i skolen, var jeg altid den sidste til at blive færdig i omklædningsrummet. Jeg gik og hyggede mig og lavede sjov med de andre og fortalte historier og lavede alt muligt andet end at skifte tøj og gå i bad og komme i tøjet igen. Jeg opdagede ikke rigtigt, at det var det de andre brugte tiden på. Inden jeg var dryppet af, var de andre på vej ud af døren, og jeg anede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, for vi gik jo lige og hyggede os?

Sådan har jeg det også nu. Det er som om, at jeg har gået og hygget mig de seneste mange år og drukket vin og grinet med mine venner. Brugt mine penge på cafe latte og nyt tøj (lige som alle de andre), og mens jeg ikke har skænket en tanke, at jeg måske burde planlægge mit liv bedre, har alle mine venner sparet op til pension, investeret og købt lejlighed, sommerhus og bil nr. 2. Men hvordan kan det lade sig gøre, for vi gik jo lige og hyggede os?

Nu runder jeg snart mit første skarpe hjørne (jeg regner ikke 30 for noget som helst) og  jeg synes, jeg bliver nødt til at tage lidt alvorligt, at jeg jo ikke er 25 mere, sådan som jeg går rundt og tror. Der er intet fedt ved at være bagud på voksenpoint, når det betyder, at jeg kan blive hjemløs med 3 måneders varsel, at jeg ikke selv er kvinde over de ydre rammer for mit liv og stadig er afhængig af, at min mor gider hente mig ved toget, fordi jeg interesserer mig forsvindende lidt for at få en bil, et hus, en mand, en hund og en charterferie. Jeg gider det ikke. Jeg vil hellere drikke billig vin og gå og hygge mig. Kan man godt være sådan en voksen?

Ja. Det kan man jo strengt taget godt. Men vil jeg være sådan en voksen? Vil jeg være sådan en mor? Jeg tror nu jeg er en ok mor. Jeg står ikke forrest blandt de strålende overskudsmødre, men jeg står bestemt heller ikke bagerst. Min datter kan helt sikkert finde en masse ting at bebrejde mig, når hun rammer teenagealderen, og jeg giver hende sikkert også ret i det meste. Jeg påtager mig gerne skylden og betaler regningen til psykologen (hvis jeg har råd). Men jeg har ret godt styr på det meste og vis mig bare den teenager, der ikke bebrejder sine forældre noget som helst.

Jeg ER glad for at hygge mig. Og jeg ER ikke specielt interesseret i at tjene mange penge og køre i dyre biler. Men jeg vil faktisk godt tjene flere penge end jeg gør nu. Og jeg vil faktisk også godt være med i den leg, som alle de andre leger med egen bolig, bil, opsparing og rejser. Det var jo heller ikke fordi, jeg egentlig syntes det var særlig fedt at stå alene tilbage i omklædningsrummet, efter alle de andre var gået ud til frikvarter. Jeg glemte bare hvad det var vi var i gang med.

Det er nu jeg skal til at komme i tøjet og komme ud til de andre…

img_8568

Dette er et fotobevis på, at jeg hygger mig mere end jeg planlægger min fremtid og min nutid.

Mangel på skrivemotivation og boligjagt med en snigende angst for hjemløshed.

Det er simpelthen så de-motiverende at logge ind på min blog, og se hvor få læsere jeg har for tiden. Ja, det er jo fordi jeg ikke skriver noget, og den slags ting har det med at hænge sammen, men alligevel…

Jeg har hovedet fyldt med flyttetanker. Det vil sige at tankerne mest af alt går i retning af at finde et sted at flytte hen. Jeg kan erfare, at jeg er for fattig til Vesterbro. Faktisk nok til det meste af byen. Men hvad gør jeg så? Når man har et barn der går i skole, har venner og er glad for sit liv i byen (og man selv i den grad også trives bedst i byen) er det ikke sådan lige til at træffe den beslutning, det er at flytte ud, fordi man ikke har råd til at betale huslejen. Og jeg er altså ikke fattig. Jeg har et udmærket job, med en ganske normal løn, men jeg har kun én indkomst i min husstand og det er nu ikke kun min jyske bankrådgiver, der håner mig for at være single, men hele København. Så jeg må på real estate-dating. Cruise lidt op ad Strandvejen, og se om jeg kan gafle en succesfuld mand, der kan forsørge en stakkels veluddannet akademiker og hendes barn. Life is good her i 2018.

Nå men det er da ikke fordi, der ikke sker andet i mit liv end at lede efter bolig… bum bum… næ, der sker faktisk ikke andet. Det er også derfor, jeg ikke får blogget for tiden. Jeg bruger alle mine aftner på at søge lejlighed, og mine frokostpauser ligeså. Det er ellers i de tidsrum jeg plejer at blogge. men pausen har også (igen) fået mig til at overveje om ikke jeg kan finde en anden måde at få min skrivekriller forløst på. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skriver om på bloggen, Jeg tjener ikke en krone på den og jeg kigger mig om i blogland og kan efterhånden ikke finde de gode i skoven for bare unge helse mommybloggere. Jeg kan ikke rigtig finde “mine”folk. Hvor er de henne? Hvis I vil anbefale mig nogle gode blogs jeg skal følge, så sig til, for jeg er kørt lidt træt i det.

Påsken bliver brugt på at tage hele mit liv op til overvejelse, og i særdeleshed mit bloggerliv.

img_5817

Boligjagten er sat ind igen – den optimistiske første fase

Det bliver så godt! Det skal nok løse sig. Jeg tror på at universet vil mig det bedste, og snart sidder jeg trygt og godt i egen bolig.

Det er som om, det hele går op i en højere enhed. I det øjeblik jeg begynder at tænke over, hvordan jeg tager beslutninger og hvilke valg jeg træffer (eller ikke træffer) og hvorfor, så  dukker de store tunge beslutninger op i horisonten, og forlanger at jeg retter ryggen og tager dem én efter én. Og det er i virkeligheden nok sådan, jeg gør det bedst. Tager tingene som de kommer, og kvæler dem med et fast blik og rolig hånd. Sådan vil jeg i hvert fald gerne se mig selv.

Jeg skal finde et nyt sted at bo til Kaisa og mig. D. 1.6. er vi opsagt fra vores lejlighed, så jeg leder efter en lejlighed på Vesterbro eller i nærheden (eller ikke i nærheden, for vi skal jo have tag over hovedet på et tidspunkt) Jeg søger kun leje, da jeg engang var en sjuske med min økonomi, og det betaler jeg så for nu. Fremleje vil jeg helst undgå, men igen tag over hovedet og alt det der, så jeg tager hvad som helst.

Kan nogen hjælpe?

Og kan nogen fortælle min bankrådgiver, at det er pisseprovokerende at han altid spørger, “om jeg har nogen at dele avisen med?”. Hvis jeg havde det, så havde jeg jo nok sagt det. #singleshaming

Og bruger man egentlig stadig Boligportalen?

Relateret billede

 

Da de første valg skulle træffes, var jeg heller ikke træfsikker…

Så for satan, nu er jeg tilbage. Med bandeord lige i fjæset på første linje. Den ikke så mange dikkedarer-type.

Lige for tiden funderer jeg meget over valg og beslutninger. Hvilke valg har jeg foretaget mig gennem mit liv, og hvilke konsekvenser har de haft. Både dem der er valgt helt bevidst, men også de ubevidste valg, som jeg har foretaget uden at vide, at jeg her tog stilling til noget, som jeg ville mærke konsekvenserne af resten af mit liv. På godt og ondt. Det noget chokerende udfald af denne tankerække er, at jeg opdager, hvor mange valg jeg egentlig ikke har taget, men bare reageret på omstændighederne, og fulgt med masserne. Det har jeg det lidt svært med at indrømme, kan jeg mærke.

En af det første gange jeg kan huske, at jeg skulle vælge noget om min fremtid, var da jeg i 9. klasse ikke blev erklæret “egnet” til gymnasiet. Jeg blev erklæret “måske egnet”. Det var et kæmpe nederlag for mig, og jeg følte at hele min opfattelse af mig selv ramlede. Jeg havde aldrig haft andre planer end at følge de andre på gymnasiet  efter 9. klasse. Jeg kan huske, at min lærer var helt ked af at skulle overbringe mig den nyhed. Han var min dansklærer, og jeg kunne rigtig godt lide ham, og fik kun gode karakterer i dansk. Det var matematikken der haltede. Men mest var det fordi, jeg var social og forholdsvis vellidt, og min matematiklærer var også studievejleder og ville gerne have nogle stærke elever til at føre den nye 10. klasses kulturlinje, som skulle samle alle de elever, der ikke valgte den ellers meget populære idrætslinje. Jeg skulle være med til at samle “resten”, som det så smukt blev formuleret. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. (og de havde åbenbart også regnet ud, at jeg sikkert ikke ville vælge idrætslinjen)

Jeg gik hjem og græd, og følte at nu var det endelig bevist, at jeg var dummere end alle de andre. (i øvrigt en skøn bekræftelse at få som 15 årig) og jeg skulle overveje, om jeg ville gå til den ekstra prøve, der var for “måskeegnede”. Jeg turde ikke gå til nogen prøve. Tænk hvis den ville afsløre, at jeg vitterlig var dum?? Og så ville jeg jo også afsløre at jeg troede, jeg kunne gå på gymnasiet. Det turde jeg ikke.

Men skæbnen ville, at jeg kom hjem til en besked fra en efterskole, jeg havde skrevet mig op til flere år forinden, som netop havde ringet og sagt, at der var kommet en plads til mig. Jeg skulle altså den eftermiddag vælge, om jeg ville går til “måskeegnede”-prøven eller blive i min folkeskole i 10. klasse eller springe ud det nye vilde liv – efterskole!

– Jeg valgte det sidste! Heldigvis! Jeg ville ikke have trivedes et år mere i folkeskolen, men jeg tror faktisk, jeg ville have fået mere ud af at gå direkte på gymnasiet. Jeg var ikke en lykkelig efterskoleelev. Jeg kunne ikke give slip på det derhjemme, og den følelse af at være blevet afsløret i ikke at være god nok, hang ved alt alt for længe. Mit efterskoleår blev en lærdom for livet, og efterfølgende har jeg været meget glad for at have fået den oplevelse, men mens jeg var der, var jeg faktisk ikke glad for det. Jeg var hjemme hver weekend, og holdt mig til nogle få meget tætte veninder jeg fik på skolen. De har til gengæld fulgt mig i mange år efter og givet mig rigtig rigtig meget.

Jeg kunne godt tænke mig, at jeg havde valgt efterskolen, sådan rigtigt. Eller at jeg havde turde tage den der ekstra prøve til gymnasiet, så jeg havde fået vendt nederlaget til succes, for den havde jeg selvfølgelig bestået. Men sådan gjorde jeg ikke, jeg lod livet vælge for mig, sådan som jeg stadig gør over and over again. Jeg tror det er på tide at jeg får sat en stopper for den udvikling. Jeg vil gerne selv stå ved roret. Nu hvor jeg sådan er ved at være voksen.img_8325